LBK nr 282 af 17/03/2025
Social- og Boligministeriet
Bekendtgørelse af barnets lov § 191
Tilbagebetalingsbeløbet efter § 190 opkræves af kommunen.
Stk. 2. Tilbagebetalingskravet bortfalder, når der er gået 5 år efter hjælpens ophør, uden at der har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.
Stk. 3. Overdrages tilbagebetalingskravet til restanceinddrivelsesmyndigheden, finder stk. 2 ikke anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesender tilbagebetalingskravet til kommunen, finder stk. 2 anvendelse på ny.
Stk. 4. Fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet finder forældelsesloven anvendelse, idet forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk. 7, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Stk. 5. Social- og boligministeren fastsætter efter forhandling med skatteministeren nærmere regler om tilbagebetaling, jf. stk. 1. Det kan herunder fastsættes, at en betalingsaftale bortfalder, hvis skyldneren trods påkrav udebliver med ydelser.
Forarbejder til Bekendtgørelse af barnets lov § 191
RetsinformationDet fremgår af § 165, stk. 1, i serviceloven, at tilbagebetalingsbeløbet efter § 164 opkræves af kommunen efter regler fastsat af social- og boligministeren i samråd med skatteministeren. Det fremgår videre, at det herunder kan fastsættes, at en betalingsaftale bortfalder, hvis skyldneren trods påkrav udebliver med ydelser.
Bekendtgørelse nr. 330 af 27. marts 2017 om kommunalbestyrelsens opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om social service er udstedt i medfør af § 165, stk. 1, i serviceloven. Bekendtgørelsen regulerer de nærmere regler om opkrævningen af tilbagebetalingspligtige ydelser, hvornår der sker bortfald af et tilbagebetalingskrav, overdragelse af krav til restanceinddrivelsesmyndigheden mv.
Det fremgår af § 165, stk. 2, i serviceloven, at tilbagebetalingskravet bortfalder, når der er gået fem år efter hjælpens ophør, uden at der har været økonomisk mulighed for at gennemgøre kravet. Dette finder dog ikke anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet, hvis tilbagebetalingskravet overdrages til en restanceinddrivelsesmyndighed. Fra modtagelsen finder i stedet forældelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1238 af 9. november 2015, anvendelse, idet forældelse dog tidligst indtræder tre år efter tilbagebetalingskravets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk. 7, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015 som ændret ved lov nr. 551 af 29. maj 2018, jf. lov nr. 1110 af 13. november 2019, jf. § 165, stk. 2, 3. pkt. Hvis tilbagebetalingskravet tilbagesendes til kommunen, finder reglen i § 165, stk. 2, 1. pkt., om bortfald fem år efter hjælpens ophør på ny anvendelse.
Det foreslås med stk. 1, at tilbagebetalingsbeløbet efter lovforslagets § 190 opkræves af kommunen.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med sproglige ændringer af § 165, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, idet bemyndigelsen foreslås fastsat i et særskilt stykke.
Med den foreslåede bestemmelse i § 191, stk. 1, vil kommunen få hjemmel til at opkræve de ydelser, der efter lovforslagets § 190 er tilbagebetalingspligtige.
Det foreslås med stk. 2, at tilbagebetalingskravet bortfalder, når der er gået fem år efter hjælpens ophør, uden at der har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 165, stk. 2, 1. pkt., i serviceloven.
Det foreslås med stk. 3, at hvis tilbagebetalingskravet overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, finder den foreslåede bestemmelse i stk. 2 ikke anvendelse fra restanceinddrivelses-myndighedens modtagelse af kravet. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesender tilbagebetalingskravet til kommunen, finder den foreslåede bestemmelse i stk. 2 anvendelse på ny.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 165, stk. 2, 2. og 4. pkt., i serviceloven.
Tilbagebetalingspligten er nærmere reguleret ved bekendtgørelse nr. 330 af 27. marts 2017 om kommunalbestyrelsens opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om social service. Disse regler foreslås fortsat fastsat med hjemmel i den i § 191, stk. 5, foreslåede bestemmelse. Der forventes, således at ske en videreførelse af reglerne i § 9 i bekendtgørelsen, hvoraf fremgår, at hvis en skyldner trods påkrav ikke overholder en afdragsordning, anses afdragsordningen for bortfaldet og hele gælden for forfalden, hvorefter fordringshaveren træffer afgørelse om, at kravet overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse. En misligholdelse skyldes manglende betaling trods mulighed for at betale.
Er der ikke grundlag for at yde henstand, vil der kunne fastsættes en afdragsordning. Misligholdes denne, vil kravet blive overdraget til inddrivelse hos restanceinddrivelses-myndigheden.
Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til kommunen, finder bortfaldsreglen på ny anvendelse. Det betyder, at hvis der er forløbet fem år efter hjælpens ophør, uden at der har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet, bortfalder det.
Bestemmelsen vil dermed videreføre, hvad der følger af gældende ret.
Det foreslås med stk. 4, at fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet finder forældelsesloven anvendelse, idet forældelse dog tidligst indtræder tre år efter tilbagebetalingskravets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk. 7, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 165, stk. 2, 3. pkt., i serviceloven.
I lighed med hvad der gælder efter § 165, stk. 2, i serviceloven, jf. bemærkningerne til lov nr. 551 af 29. maj 2018 om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og forskellige andre love og om ophævelse af lov om forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper (Forenkling af regler om inddrivelse af gæld til det offentlige m.v. og forældelseshåndtering m.v.), jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 226 som fremsat, side 87, vil det blive lagt til grund, at et tilbagebetalingskrav, efter at det på grund af misligholdelse af den tilbagebetalingsordning, hvormed det opkræves, er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, alene omfattes af forældelsesloven og ikke længere omfattes af bortfaldsreglen.
Den foreslåede bestemmelse vil desuden ses i sammenhæng med at det af § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fremgår, at forældelse af fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden tidligst indtræder på 3-årsdagen fra fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Med den foreslåede bestemmelse vil det fra modtagelsen af tilbagebetalingskravet være forældelsesloven, der finder anvendelse, idet forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Den foreslåede regel er dermed en videreførelse af gældende ret i barnets lov.
Det foreslås med stk. 5, at social- og boligministeren i samråd med skatteministeren fastsætter nærmere regler om tilbagebetaling efter den foreslåede bestemmelse i § 191, stk. 1, og det kan herunder fastsættes, at en betalingsaftale bortfalder, hvis skyldneren trods påkrav udebliver med ydelser.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 165, stk. 1, i serviceloven.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 5 vil social- og boligministeren blive givet bemyndigelse til i samråd med skatteministeren at fastsætte nærmere regler om tilbagebetaling.
Bemyndigelsen forventes at blive anvendt til at fastsætte de nærmere regler om tilbagebetaling, herunder at en betalingsaftale bortfalder, hvis skyldneren trods påkrav udebliver med ydelser, hvornår en kommune vil kunne overdrage et krav til en restanceinddrivelsesmyndighed og hvorledes de tilbagebetalingspligtige ydelser kan opkræves.
Formålet med § 191 er, at der også efter barnets lov vil være hjemmel for kommunerne til at kunne opkræve tilbagebetalingsbeløb efter den foreslåede § 190, og at social- og boligministeren gives bemyndigelse til at fastsætte de nærmere regler om tilbagebetaling og regler om, hvornår tilbagebetalingskravet bortfalder som følge af forældelse. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås enkelte sproglige ændringer og opdeling i flere stykker med henblik på at øge læsbarheden
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.20.