Bekendtgørelse af barnets lov § 189

Det fremgår af § 161, stk. 1, i serviceloven, at der kan opkræves betaling for personaleomkostninger til madserviceordninger efter § 83, stk. 1, nr. 3, og til hjælp efter § 84, hvis borgeren ikke samtidig modtager hjælp efter bl.a. §§ 41 og 42.

Det fremgår videre af § 161, stk. 3, i serviceloven, at social- og boligministeren fastsætter regler om betaling for tilbud efter §§ 83, 83 a, 84 og 86 og om beregnings- og indkomstgrundlag for betalingen for disse tilbud.

Det fremgår yderligere af § 161, stk. 4, i serviceloven, at social- og boligministeren fastsætter nærmere regler om modtagerens maksimale egenbetaling for madservice efter § 83, stk. 1, nr. 3, herunder om regulering af egenbetalingen.

Det foreslås med stk. 1, at der kan opkræves betaling for personaleomkostninger til madserviceordninger efter § 90, stk. 1, nr. 1, og til hjælp efter § 90, stk. 1, nr. 2, hvis borgeren ikke samtidig modtager hjælp efter §§ 86 eller87.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 161, stk. 1, i serviceloven, afgrænset til målgrupperne for barnets lov.

Kommunalbestyrelsen vil kunne opkræve betaling for personaleomkostninger til madserviceordninger efter den foreslåede § 90, stk. 1, nr. 1, om madservice, og til afløsning og aflastning efter den foreslåede § 90, stk. 1, nr. 2, hvis barnet eller den unge ikke samtidig får hjælp efter den foreslåede § 86 om merudgiftsydelse til børn eller den foreslåede § 87 om tabt arbejdsfortjeneste.

Det vil være frivilligt for kommunalbestyrelsen at opkræve betaling for midlertidig personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83, stk. 1, nr. 1 og 2, hvilket er i overensstemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne til lov nr. 629 af 11. juni 2010 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og sundhedsloven samt om ophævelse af lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v. (Afbureaukratisering på området for ældre, handicappede m.fl.), jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 177 som fremsat, side 15-16. Den enkelte kommunalbestyrelse vil således have frihed til selv at træffe beslutning om, hvorvidt og hvornår en opkrævning af betaling for midlertidig personlig og praktisk hjælp vil være hensigtsmæssig, herunder i forhold til de enkelte ydelseskategorier, administrative udgifter m.v.

Kommunalbestyrelsen vil fortsat ikke kunne opkræve betaling for personaleomkostninger, når personlig og praktisk hjælp efter forslaget til § 90, jf. servicelovens § 83, stk. 1, nr. 1, gives midlertidigt, hvilket er i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2014-15, tillæg A, L 25 som fremsat, side 7-8.

Kommunalbestyrelsen vil dog i overensstemmelse med gældende ret, som beskrevet i forarbejderne til servicelovens § 161, stk. 1, fortsat kunne opkræve betaling for personaleomkostninger til madservice efter servicelovens § 83, stk. 1, nr. 3, og hjælp efter § 84, hvis modtageren af hjælpen ikke samtidig får hjælp efter servicelovens § 41 om merudgiftsydelse til børn eller § 42 om tabt arbejdsfortjeneste.

Med den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil der således blive indsat hjemmel i barnets lov til, at der kan opkræves betaling for personaleomkostninger til madserviceordninger efter den foreslåede § 90, stk. 1, nr. 1, og til hjælp efter den foreslåede § 90, stk. 1, nr. 2, hvis borgeren ikke samtidig modtager hjælp efter §§ 86 og 87.

Det foreslås med stk. 2, at social- og boligministeren fastsætter regler om betaling for tilbud efter § 90, stk. 1, nr. 1-3, og servicelovens § 83 a og om beregnings- og indkomstgrundlag for betalingen for disse tilbud.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 161, stk. 3, i serviceloven, afgrænset til målgrupperne for barnets lov.

I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 161, stk. 3, foreslås det med bestemmelsen, at social- og boligministeren vil kunne fastsætte i en betalingsbekendtgørelse, at kommunalbestyrelsen højst må medregne de gennemsnitlige langsigtede omkostninger til tilbuddet, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 177 som fremsat, side 10. Dette vil indebære, at takstfastsættelsen for tilbuddene vil skulle ske på grundlag af de omkostninger, der kan henføres til selve tilbuddet og ikke blot udgifterne, som de fremgår af kommunens budget eller regnskab. Rammen for beregningen af taksten for betaling vil ikke kunne udgøres af fremtidige, forventede udgifter, men vil skulle tage udgangspunkt i kommunens regnskabstal.

Såfremt der er tale om en madserviceordning omfattet af et loft over modtagerens egenbetaling, vil loftet i overensstemmelse med forarbejderne til § 161, stk. 3, i serviceloven udgøre den maksimale beløbsgrænse for modtagerens betaling, også selvom kommunalbestyrelsens omkostninger til tilbuddet vil udgøre et højere beløb end loftets størrelse.

Med den foreslåede bestemmelse stk. 2 vil social- og boligministeren således blive givet bemyndigelse til at kunne fastsætte nærmere regler om betalingen for tilbud efter § 90, stk. 1, nr. 1-3, i denne lov, jf. servicelovens §§ 83 om personlig og praktisk hjælp og madservice og § 83 a om rehabiliteringsforløb, 84 om afløsning og aflastning og 86 om genoptræning og om beregnings- og indkomstgrundlag for betalingen for disse tilbud.

Ministeren vil således kunne fastsætte regler om, hvordan beregningen af egenbetalingen skal foregå, hvornår man ikke kan opkræve betaling for personaleomkostninger, og om fastsættelsen af betalingen for tilbuddene.

Det foreslås med, stk. 3, at social- og boligministeren fastsætter nærmere regler om modtagerens maksimale egenbetaling for madservice efter § 90, stk. 1, nr. 1, herunder om regulering af egenbetalingen.

Med den foreslåede bestemmelse stk. 3 vil social- og boligministeren blive givet bemyndigelse til at kunne fastsætte nærmere regler om modtagerens maksimale egenbetaling for madservice efter den foreslåede § 90, stk. 1, nr. 1, herunder om regulering af egenbetalingen.

Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 161, stk. 4, i serviceloven, afgrænset til målgrupperne for barnets lov.

Bemyndigelsen påtænkes anvendt til at udstede regler om loftets størrelse. Dette er i overensstemmelse med gældende ret, idet det af forarbejderne til lov nr. 548 af 26. maj 2010 om ændring af lov om social service (Loft over egenbetaling for madservice m.v.) fremgår, at bemyndigelsen vil kunne blive anvendt således, at loftets størrelse fastsættes i en bekendtgørelse, og at der desuden vil kunne blive indført en bestemmelse om, hvilket beløb kommunalbestyrelsen maksimalt kan opkræve ved fastsættelsen af egenbetalingen for en hovedret hos barnet eller den unge. I overensstemmelse med forarbejderne må den kommunale myndighed ikke opkræve mere i betaling for tilbuddet om madservice, end ydelsen koster at producere og levere til modtageren.

Prisloftet, som social- og boligministeren forventes at ville fastsætte efter bemyndigelsen, vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 161 i serviceloven, gælde uanset modtagerens indkomst- og formueforhold.

I overensstemmelse med forarbejderne til § 161 i serviceloven vil indførelsen af en maksimal beløbsgrænse for, hvor meget modtageren kan komme til at betale for det kommunale tilbud om en madserviceordning, ikke ske på bekostning af valgfriheden og mangfoldigheden i tilbuddene eller på bekostning af selve ydelsens kvalitet.

Formålet med § 189 er således, at der også efter barnets lov vil være hjemmel til opkrævning af betaling for personaleomkostninger til madserviceordninger efter den foreslåede § 90, stk. 1, nr. 1, og til hjælp efter den foreslåede § 90, nr. 1 og 2, hvis borgeren ikke samtidig modtager hjælp efter de foreslåede §§ 86 og 87. Det er derudover formålet, at der også efter barnets lov vil blive givet bemyndigelse til social- og boligministeren til at kunne fastsætte nærmere regler om betalingen for tilbud efter de foreslåede § 90, stk. 1, nr. 1-3, og servicelovens § 83 a til børn og unge og beregnings- og indkomstgrundlag for betalingen af disse tilbud samt regler om modtagerens maksimale egenbetaling for madservice efter den foreslåede § 90, stk. 1, nr. 1, til børn og unge, herunder om regulering af egenbetalingen.

Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås opdelingen i stykker ændret som konsekvens af ressortomlægning ved kongelig resolution af 21. januar 2021, der overførte ressortansvaret for sager vedrørende ældreområdet til social- og boligministeren.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.20.