LBK nr 282 af 17/03/2025
Social- og Boligministeriet
Bekendtgørelse af barnets lov § 188
Den unge skal betale for døgnophold efter § 114, stk. 1, nr. 1, og § 120 og for udslusningsophold efter § 114, stk. 1, nr. 3.
Stk. 2. Social- og boligministeren fastsætter regler om betaling efter stk. 1.
Forarbejder til Bekendtgørelse af barnets lov § 188
RetsinformationDet fremgår af § 160 i serviceloven, at den unge betaler for døgnophold efter § 76, stk. 3, nr. 1, og § 76 a, stk. 2, og for udslusningsophold efter § 76, stk. 3, nr. 3, efter regler, der fastsættes af social- og boligministeren.
Det foreslås med stk. 1, at den unge betaler for døgnophold efter den foreslåede § 114, stk. 1, nr. 1, og den foreslåede § 120, og for udslusningsophold efter den foreslåede § 114, stk. 1, nr. 3.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 160 i serviceloven.
Med den foreslåede bestemmelse vil den unge, der er fyldt 18 år, skulle betale for døgnophold på et anbringelsessted for børn og unge og for udslusningsophold, idet kommunens forsørgelsespligt over for den unge ophører, når denne fylder 18 år og ikke længere modtager lommepenge fra kommunen.
Det foreslås med stk. 2, at social- og boligministeren fastsætter regler om betaling af døgnophold og udslusningsophold efter § 188, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 160 i serviceloven.
Den foreslåede bemyndigelse forventes anvendt til at fastsætte regler, der tilsvarer de, der er fastsat for betaling m.v. for midlertidige boformer efter servicelovens §§ 107 og 110, hvorefter kommunen fastsætter betalingen efter reglerne i servicelovens § 163. Der vil således med hjemmel i bestemmelsen kunne ske en videreførelse af de regler, som fremgår af bekendtgørelse nr. 535 af 2. maj 2019 om betaling for ophold i anbringelsessteder for børn og unge under 18 år samt for døgnophold og udslusningsophold for unge i alderen 18 til og med 22 år.
Formålet med den foreslåede § 188 er således, at det angives, at den unge, der er fyldt 18 år, selv betaler for døgnophold på et anbringelsessted for børn og unge og for udslusningsophold. Det er endvidere formålet, at der også efter barnets lov vil blive givet social- og boligministeren bemyndigelse til at kunne fastsætte nærmere regler om den unges betaling af døgnophold efter den foreslåede bestemmelse i § 114, stk. 1, nr. 1, og den foreslåede bestemmelse i § 120, og for udslusningsophold efter den foreslåede bestemmelse i § 114, stk. 1, nr. 3. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås enkelte sproglige ændringer og opdeling i flere stykker med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.20.