LBK nr 282 af 17/03/2025
Social- og Boligministeriet
Bekendtgørelse af barnets lov § 178
Kommunalbestyrelsen kan med Social- og Boligstyrelsens godkendelse og efter Social- og Boligstyrelsens udmelding eller anmodning om fornyet behandling efter § 161, stk. 1 og 2, overtage andre kommuners tilbud og regionale tilbud efter denne lov.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse ved en regions overtagelse af kommunale tilbud og regionale tilbud i andre regioner efter denne lov i henhold til § 161, stk. 1 og 2.
Stk. 3. Ved pålæg om samling af flere små tilbud til ét tilbud efter § 180, stk. 2, og § 181 kan en kommunalbestyrelse overtage andre kommuners tilbud og regionale tilbud efter denne lov.
Stk. 4. Stk. 3 finder tilsvarende anvendelse på en regions overtagelse af kommunale tilbud og regionale tilbud i andre regioner efter denne lov i henhold til § 180, stk. 2, og § 181.
Stk. 5. Ved overtagelse efter stk. 1-4 finder § 174, stk. 2, og §§ 175-177 tilsvarende anvendelse.
Forarbejder til Bekendtgørelse af barnets lov § 178
RetsinformationDet fremgår af § 186 a, stk. 1, i serviceloven, at en kommunalbestyrelse efter Socialstyrelsens udmelding eller anmodning om fornyet behandling efter § 13 b, stk. 2 og 3, og med Socialstyrelsens godkendelse kan overtage andre kommuners tilbud og regionale tilbud efter serviceloven.
Efter § 13 b, stk. 2, i serviceloven, kan Socialstyrelsen for at sikre det fornødne udbud af højt specialiserede tilbud, som er tilpasset udviklingen i målgruppernes behov, på det mest specialiserede socialområde og på området for den mest specialiserede specialundervisning udmelde målgrupper eller særlige indsatser, hvor der er behov for øget koordination eller planlægning på tværs af kommunerne i en eller flere regioner.
Det fremgår af § 13 b, stk. 3, i serviceloven, at Socialstyrelsen på baggrund af afrapporteringer om kommunalbestyrelsernes tilrettelæggelse og organisering af indsatsen i forhold til centralt udmeldte målgrupper og indsatser, jf. § 13 b, stk. 2, kan anmode kommunalbestyrelserne i en eller flere regioner om at foretage en fornyet behandling af deres tilrettelæggelse og organisering af indsatsen.
Det fremgår videre af § 186 a, stk. 2, i serviceloven, at § 186 a, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse på en regions overtagelse af kommunale tilbud og regionale tilbud i andre regioner efter serviceloven i henhold til § 13 b, stk. 2 og 3.
Det fremgår af § 186 a, stk. 3, i serviceloven, at ved pålæg om samling af flere små tilbud til ét tilbud efter § 13 c, stk. 2, kan en kommunalbestyrelse overtage andre kommuners tilbud og regionale tilbud efter serviceloven.
Det fremgår af § 13 c, stk. 2, i serviceloven, at på samme betingelser som i § 13 c, stk. 1, kan Socialstyrelsen undtagelsesvis meddele et pålæg om samling af små tilbud rettet mod samme målgruppe til ét tilbud, hvis Socialstyrelsen vurderer, at tilbuddene ikke hver for sig er fagligt og økonomisk bæredygtige. Kommunerne og regionerne aftaler, hvilken kommune eller region der skal drive det samlede tilbud og herunder overtage et eller flere tilbud efter § 186 a, stk. 1 eller 2. Hvis kommunerne og regionerne ikke inden fire måneder efter pålægget har indgået aftale om, hvem der skal drive tilbuddet, træffer Socialstyrelsen afgørelse herom. Andre kommuner og regioner kan i den periode, pålægget gælder, ikke oprette nye tilbud i forhold til denne målgruppe uden Socialstyrelsens godkendelse.
Det fremgår yderligere af § 186 a, stk. 4, i serviceloven, at § 186 a, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse på en regions overtagelse af kommunale tilbud og regionale tilbud i andre regioner efter serviceloven i henhold til § 13 c, stk. 2.
Det fremgår af § 186 a, stk. 5, i serviceloven, at ved overtagelse efter § 186 a, stk. 1-4, finder § 186, stk. 2-9, anvendelse. Servicelovens § 186, stk. 2-9 omhandler de nærmere regler for en kommunalbestyrelses overtagelse af regionale tilbud, herunder hvornår der kan ske overtagelse, under hvilke vilkår, hvad der sker med de aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der er knyttet til tilbuddets varetagelse, og hvad der gælder for tjenestemænd.
Bestemmelserne i § 186 a blev indført som en konsekvens af indførelsen af servicelovens §§ 13 b og c, hvorefter der gives pålæg om samling af flere små tilbud til ét tilbud.
Det foreslås med stk. 1, at en kommunalbestyrelse med Social- og Boligstyrelsens godkendelse, og efter Social- og Boligstyrelsens udmelding eller anmodning om fornyet behandling efter § 161, stk. 1 og 2, kan overtage andre kommuners tilbud og regionale tilbud efter denne lov. Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 186 a, stk. 1, i serviceloven afgrænset til tilbud efter barnets lov med redaktionelle ændringer og sproglige ændringer med henblik på at øge læsbarheden.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 186 a, stk. 1, foreslås der indført mulighed for, at en kommunalbestyrelse med Social- og Boligstyrelsens godkendelse, når dette sker efter Social- og Boligstyrelsen udmelding eller anmodning om fornyet behandling efter den foreslåede § 161, stk. 1 og 2, kan overtage andre kommuners tilbud og regionale tilbud efter denne lov, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 165 som fremsat, side 22. Dette foreslås for at muliggøre, at kommunalbestyrelserne i en eller flere regioner forud for et pålæg, dvs. allerede ved en central udmelding eller fornyet anmodning om behandling heraf, selv vil kunne aftale sig til en sådan samling af tilbud.
Det foreslås med stk. 2, at den foreslåede bestemmelse i § 178, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse ved en regions overtagelse af kommunale tilbud og regionale tilbud i andre regioner efter barnets lov i henhold til § 161, stk. 1 og 2.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden indholdsmæssige ændringer af § 186 a, stk. 2, i serviceloven, ud over opdatering af styrelsens navn.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 186 a, stk. 2, foreslås der med bestemmelsen indført en mulighed for, at en region i tilsvarende tilfælde, som med den foreslåede § 178, stk. 1, med Social- og Boligstyrelsen godkendelse vil kunne overtage kommunale tilbud og regionale tilbud i andre regioner efter barnets lov, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 165 som fremsat, side 22.
Det foreslås med stk. 3, at ved pålæg om samling af flere små tilbud til ét tilbud efter § 180, stk. 3 og § 181, kan en kommunalbestyrelse overtage andre kommuners tilbud og regionale tilbud efter denne lov.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden ændringer af § 186 a, stk. 3, i serviceloven, ud over opdatering af styrelsens navn.
For at muliggøre samling af tilbud efter pålæg herom efter § 180, stk. 3 og § 181, foreslås der med stk. 3 indført mulighed for, at en kommunalbestyrelse i sådanne tilfælde vil kunne overtage kommunale tilbud i andre kommuner samt regionale tilbud efter barnets lov, hvilket er i overensstemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne til servicelovens § 186 a, stk. 3, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 165 som fremsat, side 22.
Det foreslås med stk. 4, at den foreslåede bestemmelse i § 178, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse på en regions overtagelse af kommunale tilbud og regionale tilbud i andre regioner efter barnets lov i henhold til § 180, stk. 3 og § 181.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden ændringer af § 186 a, stk. 4, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 186 a, stk. 4, foreslås i stk. 4 tilsvarende med den foreslåede bestemmelse i § 178, stk. 2, indført en mulighed for, at en region vil kunne overtage kommunale tilbud og regionale tilbud i andre regioner efter barnets lov, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 165 som fremsat, side 22.
Det foreslås med stk. 5, at ved overtagelse efter de foreslåede bestemmelser i § 176, stk. 1-4, finder § 174, stk. 2, og §§ 175-177 tilsvarende anvendelse.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden ændringer af § 186 a, stk. 5, i serviceloven.
Med den foreslåede bestemmelse vil procesreglerne i de foreslåede § 174, stk. 2, og §§ 175-177 skulle finde anvendelse ved overtagelse af et tilbud efter den foreslåede § 178, stk. 1-4, hvilket er i overensstemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne til servicelovens § 186 a, stk. 5, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 165 som fremsat, side 22.
I overensstemmelse med forarbejderne foreslås det dog, at de tidsmæssige begrænsninger i den foreslåede § 174, stk. 1, ikke vil skulle finde anvendelse, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 165 som fremsat, side 22.
Formålet med § 178 er, at der også efter barnets lov fastsættes nærmere regler om en kommunalbestyrelses eller regions overtagelses af andre kommuners tilbud og regionale tilbud, herunder for at sikre det fornødne udbud af højt specialiserede tilbud, som er tilpasset udviklingen i målgruppernes behov, på det mest specialiserede socialområde og på området for den mest specialiserede specialundervisning, eller ved pålæg om samling af flere små tilbud til ét tilbud. Der fastsættes også nærmere om, hvilke procesregler der finder anvendelse ved sådan en overtagelse. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås enkelte sproglige ændringer med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.20.