LBK nr 282 af 17/03/2025
Social- og Boligministeriet
Bekendtgørelse af barnets lov § 173
Kommunalbestyrelserne i regionen og regionsrådet skal hvert andet år indgå en rammeaftale om faglig udvikling, styring og koordinering af de kommunale og regionale tilbud efter denne lov, som er beliggende i regionen. Kommunalbestyrelserne og regionsrådet kan aftale løbende revision og opdatering af rammeaftalen.
Stk. 2. Kommunalbestyrelserne i regionen koordinerer udarbejdelsen af rammeaftalen, som skal offentliggøres og sendes til Social- og Boligstyrelsen.
Stk. 3. Social- og boligministeren fastsætter nærmere regler om rammeaftaler, herunder om følgende:
-
Hvilke tilbud efter denne lov der er omfattet af aftalerne.
-
De nærmere krav til aftalernes indhold.
-
Tidsfrister for indgåelse af aftalerne.
-
Koordinering af kapacitet og sammensætning af de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud.
Forarbejder til Bekendtgørelse af barnets lov § 173
RetsinformationDet fremgår af § 6, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelserne i regionen og regionsrådet hvert andet år indgår en rammeaftale om faglig udvikling, styring og koordinering af de kommunale og regionale tilbud efter serviceloven, som er beliggende i regionen. Kommunalbestyrelserne og regionsrådet kan aftale løbende revision og opdatering af rammeaftalen.
Det fremgår videre af § 6, stk. 2, i serviceloven, at kommunalbestyrelserne i regionen koordinerer udarbejdelsen af rammeaftalen, som skal offentliggøres og sendes til Socialstyrelsen.
Det fremgår yderligere af § 6, stk. 3, i serviceloven, at social- og boligministeren fastsætter nærmere regler om rammeaftalerne, herunder om, hvilke tilbud efter serviceloven der er omfattet af rammeaftalen, om de nærmere krav til aftalernes indhold, om tidsfrister for indgåelse af aftalerne, om koordinering af kapacitet og sammensætning af de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud og om udviklingsplaner, jf. servicelovens § 9.
Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af bekendtgørelse nr. 1298 af 3. september 2020 om rammeaftaler m.v. på det sociale område og på det almene ældreboligområde (rammeaftalebekendtgørelsen).
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelserne i regionen og regionsrådet hvert andet år indgår en rammeaftale om faglig udvikling, styring og koordinering af de kommunale og regionale tilbud efter barnets lov, som er beliggende i regionen. Kommunalbestyrelserne og regionsrådet kan aftale løbende revision og opdatering af rammeaftalen.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden ændringer af § 6, stk. 1, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 6, stk. 1, foreslås det med bestemmelsen, at kommunalbestyrelserne i regionen og regionsrådet hvert andet år vil skulle indgå en rammeaftale om faglig udvikling, styring og koordinering af tilbud efter barnets lov, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 12 som fremsat, side 5. Der vil dog i overensstemmelse med forarbejderne være mulighed for, at det lokalt vil kunne aftales at opdatere eller revidere hele eller dele af rammeaftalen, hvis der er behov for det og enighed om det.
Med aftaleindgåelse hvert andet år får rammeaftalerne et længere tidsperspektiv, som findes hensigtsmæssigt, og vil kunne sikre god politisk forankring af rammeaftalerne.
Det foreslås med stk. 2, at kommunalbestyrelserne i regionen koordinerer udarbejdelsen af rammeaftalen, som skal offentliggøres og sendes til Social- og Boligstyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden ændringer af § 6, stk. 2, i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 6, stk. 2, ved lov nr. 201 af 13. marts 2011, foreslås det med bestemmelsen, at det vil være kommunalbestyrelsernes fælles ansvar at forberede arbejdet ved f.eks. at indhente de relevante baggrundsoplysninger hos regioner, kommuner og Tilbudsportalen og udarbejde udkast til aftaler, jf. Folketingstidende 2010-11, tillæg A, L 100 som fremsat, side 8.
Det vil i overensstemmelse med forarbejderne stå kommunalbestyrelserne frit for at tilrettelægge arbejdet, herunder hvordan de vælger at inddrage brugerorganisationerne.
Rammeaftalen vil efter rammeaftalebekendtgørelsens § 10 skulle være indgået senest den 1. december i den kommunale valgperiodes første år med virkning for valgperiodens andet og tredje år og den 1. december i den kommunale valgperiodes tredje år med virkning for valgperiodens fjerde år og den følgende valgperiodes første år. Aftalen vil i overensstemmelse med forarbejderne skulle offentliggøres på både den enkelte kommunes og regionens hjemmesider og sendes til Social- og Boligstyrelsen.
Det foreslås med stk. 3, at social- og boligministeren fastsætter nærmere regler om rammeaftalerne, herunder om: 1) Hvilke tilbud efter denne lov der er omfattet af rammeaftalen, 2) de nærmere krav til aftalernes indhold, 3) tidsfrister for indgåelse af aftalerne og 4) koordinering af kapacitet og sammensætning af de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til tilbud efter barnets lov, men i øvrigt uden ændringer af § 6, stk. 3, i serviceloven, dog foreslås bestemmelsen opstillet med en nummereret opregning.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 6, stk. 3, i lov nr. 201 af 13. marts 2011, foreslås det med bestemmelsen, at social- og boligministeren vil få bemyndigelse til at kunne fastsætte nærmere regler om rammeaftalerne, jf. Folketingstidende 2010-11, tillæg A, L 100 som fremsat, side 9.
Bemyndigelsen forventes at blive anvendt til at fastsætte nærmere regler om rammeaftalernes indhold og krav til processen, herunder hvilke tilbud efter barnets lov der er omfattet af rammeaftalen, om de nærmere krav til aftalernes indhold, om tidsfrister for indgåelse af aftalerne og om koordinering af kapacitet og sammensætning af de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende tilbud.
Formålet med § 173 er, at der også efter barnets lov fastsættes nærmere regler om rammeaftalerne, herunder hvor ofte de skal indgås, og hvem der koordinerer udarbejdelsen, samt give social- og boligministeren bemyndigelse til at kunne fastsætte nærmere regler om rammeaftalernes indhold m.v. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås anvendelse af en nummereret opregning i den foreslåede stk. 3 med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.20.