LBK nr 282 af 17/03/2025
Social- og Boligministeriet
Bekendtgørelse af barnets lov § 171b
Denne ændring er tilføjet fra: Lov om ændring af barnets lov (Oprettelse af en særlig enhed med ekspertise i grønlandske sproglige og kulturelle forhold, der skal anvendes i visse børnesager) d. 30/04/2025
Kommunalbestyrelsen skal i sager, hvor det overvejes at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet, og hvor der som led i en undersøgelse eller vurdering efter § 22, § 23, § 27, § 51, stk. 1, nr. 2, eller § 67, stk. 4, nr. 3, i denne lov eller efter § 31, § 32 eller § 34, stk. 2, nr. 4, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet indgår en psykologisk undersøgelse eller vurdering af et barn, en ung, en kommende forælder eller en forældremyndighedsindehaver, som ellers kunne være foretaget ved en standardiseret psykologisk test, i stedet for en sådan test anmode den særlige enhed med ekspertise i grønlandske sproglige og kulturelle forhold om udredning efter § 166. 1. pkt. finder anvendelse i sager, hvor et barn, en ung, en kommende forælder eller en forældremyndighedsindehaver er født eller opvokset i Grønland eller i øvrigt vurderes at have en tæt tilknytning til grønlandsk sprog, grønlandsk kultur og grønlandske værdier. Ved vurderingen efter 2. pkt. skal der bl.a. lægges vægt på den enkeltes eller familiens egen beskrivelse og opfattelse af tilknytningen. 1.-3. pkt. finder tilsvarende anvendelse ved kommunalbestyrelsens behandling af sager om adoption af et barn eller en ung.
Stk. 2. Udredningen efter stk. 1 skal sammenfattes i en konklusion, som skal indgå i grundlaget for kommunalbestyrelsens, børne- og ungeudvalgets eller Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse.