LBK nr 282 af 17/03/2025
Social- og Boligministeriet
Bekendtgørelse af barnets lov § 169
Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation skal tilvejebringe de mest specialiserede rådgivningsydelser, herunder relevant materialeproduktion, til kommunalbestyrelser, borgere, skoler m.fl. til brug for specialundervisning og specialpædagogisk bistand m.v.
Stk. 2. Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation skal sikre en systematisk indsamling, udvikling, bearbejdning og formidling af den faglige viden på det sociale område for børn og unge og på området for den mest specialiserede specialundervisning og specialpædagogiske bistand m.v.
Stk. 3. Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation skal sørge for at koordinere og deltage i prøvnings-, forsknings- og informationsvirksomhed på området for hjælpemidler til børn og unge.
Forarbejder til Bekendtgørelse af barnets lov § 169
RetsinformationDet fremgår af § 13, stk. 4, i serviceloven, at den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation skal tilvejebringe de mest specialiserede rådgivningsydelser, herunder relevant materialeproduktion, til kommuner, borgere, skoler m.fl. i forhold til specialundervisning og specialpædagogisk bistand m.v.
Det fremgår videre af § 13, stk. 8, i serviceloven, at den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation sikrer en systematisk indsamling, udvikling, bearbejdning og formidling af den faglige viden på det sociale område og på området for den mest specialiserede specialundervisning og specialpædagogiske bistand m.v. Videns- og specialrådgivningsorganisationen sørger for at koordinere og deltage i prøvnings-, forsknings- og informationsvirksomhed på hjælpemiddelområdet.
Det foreslås med stk. 1, at den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation skal tilvejebringe de mest specialiserede rådgivningsydelser, herunder relevant materialeproduktion, til kommunalbestyrelser, borgere, skoler m.fl. i forhold til specialundervisning og specialpædagogisk bistand m.v.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 13, stk. 4, i serviceloven afgrænset til målgrupperne efter barnets lov dog med ændringer, sådan at "kommuner" erstattes af "kommunalbestyrelser" for at ensrette begreberne i bestemmelserne om VISO.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13, stk. 4, foreslås det med bestemmelsen, at VISO i Social- og Boligstyrelsen for at sikre en samlet koordination af specialrådgivningen og vidensudvikling på området for den mest specialiserede specialundervisning vil skulle tilvejebringe de specialrådgivningsydelser, der bl.a. gives i henhold til lov om folkeskolen eller lov om specialundervisning for voksne, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 165 som fremsat, side 15.
I overensstemmelse med forarbejderne til § 13, stk. 4, i serviceloven vil målgrupperne for disse mest specialiserede rådgivningsydelser være børn og unge med synshandicap, hørehandicap, døvblindhed og epilepsi samt førskolebørn med svære kommunikative, sociale, udviklingsmæssige eller motoriske vanskeligheder og eventuelt andre vanskeligheder samt deres pårørende.
Derudover vil målgruppen være fagprofessionelle, som arbejder med de nævnte målgrupper. Det vil blandt andet sige fagpersonale i dagtilbud, grundskoler, ungdomsuddannelser, fagpersoner i kommuner og regioner, ungdommens uddannelsesvejledning, jobcentre m.v., synskonsulenter, tale-hørekonsulenter, lærere, pædagoger og PPR-konsulenter.
Specialrådgivningen til disse målgrupper vil kunne supplere bl.a. syns- og kommunikationscentrenes virksomhed.
Kommunalbestyrelser, borgere m.fl. vil kunne henvende sig direkte til leverandøren og skal således ikke først henvende sig til VISO.
Rådgivning og vejledning vil således kunne finde sted på initiativ fra henvender til leverandør og vil kunne ske i form af fysiske møder, telefonsamtaler eller skriftlig kommunikation.
Rådgivningen vil som udgangspunkt skulle foregå dér, hvor det er mest hensigtsmæssigt for den part, der søger rådgivning. Der vil derfor kunne være tale om, at rådgivningen finder sted hos myndigheden, på tilbuddet, i barnets eller den unges hjem eller uddannelsessted.
Rådgivningen vil kunne ydes til både enkeltpersoner og grupper af personer. Rådgivningen vil kunne strække sig over både kort og længere tid og i visse tilfælde også være livslang.
Specialrådgivningsydelserne vil blive tilvejebragt gennem leverandører, som VISO indgår kontrakt med, således at der fortsat er tilknytning til praksis. Omfanget af og indholdet i specialrådgivningsydelserne vil blive reguleret i kontrakterne med de enkelte leverandører.
Materialeproduktionen vil have til formål at fremstille konkrete produkter, der skal kompensere for en funktionsnedsættelse i en undervisningssituation. Der kan for eksempel være tale om undervisningsmaterialer til punktundervisning for at sikre blinde børn de samme muligheder som andre børn i folkeskolen eller undervisningsmaterialer med tegn til hørehæmmede børn.
Forslaget vil dermed indebære, at VISO vil skulle tilvejebringe den produktion og levering af materialer til brug i produktion og undervisning af blinde og svagsynede over hele landet.
Forslaget vil endvidere indebære, at VISO også vil skulle tilvejebringe den produktion og levering af undervisningsmaterialer for døve, hørehæmmede og døvblinde.
Formålet med bestemmelsen er at sikre en samlet koordination af specialrådgivning og vidensudvikling på området.
De mest specialiserede rådgivningsydelser i forhold til specialundervisning og specialpædagogisk bistand m.v. vil bl.a. omfatte udredning, herunder tværfaglig udredning, kurser, rådgivning, vejledning og supervision af fagprofessionelle i kommunalbestyrelserne og regionerne samt af lærere og PPR-konsulenter, specialrådgivning af forældre i forhold til barnets udviklingsbetingelser, specialrådgivning til børn og unge om kompenserende hjælpemidler og udviklingsmæssige konsekvenser af deres handicap, specialvejledning i forhold til valg af uddannelse, kurser for børn og unge og deres forældre samt udvikling af undervisningsmaterialer. Hertil kommer udvikling, bearbejdning og formidling af viden.
Når der sker henvendelse til en af VISOs leverandører for at få rådgivning i forhold til specialundervisning og specialpædagogisk bistand m.v., vil der ofte forinden skulle foretages en udredning af barnets eller den unges funktionsevne eller funktionsnedsættelse og/eller andre forhold, der har eller kan få betydning for barnet eller den unges livssituation.
Udredning vil kunne bestå af en systematisk, helhedsorienteret, tværfaglig og koordineret undersøgelse. Udredningen vil kunne sammensættes af flere forløb. For eksempel kan der for børn og unge med høretab blandt andet indgå høretekniske målinger, samtaler med psykolog, undersøgelse hos ergoterapeut m.v., mens der for børn og unge med synshandicap kan være tale om en psykologisk og pædagogisk udviklingsvurdering, oftalmologisk og specialoptisk udredning, udredning hos læse- og synspædagoger og/eller arbejdsmarkedskonsulenter.
Undervisning og kurser vil som nævnt ligeledes være en del af specialrådgivningsydelserne og vil bestå i afholdelse af kortere undervisningsforløb inden for et afgrænset emne for en gruppe af personer.
Specialrådgivningsydelserne vil dermed være bredere og mere varierede end VISOs øvrige specialrådgivning på social- og specialundervisningsområdet efter den foreslåede § 165, hvor der alene ydes rådgivning og udredning i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager og i forhold til grupper af borgere med samme problemstilling.
VISOs specialrådgivning vil ikke kunne omfatte ydelser, der strider mod VISOs lovgrundlag. Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH) vil efter den foreslåede § 163 tilbyde juridisk rådgivning. Kommunerne vil skulle søge vejledning om regelfortolkning hos Social-, Bolig- og Ældreministeriet eller hos Ankestyrelsen.
Det foreslås med stk. 2, at den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation skal sikre en systematisk indsamling, udvikling, bearbejdning og formidling af den faglige viden på det sociale område for børn og unge og på området for den mest specialiserede specialundervisning og specialpædagogiske bistand m.v.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 13, stk. 8, 1. pkt., i serviceloven.
Som nævnt vil der i overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13 med den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation i Social- og Boligstyrelsen (VISO) skulle sikres en sammenhængende og helhedsorienteret vidensindsamling og -udvikling, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 2151.
VISO vil bl.a. bestå af en vidensfunktion. VISO er primært praksisorienteret og vil skulle opbygge viden om, hvordan man håndterer personer med specifikke problemer (metodeudvikling inden for behandlingsformer).
VISO vil ved indsamlingen og formidlingen af viden skulle dække de mest specialiserede, komplicerede problemstillinger inden for bl.a. børn og unge med handicap, herunder sjældne handicap, børn og unge med sociale eller adfærdsmæssige problemer, udsatte grupper, socialpsykiatrien, andre grupper med meget komplekse problemstillinger og specialundervisning og specialpædagogisk bistand til bl.a. børn og unge.
Den centrale enhed i VISO vil skulle varetage flere opgaver, herunder at sikre én indgang til overblik over VISOs funktioner, sikre den eksisterende viden, dvs. hvem der laver hvad, og hvor man skal henvende sig, at sikre en koordineret vidensopbygning, -udvikling og grundlag for bestyrelsens vurdering af dimensioneringen inden for den samlede ramme, at have overblik over den kommunale og regionale rådgivningsstruktur, at kunne foretage en faglig vurdering som grundlag for at henvise kommuner, tilbud og borgere til den rigtige viden og rådgivning, at indgå kontrakter mellem VISO og de pågældende kommuner og regioner om specialrådgivning samt at sikre overblik over og samarbejde med netværk i øvrige sektorer, herunder sundhedssektoren.
Formålet med VISOs vidensfunktion vil være at indsamle, udvikle, bearbejde og formidle viden til kommunernes forvaltninger og tilbud i både kommuner og regioner med henblik på at gøre viden anvendelig i praksis.
Indsamling af viden vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 13, stk. 8, i serviceloven kunne foregå ved at holde sig bredt orienteret om udviklingen også internationalt, systematisk og målrettet indsamling af viden som følge af konkrete forespørgsler fra kommuner, tilbud, borgere eller fra VISO internt, indsamle internationale erfaringer og deltage i internationale netværk samt udvikle viden om, hvordan man håndterer personer med meget specifikke problemer (metodeudvikling inden for behandlingsformer), jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 2152.
Udvikling og bearbejdning af viden vil i overensstemmelse med forarbejderne kunne foregå ved opbygning af en database, vedligeholdelse og opbygning af faglige miljøer og netværk og ved at være ansvarlig for udvikling af/tilvejebringelse af viden også på nye områder.
Formidling af viden vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 13, stk. 8, i serviceloven kunne foregå ved formidling af den viden, som skal danne grundlag for rådgivnings- og udredningsfunktionen, for udvikling af relevante tilbud, og som skal kunne bruges generelt i sagsbehandlingen, skriftlig formidling i form af nyhedsbreve, rapporter, pjecer, hjemmesider mv. til myndigheder samt borgere, pårørende m.v., mundtlig formidling i form af konferencer, temadage mv., løbende udvikling af nye formidlingsstrategier eller registrering af relevant særlig sagkundskab på andre områder, herunder sundhedsområdet og undervisningsområdet.
Vidensfunktionen vil ikke være afgrænset til de mest komplicerede og specialiserede vidensområder, men er bredere funderet, idet en grundlæggende og mere kontinuerlig viden er en forudsætning for den mere specialiserede viden, som VISO benytter i sine rådgivnings- og udredningsopgaver.
Vidensfunktionen vil skulle dække alle VISOs børne- og ungemålgrupper på socialområdet og på området for den mest specialiserede specialundervisning m.v. VISOs ansvar for koordinering af vidensudvikling på det specialiserede specialundervisningsområde vil sammen med specialrådgivningen og den nationale koordinationsstruktur skulle understøtte fastholdelse, udvikling og udbredelse af den mest specialiserede viden.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 13, stk. 8, vil børn og unge i målgruppen for den specialiserede rådgivning, der har et støttebehov i den almindelige undervisning på under ni timers ugentlig støtte, tillige være omfattet af VISOs funktion, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg B, ændringsforslag nr. 6 til L 165, side 1.
Det foreslås med stk. 3, at videns- og specialrådgivningsorganisationen skal sørge for at koordinere og deltage i prøvnings-, forsknings- og informationsvirksomhed på hjælpemiddelområdet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse afgrænset til målgrupperne efter barnets lov, men i øvrigt uden ændringer af § 13, stk. 8, 2. pkt., i serviceloven.
Med den foreslåede bestemmelse vil VISO have ansvaret for at koordinere og deltage i prøvnings-, forsknings- og informationsvirksomhed på hjælpemiddelområdet. VISO vil herefter kunne pege på indsatsområder for forskning og omsætte forskningsresultater til anvendelig viden.
Formålet med § 169 er således, at det også efter barnets lov bliver fastsat, at det er VISO, der skal tilvejebringe de mest specialiserede rådgivningsydelser og sikre en systematisk indsamling, udvikling, bearbejdning og formidling af den faglige viden på det sociale område og på området for den mest specialiserede specialundervisning og specialpædagogiske bistand m.v. Det vil endvidere med den foreslåede bestemmelse blive fastsat i barnets lov, at det er VISO, der har ansvaret for at koordinere og deltage i prøvnings-, forsknings- og informationsvirksomhed på hjælpemiddelområdet. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås enkelte sproglige ændringer og opdeling i flere stykker med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.20.