Bekendtgørelse af barnets lov § 155

Bestemmelserne i Haagerbørnebeskyttelseskonventionen gælder her i landet, jf. § 1, stk. 1, i lov om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen.

Konventionen indeholder regler om (international) kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn under 18 år. På det sociale område vil det bl.a. omfatte sager om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet.

Efter servicelovens § 172 a, 1. pkt. kan social- og boligministeren fastsætte regler om behandling af sager efter serviceloven, der er omfattet af Haagerbørnebeskyttelseskonventionen. Efter bestemmelsens 2. pkt. kan ministeren endvidere fastsætte regler om kommunernes adgang til at opkræve betaling for foranstaltninger, der er truffet med henvisning til konventionen.

Bemyndigelsesbestemmelsen er ikke i dag udnyttet.

Efter bestemmelsens 1. pkt. omfatter bemyndigelsen fastsættelse af regler om bl.a. overførsel af kompetence til at behandle en anbringelsessag mellem to kontraherende stater (artikel 8 og 9), herunder om særskilt klageadgang, internationale sager om samvær i relation til anbragte børn (artikel 35) samt anmodning fra en samværsforælder om oplysninger til brug for en samværssag, der behandles i en anden kontraherende stat (artikel 35, stk. 2). Bemyndigelsen omfatter endvidere fastsættelse af regler om behandling af anmodninger fra myndigheder i en anden kontraherende stat om en rapport om barnet (artikel 32) eller om oplysninger til brug for en sag om beskyttelse af barnet (artikel 34) samt om gennemførelse af udenlandske plejeanbringelser her i landet (artikel 33).

Bestemmelsens 2. pkt. bemyndiger endvidere social- og boligministeren til at fastsætte regler om kommunernes adgang til at opkræve betaling for foranstaltninger, der er truffet med henvisning til konventionen. Det drejer sig om situationer, hvor myndighederne i den konventionsstat, hvor et barn har sædvanligt opholdssted, bestemmer, at barnet skal anbringes uden for eget hjem, og hvor myndighederne ønsker at gennemføre anbringelsen i Danmark, f.eks. fordi barnets familie eller omgangskreds bor her.

Det følger af Haagerbørnebeskyttelseskonventionens artikel 23, stk. 2, litra f, og artikel 33, at sådan foranstaltning kun anerkendes i Danmark, hvis kommunen på forhånd har godkendt, at foranstaltningen gennemføres her i landet. Denne procedure giver danske myndigheder mulighed for at vurdere, om gennemførelsen af foranstaltningen i Danmark er hensigtsmæssig af hensyn til barnets bedste. Samtidig giver den de involverede myndigheder mulighed for at aftale gennemførelsen af anbringelsen nærmere, herunder spørgsmål om afholdelsen af de udgifter, der er forbundet med anbringelsen.

Bestemmelsen bemyndiger social- og boligministeren til at fastsætte regler om kommunernes adgang til at opkræve betaling fra uden landske myndigheder og privatpersoner til dækning af udgifterne ved sådanne anbringelser.

Det foreslås i § 155, at social- og boligministeren kan fastsætte regler om behandling af sager efter denne lov, der er omfattet af Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde om forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn (Haagerbørnebeskyttelseskonventionen). ). Ministeren kan endvidere fastsætte regler om kommunernes adgang til at opkræve betaling for indsatser, der er truffet med henvisning til konventionen.

Bestemmelsen vil være videreførelse af servicelovens § 172 a.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at social- og boligministeren ligesom i dag vil have bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om kommunernes behandling af sager om beskyttelsesforanstaltninger over for børn, der er omfattet af konventionen.

Bemyndigelsen vil omfatte adgang til at fastsætte nærmere regler om bl.a. overførsel af kompetence til at behandle en anbringelsessag mellem to kontraherende stater (artikel 8 og 9), internationale sager om samvær i relation til anbragte børn (artikel 35) samt anmodning fra en samværsforælder om oplysninger til brug for en samværssag, der behandles i en anden kontraherende stat (artikel 35, stk. 2). Bemyndigelsen vil endvidere omfatte fastsættelse af regler om behandling af anmodninger fra myndigheder i en anden kontraherende stat om en rapport om barnet (artikel 32) eller om oplysninger til brug for en sag om beskyttelse af barnet (artikel 34) samt om gennemførelse af udenlandske plejeanbringelser her i landet (artikel 33).

Den forslåede bestemmelse i § 155, 2. pkt. hvorefter social- og boligministeren kan fastsætte regler om kommunernes adgang til at opkræve betaling for indsatser, der er truffet med henvisning til konventionen, vil være en videreførelse af servicelovens § 172 a, 2. pkt., med sproglige tilpasninger.

Bestemmelsens vil betyde, at social- og boligministeren ligesom i dag vil have bemyndigelse til at fastsætte regler om kommunernes adgang til at opkræve betaling for foranstaltninger, der er truffet med henvisning til konventionen. Det vil dreje sig om situationer, hvor myndighederne i den konventionsstat, hvor et barn har sædvanligt opholdssted, ønsker, at barnet skal anbringes uden for eget hjem, og hvor myndighederne ønsker at gennemføre anbringelsen i Danmark, f.eks. fordi barnets familie eller omgangskreds bor her.

Det følger af Haagerbørnebeskyttelseskonventionens artikel 23, stk. 2, litra f, og artikel 33, at sådan foranstaltning kun anerkendes i Danmark, hvis den relevante kommune på forhånd har godkendt, at foranstaltningen gennemføres her i landet. Denne procedure giver danske myndigheder mulighed for at vurdere, om gennemførelsen af foranstaltningen i Danmark er hensigtsmæssig af hensyn til barnets bedste. Samtidig giver den de involverede myndigheder mulighed for at aftale gennemførelsen af anbringelsen nærmere, herunder spørgsmål om afholdelsen af de udgifter, der er forbundet med anbringelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil bemyndige social- og boligministeren til at fastsætte regler om kommunernes adgang til at opkræve betaling fra uden landske myndigheder og privatpersoner til dækning af udgifterne ved sådanne anbringelser.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.20.