Bekendtgørelse af barnets lov § 154

Det fremgår af § 138, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen inden for lovens rammer kan træffe beslutning om at fastsætte generelle vejledende serviceniveauer for den lokale udmøntning af hjælp efter loven.

Det foreslås med § 154, at kommunalbestyrelsen inden for lovens rammer kan træffe beslutning om at fastsætte generelle vejledende serviceniveauer for den lokale udmøntning af hjælp efter loven.

Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 138.

I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2011-12, tillæg A, L 140 som fremsat, side 10, vil forslaget indebære, at kommunalbestyrelsen vil kunne fastsætte generelle lokale serviceniveauer inden for lovens rammer.

Barnets lov vil således ligesom serviceloven have karakter af rammelov, hvilket vil indebære, at der er tiltænkt den enkelte kommunalbestyrelse en fleksibilitet i sammensætningen af løsninger og i anvendelsen af faglige metoder. Det vil indebære et politisk handlerum til, at kommunalbestyrelsen på visse områder vil kunne fastsætte lokale kvalitetsstandarder, retningslinjer eller lokale serviceniveauer (vejledende retningslinjer) om, hvilken type hjælp der i den pågældende kommune typisk gives i forhold til bestemte typer af behov eller målgrupper. Dette handlerum vil variere mellem de enkelte bestemmelser i barnets lov alt efter bestemmelsens udformning eller efter, om rummet for skøn er indsnævret som følge af en mangeårig retspraksis. Uanset om der er et rum for udøvelse af skøn og fastsættelse af lokale serviceniveauer, vil der altid i den enkelte sag skulle foretages en konkret og individuel vurdering af, om den påtænkte indsats afhjælper behovet hos barnet, den unge og familien, ligesom kommunalbestyrelsen vil være bundet af gældende regler og forvaltningsretlige grundsætninger, selv om der er fastsat et lokalt serviceniveau.

Det politiske handlerum vil altid skulle udfyldes af kommunalbestyrelsen eller et udvalg og vil skulle udøves naturligt i forbindelse med kommunalbestyrelsens udformning af generelle retningslinjer (mål, midler, standarder). Det lokale politiske råderum vil kunne bruges til at fastlægge retningslinjer for sagsbehandlingen og den konkrete afgørelse. Fastsættelse af serviceniveauer vil således være en lokalpolitisk beslutning.

Hvis kommunalbestyrelsen har fastsat et politisk besluttet serviceniveau, og serviceniveauet senere ændres, vil kommunalbestyrelsen ikke alene med henvisning til det ændrede serviceniveau kunne træffe afgørelse om anden hjælp eller hjælp i ændret omfang i forhold til den enkelte borger. Der vil f.eks. godt kunne træffes afgørelse om hjælp i øget/nedsat omfang med henvisning til et ændret serviceniveau, men det vil altid kræve en ny, konkret og individuel afgørelse i forhold til den enkelte borger for at sikre, at hjælpen fortsat opfylder borgerens behov, lige som det vil skulle ske inden for rammerne af lovgivningen, retspraksis m.v. Afgørelsen vil endvidere skulle være i overensstemmelse med principperne for, hvornår man kan tilbagekalde begunstigende forvaltningsakter.

Lokale serviceniveauer vil skulle fastsættes inden for de rammer, der følger af den konkrete bestemmelse i barnets lov og af lovgivningen i øvrigt, herunder generelle regler i retssikkerhedsloven og barnets lov om f.eks. kommunernes forsyningspligt og de generelle forvaltningsretlige regler og grundsætninger.

Serviceniveauerne vil også skulle udarbejdes på en måde, som giver forvaltningen mulighed for at behandle de konkrete sager efter de regler og retningslinjer i forvaltningsretten, barnets lov og retssikkerhedsloven m.v., som er beskrevet ovenfor. Det omfatter blandt andet de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, som regulerer udfyldningen af skønnet. Der vil således ikke kunne fastsættes lokale regler, der f.eks. betyder, at hensyn, som er obligatoriske, ikke skal inddrages i sagen. Der vil på den anden side godt kunne fastsættes lokale krav om, at visse saglige hensyn obligatorisk skal inddrages i den konkrete afgørelse. Der vil ikke på forhånd kunne udelukkes en bestemt type indsats eller handicapkompenserende støtte eller gives en fast økonomisk ramme for en given indsats eller handicapkompenserende støtte.

I det omfang, der er fastsat et serviceniveau, som er fastlagt inden for lovens rammer, og som skal ligge til grund for behandlingen og afgørelsen af konkrete sager, som altid skal hvile på, at der er foretaget en korrekt konkret og individuel vurdering, vil serviceniveauet blive en del af afgørelsesgrundlaget for den konkrete afgørelse. Det vil på den ene side betyde, at kommunalbestyrelsen vil blive bundet af serviceniveauet i relation til iagttagelse af ligebehandlingsprincippet, og at kommunalbestyrelsen derfor som udgangspunkt skal kunne begrunde en fravigelse fra serviceniveauet i såvel nedadgående som opadgående retning. På den anden side vil det også betyde, at hvis der i afgørelsen henvises til et serviceniveau, vil ankemyndighederne, hvis der klages over afgørelsen, skulle inddrage hensynet til kommunalbestyrelsens ret til at fastlægge serviceniveauet. Hvis ankemyndigheden sætter sin egen afgørelse i stedet for kommunalbestyrelsens i forbindelse med en ankesag, eller hvis Ankestyrelsen træffer afgørelse i en egendriftsag, vil ankemyndigheden således skulle inddrage kommunalbestyrelsens serviceniveau i afgørelsen, såfremt det er oplyst i sagen.

Efter retssikkerhedsloven § 60, stk. 3, vil afgørelser om det generelle serviceniveau – herunder hvilke tilbud og pladser, der skal være til rådighed i kommunen og takster for tilbuddene – ikke kunne indbringes for ankemyndighederne. Ankemyndighederne både kan og skal imidlertid som anført ovenfor ved behandlingen af klager over konkrete afgørelser inddrage kommunens generelle serviceniveau, når der tages stilling til den enkelte afgørelses lovlighed. Lovligheden af det generelle fastsatte serviceniveau vil kunne efterprøves af tilsynet med kommunerne i Ankestyrelsen efter § 48 i lov om kommunernes styrelse.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.18.2 og 3.18.3.