Bekendtgørelse af barnets lov § 151

Det fremgår af § 65, stk. 1, i serviceloven, at Ankestyrelsen af egen drift kan tage sager om særlig støtte til børn og unge op, når det må antages, at en kommunalbestyrelse i en konkret sag ikke har foretaget de fornødne sagsbehandlingsskridt eller ikke har truffet de fornødne afgørelser i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste, jf. dog stk. 6. Ankestyrelsen kan da pålægge kommunalbestyrelsen at foretage de fornødne sagsbehandlingsskridt eller at træffe de fornødne afgørelser.

Det fremgår af § 65, stk. 2, i serviceloven, at hvis der er behov for foranstaltninger efter §§ 52 eller 52 a og kommunalbestyrelsen undlader at iværksætte disse i fornødent omfang, kan Ankestyrelsen selv træffe en foreløbig afgørelse om foranstaltninger. Ankestyrelsen kan dog ikke træffe en foreløbig afgørelse efter § 52, stk. 3, nr. 7, når afgørelsen vedrører et barn eller en ung i et forbedringsforløb efter §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Ankestyrelsen skal orientere Ungdomskriminalitetsnævnet om tilfælde omfattet af 2. pkt. og om afgørelser efter 1. pkt., når afgørelsen vedrører et barn eller en ung, der er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Efter § 65, stk. 3, i serviceloven, kan Ankestyrelsen endvidere selv træffe afgørelse efter §§ 51, 58, 63, 68 a og 71.

Efter § 65, stk. 4, i serviceloven, kan Ankestyrelsen pålægge kommunalbestyrelsen at gennemføre afgørelser efter stk. 1-3 og kan desuden bestemme, at afgørelserne skal gennemføres inden for en nærmere angivet tidsfrist, når det må anses for nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges bedste.

Det fremgår endvidere af § 65, stk. 6, i serviceloven, at Ankestyrelsen ikke kan træffe afgørelse efter stk. 1 og 3 i sager om et barn eller en ung, der er pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. I sager omfattet af 1. pkt. kan Ankestyrelsen træffe afgørelse om at pålægge kommunalbestyrelsen at forelægge sagen for Ungdomskriminalitetsnævnet. Ankestyrelsen skal orientere Ungdomskriminalitetsnævnet om afgørelser efter 2. pkt.

Det foreslås med stk. 1, at Ankestyrelsen af egen drift kan tage sager om støtte efter denne lov til børn og unge op, når det må antages, at en kommunalbestyrelse i en konkret sag ikke har foretaget de fornødne sagsbehandlingsskridt eller ikke har truffet de fornødne afgørelser i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste, jf. dog det foreslåede § 151, stk. 5 og 6. Det foreslås, at Ankestyrelsen da kan pålægge kommunalbestyrelsen at foretage de fornødne sagsbehandlingsskridt eller at træffe de fornødne afgørelser efter kapitel 3-7 og kapitel 9-12 i denne lov.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af servicelovens § 65, stk. 1, med redaktionelle ændringer.

Det foreslås dog i forhold til gældende ret at tydeliggøre i den foreslåede bestemmelses 2.pkt., at Ankestyrelsen har kompetence til at pålægge kommunalbestyrelsen at foretage de fornødne sagsbehandlingsskridt eller træffe de fornødne afgørelser efter kapitel 3-7 og kapitel 9-12 i barnets lov.

I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 178 som fremsat, side 49, vil Ankestyrelsen således med forslaget have mulighed for at gå ind i alle sager vedrørende støtte efter kapitel 3-7 og kapitel 9-12 i barnets lov, hvor kommunalbestyrelsen ikke har foretaget eller truffet de i loven foreskrevne fornødne sagsbehandlingsskridt eller afgørelser, eller hvor de foretagne sagsskridt og trufne afgørelser ikke er foretaget eller truffet i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste.

Oftest vil anledningen til at tage en sag op være en henvendelse fra andre myndigheder, et sygehus eller pårørende til barnet eller den unge, men også henvendelser fra et barn eller en ung eller omtale af en sag i medierne vil kunne give anledning til, at en sag tages op efter den foreslåede bestemmelse. Ankestyrelsen vil konkret skulle vurdere, om henvendelsen giver grundlag for at tage sagen op efter det foreslåede § 151.

I visse tilfælde vil der desuden foreligge en konkret pligt til at underrette Ankestyrelsen. Det vil f.eks. gælde i tilfælde, hvor børne- og ungeudvalget ikke træffer afgørelse i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens indstilling om opretholdelse eller iværksættelse af en anbringelse uden samtykke, og hvor der ved afgørelsen ikke er enighed i børne- og ungeudvalget herom, jf. det foreslåede § 142, stk. 6. Det vil også gælde i tilfælde, hvor børne- og ungeudvalget i forbindelse med behandlingen af en sag om anbringelse uden samtykke finder, at kommunalbestyrelsens begrundelse for ikke at anbringe én eller flere søskende til det pågældende barn giver anledning til bekymring, jf. det foreslåede § 51, stk. 4. I dette tilfælde vil Ankestyrelsen konkret skulle vurdere, om der er grundlag for at tage sagen op af egen drift.

Det foreslås konkret, at Ankestyrelsen med den foreslåede ordning vil kunne gå ind i alle sager, hvor kommunalbestyrelsen ikke har foretaget eller truffet de i loven foreskrevne fornødne sagsbehandlingsskridt eller afgørelser i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste. Bestemmelsen vil både omfatte formelle sagsbehandlingsskridt som f.eks. inddragelse af barnet eller den unge, jf. det foreslåede § 5, der har til formål at bidrage til sagsoplysningen eller om indsatser, jf. det foreslåede § 32, m.fl.

Ankestyrelsens mulighed for at gå ind i sagerne af egen drift vil efter forslaget både gælde i tilfælde, hvor det lovpligtige sagsbehandlingsskridt slet ikke er foretaget eller afgørelse ikke er truffet, og i de tilfælde, hvor sagsbehandlingsskridtet er foretaget eller afgørelsen er truffet, men hvor de ikke lever op til lovens krav. Det vil f.eks. kunne være, hvor den børnefaglige undersøgelse er mangelfuld, hvor der ikke er sammenhæng mellem undersøgelsen og den valgte indsats efter det foreslåede § 32, eller hvor en afgørelse om eksempelvis samvær mellem barnet eller den unge og forældre eller netværk ikke er truffet under fornødent hensyntagen til barnets bedste.

Som reaktion på kommunalbestyrelsens manglende overholdelse af loven vil Ankestyrelsen kunne pålægge kommunalbestyrelsen at foretage de fornødne sagsbehandlingsskridt eller at træffe de fornødne afgørelser.

Dog følger det af den foreslåede bestemmelse, at Ankestyrelsens kompetence til at træffe afgørelse af egen drift vil være afskåret, når afgørelsen vedrører et barn eller en ung, der er pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i et forbedringsforløb efter §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Der henvises i den forbindelse til det foreslåede § 151, stk. 5 og 6. Dette er i overensstemmelse med gældende retstilstand, jf. Folketingstidende 2018-19, L 84 som fremsat, side 45, og vil skulle ses i lyset af, at Ungdomskriminalitetsnævnet i en række sager har overtaget denne kompetence og pligt til at reagere, hvis kommunen ikke gør det fornødne. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til de foreslåede bestemmelser i § 151, stk. 5 og 6.

Det foreslås med stk. 2, at Ankestyrelsen kan træffe afgørelse om indsatser efter det foreslåede § 32, § 35, stk. 4 og 5, eller § 46, hvis der er behov herfor, og kommunalbestyrelsen undlader at iværksætte disse i fornødent omfang.

Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 65, stk. 2, 1. pkt., med de nødvendige konsekvensændringer som følge af, at de konkrete afgørelser om indsatser med lovforslaget fremadrettet vil skulle træffes efter de foreslåede bestemmelser i § 32 om støttende indsatser, § 35, stk. 4 og 5, om økonomisk støtte, eller 46 om anbringelse med samtykke.

I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 178 som fremsat, side 49-50, indebærer forslaget, at Ankestyrelsen udover at kunne pålægge kommunalbestyrelsen at træffe en afgørelse, jf. det foreslåede § 151, stk. 1, også selv vil kunne træffe en foreløbig afgørelse om iværksættelse af indsatser efter de foreslåede bestemmelser i § 32, § 35, stk. 4 og 5, eller § 46.

Ankestyrelsen vil på den måde kunne reagere i sager, hvor kommunen f.eks. har truffet afgørelse om en indsats efter det foreslåede § 32, men hvor Ankestyrelsen vurderer, at denne ikke er dækkende i forhold til at imødekomme barnets eller den unges behov. I disse tilfælde vil Ankestyrelsen kunne pålægge kommunen at træffe en ny afgørelse, jf. det foreslåede § 151, stk. 1, eller Ankestyrelsen vil selv kunne træffe en foreløbig afgørelse, jf. det foreslåede § 151, stk. 2. Ankestyrelsen vil imidlertid ikke kunne tage stilling til det konkrete metodevalg eller det konkrete anbringelsessted, forudsat at det valgte modsvarer barnets eller den unges behov.

Med den foreslåede ordning vil Ankestyrelsen f.eks. kunne træffe en foreløbig afgørelse om familiebehandling eller anbringelse. Det vil dog kræve, at parterne giver samtykke hertil.

Ankestyrelsens direktør vil desuden kunne træffe foreløbig afgørelse og pålægge kommunalbestyrelsen at gennemføre afgørelsen efter det foreslåede § 143, stk. 6.

Det foreslås med stk. 3, at Ankestyrelsen kan træffe afgørelse efter §§ 23, 40, 47, 61-63, 67, 104 og 105.

Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 65, stk. 3, hvorefter Ankestyrelsen selv kan træffe afgørelse efter servicelovens §§ 51, 58, 63 og 68 a og 71, som med barnets lov foreslås videreført som §§ 23, 40, 47, 67, 104 og 105. Desuden er som noget nyt tilføjet lovforslagets §§ 61-63.

Forslaget indebærer, i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 68 som fremsat, side 34, at Ankestyrelsen selv vil kunne træffe visse afgørelser uden samtykke efter barnets lov, herunder bl.a. om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, når betingelserne herfor er opfyldt. Ankestyrelsen vil således selv kunne træffe afgørelse efter det foreslåede § 23 (undersøgelse under ophold på institution m.v.), § 40 (lægelig undersøgelse og behandling uden samtykke). § 47 (anbringelse uden samtykke), § 61 (anbringelse på delvist lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner), § 62 (anbringelse på sikrede døgninstitutioner), § 63 (anbringelse på særligt sikrede afdelinger), § 67 (videreført anbringelse), og §§ 104 og 105 (samvær og kontakt). Ankestyrelsens adgang til at træffe afgørelse efter de foreslåede §§ 61-63 er fastsat ved dom i Vestre Landsret (BS-29683/2019).

I overensstemmelse med forarbejderne til gældende ret, jf. Folketingstidende 2019-20, A, L 68 som fremsat, side 34 vil forslaget indebære, at Ankestyrelsen af egen drift vil kunne træffe afgørelse efter § 104, stk. 2, i barnets lov, der erstatter servicelovens § 71, stk. 2, 1. pkt., om omfanget og udøvelsen af samvær og kontakt mellem barnet eller den unge og forældre eller netværk og vil kunne fastsætte nærmere vilkår for samværet og kontakten. Det vil også omfatte adgang til at træffe afgørelse om samvær mellem barnet eller den unge og f.eks. en tidligere plejefamilie, som barnet eller den unge er knyttet til, og som derfor må betragtes som en del af barnets eller den unges netværk. Ved afgørelse om fastsættelse af samvær efter det foreslåede § 104 vil udgangspunktet altid være, at kommunen, som alt andet lige har det bedste kendskab til barnet eller den unge eller familien, vil være nærmest til at træffe afgørelse, og der vil således skulle være tale om særlige omstændigheder, før det vil være relevant at Ankestyrelsen selv træffer afgørelse herom af egen drift frem for at pålægge kommunen at træffe de nødvendige afgørelser.

En sådan afgørelse efter den foreslåede bestemmelse vil f.eks. kunne være relevant i en situation, hvor kommunalbestyrelsen i en længere periode har undladt at sørge for, at barnets eller den unges forbindelse med f.eks. forældre, bedsteforældre, søskende eller en tidligere plejefamilie, som barnet er nært knyttet til, holdes ved lige, og hvor dette ikke er begrundet i hensynet til at beskytte barnets eller den unges sundhed eller udvikling eller beskytte barnet eller den unge mod overgreb. Her vil hensynet til barnets eller den unges bedste, herunder hensynet til barnets eller den unges mulighed for at bevare nære relationer til netværket kunne tale for, at Ankestyrelsen selv træffer afgørelse om omfang og udøvelse af samvær eller støttet samvær, hvis dette vurderes nødvendigt, så sagen ikke forsinkes yderligere.

Hvor længe kommunen vil skulle have undladt at sørge for, at forbindelsen holdes ved lige, før Ankestyrelsen selv bør træffe afgørelse frem for at pålægge kommunalbestyrelsen at foretage de fornødne sagsbehandlingskridt eller træffe de fornødne afgørelser, vil bero på en konkret og individuel vurdering i det enkelte tilfælde. Ved vurderingen heraf vil der bl.a. skulle lægges vægt på barnets eller den unges tilknytning til den eller de pågældende, som samværet vedrører, og/eller barnets eller den unges behov og mulighed for fremadrettet at skabe og bevare nære relationer til vedkommende.

Ankestyrelsen vil desuden efter den foreslåede bestemmelse med samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, kunne træffe afgørelse om, at samværet mellem forældrene og barnet eller den unge skal støttes ved, at der en tredje person til stede (støttet samvær), jf. § 104, stk. 3, i barnets lov, der erstatter servicelovens § 71, stk. 2, 4. pkt.

Det vil efter omstændighederne f.eks. kunne være relevant i en situation, hvor kommunalbestyrelsen har tilrettelagt eller fastsat samvær med forældrene, men hvor samværet inden for de fastsatte rammer og vilkår ikke er til barnets eller den unges bedste, fordi forældrene har behov for råd, hjælp og vejledning under samværet med barnet eller den unge med henblik på at forbedre relationen mellem barnet eller den unge og forældrene, uden at der dog er risiko for barnets eller den unges sikkerhed ved samværet. Hvis behovet for at justere rammerne for samvær vurderes at være hastende af hensyn til barnets eller den unges bedste, vil det efter omstændighederne kunne tale for, at Ankestyrelsen selv træffer afgørelse, så sagen ikke skal afvente, at kommunalbestyrelsen træffer de fornødne afgørelser efter pålæg fra Ankestyrelsen.

Bestemmelsen vil endvidere betyde, at Ankestyrelsen vil kunne træffe afgørelse om overvåget eller afbrudt samvær efter lovens § 105, der erstatter servicelovens § 71, stk. 3-5, når betingelserne herfor er opfyldt, også selvom sagen ikke så hastende, at der er grundlag for en foreløbig afgørelse efter det foreslåede § 143, stk. 6.

Det vil f.eks. kunne være tilfældet ved behandlingen af en sag, som Ankestyrelsen har rejst af egen drift, eller en klagesag om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet uden samtykke, hvor Ankestyrelsen vurderer, at det af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling er nødvendigt at træffe afgørelse om, at samvær mellem barnet eller den unge og forældrene for en periode skal afbrydes eller være overvåget.

Ankestyrelsen vil kunne pålægge kommunalbestyrelsen at gennemføre de afgørelser, som Ankestyrelsen måtte træffe efter den foreslåede bestemmelse, og Ankestyrelsen vil desuden kunne bestemme, at afgørelserne skal gennemføres inden for en nærmere angivet tidsfrist, når det må anses for nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges bedste, jf. det foreslåede § 151, stk. 4.

Det foreslås med stk. 4, at Ankestyrelsen kan pålægge kommunalbestyrelsen at gennemføre en afgørelse efter det foreslåede § 151, stk. 1-3, og kan bestemme, at afgørelsen skal gennemføres inden for en nærmere angivet tidsfrist, når det må anses for nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges bedste.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af servicelovens § 65, stk. 4, hvorefter Ankestyrelsen kan pålægge kommunalbestyrelsen at gennemføre Ankestyrelsens afgørelser inden for en nærmere angivet tidsfrist, når det må anses for nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges bedste.

I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2007-08, tillæg A, side 5407, giver forslaget hjemmel til, at Ankestyrelsen vil kunne fastsætte en frist for, hvornår kommunalbestyrelsen vil skulle efterleve Ankestyrelsens pålæg om at foretage de fornødne sagsbehandlingsskridt eller træffe de fornødne afgørelser i de sager, hvor kommunalbestyrelsen ikke har opfyldt sagsbehandlingskravene eller iværksat de fornødne indsatser, og som Ankestyrelsen har taget op af egen drift. Fristen vil eksempelvis kunne anvendes i sager, hvor Ankestyrelsen har en formodning om, at barnet muligvis er akut truet, og der derfor er behov for at foretage en undersøgelse af barnets behov inden for en nærmere afgrænset periode. Fristen vil skulle fastsættes ud fra en konkret vurdering af den enkelte sag afhængig af, hvad pålægget omhandler, og hvor akut barnets situation vurderes at være.

I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 178 som fremsat, side 50, vil forslaget indebære, at Ankestyrelsen skal kunne fastsætte en tidsfrist for kommunalbestyrelsens gennemførelse af alle de afgørelser, som er truffet af Ankestyrelsen efter det foreslåede § 151. Det vil sige afgørelser truffet af Ankestyrelsen efter stk. 1, 2 eller 3.

Det foreslås endvidere med stk. 5, at Ankestyrelsen ikke kan træffe afgørelse efter det foreslåede § 151, stk. 1 og 3, i sager om et barn eller en ung, der er pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. I sager omfattet af 1. pkt. kan Ankestyrelsen træffe afgørelse om at pålægge kommunalbestyrelsen at forelægge sagen for Ungdomskriminalitetsnævnet. Ankestyrelsen skal orientere Ungdomskriminalitetsnævnet om afgørelser efter 2.

Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 65, stk. 5.

Forslaget vil, jf. Folketingstidende 2018-19, A, L 84 som fremsat, side 45, skulle ses i lyset af, at Ungdomskriminalitetsnævnet i en række sager har overtaget kompetencen og pligten til at reagere, hvis kommunen ikke gør det fornødne.

Ankestyrelsen vil således i overensstemmelse med gældende ret ikke kunne anvende sin egendriftskompetence efter § 151, stk. 1 og 3, hvis barnet eller den unge er i et forbedringsforløb. Hvis Ankestyrelsen bliver opmærksom på, at der burde reageres i en sag, hvor barnet eller den unge er i et forbedringsforløb, vil Ankestyrelsen skulle underrette Ungdomskriminalitetsnævnet. Ungdomskriminalitetsnævnet vil herefter – ligesom Ankestyrelsen – kunne pålægge kommunen at foretage de fornødne sagsskridt inden for en nærmere angivet tidsfrist eller træffe en ny afgørelse, som kommunen herefter er forpligtet til at fuldbyrde.

Det foreslås endvidere med stk. 6, at Ankestyrelsen ikke kan træffe en foreløbig afgørelse efter §§ 46 og 47 i denne lov, når afgørelsen vedrører et barn eller en ung i et forbedringsforløb efter §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Ankestyrelsen skal orientere Ungdomskriminalitetsnævnet om tilfælde omfattet af 1. pkt. og om afgørelser efter det foreslåede § 151, stk. 2, når afgørelsen vedrører et barn eller en ung, der er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 65, stk. 2, 2. og 3. pkt.

Forslaget indebærer i overensstemmelse med gældende ret, at Ankestyrelsen vil være afskåret fra at træffe afgørelse om anbringelse uden for hjemmet efter § 46 eller 47, når sagen vedrører et barn eller en ung, der er pålagt en straksreaktion efter § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet eller er i et forbedringsforløb efter §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Der henvises i den forbindelse til det foreslåede § 151, stk. 5.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.18.2 og 3.18.3.