Bekendtgørelse af barnets lov § 148

Det fremgår af § 170, stk. 1, i serviceloven, at byretten tiltrædes under hovedforhandlingen af et retsmedlem, der er sagkyndig i børneforsorg, og et retsmedlem, der er sagkyndig i børne- eller ungdomspsykiatri eller i psykologi.

Det fremgår af § 170, stk. 2, i serviceloven, at sagerne behandles efter retsplejelovens regler om borgerlige sager, herunder kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse med de ændringer, der er angivet i dette kapitel.

Det fremgår af § 170, stk. 3, i serviceloven, at som parter anses forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 12 år, uanset om den pågældende har krævet afgørelsen forelagt for retten.

Efter § 170, stk. 4, i serviceloven, kan retten bestemme, at retsmøderne skal foregå for lukkede døre.

Det fremgår af § 170, stk. 5, i serviceloven, at ved offentlig gengivelse af forhandlingerne i retten eller af dommen må der ikke uden rettens tilladelse ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af de under sagen nævnte personer eller på anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet. Overtrædelse af forbuddet straffes med bøde.

Endelig fremgår det af § 170, stk. 6, i serviceloven, at ved afgivelse af dissens angives dommernes navne ikke.

Det foreslås med stk. 1, at byretten i sager, jf. § 147, stk. 1, under hovedforhandlingen tiltrædes af et retsmedlem, der er sagkyndig i børneforsorg, og et retsmedlem, der er sagkyndig i børne- eller ungdomspsykiatri eller i psykologi.

Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 170, stk. 1. Den gældende bestemmelse i serviceloven er i sin væsentlighed en videreførelse af retstilstanden helt tilbage fra lov om børne- og ungdomsforsorg. Det fremgår af forarbejderne til gældende ret, jf. Folketingstidende 1963-64, tillæg A, spalte 709, at kredsen af sagkyndige i sin tid er blevet udvidet til foruden børnesagkyndige at omfatte kyndige i børne- eller ungdomspsykiatri eller i psykiatri, med den begrundelse, at det må anses for ønskeligt at kunne drage nytte af den faglige indsigt vedrørende børn og unge, som psykologerne repræsenterer. Det vil i disse sager ofte dreje sig om bedømmelse af en pædagogisk-psykologisk situation, der vil omfatte barnet eller den unge og, familien og de muligheder, som støtte efter loven i form af f.eks. en eventuel anbringelse uden for hjemmet, vil kunne give.

Begrundelsen for, at bestemmelsen giver adgang til enten at vælge et retsmedlem, der er sagkyndig i børne- eller ungdomspsykiatri eller i psykiatri, er desuden, jf. Folketingstidende 1963-64, tillæg A, spalte 709, at det må anses for en fordel, at den kreds, af hvilken de sagkyndige medlemmer tages, herved bliver større. På denne måde vil det bl.a. lettere kunne undgås, at de pågældende gennem deres arbejde ved psykiatriske afdelinger og klinikker m.v. vil have beskæftiget sig med den enkelte sag, inden den bringes for retten.

I forhold til udpegning af børnesagkyndige dommere, vil der i overensstemmelse med gældende ret ikke stilles specifikke krav om pædagogisk uddannelse ift. sagkyndige i børneforsorg. Der forudsættes dog relevant uddannelse på børneområdet samt praktisk erfaring med specialområdet udsatte børn og unge og/eller ift. børn og unge med en funktionsnedsættelse. Det vil ofte kunne være ønskeligt, at pædagogisk uddannede udpeges til dette hverv, men personer med erfaringer fra praktisk pædagogisk arbejde eller andet arbejde inden for børne- og ungeområdet vil også kunne være relevant, hvorfor der ikke stilles specifikke krav om pædagogisk uddannelse, jf. Folketingstidende 1963-64, tillæg A, spalte 710. Andre faggrupper med relevant faglig uddannelse og/eller efteruddannelse vil efter en konkret vurdering eksempelvis kunne være folkeskolelærere, socialrådgivere eller sundhedsplejerske, som har praktisk erfaring inden for specialområdet udsatte børn og unge.

I forhold til sagkyndige i børne- og ungdomspsykiatri eller psykologi lægges der vægt på praktisk erfaring om udsatte børn og unge, herunder at der er tale om autoriserede psykologer eller psykologer der har specialiseret sig i børne- og ungeområdet.

Der henvises i øvrigt til Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 5449, hvoraf det følger, at der i lovteksten benyttes udtrykket sagkyndige eller sagkyndige retsmedlemmer i overensstemmelse med retsplejelovens sprogbrug, hvor betegnelsen dommere er forbeholdt juridiske dommere.

Det foreslås med stk. 2, at sagerne behandles efter retsplejelovens regler om borgerlige sager, herunder kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse med de ændringer, der er angivet i dette kapitel.

Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 170, stk. 2. Den gældende bestemmelse i serviceloven er i sin væsentlighed en videreførelse af retstilstanden tilbage fra bistandsloven.

Forslaget angiver de regler i retsplejeloven, efter hvilke sagerne skal behandles.

Forslaget indebærer således, at sager, hvor Ankestyrelsens afgørelser i klagesager om børne- og ungeudvalgets afgørelser indbringes for byretten, jf. det foreslåede § 147, vil blive behandlet efter retsplejelovens regler om borgerlige sager. Der henvises i den forbindelse til retsplejeloven, herunder særligt kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse.

Det foreslås med stk. 3, at som parter anses forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 10 år, uanset om den pågældende har krævet afgørelsen forelagt for retten.

Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 170, stk. 3, med den nødvendige konsekvensændring som følge af, at aldersgrænsen for selvstændig partstatus med lovforslaget foreslås fastsat til 10 år imod de 12 år, som følger af gældende ret. Der henvises i den forbindelse til de almindelige bemærkninger, punkt 3.18.2 og 3.18.3. Forlaget skal i øvrigt ses i sammenhæng med det foreslåede § 145. Der er ikke med den foreslåede ordning tilsigtet yderligere ændringer i forhold til gældende ret.

Med forslaget fastslås, at såvel indehaveren af forældremyndigheden som barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, vil være parter i sagen. Dette vil også gælde i de tilfælde, hvor den pågældende ikke selv har krævet sagen forelagt for retten.

Ankestyrelsen, hvis afgørelse indbringes for retten, vil ligeledes være part i sagen, jf. retsplejelovens § 470, stk.1.

I det omfang, der er tillagt plejeforældre og den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, en klageret, vil disse endvidere være part i sagen i det omfang, de har indbragt sagen for retten.

Da det antages, at parter, der optræder på egen hånd, har ret til at overvære retsmøderne, uanset bestemmelsen i retsplejelovens § 32, stk. 1, vil den unge, der er fyldt 10 år, i kraft af sin partsstatus have ret til at overvære retsmøderne.

Det foreslås med stk. 4, at retten kan bestemme, at retsmøderne skal foregå for lukkede døre.

Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 170, stk. 4. Den gældende bestemmelse i serviceloven er i sin væsentlighed en videreførelse af retstilstanden tilbage fra bistandsloven, jf. også bemærkninger til det foreslåede § 148, stk. 1. Bestemmelsen fastsætter parallelitet med retsplejelovens regler om dørlukning under rettens behandling af sager.

Der henvises til retsplejelovens § 29, hvorefter retten kan bestemme, at et retsmøde skal holdes for lukkede døre, når særlige forhold gør sig gældende. Det vil f.eks. kunne være tilfælde, når hensynet til ro og orden i retslokalet kræver det, eller når sagens behandling i et offentligt retsmøde vil udsætte nogen for en unødvendig krænkelse. Det følger endvidere af retsplejelovens § 29, stk. 2, at i borgerlige sager vil der efter anmodning fra parterne kunne træffes bestemmelse om dørlukning, hvis det er af særlig betydning for parterne at undgå offentlighed om sagen og ingen afgørende offentlig interesse strider herimod.

Det foreslås med stk. 5, at ved offentlig gengivelse af forhandlingerne i retten eller af dommen må der ikke uden rettens tilladelse ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af de under sagen nævnte personer eller på anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet. Overtrædelse af forbuddet straffes med bøde.

Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 170, stk. 5. Den gældende bestemmelse i serviceloven er en videreførelse af retstilstanden tilbage fra bistandsloven. Der henvises i den forbindelse til Folketingstidende 1991-92, tillæg A, side 4903, hvoraf det fremgår, at formålet med bestemmelsen i overensstemmelse med § 473 i retsplejeloven er at beskytte sagens parter mod offentliggørelse af deres identitet, f. eks. gennem fotografering. Der henvises i øvrigt til retsplejelovens regler herom.

Det foreslås med stk. 6, at ved afgivelse af dissens angives dommernes navne ikke.

Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 170, stk. 6, der viderefører retstilstanden tilbage fra bistandsloven. I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 1991-92, tillæg A, side 4903, følger det af forslaget, at i tilfælde af dissens, vil der ikke gives oplysning om dommernes navne. Dette er forudsat, at der kan gives oplysning om dissens. Det følger af forarbejderne til gældende ret, at der vil kunne være en vis vejledning i at få oplyst om eventuel dissens, uanset at dommernes navne ikke vil kunne angives.

Der er tale om en fravigelse af det almindelige udgangspunkt som fastsat i retsplejelovens § 218, stk. 3, 1. pkt., hvoraf det fremgår, at i borgerlige sager skal domme og kendelser, der ikke er afsagt af en enkelt dommer, indeholde oplysninger om de forskellige meninger under afstemningen vedrørende såvel resultatet som begrundelsen med angivelse af de pågældende retsmedlemmers navne.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.18.2 og 3.18.3.