LBK nr 282 af 17/03/2025
Social- og Boligministeriet
Bekendtgørelse af barnets lov § 14
Kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge en indsats, der sikrer sammenhæng mellem kommunens generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats for børn og unge med behov for særlig støtte efter denne lov.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at de opgaver og tilbud, der omfatter børn, unge og deres familier, udføres i samarbejde med forældrene og på en sådan måde, at de fremmer børns og unges udvikling, trivsel og selvstændighed. Dette gælder både ved udførelsen af det generelle og forebyggende arbejde og ved den målrettede indsats for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet behov for særlig støtte.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at den indsats, der iværksættes efter denne lov for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet særligt behov for støtte, sættes i sammenhæng med den indsats, der iværksættes for de samme børn og unge efter anden lovgivning.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at der på kommunens hjemmeside er en synlig og let tilgængelig indgang til de kommunale myndigheder, som er specifikt målrettet børn og unge.
Forarbejder til Bekendtgørelse af barnets lov § 14
RetsinformationDet fremgår af § 11, stk. 1 i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge en indsats, der sikrer sammenhæng mellem kommunens generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats for børn og unge med behov for særlig støtte.
Bestemmelsen i § 11, stk. 1, fastslår kommunalbestyrelsens overordnede forpligtelser til at sikre sammenhæng mellem kommunens generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte. Bestemmelsen danner dermed rammen for kommunens forebyggende arbejde for udsatte børn og unge via serviceloven.
Formålet med bestemmelsen er at understrege, at kommunalbestyrelsen skal sikre en tidlig og forebyggende indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte og deres familier i kommunen. Den tidlige og forebyggende indsats skal sikre en sammenhæng mellem kommunens generelle forebyggende arbejde og den målrettede indsats for børn og unge med behov for særlig støtte. Der henvises til Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 168 som fremsat, s. 7.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen vil skulle tilrettelægge en indsats for børn og unge, der sikrer sammenhæng mellem kommunens generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats for børn og unge med behov for særlig støtte efter den foreslåede barnets lov.
Bestemmelsen indebærer, at kommunen vil skulle sikre en tidlig og forebyggende indsats for børn og unge og deres familier i kommunen, som skal danne rammen for kommunens forebyggende arbejde for udsatte børn og unge og deres familier og dermed vil kunne medvirke til at sikre sammenhæng mellem kommunens generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats for børn og unge med behov for særlig støtte efter den foreslåede barnets lov, det vil sige handicapkompenserende støtte eller støtte efter det foreslåede kapitel 4 og 5.
Kommunens tidlige og forebyggende indsats vil skulle sikre sammenhæng mellem kommunens generelle forebyggende arbejde og den målrettede indsats for de børn og unge, der har behov for særlig støtte, og hænger derfor tæt sammen med den sammenhængende børnepolitik, som kommunalbestyrelsen efter lovforslagets § 15 vil være forpligtet til at udarbejde.
Indsatsen vil dermed skulle bidrage til at binde kommunens generelle, forebyggende arbejde og herunder den indsats, der iværksættes i forskellige sektorer på børneområdet som f.eks. sundhedspleje, dagtilbud, skole og den frivillige sektor sammen med den målrettede indsats, der vil være nødvendig for børn og unge, der vil have behov for støtte efter denne lov.
Formålet med bestemmelsen er at understrege vigtigheden af at sætte tidligt, målrettet og forebyggende ind for at undgå, at et barns eller en ungs problemer vokser sig store og vil nødvendiggøre en mere indgribende og dyrere indsats efter det foreslåede kapitel 4.
Det fremgår af § 19, stk. 1, i serviceloven, at kommunen skal sikre, at både det generelle forebyggende arbejde og tilbud og den målrettede indsats for børn og unge med særlige behov udføres i samarbejde med forældrene og tilrettelægges, så det fremmer børn og unges trivsel og udvikling. Det fremgår af § 19, stk. 3, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at indsatsen for børn og unge med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller et behov for særlig støtte sættes i sammenhæng med andre former for støtte, der iværksættes efter anden lovgivning.
Bestemmelsen foreslås overført uændret til barnets lov.
Det foreslås i stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at de opgaver og tilbud, der omfatter børn og unge og deres familier, udføres i samarbejde med forældrene, og at de tilrettelægges på en sådan måde, så de fremmer børns og unges udvikling, trivsel og selvstændighed. Bestemmelsen gælder både ved udførelsen af det generelle og forebyggende arbejde og ved den målrettede indsats for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet behov for særlig støtte.
Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen vil skulle sørge for, at opgaver og tilbud – uanset om der er tale om det generelle og forebyggende arbejde og tilbud eller om målrettede indsatser og tilbud over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller et andet behov for støtte – vil skulle have samme overordnede mål om at fremme børn og unges udvikling, trivsel og selvstændighed. Kommunalbestyrelsen vil samtidig skulle sørge for, at opgaver og tilbud udføres i samarbejde med forældrene.
Bestemmelsen indebærer dermed, at målet for børn og unge principielt vil være den samme, uanset om barnets eller den unges behov vil være af generel eller særlig karakter. Bestemmelsen indebærer også, at den særlige eller målrettede indsats for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller et andet behov, der vil medføre et særligt behov for støtte efter loven, vil bygge på de generelle tilbud. Bestemmelsen vil således indebære, at det i forbindelse med igangsættelse af støtte og hjælp vil skulle vurderes, i hvilken udstrækning de generelle tilbud i kommunen vil kunne bidrage til at støtte op om indsatsen for børn og unge med behov for støtte. Det vil kunne indebære, at eksempelvis barnets dagtilbud vil kunne inddrages både før, under og efter, at der er igangsat støtte, så den kan udgøre et alternativ eller supplement til indsatser efter f.eks. § 32.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med formålet med barnets lov.
Det fremgår af servicelovens § 19, stk. 3, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at den indsats, der iværksættes efter denne lov over for børn og unge med nedsat funktionsevne eller med et andet særligt behov for særlig støtte, sættes i sammenhæng med den indsats, der iværksættes over for de samme børn og unge efter anden lovgivning.
Bestemmelsen foreslås overført undret til barnets lov.
Det foreslås i stk. 3, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at den indsats, der iværksættes efter barnets lov for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller med et andet særligt behov for støtte, sættes i sammenhæng med den indsats, der iværksættes for de samme børn og unge efter anden lovgivning.
Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen vil skulle sikre, at den indsats for børn og unge og deres familier, der vil blive iværksat efter den foreslåede barnets lov, vil indgå som en del af den samlede indsats for børn og unge. Den indsats, der vil blive iværksat over for børn og unge med særlige behov for støtte, vil dermed skulle være sammenhængende og skulle ses på tværs af lovgivning og dermed også på tværs af administrative strukturer og faglige kompetencer.
Bestemmelsen vil skulle ses i sammenhæng med stk. 1 og 2, og skal samlet medvirke til at sikre, at indsatsen for børn, unge og familier på tværs af lovgivninger understøtter fælles mål, så barnet, den unge og familien oplever en sammenhængende og koordineret indsats.
Det forslås i stk. 4, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at der på kommunens hjemmeside er en synlig og let tilgængelig indgang til de kommunale myndigheder, som er specifikt målrettet børn og unge.
Bestemmelsen indebærer, at kommunen forpligtes til at sikre, at der fremover på kommunes hjemmeside etableres en let tilgængelig indgang for børn og unge til de kommunale myndigheder.
Ved let tilgængelig forstås, at hjemmesiden skal være synlig, og at informationen er målrettet børn og unge og dermed udformet i et børnevenligt og enkelt sprog og udtryk.
Formålet med bestemmelsen, der er ny, er at sikre, at børn og unge nemt kan få viden om, hvem de kan kontakte, hvis de står i en situation med behov for hjælp og støtte – både i akutte situationer og hvis de har spørgsmål, bekymringer mv. om deres situation.