Bekendtgørelse af barnets lov § 139

Det fremgår af § 64, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at afgørelser efter servicelovens §§ 51, 57 b, 58 og 63, § 68, stk. 2, § 68 a og § 69, stk. 3, og efter § 12, § 13, stk. 3 og 4, § 14, stk. 2-4, § 24, stk. 1, jf. § 14, og § 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet fuldbyrdes.

Det fremgår af § 64, stk. 2, i serviceloven, at kommunen mod behørig legitimation og uden retskendelse har adgang til forældremyndighedens indehavers bolig, rum eller gemmer for at eftersøge og medtage et barn eller en ung med henblik på at fuldbyrde de afgørelser, der er nævnt i stk. 1. Kommunen kan hente og bringe barnet eller den unge til stedet, hvor børne- og ungepålægget skal opfyldes, med henblik på at fuldbyrde afgørelser efter servicelovens § 57 b eller stedet, hvor en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller et forbedringsforløb, jf. § 13, stk. 3 eller 4, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal gennemføres.

Efter § 64, stk. 3, i serviceloven, har kommunen mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til et anbringelsessted efter servicelovens § 66, stk. 1, for at eftersøge og medtage et barn eller en ung med henblik på at fuldbyrde en afgørelse efter servicelovens § 69, stk. 3, eller efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Det fremgår af § 64, stk. 4, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at kommunen mod behørig legitimation og uden retskendelse har adgang til forældremyndighedens indehavers bolig og rum, når to kriterier er opfyldt. For det første skal adgangen til hjemmet ske som led i den børnefaglige undersøgelse efter § 50 eller den ungefaglige undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet og skal anses for nødvendig for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling. For det andet skal forældrene have modarbejdet, at en vurdering af barnets eller den unges støttebehov kan gennemføres med andre mere lempelige foranstaltninger.

Efter § 64, stk. 5, i serviceloven yder politiet bistand til kommunen ved udøvelsen af beføjelser efter stk. 2-4. Social- og boligministeren fastsætter efter aftale med justitsministeren nærmere regler om politiets bistand til kommunen.

Det fremgår af § 64, stk. 6, i serviceloven, at fuldbyrdelse af afgørelser omfattet af stk. 1 skal ske så skånsomt, som omstændighederne tillader, og med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste. Kommunen skal afsøge mulighederne for at opnå forældremyndighedsindehaverens, barnets eller den unges og eventuelt andre familiemedlemmers eller netværkets frivillige medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse, medmindre hensynet til barnets eller den unges behov i afgørende grad taler imod.

Det følger endvidere af § 64, stk. 7, i serviceloven, at fuldbyrdelse af en afgørelse, jf. stk. 3, hvor politiet yder bistand til kommunen efter stk. 5, skal registreres og indberettes af kommunen til Ankestyrelsen. Der udarbejdes årligt en rapport over anvendelsen af bestemmelsen.

Efter § 64, stk. 8, i serviceloven skal kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 4 registreres og indberettes af kommunen til Ankestyrelsen. Der udarbejdes årligt en rapport over anvendelsen af bestemmelsen.

Det bemærkes, at fuldbyrdelse efter § 64 i serviceloven også omfatter fuldbyrdelse i Danmark efter kapitel IV i Haagerbørnebeskyttelseskonventionen af afgørelser truffet i andre kontraherende stater om anbringelse uden for hjemmet af et barn eller en ung. Der henvises til side 125-129 i betænkning nr. 1467 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen og Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 4527. I disse situationer drejer fuldbyrdelsen sig om tilbagegivelse af et anbragt barn eller en anbragt ung til den kontraherende stat, hvor barnet eller den unge boede ved anbringelsen. I praksis behandles sådanne tilbagegivelsessager efter lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale børnebortførelser), jf. lovbekendtgørelse nr. 768 af 7. august 2019.

Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at afgørelser efter §§ 23, 39, 40, 47, 67, § 98, stk. 4, og § 100, stk. 1, i denne lov og efter § 12, § 13, stk. 3 og 4, § 14, stk. 2-4, § 24, stk. 1, jf. § 14, og § 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet fuldbyrdes.

Med den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen have ansvaret for, at en række afgørelser uden samtykke efter denne lov og efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet fuldbyrdes. Det vil bl.a. omfatte fuldbyrdelse af afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke efter barnets lov og lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Den foreslåede ordning er en videreførelse af servicelovens § 64, stk. 1, med de nødvendige konsekvensændringer, som følge af at kommunalbestyrelsen med barnets lov fremadrettet vil have ansvar for at fuldbyrde de afgørelser, der træffes efter denne lovs §§ 23, 39, 40, 47, 67, § 98, stk. 4, og § 100, stk. 1.

I overensstemmelse med gældende ret vil kommunalbestyrelsen med den foreslåede ordning også fremadrettet have ansvaret for at fuldbyrde afgørelser truffet efter § 12, § 13, stk. 3 og 4, § 14, stk. 2-4, § 24, stk. 1, jf. § 14, og § 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

I overensstemmelse med forarbejderne til gældende ret, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 3366, vil kommunalbestyrelsen med den foreslåede bestemmelse have det formelle ansvar for at fuldbyrde afgørelser om hjemgivelsesperioder truffet efter servicelovens § 68, stk. 2, der med barnets lov foreslås videreført som § 100, stk. 1, og afgørelser truffet af børne- og ungeudvalget efter servicelovens § 68 a om videreførte anbringelser, der med barnets lov foreslås videreført som § 67.

I overensstemmelse med forarbejderne til gældende ret, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 68 som fremsat, side 30, vil kommunalbestyrelsen endvidere have det formelle ansvar for at fuldbyrde afgørelser efter servicelovens § 69, stk. 3, som med barnets lov foreslås videreført som § 98, stk. 4, og efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Kommunalbestyrelsen vil således have ansvaret for, at afgørelser om ændret anbringelsessted uden samtykke efter det foreslåede § 98, stk.4, og efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet fuldbyrdes.

Efter § 53 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet er kommunalbestyrelsen ansvarlig for at fuldburde Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser efter ungdomskriminalitetslovens §§ 12-14. I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2018-19, tillæg A, L 84 som fremsat, side 112, vil det således være kommunalbestyrelsen, der også fremadrettet vil have ansvaret for at sikre gennemførelsen af straksreaktioner og forbedringsforløb, der iværksættes efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, ligesom det i overensstemmelse med gældende ret også fremadrettet vil være kommunalbestyrelsen, der vil skulle iværksætte de foranstaltninger, der skal iværksættes over for et barn eller en ung efter serviceloven. Formålet med dette er at sikre, at kommunernes fuldbyrdelse af afgørelser uden samtykke vil være ens, uanset om en afgørelse er truffet efter serviceloven eller lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Det bemærkes, at den foreslåede § 139, stk. 1, i overensstemmelse med gældende ret også vil omfatte fuldbyrdelse efter kapitel IV i Haagerbørnebeskyttelseskonventionen af afgørelser truffet i andre kontraherende stater om anbringelse uden for hjemmet af et barn eller en ung.

Det foreslås med stk. 2, at kommunen mod behørig legitimation og uden retskendelse har adgang til forældremyndighedsindehavers bolig, rum og gemmer for at eftersøge og medtage et barn eller en ung med henblik på at fuldbyrde de afgørelser, der er nævnt i stk. 1. Det foreslås videre, at kommunen kan hente og bringe et barn eller en ung til det sted, hvor et børne- og ungepålæg skal opfyldes, med henblik på at fuldbyrde afgørelser efter § 39 i denne lov eller stedet, hvor en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller et forbedringsforløb, jf. § 13, stk. 3 eller 4, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal gennemføres.

Forslaget er en videreførelse af § 64, stk. 2, i serviceloven med sproglige justeringer, hvorefter kommunen med henblik på at fuldbyrde de i stk. 1 nævnte afgørelser vil have adgang til forældremyndighedsindehavers bolig, rum eller gemmer uden retskendelse.

At det foreslås at videreføre gældende ret uændret, hvorefter der vil være adgang uden retskendelse begrundes med, at der vil foreligge en afgørelse fra børne- og ungeudvalget, og at det må formodes, at barnet eller den unge vil opholde sig hos forældremyndighedsindehaver. Der vil derfor ikke være noget grundlag for en domstol at tage stilling til, jf. forarbejderne til gældende ret, jf. Folketingstidende 1999-00, tillæg A, L 232 som fremsat, spalte 6753-6754, hvoraf det fremgår at den gældende bestemmelse i serviceloven i sin væsentlighed er en videreførelse af retstilstanden helt tilbage fra forsorgsloven af 1993.

I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2018-19, tillæg A, L 84 som fremsat, side 51, vil kommunalbestyrelsen på samme måde som i dag mod behørig legitimation og uden retskendelse have adgang til forældremyndighedsindehavers bolig, rum eller gemmer for at eftersøge og medtage et barn eller en ung med henblik på fuldbyrdelse af afgørelser truffet af Ungdomskriminalitetsnævnet efter § 12 og § 13, stk. 3 og 4, i ungdomskriminalitetsloven.

I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 68 som fremsat, side 11, vil kommunen alene kunne eftersøge barnet eller den unge hos forældremyndighedsindehaveren. Opholder et barn eller en ung sig hos andre end forældremyndighedsindehaveren, vil kommunen ikke kunne eftersøge og medtage barnet eller den unge efter reglerne i den foreslåede bestemmelse.

I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 68 som fremsat, side 30, vil kommunalbestyrelsens udøvelse af de beføjelser, der følger af den foreslåede bestemmelse, skulle ske i overensstemmelse med reglerne i §§ 2-8 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter. Heraf følger bl.a., at kommunalbestyrelsens adgang til at foretage tvangsindgreb efter den foreslåede bestemmelse, således kun må anvendes, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt forhold til formålet med indgrebet. Indgrebet vil endvidere skulle foretages så skånsomt som muligt.

Kommunalbestyrelsen vil desuden skulle tage hensyn til barnets eller den unges forhold, herunder barnets eller den unges støttebehov, ligesom kommunalbestyrelsen bør tage højde for familiens samlede situation. I den forbindelse vil kommunalbestyrelsen skulle være opmærksom på, om barnets eller den unges støttebehov udspringer af sociale problemer eller af en psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge eller familien. Kommunalbestyrelsen vil i alle tilfælde skulle foretage en konkret og individuel vurdering i den enkelte sag.

Det foreslås med stk. 3, at kommunen mod behørig legitimation og uden retskendelse har adgang til et anbringelsessted efter § 43, stk. 1, for at eftersøge og medtage et barn eller en ung med henblik på at fuldbyrde en afgørelse efter § 98, stk. 4, i denne lov eller efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af § 64, stk. 3, i servicelovens med den nødvendige konsekvensændring som følge af, at anbringelsessteder med forslaget til barnets lov vil være reguleret i den foreslåede bestemmelse i § 43, som erstatter servicelovens § 66, stk. 1, og at afgørelser om ændret anbringelsessted uden samtykke vil være reguleret i den foreslåede bestemmelse i § 98, stk. 4, som erstatter servicelovens § 69, stk. 3. Der er herudover ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden.

Forslaget indebærer således i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 68 som fremsat, side 30, at kommunen mod behørig legitimation og uden retskendelse vil have adgang til et anbringelsessted efter den foreslåede bestemmelse i § 139 for at eftersøge og medtage et barn eller en ung med henblik på at fuldbyrde en afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 98, stk. 4, eller efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kommunen i de helt særlige tilfælde, hvor dette måtte være nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges bedste, uden retskendelse og mod behørig legitimation vil have adgang til f.eks. børne- og ungehjem eller til en plejefamilies bopæl for at eftersøge og medtage et barn eller en ung, der er anbragt, med henblik på at fuldbyrde en afgørelse om ændret anbringelsessted uden samtykke, der er truffet efter den foreslåede bestemmelse i § 98, stk. 4, eller efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Det foreslås med stk. 4, at kommunalbestyrelsen, når følgende kriterier er opfyldt, kan træffe afgørelse om adgang til forældremyndighedsindehavers bolig og rum mod behørig legitimation og uden retskendelse: 1) For det første skal adgangen til hjemmet ske som led i en børnefaglig undersøgelse efter § 20 eller den ungefaglige undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet og må anses for nødvendig for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling. 2) For det andet skal forældrene have modarbejdet, at en vurdering af barnets eller den unges støttebehov kan gennemføres med andre mere lempelige foranstaltninger.

Der er tale om en videreførelse af § 64, stk. 4, i serviceloven med den nødvendige konsekvensændring som følge af, at undersøgelsen af barnets behov fremadrettet vil skulle ske efter den foreslåede bestemmelse i § 20.

I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 68 som fremsat, side 12, vil kommunalbestyrelsen kunne træffe afgørelse om, at kommunen mod behørig legitimation og uden retskendelse har adgang til forældremyndighedsindehaverens bolig og rum, når 1) adgangen til hjemmet sker som led i en børnefaglig undersøgelse efter § 20 eller den ungefaglige undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet og må anses for nødvendig for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, og 2) forældrene har modarbejdet, at en vurdering af barnets eller den unges støttebehov kan gennemføres med andre mere lempelige foranstaltninger.

I overensstemmelse med gældende ret vil kommunalbestyrelsen kunne træffe afgørelse om mod behørig legitimation og uden retskendelse har adgang til forældremyndighedsindehaverens bolig og rum, finde anvendelse, når adgangen til hjemmet sker som led i en børnefaglig undersøgelse efter den foreslåede § 20.

Det vil indebære, at der er truffet afgørelse om en børnefaglig undersøgelse, og at adgangen til hjemmet vil ske som led i udarbejdelsen af undersøgelsen og vil kunne forventes at bidrage til oplysning af sagen. Det vil være en betingelse, at adgangen til hjemmet må anses for nødvendig for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling. Det vil indebære, at der skal være en begrundet mistanke om, at der er forhold i hjemmet, som kan indebære en åbenbar risiko for alvorlig skade af en vis karakter på barnet eller den unge. Der vil kunne være tale om, at barnet eller den unge er i risiko for at blive alvorligt skadet som følge af eksempelvis utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge eller som følge af vold eller andre alvorlige overgreb. Det vil videre indebære, at det ikke vil være muligt at tilvejebringe de nødvendige oplysninger på anden vis.

Det vil videre være en betingelse, at forældremyndighedsindehaver har modarbejdet, at en vurdering af barnets eller den unges støttebehov kan gennemføres med andre mere lempelige foranstaltninger. Herved vil det være forudsat, at kommunen på anden vis vil have forsøgt at tilvejebringe de oplysninger, som det forventes at adgangen til hjemmet uden samtykke vil kunne afdække, og at forældremyndighedsindehaver direkte vil have modarbejdet dette. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis der aftales flere hjemmebesøg, som forældremyndighedsindehaver aflyser uden en fornuftlig grund, eller hvis forældremyndighedsindehaver gentagne gange ikke åbner døren.

Endvidere vil den foreslåede bestemmelse finde anvendelse ved gennemførelse af en ungefaglig undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Det vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil kunne træffe afgørelse om, at kommunen mod behørig legitimation og uden retskendelse har adgang til forældremyndighedsindehavernes bolig og rum, når adgangen til hjemmet sker som led i en ungefaglig undersøgelse, og adgangen må anses som nødvendig for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, og forældrene har modarbejdet, at en vurdering af barnets eller den unges støttebehov, kan gennemføres med andre mere lempelige foranstaltninger. Der henvises til forarbejderne til § 53 i ungdomskriminalitetsloven, hvorefter kommunalbestyrelsen har ansvar for at fuldbyrde Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser, jf. Folketingstidende 2018-19, tillæg A, L 84 som fremsat, side 112.

Efter den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2011-12, tillæg A, L 141 som fremsat, s. 12, få adgang til opholdsrum mv. i hjemmet, men vil ikke kunne efterse private gemmer, f.eks. skuffer, skabe eller andre steder, som ikke er middelbart synlige og tilgængelige, som det er tilfældet, hvis adgangen til hjemmet sker med henblik på at fuldbyrde en afgørelse efter den foreslåede § 139, stk. 2.

Bestemmelsen indebærer, jf. den foreslåede § 139, stk. 5, at kommunen, hvis betingelserne er opfyldt, om nødvendigt vil kunne anmode om politiets bistand til at få adgang til hjemmet. Kommunen vil alene kunne anvende adgangen til at påse forholdene i hjemmet og vil herunder også kunne tale med barnet eller den unge. Adgangen til hjemmet vil alene kunne være af kortere varighede.

Det foreslås med stk. 5, at politiet yder bistand til kommunen ved udøvelsen af beføjelser efter stk. 2-4.

Forslaget er en videreførelse af § 64, stk. 5, 1. pkt., i serviceloven, hvoraf det følger at politiet yder bistand til kommunen ved udøvelsen af beføjelser efter servicelovens § 64 stk. 2-4, der med barnets lov foreslås videreført i de foreslåede bestemmelser i § 139, stk. 2-4.

I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 68 som fremsat, vil den foreslåede bestemmelse indebære, at politiet ligesom i dag vil kunne yde bistand til kommunen ved udøvelsen af de beføjelser, der følger af § 139, stk. 2-4.

Forslaget vil bl.a. indebære, at politiet vil kunne yde bistand til kommunen ved gennemførelse af afgørelser om ændret anbringelsessted uden samtykke efter den foreslåede bestemmelse i § 139, når betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. I overensstemmelse med ældende ret vil politiet også kunne yde bistand til kommunen ved udøvelse af beføjelser efter stk. 2-4, når det sker med henblik på at fuldbyrde Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser efter § 12, § 13, stk. 3 og 4, § 14, stk. 2-4 og § 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Der henvises til Folketingstidende 2018-19, tillæg A, L 84 som fremsat, side 112.

I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 68 som fremsat, side 31, vil kommunen i hvert enkelt tilfælde skulle foretage en vurdering af indgrebets proportionalitet, dvs. om politiets bistand ved gennemførslen af afgørelsen er nødvendig af hensyn til barnets eller den unges bedste og står i rimeligt forhold til formålet med afgørelsen.

Eventuel gennemførelse af afgørelser med politiets bistand vil skulle ske så skånsomt, som omstændighederne tillader, og med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste, jf. den foreslåede bestemmelse i § 139, stk. 6. Heraf følger bl.a., at kommunen vil kunne anmode om, at politiet ikke optræder i uniform eller anvender udrykningskørertøjer. Da gennemførelse af f.eks. en afgørelse om anbringelse uden samtykke eller om ændret anbringelsessted uden samtykke ofte vil være en voldsom oplevelse for et barn eller en ung, vil det i de fleste tilfælde være hensigtsmæssigt, hvis politiet optræder i civil.

Rammerne for politiets eventuelle magtanvendelse i forbindelse med denne bistand vil fremgå navnlig af politilovens §§ 15 og 16. Heraf følger bl.a., at politiet i forbindelse med sin bistand til kommunerne vil kunne anvende magt, forudsat at magtanvendelse er nødvendig og forsvarlig ved udøvelsen af bistanden. Dette indebærer bl.a., at magt kun må anvendes, hvis mindre indgribende midler ikke findes at være tilstrækkelige, og at eventuel magtudøvelse skal ske så skånsomt som omstændighederne tillader.

Det foreslås med stk. 6, at fuldbyrdelse af afgørelser omfattet af stk. 1 skal ske så skånsomt, som omstændighederne tillader, og med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste. Kommunen skal afsøge mulighederne for at opnå forældremyndighedsindehaverens, barnets eller den unges og eventuelt andre familiemedlemmers eller netværkets frivillige medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse, medmindre hensynet til barnets eller den unges behov i afgørende grad taler imod.

Der er tale om en videreførelse af § 64, stk. 6, i serviceloven, som fastsætter, at fuldbyrdelse af afgørelser omfattet af servicelovens § 64, stk. 1, der med barnets lov foreslås videreført som § 140, stk. 1, vil skulle ske så skånsomt, som omstændighederne tillader og med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste.

Bestemmelsen vil i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 68 som fremsat, side 31-33, indebære, at det vil være tydeligt, at fuldbyrdelse af afgørelser om f.eks. anbringelse uden for hjemmet og ændret anbringelsessted uden samtykke skal varetage barnets eller den unges bedste og skal ske så skånsomt, som omstændighederne tillader. Det vil bl.a. indebære, at afhentningen af barnet eller den unge hos forældrene eller på anbringelsesstedet skal tilrettelægges og gennemføres på en måde, der er så skånsom som muligt over for barnet eller den unge, forældrene, anbringelsesstedet samt eventuelle øvrige børn og unge på anbringelsesstedet og med størst mulig hensyntagen til barnets eller den unges integritet. Der kan f.eks. være behov for, at de genetiske forældre, plejeforældre, bedsteforældre, kontaktpædagoger eller andre, som barnet eller den unge er tryg ved, er til stede ved afhentningen af barnet eller den unge og sammen med børne- og ungerådgiver ledsager barnet eller den unge.

Med den foreslåede bestemmelse vil det endvidere blive fastsat, at kommunen skal afsøge mulighederne for at opnå forældremyndighedsindehaverens, barnets eller den unges og eventuelt andre familiemedlemmers eller netværkets frivillige medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse, medmindre hensynet til barnets eller den unges bedste i afgørende grad taler imod.

Bestemmelsen vil endvidere betyde, at kommunen vil skulle afsøge mulighederne for at opnå forældremyndighedsindehaveren, barnets eller den unges og eventuelt andre familiemedlemmers eller netværkets frivillige medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse, medmindre hensynet til barnets eller den unges bedste taler afgørende imod.

Herved vil skulle forstås, at kommunen både forud for, at afgørelsen træffes, og når afgørelsen herefter skal effektueres, som udgangspunkt vil skulle søge at inddrage barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaver med henblik på så vidt muligt at opnå forståelse for afgørelsen og sikre en skånsom fuldbyrdelse Der vil også efter omstændighederne kunne være behov for inddragelse af andre personer i barnets eller den unges familie eller netværk. Det vil især gælde personer i familien eller netværket, som barnet eller den unge er nært knyttet til, og som opholder sig sammen med barnet eller den unge i hjemmet eller på anbringelsesstedet, herunder f.eks. søskende, en plejefamilie, m.v. Vedrører sagen fuldbyrdelse af afgørelser om ændret anbringelsessted uden samtykke, vil tæt inddragelse af den nuværende plejefamilie/institution ofte kunne bidrage til at understøtte en god og skånsom proces for barnet eller den unge.

Som led i inddragelsen bør kommunen bl.a. søge at forklare baggrunden, formål og indhold af afgørelsen. Kommunen kan også med fordel forklare, hvordan fuldbyrdelsen helt konkret forventes at forløbe.

Der vil efter omstændighederne kunne være behov for, at kommunen ad flere omgang forsøger at opnår barnets eller den unges, forældremyndighedsindehaverens og eventuelle andres frivillig medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse. Hvor vedholdende kommunen vil skulle være vil altid bero på en konkret og individuel vurdering under hensyn til barnets eller den unges bedste, som uddybet nedenfor. Kommunen vil således så vidt muligt skulle søge at undgå, at det bliver nødvendigt at fuldbyrde afgørelser med de beføjelser, som følger af den foreslåede bestemmelse i § 139.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at kommunen i særlige tilfælde vil kunne undlade at afsøge mulighederne for at opnå forældremyndighedsindehaveren, barnets eller den unges og eventuelt andre familiemedlemmers eller netværkets frivillige medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse, hvis hensynet til barnets eller den unges bedste taler afgørende imod. Herved vil skulle forstås, at undladelsen alene vil kunne ske af hensyn til barnets eller den unges bedste, og at der vil skulle være tale om tungtvejende grunde.

Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis der vurderes at være risiko for alvorlig skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, f.eks. på grund af overgreb eller omsorgssvigt, og hvis barnets eller den unges øjeblikkelig behov for støtte betyder, at fuldbyrdelsen ikke vil kunne afvente kommunens forsøg på at opnå de pågældende frivillige medvirken. Det vil også efter omstændighederne kunne være tilfældet, hvis der er grund til at antage, at forældrene eller andre vil søge at hindre at afgørelsen gennemføres, herunder f.eks. ved rejse ud af landet med barnet eller den unge, inden fuldbyrdelsen.

Bestemmelsen vil indebære, at hvis der er behov for at fuldbyrde afgørelsen tvangsmæssigt, herunder med politiets bistand, fordi det trods grundigt forarbejde og tæt inddragelse af barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren og eventuelt andre personer i barnets eller den unges familie og netværk, herunder f.eks. barnets eller den unges plejefamilie, ikke er muligt at opnå deres frivillige medvirken til, at afgørelsen gennemføres, vil kommunen skulle foretage en afvejning af på den ene side hensynet til barnets eller den unges behov for støtte og på den anden hensynet til at beskytte barnet eller den unge mod en fuldbyrdelse, som barnet eller den unge vil kunne opleve som indgribende.

Kommunen vil som led i afvejningen skulle vurdere, om det af hensyn til barnets eller den unges bedste er afgørende, at afgørelsen fuldbyrdes og uden (yderligere) forsinkelse, eller om det af hensyn til barnets eller den unges bedste vil være bedre at arbejde yderligere med barnet eller den unge og forældrene med henblik på at opnå deres forståelse for og samarbejde om afgørelsens effektuering.

Der vil ved afvejningen skulle tages højde for barnets eller den unges alder, modenhed og eventuelle nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne. Er der således f.eks. tale om et barn under skolealderen, vil dette som hovedregel tale imod fuldbyrdelse af en afgørelse med politiets bistand, da barnet pga. sin alder må antages at have vanskeligt ved at forstå og overskue situationen og vil kunne opleve tvangsfuldbyrdelsen som særdeles voldsom. Der vil dog kunne være situationer, hvor det af hensyn til barnets eller den unges behov vil være nødvendigt at gennemtvinge afgørelsen med politiets bistand, også selvom der er tale om et barn under skolealderen, hvis barnet f.eks. skal fjernes fra hjemmet på grund af omsorgssvigt eller overgreb mod barnet begået af forældrene. Det samme vil gælde, hvis der er tale om børn og unge, som på grund af betydeligt nedsat psykisk funktionsevne vil have vanskeligt ved forstå og overskue situationen og vil kunne opleve tvangsfuldbyrdelsen som særdeles indgribende.

Er der tale om et barn eller en ung, som skal flyttes mod sin vilje fra f.eks. en plejefamilie til en børne- og ungehjem for at modtage en meget specialiseret pædagogisk behandling, som barnet eller den unge ikke vil kunne få under sit fortsatte ophold i plejefamilien, bør støtten som hovedregel og altovervejende udgangspunkt alene gennemføres i dialog med barnet eller den unge, forældrene og anbringelsesstedet og uden politiets bistand. Kun i helt særlige tilfælde, hvor barnets eller den unges behov for ændret støtte er meget betydeligt og som udgangspunkt akut, vil der ud fra hensynet til barnets eller den unges bedste kunne være grundlag for fuldbyrdelse af afgørelsen med politiets bistand.

Eventuel gennemførelse af afgørelser med politiets bistand vil skulle ske så skånsomt, som omstændighederne tillader, og med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste. Heraf følger bl.a., at kommunen vil kunne anmode om, at politiet ikke optræder i uniform eller anvender udrykningskørertøjer. Da gennemførelse af f.eks. en afgørelse om anbringelse uden samtykke eller om ændret anbringelsessted uden samtykke ofte vil være en voldsom oplevelse for et barn eller en ung, vil det i de fleste tilfælde være hensigtsmæssigt, hvis politiet optræder i civil. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til det foreslåede § 139, stk. 5.

Den foreslåede bestemmelse vil gælde i tillæg til §§ 2-8 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, herunder bl.a. proportionalitetsprincippet, som fortsat vil finde anvendelse.

Det foreslås med stk. 7, at fuldbyrdelse af en afgørelse omfattet af det foreslåede § 139, stk. 3, hvor politiet yder bistand til kommunen efter stk. 5, skal registreres og indberettes af kommunen til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen udarbejder årligt en rapport over anvendelsen af bestemmelsen.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af servicelovens § 64, stk. 7.

Den foreslåede bestemmelse vil i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 68 som fremsat, side 31-33, betyde, at kommunen løbende skal registrere og indberette eventuelle sager, hvor politiet yder bistand til kommunen ved afhentning af barnet eller den unge uden retskendelse og mod behørig legitimation på et anbringelsessted med henblik på at fuldbyrde en afgørelse om ændret anbringelsessted uden samtykke efter den foreslåede bestemmelse i § 98, stk. 4, eller efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Registreringen vil skulle indeholde kommunens begrundelse for at anmode om politiets bistand. Barnet eller den unge vil skulle gøres bekendt med registreringen, og barnets eller den unges oplevelse af situationen vil skulle indgå i indberetningen til Ankestyrelsen.

Endelig fastsætter den foreslåede bestemmelse, at der i overensstemmelse med gældende ret årligt vil skulle udarbejdes en rapport over anvendelsen af bestemmelsen.

Det vil betyde, at der på baggrund af kommunernes indberetninger til Ankestyrelsen efter bestemmelsens 1. pkt., årligt vil blive udarbejdet en rapport, som oversendes til Folketinget.

Det foreslås med stk. 8, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter det foreslåede § 139, stk. 4, skal registreres og indberettes af kommunen til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen udarbejder årligt en rapport over anvendelsen af bestemmelsen.

Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 64, stk. 8, hvorefter kommunalbestyrelsens afgørelser efter servicelovens § 64, stk. 4, som med barnets lov foreslås videreført som § 139, stk. 4, skal registreres og indberettes af kommunen til Ankestyrelsen.

Bestemmelsen vil i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 68 som fremsat, side 33, indebære, at kommunerne løbende vil skulle registrere og indberette anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i § 139, stk. 4, til Ankestyrelsen, fremfor at Ankestyrelsen vil skulle indhente disse oplysninger ved en undersøgelse, hvor samtlige kommuner vil skulle kontaktes.

Bestemmelsen vil sikre, at kommunerne vil kunne gennemføre registrering og indberetning samtidig med gennemførelsen af den konkrete børnefaglige undersøgelse. Dette vil betyde, at kommunen ikke efterfølgende vil skulle fremsøge og gennemgå relevante sager, for at kunne oplyse over for Ankestyrelsen i hvilket omfang kommunen har anvendt § 139, stk. 4, i den pågældende periode.

Med det foreslåede i 2. pkt. vil Ankestyrelsen årligt skulle udarbejde en rapport over anvendelsen af bestemmelsen. i § 139, stk. 4.

Det foreslås endvidere med stk. 9, at social- og boligministeren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om politiets bistand til kommunen.

Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 64, stk. 5, 2. pkt.

Forslaget indebærer i overensstemmelse med gældende ret, at social- og boligministeren vil blive givet bemyndigelse til efter forhandling med justitsministeren at kunne fastsætte nærmere regler om politiets bistand til kommunen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.18.2, 3.18.3 og 8.