LBK nr 282 af 17/03/2025
Social- og Boligministeriet
Bekendtgørelse af barnets lov § 130
Kommunalbestyrelsen skal, senest 7 dage efter den har modtaget dokumentation fra politiet om, at en ung under 18 år er mistænkt for at have begået alvorlig kriminalitet, indkalde den unge, forældremyndighedsindehaveren, eventuelle relevante personer fra netværket og relevante fagpersoner til et netværkssamråd med henblik på drøftelse af behovet for iværksættelse af indsatser for den unge.
Stk. 2. Modtager kommunalbestyrelsen inden for 1 år efter netværkssamrådets afholdelse, jf. stk. 1, dokumentation fra politiet om mistanke mod den unge under 18 år for gentagen, alvorlig kriminalitet, skal kommunalbestyrelsen uden fornyet indkaldelse til netværkssamråd vurdere, om der er behov for at iværksætte eller ændre indsatsen for den unge.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse for børn og unge, der er omfattet af lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Hvis Ungdomskriminalitetsnævnet afviser sagen, jf. § 42, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal kommunalbestyrelsen dog senest 7 dage efter modtagelse af sagen fra Ungdomskriminalitetsnævnet indkalde til netværkssamråd efter stk. 1.
Forarbejder til Bekendtgørelse af barnets lov § 130
RetsinformationDet fremgår af § 57 c, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen, senest 7 dage efter den har modtaget dokumentation fra politiet om, at en ung under 18 år er mistænkt for at have begået alvorlig kriminalitet, skal indkalde den unge, forældremyndighedsindehaveren, eventuelt relevante personer fra netværket og relevante fagpersoner til et netværkssamråd med henblik på drøftelse af behov for iværksættelse af foranstaltninger.
Det fremgår videre af § 57 c, stk. 2, i serviceloven, at modtager kommunalbestyrelsen inden for et år efter netværkssamrådets afholdelse, jf. § 57 c, stk. 1, dokumentation fra politiet om mistanke mod den unge under 18 år for gentagen, alvorlig kriminalitet, skal kommunalbestyrelsen uden fornyet indkaldelse til netværkssamråd vurdere, om der er behov for at iværksætte eller ændre foranstaltninger.
Det fremgår af § 57 c, stk. 3, i serviceloven, at bestemmelsens stk. 1 og 2 ikke finder anvendelse for børn og unge, der er omfattet af lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, jf. dog bestemmelsens stk. 4.
Det fremgår således af § 57 c, stk. 4, i serviceloven, at bestemmelsens stk. 1 og 2 finder anvendelse i sager, som afvises af Ungdomskriminalitetsnævnet, jf. § 42, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Kommunalbestyrelsen skal senest syv dage efter modtagelse af sagen fra Ungdomskriminalitetsnævnet indkalde til netværkssamråd efter § 57 c, stk. 1, i serviceloven.
Ved indførelsen af lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet medførte det, at ansvaret for at behandle sager om børn og unge omfattet af Ungdomskriminalitetsnævnets kompetence blev løftet væk fra kommunerne og over i Ungdomskriminalitetsnævnet.
Det fremgår af § 42, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, at Ungdomskriminalitetsnævnet afviser en sag, hvis nævnet finder, at barnet eller den unge ikke opfylder betingelserne i lovens § 2, stk. 2. Nævnet afviser endvidere en sag, hvis den unge fylder 18 år senest en måned efter sagens behandling i nævnet.
Det fremgår af § 2, stk. 2, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, at loven tillige finder anvendelse for børn og unge i alderen 10 til 14 år, som har opholdstilladelse eller i øvrigt fast, lovligt ophold i Danmark, og som er mistænkt for personfarlig kriminalitet eller mistænkt for anden alvorlig kriminalitet ved overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1334 af 9. december 2019, lov om våben og eksplosivstoffer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1736 af 26. august 2021 (våbenloven) eller lov om knive og blankvåben m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 376 af 27. april 2016 (knivloven), og som samtidig vurderes at være i særlig risiko for at begå yderligere kriminalitet.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen, senest syv dage efter den har modtaget dokumentation fra politiet om, at en ung under 18 år er mistænkt for at have begået alvorlig kriminalitet, skal indkalde den unge, forældremyndighedsindehaver, eventuelt relevante personer fra netværket og relevante fagpersoner til et netværkssamråd med henblik på drøftelse af behov for iværksættelse af indsatser for den unge.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 57 c, stk. 1, i serviceloven, dog med den ændring at foranstaltninger erstattes af indsatser.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil skulle indkalde en ung under 18 år, forældremyndighedsindehaver, eventuelt relevante personer fra netværket og relevante fagpersoner til et netværkssamråd, senest syv dage efter, at kommunalbestyrelsen har modtaget dokumentation fra politiet om, at den unge under 18 år er mistænkt for at have begået alvorlig kriminalitet.
Formålet med netværkssamrådet vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 57 c, stk. 1, i serviceloven være at sikre, at der i disse tilfælde iværksættes en planlagt og kontrolleret indsats, med henblik på at forpligte den unge, forældremyndighedsindehaver, netværket og andre relevante fagpersoner på en indsats, der skal hjælpe den unge ud af kriminalitet, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 169 som fremsat, side 12.
Hermed vil forældremyndighedsindehavers og de relevante fagpersoners ansvar for den unge blive fastholdt, samtidig med at den unge stilles til ansvar for sine handlinger. Der vil i overensstemmelse med forarbejderne ikke være tale om juridisk forpligtende aftaler, men om aftaler, hvor alle involverede parter gensidigt beslutter at ville støtte den unge.
Fristen på syv dage vil have til formål at signalere over for den unge og familien, at der vil blive reageret hurtigt på kriminaliteten. Mødet vil skulle blive afholdt snarest herefter med henblik på at sikre, at der hurtigst muligt skabes grundlag for at iværksætte en indsats over for den unge. Dette er i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 169 som fremsat, side 12.
Begrebet alvorlig kriminalitet vil i overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 57 c, stk. 1, omfatte eksempelvis vold, voldtægt, røveri, grovere former for hærværk og tyveri samt forsøg på sådanne forbrydelser.
Unge, der er idømt ungdomssanktion, som følge af at de har begået grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, vil allerede være inde i et fast struktureret forløb, og de vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 57 c, stk. 1, i serviceloven på den baggrund ikke være en del af målgruppen for netværkssamråd, da netværkssamråd vil være for unge, der blot er mistænkt for at have begået alvorlig kriminalitet.
Dokumentation fra politiet vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 57 c, stk. 1, i serviceloven kunne være politiets underretninger til kommunen om børn og unges kriminalitet via ungelister. Ungelisterne omfatter unge, som politiet er bekymret for af forskellige årsager, men det vil i denne sammenhæng alene være de unge, som politiet mistænker for at have begået alvorlig kriminalitet, der er omfattet. Dokumentationen fra politiet vil være et udgangspunkt for aktivt at inddrage den unge og forældrene i sagen ved at indkalde dem til et netværkssamråd, da underretningen i sig selv udgør et grundlag for bekymring for den unges udvikling og behov for særlig støtte. Dette er i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 169 som fremsat, side 12.
Med fagpersoner henvises i overensstemmelse med forarbejderne til de relevante fagpersoner, som i kraft af deres stilling og deres kendskab til den unge vil kunne bidrage til at bakke op om og kvalificere indsatsen. Det vil bl.a. være afgørende, at der indkaldes en repræsentant fra den unges skole eller uddannelsessted, da den unges skolegang vil være et væsentligt element i den unges vej ud af kriminalitet. Herudover vil der kunne indkaldes andre personer, hvis det vurderes formålstjeneligt.
Selve afholdelsen af netværkssamrådet vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 57 c, stk. 1, ikke forudsætte indhentelse af samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, og der kan ikke klages herover, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 169 som fremsat, side 12. I praksis vil det dog være centralt, at den unge og familien frivilligt deltager i netværkssamrådet, fordi de oplever det som en god idé. Et tæt samarbejde vil skulle sikre, at netværkssamrådet fører til tiltag, som den unge og familien støtter op om og ser som hjælpsomme i forhold til at få den unge på rette spor.
Der vil således ikke være direkte reaktionsmuligheder i det sociale system, hvis den unge og familien udebliver fra netværkssamrådet. I sådanne situationer vil kommunen i stedet skulle vurdere, om der er behov for yderligere indsatser efter barnets lov.
Det foreslås med stk. 2, at hvis kommunalbestyrelsen inden for et år efter netværkssamrådets afholdelse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 130, stk. 1, modtager dokumentation fra politiet om mistanke mod den unge under 18 år for gentagen, alvorlig kriminalitet, skal kommunalbestyrelsen uden fornyet indkaldelse til netværkssamråd vurdere, om der er behov for at iværksætte eller ændre indsatsen for den unge.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 57 c, stk. 2, i serviceloven, dog med den ændring, at foranstaltninger erstattes med indsatser.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 57 c, stk. 2, vil kommunalbestyrelsen kun skulle afholde netværkssamråd med den unge én gang inden for en kortere periode, uanset om den unge skulle have begået gentagen alvorlig kriminalitet, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 169 som fremsat, side 13.
Hvis den unge igen begår kriminalitet inden for en kortere periode, vil kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med forarbejderne i stedet være forpligtet til at vurdere, om der er behov for at iværksætte eller ændre indsatsen, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 8 som fremsat, side 9.
Såfremt det første netværkssamråd medfører, at kommunalbestyrelsen iværksætter indsatser efter de foreslåede bestemmelser i §§ 32 og 46, vil kommunalbestyrelsen være forpligtet til at tage stilling til, om der skal udarbejdes en barnets plan eller en ungeplan, jf. de foreslåede §§ 91 og 108. Hvis kommunalbestyrelsen inden for et år modtager dokumentation fra politiet om mistanke mod den unge under 18 år for gentagen, alvorlig kriminalitet, vil kommunalbestyrelsen i dette tilfælde skulle vurdere, om der er behov for at iværksætte andre eller nye indsatser efter de foreslåede § 32 og § 46, og herved vil kommunalbestyrelsen også skulle beslutte at revidere den plan, der allerede er udarbejdet, jf. den foreslåede § 95, stk. 4, 2. pkt.
Hvis det første netværkssamråd ikke medfører, at kommunalbestyrelsen iværksætter indsatser efter de foreslåede §§ 32 og 46, vil kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 57 c, stk. 2, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 8 som fremsat, side 9, ikke være forpligtet til at tage stilling til, om der skal udarbejdes en barnets plan eller en ungeplan, jf. de foreslåede §§ 91 og 108, eller en helhedsorienteret plan efter den foreslåede § 110,
Det foreslås med stk. 3, at de foreslåede bestemmelser i § 130, stk. 1 og 2, ikke finder anvendelse for børn og unge, der er omfattet af lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Hvis Ungdomskriminalitetsnævnet afviser sagen, jf. § 42, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal kommunalbestyrelsen dog senest 7 dage efter modtagelse af sagen fra Ungdomskriminalitetsnævnet indkalde til netværkssamråd efter stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse med sproglige ændringer af § 57 c, stk. 3 og 4, i serviceloven, idet det foreslås at samle stk. 3 og 4 i et stykke og slette stk. 4, 1. pkt.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 57 c, stk. 3, vil målgruppen for netværkssamråd i vidt omfang være den samme gruppe, som vil være omfattet af Ungdomskriminalitetsnævnets kompetence efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, jf. Folketingstidende 2018-19, tillæg A, L 85 som fremsat, side 59.
Det foreslås dermed, at de foreslåede § 130, stk. 1 og 2, ikke vil skulle finde anvendelse for børn og unge, der er omfattet af Ungdomskriminalitetsnævnets kompetence.
Dette vil i overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 57 c, stk. 3, indebære, at der ikke vil skulle afholdes netværkssamråd for børn og unge omfattet af Ungdomskriminalitetsnævnets kompetence.
Ungdomskriminalitetsnævnets behandling af sagen vil træde i stedet for afholdelsen af et netværkssamråd og kommunalbestyrelsens vurdering af, om der skal iværksættes eller ændres indsatser, som skal modvirke yderligere kriminalitet.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 57 c, stk. 4, 1. pkt., vil udgangspunktet i den foreslåede § 130, stk. 3, blive fraveget i de situationer, hvor Ungdomskriminalitetsnævnet afviser en sag efter § 42, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, jf. Folketingstidende 2018-19, tillæg A, L 85 som fremsat, side 60. Ungdomskriminalitetsnævnet vil bl.a. afvise en henvist sag, hvis barnet eller den unge ikke opfylder betingelserne for nævnets behandling af sagen, herunder f.eks. ikke opfylder kravene til alder eller kriminel adfærd efter § 2 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 57 c, stk. 4, 2. pkt., vil kommunalbestyrelsen senest syv dage efter, at kommunalbestyrelsen har modtaget sagen fra Ungdomskriminalitetsnævnet, skulle indkalde den unge, den unges forældremyndighedsindehaveren, eventuelt relevante personer fra netværket og relevante fagpersoner til et netværkssamråd, jf. Folketingstidende 2018-19, tillæg A, L 85 som fremsat, side 60.
Fristen på syv dage vil i overensstemmelse med forarbejderne have til formål at signalere over for barnet eller den unge, at der reageres hurtigt på mistanke om alvorlig kriminalitet. Netværkssamrådet vil skulle afholdes snarest efter indkaldelsen, så der hurtigst muligt skabes grundlag for at iværksætte en indsats for barnet eller den unge.
Formålet med § 130 er, at det også efter barnets lov fastsættes nærmere regler om netværkssamråd, herunder hvornår der senest skal indkaldes til et netværkssamråd, hvordan kommunalbestyrelsen skal forholde sig, hvis kommunalbestyrelsen inden for et år efter afholdelsen af netværkssamrådet, modtager dokumentation fra politiet om mistanke om ny kriminalitet, og hvorvidt Ungdomskriminalitetsnævnet har kompetence i stedet for kommunalbestyrelsen. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.17.1-3.17.3.