LBK nr 282 af 17/03/2025
Social- og Boligministeriet
Bekendtgørelse af barnets lov § 127
Kommunalbestyrelsen skal tilknytte en koordinator til unge, der er idømt en sanktion efter straffelovens § 74 a.
Stk. 2. Koordinatoren skal være tilknyttet gennem hele forløbet og være den unges rådgiver, sikre sammenhængen i sanktionens faser og afholde møder med den unge, forældrene og andre relevante parter med henblik på at fastholde de målsætninger, der er fastlagt i barnets plan, jf. § 91, ungeplanen, jf. § 108, eller den helhedsorienterede plan, jf. § 110.
Forarbejder til Bekendtgørelse af barnets lov § 127
RetsinformationDet fremgår af § 54 a i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal tilknytte en koordinator til unge, der er idømt en sanktion efter straffelovens § 74 a. Koordinatoren skal være tilknyttet gennem hele forløbet og være den unges rådgiver, sikre sammenhængen i ungdomssanktionens faser og afholde møder med den unge, forældrene og andre relevante parter med henblik på at fastholde de målsætninger, der er fastlagt i handleplanen, jf. § 140.
Det fremgår af § 74 a, stk. 1, i straffeloven, at hvis en person, der på gerningstidspunktet ikke var fyldt 18 år, har begået grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, kan retten bestemme, at den pågældende skal undergive sig en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling af to års varighed, hvis det må anses for formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser (ungdomssanktion).
En ungdomssanktion består typisk af tre faser, herunder et indledende ophold i en sikret afdeling (første fase), et ophold i en døgninstitution eller et egnet opholdssted (anden fase), og en periode i ambulant regi med tilsyn af de sociale myndigheder (tredje fase).
Det fremgår af § 140, stk. 2, 3. pkt., i serviceloven, at handleplanen, der skal udarbejdes efter § 140, stk. 1, i serviceloven, i forhold til de problemer, der er afdækket i den børnefaglige undersøgelse efter servicelovens § 50, skal indeholde konkrete mål i forhold til barnets eller den unges trivsel og udvikling i overensstemmelse med det overordnede formål med støtten, jf. servicelovens § 46.
Herudover skal handleplanen efter § 140, stk. 2, 4. pkt., for unge, der er fyldt 16 år, opstille konkrete mål for den unges overgang til voksenlivet, herunder i forhold til beskæftigelse og uddannelse.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tilknytte en koordinator til unge, der er idømt en sanktion efter straffelovens § 74 a.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af § 54 a, 1. pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 54 a, vil den unge skulle have tilknyttet en koordinator i perioden for hele ungdomssanktionen, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 6569-6970.
Det overordnede formål med bestemmelsen vil være at styrke indholdet af ungdomssanktionen, således at unge, der er undergivet en ungdomssanktion, kommer ud af kriminalitet og efterfølgende kan vende tilbage til et normalt liv. Dette er i overensstemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne til servicelovens § 54 a, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 6566.
Formålet med at tilknytte en koordinator vil være at sikre sammenhæng i de tre faser, og at den unge har én gennemgående voksen i hele perioden. Dette betyder samtidig, at der er en voksen, som kender den unge og kan støtte den unge i den tredje fase, hvor den unge skal lære at klare sig selv.
Koordinatoren vil så vidt muligt skulle være en, den unge kender i forvejen, og kan f.eks. være en ansat fra et af de anbringelsessteder, hvor den unge er anbragt, en ansat fra f.eks. skole eller fritidsaktiviteter, eller en person som kommunen udpeger. Ved valg af koordinator bør der lægges vægt på, at vedkommende har mulighed for at følge den unge gennem hele ungdomssanktionen. Dette er i overensstemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne til § 54 a, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 6566.
Det foreslås med stk. 2, at koordinatoren skal være tilknyttet gennem hele forløbet og være den unges rådgiver, sikre sammenhængen i sanktionens faser og afholde møder med den unge, forældrene og andre relevante parter med henblik på at fastholde de målsætninger, der er fastlagt i barnets plan, jf. § 91, ungeplanen, jf. § 108, eller den helhedsorienterede plan, jf. § 110.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 54 a, 2. pkt., i serviceloven, dog med den ændring, at barnets plan og ungeplanen træder i stedet for handleplanen. Det præciseres samtidigt, at målsætningerne ligeledes kan være fastlagt i den helhedsorienterede plan.
At den unge vil skulle have tilknyttet en koordinator gennem hele forløbet vil i overensstemmelse med forarbejderne til den gældende bestemmelse i § 54 a, 2. pkt., i serviceloven betyde, at der vil skulle være en koordinator udpeget, når kommunen indstiller en ung til en ungdomssanktion, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 6569-6970. Koordinatoren vil i overensstemmelse med forarbejderne både skulle fungere som kontaktperson/personlig rådgiver for den unge, koordinere indsatsen i de tre faser i sanktionen og sikre, at den unge, forældrene og andre relevante parter inddrages i udformningen af og ansvarliggøres i forhold til de målsætninger, der vil blive opstillet i barnets plan, ungeplanen eller den helhedsorienterede plan.
For at sikre sammenhængen mellem de tre faser i sanktionen vil det være afgørende, at den unge har én gennemgående voksen i hele perioden. Dette vil samtidig betyde, at der vil være en voksen, som kender den unge og kan støtte den unge i den tredje fase, hvor den unge skal lære at klare sig selv.
Inddragelsen af den unge, forældrene, børne- og ungerådgiver og andre relevante parter vil skulle ske gennem afholdelse af gennemsnitligt fem netværksmøder i løbet af de to år, som sanktionen skal vare. Afholdelse af netværksmøder vil specielt være relevant i starten af sanktionen og i forbindelse med overgangen mellem faserne, hvor repræsentanter fra anbringelsesstederne vil få muligheder for at samle op på, hvor langt man er nået i forhold til målsætninger for indsatsen i barnets plan, ungeplanen eller den helhedsorienterede plan og videregive relevante oplysninger fra den ene fase til den næste fase. Netværksmøderne vil kunne bruges til at følge op på og give input i forhold til barnets plan, ungeplanen eller den helhedsorienterede plan.
Det forudsættes, at den unge under opholdet på anbringelsesstedet i første og anden fase vil blive støttet af personalet på anbringelsesstedet, hvorfor behovet for, at koordinatoren fungerer som kontaktperson i disse faser, vil være mindre end i den tredje fase, hvor den unge ikke længere er anbragt.
Selvom den unge vil få tilknyttet en koordinator, som vil skulle fastholde sammenhængen i de tre faser i sanktionen, vil det fortsat være kommunalbestyrelsen, som vil have ansvaret for at sikre sammenhængen mellem de tre faser samt ansvaret for at træffe afgørelser i henhold til afviklingen af ungdomssanktionen og evt. yde støtte via barnets lov. Der bør derfor være en tæt kontakt og samarbejde mellem den unges børne- og ungerådgiver og koordinator.
Formålet med § 127 er således, at der også efter barnets lov fastsættes nærmere regler om, at der skal tilknyttes en koordinator til en ung, der er idømt en sanktion efter straffelovens § 74 a. Det skal også fastsættes, hvor længe koordinatoren skal være tilknyttet og hvad dennes opgaver er. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i forhold til gældende ret, men dog foreslås bestemmelsen ændret således, at barnets plan og ungeplanen træder i stedet for handleplanen, og ligeledes præciseres det, at den unge kan have udarbejdet en helhedsorienteret plan. Der henvises i denne forbindelse til bemærkningerne til lovforslagets §§ 91-92. Endvidere foreslås opdeling i flere stykker med henblik på at øge læsbarheden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.17.1-3.17.3.