Bekendtgørelse af barnets lov § 102

Det fremgår af § 68, stk. 3, i serviceloven, at i tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaver anmoder om at få hjemgivet et barn eller en ung, der er anbragt med samtykke efter servicelovens § 52, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen tage stilling til spørgsmålet om hjemgivelse, senest 7 dage fra anmodningen fremsættes. Det samme gælder, såfremt en ung over 15 år, der er anbragt med samtykke efter § 52, stk. 1, anmoder om at blive hjemgivet.

Det fremgår af § 68, stk. 6, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen ikke har pligt til at behandle en anmodning om hjemgivelse i den periode, hvor en sag er under behandling i Ankestyrelsen eller ved retten.

Det fremgår af § 68, stk. 7, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen kan afvise at behandle en anmodning fra forældremyndighedsindehaveren om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter: 1) § 58, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge, eller 2) § 68 a, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos anbringelsesstedet, barnet eller den unge.

Det fremgår af § 68, stk. 8, i serviceloven, at når kommunalbestyrelsen behandler en anmodning fra forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år, om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter §§ 58 eller 68 a, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om hjemgivelse og hjemgivelsesperiodens længde, jf. § 68, stk. 2, hvis der er grundlag herfor. Hvis kommunalbestyrelsen ikke finder, at der er grundlag for at hjemgive barnet eller den unge, forelægges sagen til afgørelse i børn og unge-udvalget, jf. §§ 58 eller 68 a.

Det fremgår af § 68, stk. 9, i serviceloven, at i alle tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter §§ 58 eller 68 a, skal kommunalbestyrelsen umiddelbart orientere børn og unge-udvalget herom.

Det foreslås med stk. 1, at i tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaver anmoder om at få hjemgivet et barn eller en ung, der er anbragt med samtykke efter § 46, skal kommunalbestyrelsen tage stilling til spørgsmålet om hjemgivelse, senest syv dage fra anmodningen fremsættes. Det samme gælder, såfremt en ung som er fyldt 15 år, der er anbragt med samtykke efter § 46, anmoder om at blive hjemgivet.

Forslaget viderefører § 68, stk. 3, i serviceloven med de nødvendige konsekvensændringer som følge af, at en afgørelse om anbringelse med samtykke fremover vil blive truffet efter § 46, i barnets lov.

I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 3367, vil forslaget indebære, at kommunalbestyrelsens afgørelse om hjemgivelse og fastsættelse af hjemgivelsesperiode vil skulle træffes inden syv dage i de tilfælde, hvor forældre til et barn eller en ung, der er anbragt med samtykke fra forældremyndighedsindehaver, henvender sig med ønske om at få hjemgivet barnet eller den unge, eller hvor en ung på 15 år eller derover anmoder om at blive hjemgivet fra en anbringelse med samtykke. Begrundelsen for forslaget er, at af hensyn til både børn, unge og forældre, der ønsker en hjemgivelse, er det vigtigt, at tidsperspektivet for hjemgivelsen hurtig fastlægges, således at både børn, unge og forældre får tryghed i at vide, hvornår deres livssituation forandres.

Det følger af reglerne om anbringelse, jf. det foreslåede § 46, at en anbringelse med samtykke kan ophøre enten på baggrund af, at kommunen træffer afgørelse om hjemgivelse eller på baggrund af, at forældremyndighedsindehaver eller den unge, der fyldt 15 år, tilbagekalder samtykket.

Ved frivillige anbringelser vil samtykket fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, til enhver tid kunne tilbagekaldes. Ved tilbagekaldelse af samtykket vil betingelserne for den frivillige anbringelse ikke længere være opfyldt. Kommunen vil herefter skulle træffe afgørelse om hjemgivelse samt om, hvor lang hjemgivelsesperioden skal være, jf. det foreslåede § 100. Hvis kommunalbestyrelsen finder, at der ikke er grundlag for at hjemgive barnet eller den unge, vil sagen skulle forelægges for børne- og ungeudvalget, jf. den foreslåede bestemmelse i § 102, stk. 4.

Der kan være tilfælde, hvor der er uenighed mellem forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, om tilbagekaldelse af samtykket til en anbringelse.

Hvis forældremyndighedsindehaver ønsker at få den unge hjemgivet, mens den unge modsætter sig hjemgivelsen og opretholder sit samtykke til anbringelsen, bør kommunalbestyrelsen overveje, om der er grundlag for at indstille til børne- og ungeudvalget, at der træffes afgørelse om at anbringe den unge uden forældremyndighedsindehavers samtykke efter bestemmelsen i lovforslagets § 47, stk. 1 eller 3. Kommunalbestyrelsen bør afdække, hvad der er baggrunden for, at den unge modsætter sig hjemgivelsen, således at der vil kunne sættes ind over for de bekymringer, som den unge måtte have. Det vil f.eks. kunne ske ved at gennemføre en samtale med den unge. Kommunalbestyrelsen bør i denne sammenhæng være opmærksom på, at den unges ønsker bør tillægges passende vægt i overensstemmelse med den unges modenhed og eventuelle nedsat psykisk funktionsevne.

I alle tilfælde, hvor det er forældremyndighedsindehaver, der anmoder om hjemgivelse, vil kommunen skulle være opmærksom på at inddrage barnets eller den unges holdning i vurderingen af, om en hjemgivelse er i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste. Kommunen bør i den forbindelse være opmærksom på, at barnets eller den unges alder, modenhed eller en eventuel psykisk funktionsevne kan have betydning for barnets eller den unges evne til at give udtryk for egne ønsker.

Er det den unge, der anmoder om at blive hjemgivet, mens forældremyndighedsindehaver modsætter sig hjemgivelsen, f.eks. fordi der er tale om en behandlingskrævende ung, som forældrene ikke selv kan håndtere, må kommunen være opmærksom på, at en forsvarlig hjemgivelse vil forudsætte, at hjemmet er indstillet på at modtage den unge. I en sådan situation bør kommunen overveje, om der er grundlag for at indstille til børne- og ungeudvalget, at der træffes afgørelse om at anbringe den unge uden samtykke fra den unge selv efter bestemmelsen i lovforslagets § 47, stk. 1.

Klager over afgørelser om hjemgivelse og hjemgivelsesperiode har som udgangspunkt opsættende virkning, jf. § 2, nr. 19, i det samtidigt fremsatte følgelovforslag.

Det foreslås med stk. 2, kommunalbestyrelsen ikke har pligt til at behandle en anmodning om hjemgivelse i den periode, hvor en sag er under behandling i Ankestyrelsen eller ved retten.

Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 68, stk. 6. I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 68 som fremsat, side 35, vil forslaget indebære, at kommunalbestyrelsen ikke vil have pligt til at behandle en anmodning om hjemgivelse i den periode, hvor en sag er under behandling i Ankestyrelsen eller ved retten.

Ved anmodning om hjemgivelse vil her skulle forstås en anmodning fra forældremyndighedsindehaver eller den unge, der er fyldt 15 år, om at barnet eller den unge, der er anbragt uden for hjemmet, hjemgives til forældremyndighedsindehaver, dvs. at barnet eller den unge efter en nærmere fastsat overgangsperiode (hjemgivelsesperioden) overdrages til forældremyndighedsindehaver, og anbringelsen ophører.

Bestemmelsen vil i overensstemmelse med gældende ret indebære, at kommunalbestyrelsen vil kunne afvise at behandle en anmodning om hjemgivelse, mens sagen er under behandling i Ankestyrelsen eller ved retten.

Bestemmelsen vil gælde i alle sager om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet. Bestemmelsen vil således også gælde i sager om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke efter lovforslagets § 47 eller videreført anbringelse efter lovforslagets § 67 herunder uanset om en anmodning om hjemgivelse fremsættes af forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år, og uanset om betingelserne efter det foreslåede § 102, stk. 3 for at afvise forældremyndighedsindehaver anmodning er opfyldt eller ej.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, på ethvert tidspunkt vil kunne fremsætte begæring om hjemgivelse. Forældremyndighedsindehaver og den unge behøver således ikke at afvente, at børne- og ungeudvalget vil skulle behandle sagen på baggrund af den fastsatte genbehandlingsfrist efter den foreslåede § 50.

Udgangspunktet vil således være, at kommunen skal behandle begæringen om hjemgivelse og vurdere, hvorvidt kommunen mener, at der stadig er grundlag for anbringelsen uden samtykke.

Forældremyndighedsindehaver vil kunne anmode om hjemgivelse umiddelbart efter, at der er truffet afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, og uanset, at sagen samtidig behandles i ankesystemet. Dette kan imidlertid være belastende for barnet eller den unge, som ikke får den fornødne ro og stabilitet. Det vil samtidigt være uhensigtsmæssigt, at flere instanser behandler den samme sag på samme tid. Derfor vil kommunen ikke have pligt til at behandle en anmodning om hjemgivelse, når en sag er under behandling i Ankestyrelsen eller ved domstolene, jf. den foreslåede bestemmelse.

I de tilfælde, hvor sagen ikke er under behandling i Ankestyrelsen eller ved domstolene, vil kommunen altid skulle behandle en anmodning om hjemgivelse, jf. dog det foreslåede § 102, stk. 3.

Det foreslås med stk. 3, at kommunalbestyrelsen kan afvise at behandle en anmodning fra forældremyndighedsindehaver om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter følgende bestemmelser: 1) § 47, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge, eller 2) § 67 hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos anbringelsesstedet, barnet eller den unge.

Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 68, stk. 7, med de nødvendige konsekvensændringer som følge af, at afgørelser om henholdsvis anbringelse uden samtykke og videreført anbringelse, jf. servicelovens §§ 58 og 68 a, fremadrettet vil blive truffet efter §§ 47 og 67 i barnets lov.

Der er ikke herudover tilsigtet ændringer i forhold til gældende retstilstand. Forslaget indebærer således, i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 68 som fremsat, side 36-39, at kommunalbestyrelsen skal kunne afvise at behandle en anmodning fra forældremyndighedsindehaver om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter de bestemmelser, der er nævnt i den foreslåede § 102, stk. 3, nr. 1 eller nr. 2, når de betingelser, der fremgår af nr. 1 eller nr. 2, er opfyldt.

Det foreslås i stk. 3, nr. 1, at en afvisning af behandling om en anmodning om hjemgivelse vil kunne ske, når barnet eller den unge er anbragt efter lovens § 47, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos forældremyndighedsindehaver, barnet eller den unge, eller i situationer omfattet af den foreslåede bestemmelses nr. 2.

Ved anbringelse efter lovens § 47 vil skulle forstås alle tilfælde, hvor et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet efter reglerne i denne bestemmelse. Det vil omfatte sager, hvor afgørelsen om anbringelse er truffet uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år efter lovforslagets § 47, stk. 1, sager hvor børne- og ungeudvalget træffer afgørelse efter lovens § 47, stk. 3, selvom forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, samtykker til en anbringelse efter lovforslagets § 46, jf. lovens § 47, stk. 3, samt sager, hvor den unge erklærer sig enig i anbringelsen, og børne- og ungeudvalget træffer afgørelse efter lovens § 47, stk. 4.

Det følger af nr. 1 i den foreslåede bestemmelse, at kommunen vil kunne afvise at behandle anmodninger fra forældremyndighedsindehaver om hjemgivelse i alle sager om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter lovens § 47, hvis der er ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos forældrene, barnet eller den unge.

Den foreslåede bestemmelse vil således betyde, at det alene vil være, hvis forholdene hos forældremyndighedsindehaver, barnet eller den unge er væsentligt ændrede, at kommunalbestyrelsen vil have pligt til at realitetsbehandle anmodningen fra forældrene.

Væsentligt ændrede forhold på anbringelsesstedet vil ikke medføre, at en anmodning om hjemgivelse i en sag om anbringelse uden for hjemmet efter lovens § 47 vil skulle realitetsbehandles. Det skyldes, at en anbringelse efter § 47 aldrig kan være begrundet i forhold på anbringelsesstedet, og ændrede forhold på anbringelsesstedet vil derfor ikke i sig selv kunne begrunde en hjemgivelse af barnet eller den unge, selvom det i nogen tilfælde vil kunne give anledning til, at barnet eller den unge flyttes til et andet anbringelsessted.

Ved væsentlige ændringer af forældremyndighedsindehavers forhold vil skulle forstås, at forhold omkring forældremyndighedsindehaveren, som afgørelsen om anbringelse uden samtykke var helt eller delvist begrundet i, ikke længere er til stede eller er ændret markant og i positiv retning for barnet eller den unge.

Det vil f.eks. kunne være, hvis forældremyndighedsindehaver, som har haft et misbrug af alkohol, har gennemført en misbrugsbehandling og er ude af misbruget. Det vil f.eks. også kunne være, hvis forældremyndighedsindehavere, som har haft en alvorlig psykisk lidelse, der betød, at de ikke var i stand til at drage omsorg for barnet eller den unge, har modtaget virksom behandling. Andre eksempler på væsentlige ændringer af forholdene vil kunne være en forældremyndighedsindehaver, der har været i et voldeligt forhold, hvor den pågældende og eventuelt barnet eller den unge og/eller andre børn i familien har været udsat for fysisk eller psykisk vold, men hvor den pågældende forældremyndighedsindehaver er ude af forholdet, og der ikke længere er vold i hjemmet. Det vil f.eks. også kunne være en forældremyndighedsindehaver, som ikke tidligere har haft de fornødne kompetencer til at drage omsorg for barnet eller den unge, men som har modtaget og profiteret af relevant hjælp og støtte, så der f.eks. ses en markant og positiv udvikling i samværet med barnet eller den unge. En forældremyndighedsindehavers demonstrerede evne til at varetage omsorgen for andre børn end det pågældende barn og unge kan også efter omstændighederne være en væsentlig ændring af forholdene. Ændringer i, hvem der har del i forældremyndigheden, vil f.eks. også kunne være en væsentlig ændring, da afgørelsen om anbringelse herefter vil være truffet over for en anden personkreds.

Vurderingen af eventuelle væsentlige ændringer af forældremyndighedsindehavers forhold vil skulle ses i tæt sammenhæng med den støtte til forældremyndighedsindehaver under anbringelsen, som kommunen efter den foreslåede §§ 75 og 76, skal træffe afgørelse om, herunder den særskilte plan eller eventuelle helhedsorienteret plan for støtten til forældrene, jf. det foreslåede §§ 77 og 78.

Ved væsentlige ændringer af barnets eller den unges forhold vil skulle forstås, at forhold omkring barnet eller den unge, som anbringelsen uden samtykke var helt eller delvist begrundet i, er ændret betydeligt og i en positiv retning for barnet eller den unge. Det vil f.eks. kunne være, hvis en ung, som har haft et alvorligt misbrug af hash, har gennemført misbrugsbehandling og er kommet ud af misbruget. Det vil f.eks. også kunne være, hvis et barn eller en ung, som før anbringelsen har haft meget udadreagerende eller selvskadende adfærd, gennem en støttende indsats og behandling er blevet markant bedre i stand til håndtere vrede og konflikt eller er ophørt med alvorlig selvskade.

Vurderingen af eventuelle væsentlige ændringer af barnets eller den unges forhold vil skulle ses i sammenhæng med opfølgningen på barnets eller den unges trivsel og udvikling, jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 95 og 96.

Ovenstående er ikke en udtømmende oplistning af eksempler på væsentlige ændringer af forholdene hos forældremyndighedsindehaveren eller barnet eller den unge.

Af hensyn til barnets eller den unges behov for stabilitet og kontinuitet vil det være af stor betydning, at ændringer af forældremyndighedsindehavers eller barnets eller den unges forhold må antages at have den fornødne varighed og ikke være af forbigående karakter. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis forældremyndighedsindehaveren eller barnet eller den unge i en længere periode har været ude af misbrug. Hvornår det må antages, at ændringer har den fornødne varighed, vil skulle bero på en konkret og individuel vurdering af forholdene i den enkelte sag og under hensyn til barnets eller den unges støttebehov. Ved vurderingen vil bl.a. kunne indgå, hvor alvorlige forhold, der er tale om, og om der tidligere er sket hjemgivelse i sagen på baggrund af tilsvarende ændringer i forældremyndighedsindehavers forhold, som efterfølgende viste sig ikke at være stabile, f.eks. ved tilbagefald til misbrug. Eventuelle relevante udtalelser fra f.eks. en læge eller andre relevante fagpersoner, som forældrene har medsendt, eller som i øvrigt fremgår af sagen, vil skulle indgå i vurderingen.

Adgangen efter det foreslåede stk. 3, nr. 1, til at afvise at behandle anmodninger om hjemgivelse vil alene omfatte anmodninger fra forældre med del i forældremyndigheden. Begrundelsen for dette er, at det alene vil være forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, som vil kunne anmode om hjemgivelse, ligesom det vil være disse parter, der vil kunne samtykke til en anbringelse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 46.

Med det foreslåede stk. 3, nr. 2, vil kommunalbestyrelsen kunne afvise at behandle en anmodning fra forældremyndighedsindehaveren om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter lovens § 67, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene på anbringelsesstedet, barnet eller den unge.

En anbringelse efter lovens § 67 er en videreført anbringelse. Herved vil skulle forstås, at børne- og ungeudvalget skal have truffet afgørelse om, at et barn eller en ung, som har været anbragt uden for hjemmet i mindst tre år efter reglerne i barnets lov eller reglerne i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, fortsat skal være anbragt uden for hjemmet i en videreført anbringelse, hvis barnet eller den unge har opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kortere og længere sigt må antages at være af væsentligt betydning for barnets eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet.

Afgørelse om videreført anbringelse vil forudsætte samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år og vil kunne træffes, selvom betingelserne for anbringelse efter lovens §§ 46 eller 47 eller § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet ikke længere er opfyldt. En videreført anbringelse vil ikke skulle genbehandles efter genbehandlingsfristerne i lovens § 50 Herudover gælder de almindelige regler under en anbringelse.

I lighed med efter den foreslåede bestemmelse i § 102, stk. 3, nr. 1, vil bestemmelsen alene vedrøre anmodninger fra forældremyndighedsindehaver.

Bestemmelsen vil medføre, at kommunalbestyrelsen i lighed med gældende ret vil kunne afvise at behandle anmodninger fra forældremyndighedsindehaveren om hjemgivelse i sager om anbringelse af et barn eller en ung i en videreført anbringelse efter lovforslagets § 67, hvis der er ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos anbringelsesstedet, barnet eller den unge.

I forhold til en videreført anbringelse, jf. § 67, vil væsentlige ændringer for eksempel kunne være, at barnet eller den unge ikke længere føler et tilhørsforhold til anbringelsesstedet, men langsomt har opnået større tilknytning til forældremyndighedsindehaveren. Det vil også kunne være, at der er forhold hos anbringelsesstedet, som er væsentligt ændrede. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis den primære omsorgsperson i plejefamilien dør eller forlader familien på grund af skilsmisse.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at hvis kommunalbestyrelsen modtager en anmodning fra forældremyndighedsindehaveren om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter lovens §§ 47 eller 67, vil kommunalbestyrelsen indledningsvis skulle vurdere, om der er grundlag for at behandle anmodningen eller ej. Dette vil betyde, at kommunen vil skulle vurdere, om der væsentlige ændringer af relevante forhold.

Kommunalbestyrelsen vil skulle sikre, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at kommunalbestyrelsen vil kunne foretage denne vurdering, jf. retssikkerhedslovens § 10. Der vil være tale om en afgrænset sagsoplysning, som alene skal belyse, om der er væsentlige ændringer af relevante forhold. Der vil således ikke skulle ske fuld sagsoplysning med henblik på at vurdere, om der er grundlag for hjemgivelse.

Oplysninger om forældremyndighedsindehaverens forhold må først og fremmest komme fra forældremyndighedsindehaveren selv, f.eks. ved at forældremyndighedsindehaveren fremsender en udtalelse fra egen læge eller lignende, der kan sandsynliggøre, at forældremyndighedsindehaverens forhold er ændret væsentligt. Der vil således ikke påhvile kommunalbestyrelsen en forpligtelse til at iværksætte f.eks. en psykologisk eller anden faglig undersøgelse af forældrene, medmindre forældremyndighedsindehaveren selv er fremkommet med oplysninger, som gør det overvejende sandsynligt, at eksempelvis forældrenes kompetencer til at drage omsorg for barnet eller den unge er væsentligt forbedrede.

Oplysninger om eventuelle væsentlige ændringer af barnets eller den unges forhold må kommunen som altovervejende udgangspunkt antages at være i besiddelse af allerede som led i behandlingen af anbringelsessagen og kommunens løbende opfølgning på barnets trivsel og udvikling og det personrettede tilsyn med barnet eller den unge, jf. lovens §§ 95, 96 og 156. I særlige tilfælde vil der dog kunne være behov for at indhente oplysninger fra andre myndigheder, anbringelsesstedet m.v.

Oplysninger om eventuelle væsentlige ændringer af forholdene hos anbringelsesstedet i sager om videreført anbringelse må kommunen som altovervejende udgangspunkt antages at være i besiddelse af allerede som led i behandlingen af anbringelsessagen, samarbejdet med anbringelsesstedet, oplysninger fra socialtilsynet m.v. I nogle tilfælde vil der dog kunne være behov for at indhente oplysninger fra anbringelsesstedet, andre myndigheder m.v.

Som hovedregel må det antages, at vurderingen af, om forholdene er væsentligt ændrede, vil blive foretaget på grundlag af oplysninger, som forældremyndighedsindehaver selv har fremsendt eller på anden vis må antages at være bekendt med, jf. ovenfor, og der vil derfor ikke være behov for at høre forældremyndighedsindehaveren forinden. I nogle tilfælde vil det dog kunne være nødvendigt at høre parterne, jf. forvaltningslovens § 19.

Kommunen vil efter omstændighederne skulle inddrage barnet eller den unge, inden vurderingen foretages, jf. den foreslåede bestemmelse i § 4. Inddragelse af barnet eller den unge i forbindelse med vurderingen vil kunne undlades, hvis barnets modenhed, eventuelle funktionsnedsættelse eller sagens karakter i afgørende grad taler imod, f.eks. fordi anmodningen om hjemgivelse er åbenlyst ubegrundet, eller fordi barnet eller den unge har afgørende behov for ro og for at blive skærmet. Ved vurderingen af, om inddragelse af barnet eller den unge kan undlades vil det skulle tillægges vægt, at der ikke her er tale om en undersøgelse af grundlaget for hjemgivelse, men alene en indledende afklaring af, om der er grundlag for behandle sagen, hvorfor hensynet til at skåne barnet eller den unge som udgangspunkt må veje tungere end ved en realitetsbehandling af en hjemgivelsessag, hvor barnets eller den unges interesse i at blive inddraget alt andet lige vil være væsentligt større.

Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at relevante forhold ikke er væsentligt ændrede, vil kommunen ikke skulle realitetsbehandle anmodningen. Dette vil indebære, at kommunalbestyrelsen ikke vil skulle oplyse sagen yderligere, herunder iværksætte nye undersøgelser m.v., med henblik på at vurdere, om der er grundlag for at hjemgive barnet eller den unge eller opretholde anbringelsen. Der vil ikke skulle træffes afgørelse om hjemgivelse og hjemgivelsesperiodens længde. Sagen vil heller ikke skulle forelæggelse for børne- og ungeudvalget til fornyet afgørelse efter lovforslagets § 47 eller § 67. Sagen om anbringelse uden samtykke vil således ikke skulle genbehandles, herunder ved børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen eller retten. Kommunen vil i stedet skulle afvise at behandle anmodningen om hjemgivelse.

Forældremyndighedsindehaver vil kunne indbringe kommunens afvisning af at behandle sagen for Ankestyrelsen, jf. lovens § 144 og kapitel 10 i retssikkerhedsloven.

Hvis kommunen finder, at der er sket væsentlige ændringer af forholdene hos forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge, vil kommunalbestyrelsen skulle realitetsbehandle forældremyndighedsindehavers anmodning om hjemgivelse af barnet eller den unge, jf. det foreslåede § 102, stk. 4. Dog vil kommunalbestyrelsen ikke have pligt til at behandle anmodningen, hvis sagen er under behandling ved Ankestyrelsen eller retten, jf. det foreslåede § 102, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre ved, at kommunalbestyrelsen i lighed medgældende ret vil have pligt til at behandle anmodninger fra en ung, der er fyldt 15 år, og som er anbragt efter §§ 46 eller 47, også selvom der er ikke sket væsentlige ændringer af forholdene, hvis sagen i øvrigt ikke under behandling ved Ankestyrelsen eller retten, jf. det foreslåede § 102, stk. 2. Dette er ligeledes i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 68 som fremsat, side 36-39.

Det foreslås med stk. 4, at når kommunalbestyrelsen behandler en anmodning fra forældremyndighedsindehaver eller den unge, der er fyldt 15 år, om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter §§ 47 eller 67, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om hjemgivelse og hjemgivelsesperiodens længde, jf. § 100, stk. 1, hvis der er grundlag herfor. Hvis kommunalbestyrelsen ikke finder, at der er grundlag for at hjemgive barnet eller den unge, forelægges sagen til afgørelse i børne- og ungeudvalget.

Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 68, stk. 8, med de nødvendige konsekvensændringer som følge af, at afgørelser om henholdsvis anbringelse uden samtykke og videreført anbringelse, jf. servicelovens §§ 58 og 68 a, fremadrettet vil blive truffet efter §§ 47 og 67 i barnets lov.

Det foreslås i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 68 som fremsat, side 39-40, at det fastsættes, at når kommunalbestyrelsen behandler en anmodning fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, om hjemgivelse af et barn eller en ung, som er anbragt efter lovens §§ 47 eller 67, vil kommunalbestyrelsen skulle træffe afgørelse om hjemgivelse og om hjemgivelsesperiodens længde jf. det foreslåede § 100, stk. 1, hvis der er grundlag herfor.

Det følger således af det foreslåede § 100, stk. 1, 1. pkt., at et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, først kan hjemgives, når kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om hjemgivelse og hjemgivelsesperiodens længde. Kun i særlige tilfælde vil kommunalbestyrelsen dog kunne beslutte, at der ikke skal være en hjemgivelsesperiode, jf. det foreslåede § 100, stk. 1, 2. pkt.

Det foreslåede stk. 4 fastsætter regler for realitetsbehandling af hjemgivelsesanmodninger fra forældremyndighedsindehaveren og den unge i denne type sager. Bestemmelsen vil således alene gælde i de sager, hvor der skal ske en realitetsbehandling af anmodningen, og ikke for sager, hvor kommunalbestyrelsen efter reglerne i de foreslåede § 102, stk. 2 og 3, afviser at behandle anmodningen, fordi sagen er under behandling ved Ankestyrelsen eller retten, eller fordi forholdene ikke er væsentligt ændrede.

Når kommunalbestyrelsen skal realitetsbehandle anmodninger fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter §§ 47 eller 67, vil kommunalbestyrelsen ligesom i dag skulle oplyse sagen med henblik på at vurdere, om der er grundlag for hjemgivelse. Det vil sige, at kommunalbestyrelsen i det omfang der måtte være behov for det, vil skulle undersøge barnets eller den unges og/eller forældremyndighedsindehavers forhold med henblik på at vurdere, om barnet eller den unge skal hjemgives, og i givet fald, hvordan hjemgivelsen skal forberedes, og hvilken støtte til barnet eller den unge og familien der måtte være behov for ved hjemgivelsen. Dette vil kunne betyde, at den eksisterende børnefaglige undersøgelse vil skulle opdateres eller suppleres i fornødent omfang. Er der tidligere udarbejdet en psykologisk eller anden faglig undersøgelse af forældrene, barnet eller den unge, vil der i nogle tilfælde kunne være behov for at supplere eller opdatere denne.

Kommunalbestyrelsen vil skulle høre parterne, hvis der er grundlag herfor, jf. forvaltningslovens § 19. Derudover vil kommunen efter den foreslåede bestemmelse i § 4, skulle inddrage barnet eller den unge, inden der træffes beslutninger af betydning for barnet eller den unge. Barnets eller den unges synspunkter vil altid skulle tillægges passende vægt i overensstemmelse med barnets eller den unges alder og modenhed.

Hvis kommunalbestyrelsen på baggrund af sin realitetsbehandling af anmodningen om hjemgivelse vurderer, at der er grundlag for at hjemgive barnet eller den unge, vil kommunalbestyrelsen skulle træffe afgørelse om hjemgivelse og hjemgivelsesperiodens længde, jf. det foreslåede § 100, stk. 1. Kommunalbestyrelsen vil samtidig skulle revidere barnets plan eller ungeplanen og angive den videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen, jf. det foreslåede § 100, stk. 5.

Det følger af 2. pkt. i det foreslåede § 102, stk. 4, at hvis kommunalbestyrelsen på baggrund af sin realitetsbehandling af en anmodning om hjemgivelse ikke finder, at der er grundlag for at hjemgive barnet eller den unge, vil sagen skulle forelægges til afgørelse i børne- og ungeudvalget, jf. lovens §§ 47 eller 67. Der henvises til bemærkningerne til de foreslåede bestemmelser i §§ 47 og 67 om anbringelse uden samtykke og videreført anbringelse. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til de foreslåede bestemmelser i §§ 140-142 og 146 om børne- og ungeudvalgets afgørelser samt om klage over tvangsmæssige afgørelser mm.

Det foreslås med stk. 5, at kommunalbestyrelsen umiddelbart skal orientere børne- og ungeudvalget om afgørelser om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter §§ 47 eller 67.

Forslaget er en videreførelse af servicelovens § 68, stk. 9, med de nødvendige konsekvensændringer som følge af, at de konkrete afgørelser om anbringelse uden samtykke og videreført anbringelse, der i dag træffes efter servicelovens §§ 58 og 68 a, fremadrettet vil skulle træffes efter §§ 47 og 67 i barnets lov.

Det foreslås således i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 68 som fremsat, side 40, at i alle tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt efter lovens § 58 eller § 68 a, vil kommunalbestyrelsen umiddelbart skulle orientere børne- og ungeudvalget herom.

Det vil gælde ved alle sådanne afgørelser, uanset om hjemgivelsen er foranlediget af en anmodning fra den unge eller forældremyndighedsindehaver eller sker på kommunens eget initiativ.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at børne- og ungeudvalget får indblik i kommunens praksis i sager om hjemgivelse og dermed får mulighed for at reagere, hvis der opstår tvivl om, hvorvidt kommunens afgørelser om hjemgivelse er i overensstemmelse med loven. Børne- og ungeudvalget vil ikke kunne gribe ind i de enkelte afgørelser, som kommunen træffer, men udvalget eller enkelte medlemmer af udvalget vil kunne underrette Ankestyrelsen. Ankestyrelsen træffer ikke afgørelse om hjemgivelse, men vil have mulighed for at tage sagen op af egen drift og eventuelt pålægge kommunen at opretholde anbringelsen, jf. det foreslåede § 151.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.13.1-3.13.3.