Bekendtgørelse af barnets lov § 100

Det fremgår af § 68, stk. 2, i serviceloven, at et anbragt barn eller en anbragt ung først kan hjemgives, efter at kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om hjemgivelse og om hjemgivelsesperiodens længde, jf. § 68, stk. 4. I særlige tilfælde kan kommunalbestyrelsen beslutte, at der ikke skal være en hjemgivelsesperiode.

Det fremgår af § 68, stk. 4, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte længden af en hjemgivelsesperiode. Hjemgivelsesperioden kan vare op til 6 måneder, og længden fastsættes under hensyn til 1) Muligheden for at sikre en skånsom og planlagt hjemgivelse for barnet eller den unge, 2) forberedelse af eventuel støtte til barnet eller den unge eller forældrene efter hjemgivelsen efter § 52, stk. 3, nr. 1, 3, 5 eller 6, og 3) kommunens mulighed for at foretage en vurdering af, om der er grundlag for at træffe afgørelse efter § 58 eller § 68 a i situationer, hvor forældrene har tilbagekaldt et samtykke til en frivillig anbringelse efter § 52, stk. 3, nr. 7.

Det fremgår af § 68, stk. 5, i serviceloven, at hjemgivelsesperioden er en videreførelse af den eksisterende anbringelse efter § 52, stk. 3, nr. 7.

Det fremgår af § 68, stk. 10, i serviceloven, at forud for hjemgivelse skal kommunalbestyrelsen revidere handleplanen, jf. § 140, eller relevante dele af en helhedsorienteret plan, jf. § 140 a, og angive den videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen. I forbindelse med en sanktion efter straffelovens § 74 a skal revisionen særlig vedrøre, hvordan målene om uddannelse eller beskæftigelse nås.

Det fremgår endvidere af § 69, stk. 5, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen, inden der træffes afgørelse om bl.a. hjemgivelse, skal indhente udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted til belysning af sagen.

Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om hjemgivelse og om hjemgivelsesperiodens længde, jf. § 100, stk. 3, forud for hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet efter §§ 46 og 47. I særlige tilfælde kan kommunalbestyrelsen beslutte, at der ikke skal være en hjemgivelsesperiode. Det foreslås videre, at som led i vurderingen af, om et barn eller ung skal hjemgives, skal indgå, om hjemgivelsen vil være til barnets eller den unges bedste.

Det foreslås således med den foreslåede stk. 1, i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 3366-3367, at et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, ikke vil kunne hjemgives til forældrene, uden kommunalbestyrelsen forinden har truffet en afgørelse herom. Kommunalbestyrelsen vil efter den foreslåede ordning altid skulle træffe afgørelse om, at en hjemgivelse skal ske, samt om en hjemgivelsesperiode.

Bestemmelsen har til formål at understøtte den samlede proces omkring hjemgivelse, hvor det velovervejede og tilrettelagte forløb for barnet eller den unge vil skulle vægtes højere end forældrenes mulighed for at få barnet hjem umiddelbart. I overensstemmelse hermed vil kommunalbestyrelsen efter den foreslåede bestemmelse skulle fastsætte en hjemgivelsesperiode.

Hjemgivelsesperioden vil kunne vare op til seks måneder, jf. den foreslåede § 100, stk. 3. Kun i særlige tilfælde vil kommunalbestyrelsen kunne beslutte, at der ikke skal fastsættes en hjemgivelsesperiode.

Kommunalbestyrelsens afgørelse om fastsættelse af en hjemgivelsesperiode vil kunne påklages til Ankestyrelsen efter de almindelige regler i kapitel 10 i retssikkerhedsloven, jf. den foreslåede § 144.

Kommunalbestyrelsen vil skulle forelægge en anmodning fra forældrene om hjemgivelse af barnet eller den unge til afgørelse i børne- og ungeudvalget, hvis kommunalbestyrelsen ikke kan imødekomme forældrenes ønske om hjemgivelse. Der henvises i den forbindelse til den foreslåede bestemmelse i § 102.

Kommunalbestyrelsen vil alene kunne undlade at fastsætte en hjemgivelsesperiode i særlige tilfælde, jf. ovenfor. Det altovervejende udgangspunkt vil således være, at der vil skulle fastsættes en hjemgivelsesperiode. Særlige tilfælde vil for eksempel kunne være, hvis plejeforældrene flytter eller siger op samtidig med, at barnet eller den unge af andre årsager skal hjemgives. I sådanne tilfælde kan det være bedre for barnet eller den unge at komme hjem med det samme end at blive anbragt hos nye plejeforældre i en kortere hjemgivelsesperiode. Det kan også være, at hjemgivelsen sker lige op til skolestart, hvor det vurderes at være til barnet eller den unges bedste at komme hjem hurtigt og starte i ny skole samtidig med, at de øvrige børn starter i skole. Endelig kan der være tilfælde, hvor et barn eller en ung anbringes kortvarigt, for eksempel på grund af en forælders hospitalsindlæggelse. I sådanne tilfælde vil det ikke være hensigtsmæssigt, at der fastsættes en hjemgivelsesperiode.

Kravet om, at kommunen skal træffe afgørelse om hjemgivelse og herunder evt. fastsætte en hjemgivelsesperiode, vil betyde, at forældrene ikke vil kunne få barnet eller den unge hjem ved at tilbagekalde deres samtykke til anbringelsen til enhver tid, f.eks. ved ophør af samvær med barnet eller den unge. Uanset at barnet eller den unge er anbragt med samtykke fra forældremyndighedsindehaver, vil der ikke kunne ske hjemgivelse, førend kommunen har truffet en afgørelse om hjemgivelse og om hjemgivelsesperiodens længde.

Det foreslås i forhold til den gældende bestemmelse i § 68, stk. 2 i serviceloven tydeliggjort, at der som led i vurderingen af, om et barn eller en ung skal hjemgives, skal indgå, om hjemgivelsen vil være til barnets eller den unges bedste. Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse skulle vurdere, om en hjemgivelse vil sikre god udvikling og trivsel hos barnet eller den unge. Dette vil skulle indgå i den samlede vurdering af sagen, herunder vurderingen af det oprindelige anbringelsesgrundlag og barnets eller den unges og familiens samlede situation. Det følger af det overordnede formål med barnets lov, at alle afgørelser, der træffes, skal være til barnets eller den unges bedste, i overensstemmelse med Børnekonventionen.

Det foreslås med stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal indhente en udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted til belysning af sagen, inden der træffes afgørelse om hjemgivelse.

Den foreslåede bestemmelse, er en videreførelse af servicelovens § 69, stk. 5, for så vidt angår den del af bestemmelsen, der vedrører afgørelser om hjemgivelse.

Forslaget indebærer i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 178 som fremsat, side 53, at kommunalbestyrelsen vil have en pligt til at høre det konkret relevante anbringelsessted i forbindelse med afgørelser vedrørende anbragte børn og unge i forbindelse med afgørelser om hjemgivelse.

Udtalelsen vil skulle omhandle anbringelsesstedets viden om barnets eller den unges behov, herunder særligt oplysninger om barnets eller den unges udvikling og trivsel, relationer, forhold til familien osv.

Forslaget er formuleret som en pligt for kommunalbestyrelsen til forud for afgørelser om hjemgivelse at høre anbringelsesstedet om barnets eller den unges situation og behov. En anmodning efter den foreslåede bestemmelse vil ikke give anbringelsesstedet pligt til at udtale sig.

Der er med forslaget ikke opstillet formkrav for selve høringen. Høringen vil således kunne have karakter af en skriftlig udtalelse, et møde eller udtalelse pr. telefon. Men det følger af offentlighedsloven og almindelig forvaltningsret, at den kommunale forvaltning har notatpligt. Ved akutte sager vil kommunalbestyrelsen kunne undlade at høre anbringelsesstedet, inden afgørelsen træffes. Anbringelsesstedet vil dog efterfølgende skulle høres og udtalelsen vil skulle lægges på sagen.

Der er ikke tale om, at anbringelsesstedet med den foreslåede bestemmelse gives partsstatus.

Formålet med den foreslåede stk. 2 er at sikre, at viden fra anbringelsesstedet indgår som en vigtig del af grundlaget for at træffe afgørelser, der har stor betydning for barnet eller den unge. Kommunalbestyrelsen vil ikke være forpligtet til at følge anbringelsesstedets udtalelse, men den vil skulle indgå i grundlaget for og tillægges passende vægt i afgørelsen.

Det foreslås med stk. 3, at en hjemgivelsesperiode kan vare op til seks måneder, og længden fastsættes under hensyn til: 1) Muligheden for at sikre en skånsom og planlagt hjemgivelse for barnet eller den unge, 2) forberedelse af eventuel støttende indsatser til barnet eller den unge eller forældrene efter hjemgivelsen efter § 32, og 3) kommunens mulighed for at foretage en vurdering af, om der er grundlag for at træffe afgørelse efter §§ 47 eller 67 i situationer, hvor forældrene har tilbagekaldt et samtykke til en frivillig anbringelse efter § 46.

Med den foreslåede bestemmelse fastslås således, at en hjemgivelsesperiode efter den foreslåede § 100, stk. 1, kan vare op til seks måneder, ligesom bestemmelsen oplister de forhold, som kommunalbestyrelsen ved fastsættelse af hjemgivelsesperiodens længde vil skulle tage hensyn til.

I overensstemmelse med forarbejderne til gældende ret, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 3366-3367, har bestemmelsen flere formål:

For det første vil den skulle hindre, at en hjemgivelse sker pludseligt og uden forberedelse, så den er til skade for barnets eller den unges trivsel og udvikling. Det kan for eksempel være, at barnet eller den unge er ved at afslutte et igangværende skole- eller uddannelsesforløb på anbringelsesstedet, at barnet eller den unge har brug for tid til at vænne sig til at skulle hjem gennem hyppigere samvær med forældrene, eller at barnet eller den unge har brug for tid til at tage ordentligt afsked med venner og omsorgspersoner på anbringelsesstedet.

For det andet vil den skulle give kommunalbestyrelsen mulighed for at tilrettelægge hjemgivelsen. Kommunalbestyrelsen vil skulle have mulighed for at forberede støttende indsatser til barnet eller den unge eller forældrene efter hjemgivelsen efter servicelovens § 32. I sager vedrørende børn og unge med nedsat funktionsevne eller kronisk eller langvarig lidelse vil kommunalbestyrelsen også i relevant omfang skulle være opmærksom på, om der kan være behov for at forberede iværksættelse af hjælp og støtte efter det foreslåede kapitel 8. Samtidig kan det være hensigtsmæssigt, at kommunalbestyrelsen i samarbejde med forældrene i bredere forstand sikrer, at der er gode forhold for barnet eller den unge efter hjemgivelsen, for eksempel ved at sikre at barnet eller den unge har et passende fritids-, skole- og/eller dagtilbud straks efter hjemgivelsen

For det tredje vil kommunalbestyrelsen skulle have mulighed for at overveje, om en hjemgivelsesperiode skal benyttes til at vurdere, om sagen skal forelægges kommunens børne- og ungeudvalg med henblik på afgørelse om anbringelse uden samtykke efter den foreslåede bestemmelse i § 47 eller opretholdelse af en anbringelse på grund af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet efter det foreslåede § 67.

Hjemgivelsesperioden vil kunne vare fra få dage til seks måneder afhængigt af behovet. Det vurderes dog, at det kun sjældent vil være relevant at fastsætte en hjemgivelsesperiode af længere varighed, da op til seks måneder er ganske lang tid i et barns perspektiv. Hjemgivelsesperioden må i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet ikke vare længere, end formålet med at fastsætte perioden tilsiger.

I kommunalbestyrelsens vurdering af periodens længde vil barnet eller den unges og eventuelle søskendes anbringelseshistorik skulle indgå. Således vil det også være relevant i forhold til det konkrete barn eller den konkrete unge, om der har været hjemgivelser og efterfølgende genanbringelser af barnets eller den unges søskende. Ligeledes vil der kunne være grundlag for, at forældrenes eventuelle sygdoms- og misbrugshistorik medtages i kommunens vurdering af hjemgivelsesperiodens længde. Oplysninger herom vil eksempelvis kunne være tilvejebragt i forbindelse med undersøgelse af barnets eller den unges behov, jf. den foreslåede bestemmelse i § 20, eller i forbindelse med opfølgningen, jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 95 og 96, og vil skulle tillægges betydning af hensyn til at undgå genanbringelser.

Endelig vil forholdene og behovene for særlige støttetiltag, skoletilbud, fritidstilbud mv. skulle indgå. I hjemgivelsesperioden vil kommunalbestyrelsen kunne lave et udslusningsforløb, der således langsomt giver barnet eller den unge mulighed for at vænne sig til det nye liv.

Det foreslås med stk. 4, at hjemgivelsesperioden er en videreførelse af den eksisterende anbringelse efter §§ 46, 47 eller 67.

Der er tale om en videreførelse af servicelovens § 68, stk. 5, med de nødvendige konsekvensændringer som følge af, at en afgørelse om anbringelse med barnets lov vil skulle træffes efter §§ 46 eller 47.

I overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 336-3367, foreslås det således, at hjemgivelsesperioden skal betragtes som en videreførelse af den eksisterende anbringelse af barnet eller den unge efter den foreslåede §§ 46, 47 og 67. Det fastslås herved, at der med kommunalbestyrelsens afgørelse om en hjemgivelsesperiode ikke vil være tale om iværksættelse af en ny anbringelse. Det vil betyde, at vilkårene for den eksisterende anbringelse opretholdes i hjemgivelsesperioden. De regler, der i øvrigt gælder for barnets eller den unges anbringelse vil samtidig finde tilsvarende anvendelse i hjemgivelsesperioden, herunder krav om opfølgning på barnets eller den unges trivsel, jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 95 og96.

Det foreslås med stk. 5, at forud for hjemgivelse skal kommunalbestyrelsen revidere barnets plan, jf. § 91, ungeplanen, jf. § 108 eller relevante dele af en helhedsorienteret plan, jf. § 110, og angive den videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen. I forbindelse med en sanktion efter straffelovens § 74 a skal revisionen særlig vedrøre, hvordan målene om uddannelse eller beskæftigelse nås.

Forslaget skal ses i sammenhæng med det foreslåede § 91, stk. 3, hvorefter kommunalbestyrelsen i sager om anbringelse uden for hjemmet vil skulle udarbejde en barnets plan, medmindre særlige forhold taler imod. Forslaget skal endvidere ses i sammenhæng med det foreslåede § 108, hvorefter kommunalbestyrelsen for den unge over 16 år, der er anbragt uden for hjemmet, vil skulle udarbejde en ungeplan.

Den foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med gældende retstilstand, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 232 som fremsat, side 35-37, hvorefter kommunalbestyrelsen forud for en hjemgivelse skal revidere handleplanen, der med lovforslaget foreslås erstattet af barnets plan og ungeplanen, eller relevante dele af den helhedsorienterede plan, og angive den videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen. For unge, der er idømt en sanktion efter straffelovens § 74 a, vil revisionen særligt skulle vedrøre, hvordan planens mål om uddannelse og beskæftigelse nås.

Forslaget indebærer, at når et anbragt barn eller en ung skal hjemgives, vil barnets plan, ungeplanen eller relevante dele af den helhedsorienterede plan for støtte skulle revideres, og planen vil skulle angive den videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen. Det vil således gælde uanset, om der er tale om en barnets plan efter lovens § 91, en ungeplan efter § 108, eller om indsatser og støtte er samlet i en helhedsorienteret plan efter lovens § 110.

Såfremt der er dele af forældrenes helhedsorienterede plan, der vedrører indsatser, der er iværksat af hensyn til barnets eller den unges behov for støtte, vil disse ligeledes skulle revideres, inden barnet eller den unge hjemgives. Hvis den videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen indgår i en helhedsorienteret plan, som omfatter familien, vil disse elementer i den helhedsorienterede plan ligeledes skulle revideres. Dette er i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 232 som fremsat, side 36.

Det følger af den foreslåede stk. 5, 2. pkt., at når der er tale om unge, der er idømt en sanktion efter straffelovens § 74 a, vil revision af den unges plan forud for hjemgivelsen særligt skulle vedrøre, hvordan målene om, at den unge senest ved afslutningen af sanktionen påbegynder en uddannelse eller kommer i beskæftigelse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 128, kan nås. Dette er ligeledes i overensstemmelse med gældende ret, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 6570.

Den foreslåede stk. 5, 2. pkt., retter sig mod tilfælde, hvor der er tale om hjemgivelse af en ung i et ungdomssanktionsforløb. Baggrunden for forslaget er, at afslutningen af fase 2 i ungdomssanktionen og overgangen til fase 3 er at betragte som en hjemgivelse i henhold til det foreslåede § 100, stk. 1. Det foreslås, i overensstemmelse med gældende ret, at revisionen af ungeplanen i forbindelse med en hjemgivelse særligt skal rette sig mod, hvordan målene om uddannelse og beskæftigelse nås i 3. fase, når der er tale om en ung i et ungdomssanktionsforløb.

Der vil således, jf. den foreslåede bestemmelse i § 129 på dette tidspunkt skulle være en konkret plan for, hvilken uddannelse eller beskæftigelse den unge skal i gang med i 3. fase. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 129.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.17.1-3.17.3.