Bekendtgørelse af barnets lov § 10

Det fremgår af § 3, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om tilbud efter loven.

Bestemmelsen fastsætter, at myndighedsansvaret i forhold til borgerne ved tildeling af sociale ydelser efter serviceloven ligger hos kommunalbestyrelsen. Med myndighedsansvaret forstås en offentlig myndigheds ensidige ansvar for, hvad der er eller skal være ret i forhold til en enkelt eller en bestemt flerhed af borgere (eller juridiske personer).

Det er således kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om tilbud efter serviceloven, medmindre andet fremgår direkte af loven. Ved en afgørelse forstås en beslutning, der træffes af en forvaltningsmyndighed i en konkret sag, og som i forhold til den enkelte borger og/eller myndighed går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde. Det vil sige, at afgørelsen bindende regulerer borgerens eller myndighedens rettigheder og pligter. Der er også tale om en afgørelse, hvis myndigheden beslutter at afslutte en sag, f.eks. ved et afslag på genoptagelse eller afvisning af en sag.

Der skal i hvert enkelt tilfælde foretages en konkret og individuel vurdering af den enkeltes behov og forudsætninger, og hjælpen skal tilrettelægges, så modtageren ud fra sine personlige forudsætninger får indflydelse på og ansvar for sin egen tilværelse.

Når kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse, skal den iagttage de gældende forvaltningsretlige grundsætninger i forhold til, hvilke hensyn og kriterier myndigheden kan og eventuelt skal lægge til grund. Det gælder f.eks. det forvaltningsretlige princip om, at der ikke må ske magtfordrejning. Forbuddet mod magtfordrejning betyder, at der alene må inddrages saglige hensyn. Saglige hensyn er hensyn, der har sammenhæng med formålet med og indholdet i den anvendte bestemmelse. Det betyder i denne sammenhæng, at myndigheden i sin behandling og afgørelse af konkrete sager ikke må forfølge formål, som ikke er relevante for sagen.

Også forvaltningsretlige principper som lighedsgrundsætningen om, at ensartede tilfælde alt andet lige skal behandles lige, og proportionalitetsprincippet om, at en foranstaltning ikke må være mere indgribende eller byrdefuldt end formålet tilsiger, skal følges.

Det foreslås med bestemmelsen i stk. 1, at videreføre retstilstanden uændret, således at det vil være kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om tilbud efter foreslåede barnets lov.

Bestemmelsen indebærer, at der vil blive fastsat en entydig ansvarsfordeling, hvorefter myndighedsansvaret i forhold til børn og unge og deres familier ved tildeling af sociale ydelser efter barnets lov vil ligge hos kommunalbestyrelsen. Med myndighedsansvaret forstås en offentlig myndigheds ensidige ansvar for, hvad der er eller skal være ret i forhold til en enkelt eller en bestemt flerhed af borgere (eller juridiske personer).

Det vil således være kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelser om tilbud efter den foreslåede barnets lov, medmindre andet fremgår direkte af loven. Ved en afgørelse forstås en beslutning, der træffes af en forvaltningsmyndighed i en konkret sag, og som i forhold til den enkelte borger og/eller myndighed går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde. Det vil sige, at afgørelsen bindende regulerer borgerens eller myndighedens rettigheder og pligter. Der vil også være tale om en afgørelse, hvis myndigheden beslutter at afslutte en sag, f.eks. ved et afslag på genoptagelse eller afvisning af en sag.

Der vil i hvert enkelt tilfælde skulle foretages en konkret og individuel vurdering af den enkeltes behov og forudsætninger, og hjælpen vil skulle tilrettelægges, så modtageren ud fra sine personlige forudsætninger vil få indflydelse på og ansvar for sin egen tilværelse.

Når kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse, vil den skulle iagttage de gældende forvaltningsretlige grundsætninger i forhold til, hvilke hensyn og kriterier myndigheden kan og eventuelt skal lægge til grund. Det vil f.eks. gælde det forvaltningsretlige princip om, at der ikke må ske magtfordrejning. Forbuddet mod magtfordrejning betyder, at der alene må inddrages saglige hensyn. Saglige hensyn er hensyn, der har sammenhæng med formålet med og indholdet i den anvendte bestemmelse. Det betyder i denne sammenhæng, at myndigheden i sin behandling og afgørelse af konkrete sager ikke må forfølge formål, som ikke er relevante for sagen.

Også forvaltningsretlige principper som lighedsgrundsætningen om, at ensartede tilfælde alt andet lige skal behandles lige, og proportionalitetsprincippet om, at en foranstaltning ikke må være mere indgribende eller byrdefuldt end formålet tilsiger, vil skulle følges.

Formålet med stk. 1 er at sikre en fortsat klar og entydig ansvarsfordeling, hvorefter myndighedsansvaret i forhold til børn og unge og deres familier ved tildeling af sociale ydelser efter barnets lov vil ligge hos kommunalbestyrelsen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

Det fremgår af § 1, stk. 3, 3. pkt., i serviceloven, at en afgørelse efter loven træffes på baggrund af faglige og økonomiske hensyn. I forbindelse med inddragelse af faglige og økonomiske hensyn skal kommunen i overensstemmelse med god forvaltningsskik i de enkelte afgørelser beskrive de centrale elementer, der indgår i beslutningsgrundlaget for afgørelsen. Der henvises til Folketingstidende 2011-12, tillæg A, L 140 som fremsat, side 10.

Bestemmelsen betyder, at når der er foretaget en konkret og individuel vurdering af borgerens behov, skal der inddrages både faglige og økonomiske hensyn.

Det foreslås med bestemmelsen i stk. 2, at en afgørelse om tilbud efter loven træffes på baggrund af faglige og økonomiske hensyn.

Det foreslås dermed at videreføre gældende retstilstand uændret.

Ved faglige hensyn forstås de f.eks. behandlingsmæssige, socialfaglige og sundhedsmæssige hensyn, der er relevante i forhold til det konkrete borgers – dvs. barnets, den unges, familiens eller de kommende forældres – situation og i forhold til den konkrete sag.

Ved økonomiske hensyn forstås hensyn til, om tilbud efter loven er anskaffet og/eller leveret på en økonomisk hensigtsmæssig måde. Endvidere skal økonomiske hensyn forstås som hensyn til, om tilbud efter loven er anskaffet og/eller leveret på en økonomisk hensigtsmæssig måde. F.eks. bør kommunen, hvis den skal vælge mellem to tilbud, som er lige egnede til at opfylde borgerens behov, vælge det billigste.

I forbindelse med inddragelse af faglige og økonomiske hensyn skal kommunen i overensstemmelse med god forvaltningsskik i de enkelte afgørelser beskrive de centrale elementer, der indgår i beslutningsgrundlaget for afgørelsen om tilbud.

Uanset kommunernes adgang til at fastsætte lokale serviceniveauer og inddrage økonomiske hensyn må hensynet til kommunernes økonomi aldrig stå alene, da afgørelser skal baseres på den enkeltes konkrete, individuelle behov for hjælp og støtte.

Kommunen må således ikke sætte skønnet under regel eller fastsætte et serviceniveau, der ikke ligger inden for de rammer, der følger af den konkrete bestemmelse i serviceloven og lovgivningen i øvrigt.

Kommunen må heller aldrig vælge, udsætte, indstille eller reducere en indsats alene ud fra økonomiske overvejelser eller generelle vejledende serviceniveauer. Borgerne skal stadig have den rigtige hjælp og støtte, selvom kommunens økonomi måske er presset.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

Det fremgår af pkt. 110 i vejledning nr. 9347 af 28. marts 2017 om servicelovens formål og generelle bestemmelser i loven (Vejledning nr. 1 til serviceloven), at udgangspunktet for administrationen af serviceloven er, at afgørelsen skal iværksættes straks efter, at den er truffet af kommunalbestyrelsen.

Der kan imidlertid gøre sig særlige forhold gældende i den konkrete situation, som umuliggør iværksættelse af tilbuddet straks, ligesom der kan være situationer, hvor et tilbud indeholder flere forskellige tiltag, som ikke skal iværksættes samtidig. Kan et tilbud ikke iværksættes straks, skal kommunen dog forsøge at finde et alternativt (midlertidigt) tilbud. Tilbudsportalen vil kunne indeholde alternative tilbud, som kommunen i et samarbejde med ansøgeren vil kunne overveje. Der henvises til statsforvaltningens udtalelse af 28. juni 2012, hvor Statsforvaltningen Midtjylland udtalte, at det efter omstændighederne ville være i overensstemmelse med servicelovens forsyningsforpligtelse at lade personer, der er bevilget et botilbud efter servicelovens § 108, vente i en kortere periode med henblik på et finde et egnet botilbud. I visse særlige situationer vil der endvidere kunne blive tale om, at der skal opføres et helt nyt botilbud. Det vil også kunne lovliggøre ventetid. I den konkrete sag fandt statsforvaltningen imidlertid, at Århus Kommune ved at lade personer vente på botilbud i op til fem til seks år tilsidesatte sin forsyningspligt efter serviceloven.

Det foreslås i stk. 3, at en afgørelse efter stk. 1 skal iværksættes straks efter, at den er truffet af kommunalbestyrelsen, med medmindre særlige forhold gør det umuligt at iværksætte afgørelsen straks, eller at afgørelsen indeholder flere forskellige tiltag, som ikke skal iværksættes samtidigt.

Bestemmelsen betyder, at gældende retstilstand, som er fastsat gennem praksis og beskrevet i vejledning nr. 9347 af 28. marts 2017 om servicelovens formål og generelle bestemmelser i loven, videreføres uændret.

Bestemmelsen indebærer, at en afgørelse vil skulle iværksættes straks efter, at den er truffet, medmindre særlige forhold gør sig gældende i den konkrete situation, som umuliggør iværksættelse af tilbuddet straks. Særlige forhold vil f.eks. kunne omfatte, at der i en kortere periode afventes plads på et særligt tilbud, eller at barnet eller den unge vil skulle have mulighed for at blive forberedt på f.eks. en flytning til et nyt anbringelsessted, så barnet eller den unge f.eks. får tid til at tage afsked eller til at besøge det nye anbringelsessted. Bestemmelsen indebærer også, at der i situationer, hvor et tilbud indeholder flere forskellige tiltag, som ikke skal iværksættes samtidig, er adgang til, at de enkelte tiltag iværksættes løbende. Kan et tilbud ikke iværksættes straks, skal kommunen dog forsøge at finde et alternativt (midlertidigt) tilbud. Tilbudsportalen vil kunne indeholde alternative tilbud, som kommunen i et samarbejde med barnet, den unge og familien vil kunne overveje.

Formålet er at tydeliggøre, at kommunalbestyrelsens pligt til at iværksætte en afgørelse straks, efter denne er truffet, også omfatter afgørelser efter den foreslåede barnets lov.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.3.

Det fremgår af § 3, stk. 2, i serviceloven, at når kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om tilbud efter bl.a. §§ 32, 36 og 101, som omhandler afgørelser om særlige dagtilbud og særlige klubtilbud til børn og unge med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne samt misbrugsbehandling til unge under 18 år med et stofmisbrug, skal afgørelsen indeholde oplysninger om beslutninger om den konkrete indsats, som iværksættes, og formålet hermed. Hvis den konkrete indsats ændres væsentligt, finder forvaltningslovens kapitel 3-7 anvendelse ved kommunens beslutning herom. Beslutninger om væsentlige ændringer af den konkrete indsats kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Der henvises til forarbejderne til L 82, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 2513.

Bestemmelsen i § 3, stk. 2, i serviceloven fastslår en forpligtelse til, at kommunalbestyrelsens afgørelser om visse tilbud efter loven skal indeholde oplysninger om beslutninger om den konkrete indsats, som iværksættes, og formålet hermed. Oplysningerne skal ikke være så detaljerede som de oplysninger, som indgår i den handleplan, som kommunalbestyrelsen kan tilbyde efter § 141 i serviceloven. Afgørelsen kan f.eks. indeholde oplysninger om, hvorvidt indsatsen skal leveres som dagtilbud eller døgntilbud, om valg af en bestemt behandlingsmetode eller valg af en bestemt pædagogisk metode mv.

Bestemmelsen omfatter ikke døgntilbud til børn og unge, da der er særlige regler i serviceloven om retssikkerhed for børn, unge og forældre i forbindelse med anbringelse af børn uden for hjemmet. Endvidere er kommunalbestyrelsen efter servicelovens § 140 forpligtet til at udarbejde en handleplan, før den træffer afgørelser i sager om særlig støtte til børn om unge, herunder afgørelser om anbringelse uden for hjemmet.

Det foreslås i stk. 4, at når kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om tilbud efter lovforslagets §§ 33 og 82, skal afgørelsen indeholde oplysninger om beslutninger om den konkrete indsats, som iværksættes, og formålet hermed. Ændrer den konkrete indsats sig væsentligt, finder forvaltningslovens kapitel 3-7 anvendelse ved kommunalbestyrelsens beslutning herom. Beslutninger om væsentlige ændringer af den konkrete indsats kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i retssikkerhedsloven.

Med forslaget pålægges kommunalbestyrelsen i visse tilfælde, når der træffes afgørelse om en indsats over for et barn eller ung, at skulle beskrive den indsats, som iværksættes og formålet hermed. Forpligtelsen til en sådan beskrivelse vil efter forslaget omfatte afgørelser om særlige dag- og klubtilbud til børn og unge og afgørelser om stofmisbrugsbehandling. Forslaget vil alene omfatte afgørelser efter de anførte bestemmelser og vil dermed ikke omfatte andre afgørelser efter loven, f.eks. døgntilbud til børn og unge, da der er særlige regler i den foreslåede barnets lov om retssikkerhed for børn, unge og forældre i forbindelse med anbringelse af børn uden for hjemmet.

Det betyder, at kommunalbestyrelsens afgørelser om et tilbud efter §§ 33 og 82 vil skulle indeholde en kort beskrivelse af, hvordan afgørelsen vil blive udmøntet i praksis, og hvad formålet med indsatsen vil være.

Afgørelsen vil f.eks. kunne indeholde oplysninger om formålet med og indholdet af den konkrete indsats, herunder f.eks. evt. træning, hjælp til udvikling af færdigheder eller at stofmisbrugeren vil få mulighed for at afbryde kontakten med misbrugsmiljøet m.v.

Der vil ikke være krav om, at beskrivelsen vil skulle indeholde oplysninger om, hvordan hjælpen tilrettelægges eller konkrete oplysninger om timetal eller om kvalifikationer hos det udførende personale, ligesom der ikke vil være krav om, at beskrivelsen skal indeholde oplysninger om træningsredskaber m.v.

Medmindre valgfrie aktiviteter anses for en integreret del af indsatsen, vil der ikke være krav om, at afgørelsen skal indeholde oplysninger herom. Beskrivelsen vil ikke skulle være lige så detaljeret som de planer, som kommunalbestyrelsen vil skulle tilbyde efter andre bestemmelser i loven.

Afgørelsen om den konkrete indsats vil skulle tage udgangspunkt i en konkret individuel vurdering af barnets eller den unges behov. Hvis tilbuddet ikke kun omfatter barnet eller den unge, men også familien, vil der i beskrivelsen af den konkrete indsats også skulle tages hensyn hertil.

Ved sagsbehandlingen vil også en vurdering af barnets eller den unges behov for en fortsat tilknytning til sit nærområde og lokale netværk skulle indgå.

Med bestemmelsen vil oplysningerne om formålet med indsatsen supplere den begrundelse, som afgørelsen vil skulle indeholde efter §§ 22-24 i forvaltningsloven. Efter forvaltningslovens § 22 vil en skriftlig afgørelse skulle være ledsaget af en begrundelse, medmindre den giver den pågældende part fuldt ud medhold.

Kommunalbestyrelsen vil som udgangspunkt kunne træffe beslutninger som led i kommunens faktiske forvaltningsvirksomhed uden at følge reglerne i forvaltningslovens kapitel 3-7. Når kommunen ændrer en beslutning om en konkret indsats i forhold til et barn eller en ung, vil ændringen i almindelighed blive betragtet som led i kommunens udøvelse af faktisk forvaltningsvirksomhed. Væsentlige ændringer i indsatsen skal imidlertid betragtes som en afgørelse.

En kommunalbestyrelse, der vil give et barn eller en ung, der modtager en indsats efter §§ 33 eller 82, en anden indsats, vil enten kunne træffe en ny afgørelse om, at barnet eller den unge skal have tilbud efter en anden bestemmelse i loven, ligesom kommunen vil kunne træffe beslutning om en anden indsats efter samme bestemmelse i loven.

Hvis kommunalbestyrelsen ønsker at give barnet eller den unge et tilbud efter en anden bestemmelse i loven, vil den nye afgørelse herom skulle træffes efter de almindelige sagsbehandlingsregler i forvaltningsloven og retssikkerhedsloven.

Hvis kommunalbestyrelsen derimod ønsker at ændre den konkrete indsats, men altså inden for den samme bestemmelse i loven, vil kommunalbestyrelsen skulle se på, om der er tale om en væsentlig ændring af indsatsen. Hvis ændringen af indsatsen er væsentlig, finder reglerne i § 5 om inddragelse af barnet eller den unge anvendelse. Det betyder også, at forvaltningslovens kapitel 3-7 gælder ved kommunalbestyrelsens behandling af sagen. Beslutningen om at ændre indsatsen skal ligeledes behandles efter retssikkerhedsloven, således at eksempelvis borgerens ret til at medvirke ved behandlingen af sagen gælder.

En væsentlig ændring af den konkrete indsats i forhold til beskrivelsen i den oprindelige afgørelse vil eksempelvis foreligge, hvis indsatsen i et særligt dagtilbud ændres til et almindeligt dagtilbud.

Med den foreslåede stk. 4 vil kommunalbestyrelsens beslutninger om væsentlige ændringer af indsatsen kunne indbringes for Ankestyrelsen. Klagen vil skulle behandles efter reglerne i kapitel 10 i retssikkerhedsloven.

Med det foreslåede stk. 4 videreføres bestemmelsen i servicelovens § 3, stk. 2, med redaktionelle ændringer. Der er ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer.