Lovguiden Logo
Gældende

BEK nr 114 af 21/01/2026

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Varmepumpepuljen § 11

Tilsagn om tilskud til konverteringsprojekter vedrørende bygningens forsyning omfattende konvertering til varmepumpe, jf. § 4, stk. 1, er betinget af følgende:

  1. Konvertering til varmepumpe skal ske fra oliekedel, gasfyr, biokedel, elvarme eller fjernvarme. Sidstnævnte gælder dog kun, hvis kommunen har besluttet at nedlægge fjernvarmeforsyningen på adressen, jf. nr. 2.

  2. Den pågældende bygning skal være beliggende uden for et område, som har fjernvarme og uden for et område som er besluttet udlagt til fjernvarme.

  3. Ved konvertering til individuel varmepumpe, skal varmepumpen udelukkende være eldrevet, have udeluft eller jord som varmekilde samt levere vandbåren rumopvarmning og varmt brugsvand i en varmtvandsbeholder. Varmtvandsbeholderen kan være fritstående eller integreret med varmepumpen. Varmepumpen skal være A++ eller A+++ mærket, jf. Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 811/2013 af 18. februar 2013. Mærkningen skal være opnået for varmepumpen alene ved testtemperatur på 55 ºC for rumopvarmning efter nævnte forordning. Et pakkemærke kan ikke bidrage til højere energimærkning.

  4. Ved konvertering til store varmepumpeanlæg, skal anlægget være udelukkende eldrevet, have udeluft eller jord som varmekilde samt levere vandbåren rumopvarmning og varmt brugsvand i en varmtvandsbeholder. Varmtvandsbeholderen kan være fritstående eller integreret med varmepumpeanlægget. Anlægget kan bestå af flere mindre varmepumper i kaskade. For anlæg større end 70 kW skal årsvirkningsgraden, ved en testtemperatur på 55 °C, være minimum 125 pct., jf. metode i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 811/2013 af 18. februar 2013. Et pakkemærke kan ikke bidrage til en højere energimærkning.

  5. Ved konvertering til store varmepumpeanlæg skal bygningen have et samlet beboelsesareal over 400 m2 og være en etageboligbygning, flerfamiliehus eller tofamiliehus med vandret adskillelse mellem enhederne (anvendelseskode 140), kollegium (anvendelseskode 150), boligbygning til døgninstitution (anvendelseskode 160), eller anden bygning til beboelse (anvendelseskode 190), jf. bekendtgørelse om ajourføring af Bygnings- og Boligregistret (BBR). Forsynes bygningen med blokvarme, kan bygningen også være registret i BBR som et række- og kædehus (anvendelseskode 131) eller dobbelthus (anvendelseskode 132). Der kan dog ydes tilsagn om tilskud til bygninger registreret i BBR som et række- og kædehus (anvendelseskode 131) eller dobbelthus (anvendelseskode 132) der ikke forsynes med blokvarme på ansøgningstidspunktet, efter Energistyrelsens konkrete vurdering.

  6. Tilsagn om tilskud til konvertering til store varmepumpeanlæg over 250 kW, kan kun gives, hvis der for projektet ikke er ansøgt om projektgodkendelse i henhold til bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg, før Energistyrelsen har meddelt tilsagnet. Tilsagn om tilskud er betinget af, at der efter meddelelsen heraf opnås en sådan godkendelse i henhold til bekendtgørelsen om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg.

  7. Konverteringsprojektet gennemføres ved køb af varmepumpen, og installation af varmepumpen skal udføres og faktureres af en virksomhed.


Krydsreferencer

1 love refererer til denne paragraf

Detaljer

Relateret indhold