BEK nr 281 af 07/04/2009
Social- og Boligministeriet
Bekendtgørelse om statstilskud til renoverings- og bygningsarbejder og energibesparende materialer i helårsboliger § 1
Tilskud ydes kun til renoverings- og bygningsarbejder og energibesparende materialer i boliger, som er registreret i Bygnings- og Boligregistret, jf. bekendtgørelse af lov om bygnings- og boligregistrering, og som anvendes til helårsbolig.
Stk. 2. Tilskud til boligens ydre rammer kan kun ydes til lønomkostninger, der er nødvendige til udførelse af arbejder omfattet af nedenstående liste:
-
Reparation, renovering, isolering og udskiftning af tag, herunder tagrender og afløb.
-
Reparation eller udskiftning af ruder og vinduer og terrassedøre med glas.
-
Reparation eller udskiftning af yderdøre, terrassedøre mv.
-
Reparation, maling og isolering af ydervægge.
-
Forbedringer af boligens tilgængelighed for handicappede.
-
Fornyelse eller etablering af dræn.
-
Radonsikring.
-
Installation af solfangere og solceller.
Stk. 3. Tilskud til boligens indre rammer kan kun ydes til lønomkostninger, der nødvendige til udførelse af arbejder omfattet af nedenstående liste:
-
Reparation eller fornyelse af køkken og bad.
-
Gulvarbejder.
-
Brandsikring, herunder nettilsluttede røgalarmer.
-
Installation eller forbedring af ventilation.
-
Installation eller forbedring af afløbsinstallationer.
-
Reparation eller udskiftning af vandinstallationer.
-
Reparation eller fornyelse af elinstallationer.
-
Reparation eller udskiftning af olie- eller gasfyrskedler og varmeanlæg, installering eller udskiftning af varmestyringsanlæg.
-
Udskiftning eller reparation af fjernvarmeunits.
-
Installation af varmepumper, herunder jordvarmepumper.
-
Maler- og tapetserarbejder.
Stk. 4. Ved lønomkostninger forstås udgiften til arbejdsløn for det tilskudsberettigede arbejde inkl. moms. Tilskud vil blive beregnet ud fra de lønomkostninger inkl. moms, der oplyses af virksomheden i det tilbud, som skal vedlægges ansøgningen om tilsagn om tilskud.