Search for a command to run...
BEK nr 639 af 06/06/2025
Beskæftigelsesministeriet
I denne bekendtgørelse forstås ved:
»Den faktiske samlede indkomst«: Summen af alle indkomster ved tilskadekomnes eget arbejde fra alle arbejdsgivere, herunder overskud af selvstændig virksomhed og som medarbejdende ægtefælle. Arbejdsfri indtægter i form af pensioner, renter, aktieudbytte, indkomster ved udlejning af ejendomme, mistet efterlønspræmien og lignende, der ikke er udtryk for indkomst ved personligt arbejde, samt sociale ydelser indgår ikke i den faktiske samlede indkomst. Indtægter ved ikke-beskattet arbejde (sort arbejde), der efter reglerne i skattelovgivningen skulle være beskattet, indgår ikke i den faktiske samlede indkomst.
»DIS-indkomst«: Lønindkomst optjent ved ansættelse om bord på skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister (DIS), jf. § 8.
»Omregning«: Omregning af indkomsten i en periode på mere eller mindre end 12 måneder til indkomst i en periode på 12 måneder og omregning af indkomst i en deltidsstilling til indkomst i en fuldtidsstilling, jf. § 6 og § 7. Omregning af DIS indkomst sker efter reglerne i § 8.
»Opregulering«: Reguleringen af den faktiske samlede indkomst, der er baseret på et indtægtsår eller kalenderår før skadeåret, til værdien i skadeåret.
»Arbejdsskadens indtræden« og »skadetidspunktet«: For ulykker datoen for ulykken, jf. arbejdsskadesikringslovens § 6, stk. 3, og for erhvervssygdomme datoen for anmeldelse af sygdommen, jf. arbejdsskadesikringslovens § 8, stk. 2.
»Forud for arbejdsskaden« og »før arbejdsskaden«: Perioden forud for datoen for arbejdsskadens indtræden.
»Indtægtsår«: 12 sammenhængende måneder, der regnes bagud fra seneste hele måned forud for arbejdsskadens indtræden.
»De seneste 5 indtægtsår«: 5 x 12 sammenhængende måneder forud for arbejdsskadens indtræden.
»Kalenderår«: En periode fra 1. januar til 31. december samme år.
»Et forskudt år«: En periode på 12 sammenhængende måneder inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten ved arbejde ikke var påvirket af arbejdsskaden. Et forskudt år er forskelligt fra et indtægtsår.
»Den senest sammenhængende periode med arbejde«: Den seneste sammenhængende periode på mindre end 12 måneder med arbejde for én eller flere arbejdsgivere forud for arbejdsskadens indtræden. Perioden skal ligge inden for den periode, som den anvendte bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 24, stk. 2, maksimalt giver mulighed for at anvende.
»Skadeår«: Det kalenderår, hvor en arbejdsulykke er sket eller hvor en erhvervssygdom er anmeldt.
»Regnskabsår«: Et regnskabsår betegner den periode, som en virksomhed m.v. aflægger årsregnskab for, jf. § 15 i årsregnskabsloven. Et regnskabsår udgøres sædvanligvis af 12 måneder.
»Erhvervsrettet uddannelse«: Uddannelse, der har til formål at udstyre unge og voksne med den viden og de færdigheder og kompetencer, der kræves i særlige erhverv eller mere bredt på arbejdsmarkedet.