Lovguiden Logo
Gældende

BEK nr 15 af 08/01/2026

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Bekendtgørelse om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af grise § 2

I denne bekendtgørelse forstås ved:

  1. Landbrugsdyr: Grise, som holdes med henblik på produktion af fødevarer, uld, skind eller med henblik på andre landbrugsmæssige formål.

  2. Gris: En gris i enhver alder, uanset om den opdrættes til avl eller med henblik på slagtning.

  3. Orne: Et handyr efter puberteten, bestemt til avl.

  4. Voksen orne: Et handyr efter kønsmodning, bestemt til avl.

  5. Gylt: Et hundyr fra indsættelse i stald eller staldafsnit med henblik på løbning og indtil faring.

  6. So: Et hundyr efter første faring.

  7. Diegivende so: Et hundyr fra tidspunktet for faring til fravænning af pattegrisene.

  8. Goldso: En so efter fravænning og indtil løbning eller død, herunder aflivning i besætningen eller til slagtning.

  9. Drægtig so: En so fra løbning og indtil faring.

  10. Pattegris: En gris fra fødsel til fravænning.

  11. Smågris: En gris fra fravænning og indtil den er 10 uger gammel.

  12. Avls- og slagtegris: En gris fra 10 uger gammel og indtil slagtning eller for et hundyr indtil indsættelse i stald eller staldafsnit med henblik på løbning eller for et handyr efter puberteten bestemt til avl.

  13. Indkøbt avlsgris: En gris, der er indkøbt med henblik på avl, og som er født i en avls- eller opformeringsbesætning under en godkendt raceforening eller et godkendt avlsforetagende, der fører henholdsvis stambøger for racerene avlsdyr eller avlsregistre for hybridavlsgrise.

  14. Drænet gulv: Et gulv med max. 10 % åbningsareal.

  15. Udendørs hold af grise: Et produktionssystem, hvor grisene holdes i hytter, hvorfra de har adgang til udearealer i form af marker, folde eller arealer med miljøgodkendt bund.

  16. Hytte: En enkeltstående konstruktion som en metalhytte, en halmhytte, et telt eller lignende, som grisene kan gå ind i, og som beskytter dem mod vejrliget.

  17. Den besætningsansvarlige: Ejeren eller den person, som ejeren har udpeget til at varetage det daglige ansvar for pasningen af grisene.

  18. Zooteknisk behandlingsøjemed: En individuel indgift i et dyr med henblik på brunstsynkronisering og forudgående behandling af donor og recipient i forbindelse med embryotransplantation.

  19. Beskæftigelses- og rodemateriale: Materiale, som giver grisene mulighed for at udføre undersøgelses- og rodeadfærd. Materialet skal have følgende egenskaber: kunne tygges i stykker, kunne rodes i og være manipulerbart, dvs. kunne ændre position, udseende og struktur. Materialet skal være af naturmaterialer.

  20. Ammeso: En so, der tildeles pattegrise, som ikke er soens egne.

Detaljer