Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed) § 145

Den gældende § 10 i aflønningsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 17 af 4. januar 2019, fastlægger regler om aflønning i forbindelse med udøvelse af forsikringsdistribution. Bestemmelsen implementerer artikel 17, stk. 3, og artikel 1, stk. 4, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution. Overtrædelser af bestemmelsens stk. 1 og stk. 2 straffes med bøde, jf. aflønningsbekendtgørelsens § 29, stk. 1.

Bestemmelsen i aflønningsbekendtgørelsens § 10 foreslås videreført i lovforslagets § 145 med enkelte redaktionelle ændringer. Den foreslåede bestemmelse implementerer fortsat artikel 17, stk. 3, og artikel 1, stk. 4, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution. Den foreslåede bestemmelse medfører ingen materielle ændringer

Det foreslås i stk. 1, at gruppe 1-forsikringsselskaber og gruppe 2-forsikringsselskaber skal sikre, at virksomhedens aflønningsstrukturer i forbindelse med udøvelse af forsikringsdistribution ikke strider mod virksomhedens forpligtelse til at handle i kundens bedste interesse, herunder god skik-reglerne i § 67, stk. 1, og regler udstedt i medfør af § 67, stk. 2. Det samme gør sig gældende for aflønning, jf. § 9, stk. 1, nr. 39, som virksomheden modtager med henblik på udøvelse af forsikringsdistribution.

Den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 17, stk. 3, 1. pkt., i forsikringsdistributionsdirektivet.

Forsikringsselskaber, som udøver forsikringsdistribution, er i medfør af kapitel 8 i bekendtgørelse nr. 1779 af 6. september 2021 om god skik for forsikringsdistributører forpligtet til at udføre en krav- og behovsanalyse af deres kunder, så kunderne kun får tilbudt produkter, der er i overensstemmelse med deres krav og behov. Uanset at forsikringsselskabet er underlagt disse regler, kan der i praksis opstå situationer, hvor forsikringsselskabets aflønningsstrukturer fører til en interessekonflikt mellem på den ene side forsikringsselskabet selv eller den ansattes interesse i at modtage størst mulig aflønning og på den anden side hensynet til kundens bedste interesse. Bestemmelsen sikrer således en klar sammenhæng mellem regler, der sikrer varetagelsen af kundens interesse, og forsikringsselskabets aflønningsstrukturer.

Ved kunder forstås enhver fysisk eller juridisk person, som forsikringsselskabet distribuerer forsikringer til.

Ved aflønning forstås i denne sammenhæng alle former for fast og variabel løn, provisioner, honorarer, betalinger og fordele, som tildeles eller udbetales med henblik på udøvelse af forsikringsdistribution. Der henvises til de specielle bemærkninger til definitionen af aflønning i lovforslagets § 9, stk. 1, nr. 41.

Det foreslåede § 145, stk. 1, indeholder ikke et generelt forbud mod bestemte aflønningsstrukturer, da det vil bero på en konkret vurdering af bl.a. forsikringsselskabets organisation og forsikringsproduktudbud, om aflønningsstrukturen må vurderes at stride mod forsikringsselskabets forpligtelse til at handle i kundens bedste interesse. Anvendelsesområdet i stk. 1 adskiller sig på den baggrund fra det foreslåede stk. 2, som indeholder forbud mod aflønningsordninger og salgsmål, som tilskynder virksomheden eller dennes ansatte til at anbefale et bestemt forsikringsprodukt til en kunde, i det omfang forsikringsselskabet udbyder et andet produkt, der dækker kundens behov bedre.

En aflønningsstruktur, der eksempelvis tilskynder forsikringsselskabet eller dettes ansatte til at overforsikre kunder ved at anbefale et forsikringsprodukt med en dækning, som kunden allerede har via en anden forsikring, vil være i strid med § 145, stk. 1. En aflønningsstruktur, der eksempelvis tilskynder til anbefaling af en arbejdsløshedsforsikring til personer, der indenfor kort tid skal på pension, vil ligeledes kunne være i strid med bestemmelsen.

I medfør af lovforslagets § 312, stk. 1, nr. 1, kan overtrædelser af det foreslåede § 145, stk. 1, straffes med bøde. Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelser af bestemmelsen, er et gruppe 1- eller 2-forsikringsselskab. En overtrædelse af den foreslåede § 145, stk. 1, kan f.eks. være, at et forsikringsselskab har aflønningsstrukturer i forbindelse med udøvelse af forsikringsdistribution, der strider mod kundernes bedste interesser.

Det foreslås i stk. 2, at gruppe 1-forsikringsselskaber og gruppe 2-forsikringsselskaber ikke må indføre aflønningsordninger eller salgsmål, som tilskynder virksomheden eller dennes ansatte til at anbefale et bestemt forsikringsprodukt til en kunde, når virksomheden udbyder et andet produkt, der dækker kundens behov bedre.

Den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 17, stk. 3, 2. pkt., i forsikringsdistributionsdirektivet.

Formålet med forbuddet er at mindske risikoen for interessekonflikter. På trods af at forsikringsselskaber, som udøver forsikringsdistribution, skal efterleve bekendtgørelse nr. 1779 af 6. september 2021 om god skik for forsikringsdistributører, kan aflønningsordninger med variabel løn, herunder eksempelvis variabel løn knyttet til opnåelse af salgsmål for et bestemt forsikringsprodukt, føre til en interessekonflikt mellem på den ene side forsikringsselskabets eller den ansattes interesse i at modtage størst mulig aflønning og på den anden side hensynet til kundens bedste interesse. Forbuddet mod aflønningsordninger og salgsmål, som tilskynder forsikringsselskabet eller dennes ansatte til at anbefale et bestemt forsikringsprodukt til en kunde, når virksomheden udbyder et andet produkt, der dækker kundens behov bedre, skal sikre, at kunden alene rådgives på baggrund af sit forsikringsbehov.

Ved aflønning forstås i denne sammenhæng alle former for fast og variabel løn, provisioner, honorarer, betalinger og fordele, som tildeles eller udbetales med henblik på udøvelse af forsikringsdistribution. Der henvises til de specielle bemærkninger til definitionen af aflønning i lovforslagets § 9, stk. 1, nr. 41.

Enhver ordning, som fører til tilbud eller tildeling af et beløb eller en fordel, og som gives med henblik på udøvelse af forsikringsdistributionsvirksomhed, skal således anses for en aflønningsordning.

Ved anbefaling forstås både kundekontakt, der fører til afgivelse af tilbud uden rådgivning, og rådgivning, som fører til en personlig anbefaling.

Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse forudsætter, at forsikringsselskabet har mulighed for at tilbyde kunden et andet produkt end det produkt, som anbefales til kunden. I det omfang forsikringsselskabet alene udbyder et bestemt forsikringsprodukt, vil der som udgangspunkt ikke opstå en interessekonflikt for virksomheden eller dennes ansatte, medmindre aflønningsstrukturen fører til, at virksomheden eller dennes ansatte anbefaler et forsikringsprodukt, som kunden slet ikke har behov for. En sådan aflønningsstruktur vil som udgangspunkt være omfattet af stk. 1, jf. bemærkningerne hertil ovenfor.

Den foreslåede bestemmelse indeholder ikke et generelt forbud mod brug af variabel løn eller salgsmål, da det vil bero på en konkret vurdering af bl.a. forsikringsselskabets organisation og forsikringsproduktudbud, om aflønningsordningen eller salgsmålet tilskynder forsikringsselskabet eller dettes ansatte til at anbefale et bestemt forsikringsprodukt til en kunde, når forsikringsselskabet udbyder et andet produkt, der dækker kundens behov bedre.

En aflønningsordning, som indebærer, at en ansat tildeles variabel løn baseret på opnåelse af et salgsmål, som angiver en salgsmængde for et bestemt forsikringsprodukt, vil som udgangspunkt være i strid med stk. 2 i det omfang, forsikringsselskabet udbyder et andet produkt, der dækker kundens behov bedre. Bestemmelsen forhindrer ikke forsikringsselskabet i at indføre aflønningsordninger, der øger indtjening hos virksomheden og de ansatte, så længe aflønningsordningen ikke tilskynder forsikringsselskabet eller dettes ansatte til at anbefale bestemte forsikringsprodukter til kunder mod kundens bedste interesse.

I medfør af forslagets § 312, stk. 1, nr. 1, kan overtrædelser af § 145, stk. 2, straffes med bøde. Ansvarssubjektet for overtrædelser af bestemmelsen er et gruppe 1- eller 2-forsikringsselskab. En overtrædelse af den foreslåede § 145, stk. 2, kan f.eks. være, at et forsikringsselskab indfører aflønningsordninger eller salgsmål, der tilskynder virksomheden og dennes ansatte til at anbefale et bestemt produkt til en kunde, når virksomheden udbyder andre produkter, der passer kunden bedre.

Det foreslås i stk. 3, at et forsikringsselskab, der udøver forsikringsdistribution gennem en accessorisk forsikringsformidler, jf. § 2, stk. 1, nr. 5, i lov om forsikringsformidling, der udelukkende distribuerer forsikringer, som er undtaget fra lov om forsikringsformidling, jf. § 1, stk. 2, i lov om forsikringsformidling, skal sikre, at den pågældende accessoriske forsikringsformidler har passende og forholdsmæssige ordninger med henblik på, at denne overholder stk. 1 og 2.

Bestemmelsen gennemfører dele af artikel 1, stk. 4, litra b, i forsikringsdistributionsdirektivet.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at distribution af forsikringer gennem en accessorisk forsikringsformidler, der er undtaget fra lov om forsikringsformidling, stadig sker under hensyn til kundens interesse. En forsikringsselskab, der udøver forsikringsdistribution gennem en accessorisk forsikringsformidler, der er undtaget fra lovens anvendelsesområde, skal derfor sikre, at den pågældende accessoriske forsikringsformidler overholder reglerne om aflønningsstrukturer, aflønningsordninger og salgsmål, jf. stk. 1 og 2.

Det foreslås i stk. 4, at stk. 1-3 ikke finder anvendelse på forhold omfattet af kollektiv overenskomst, som iagttager principperne i stk. 1 og 2.

Forslaget medfører, at forhold, der er omfattet af kollektiv overenskomst, ikke er omfattet af det foreslåede stk. 1-3. Aflønningsformer, der går ud over de rammer, der er fastsat i henhold til overenskomsten, vil således være omfattet af stk. 1-3. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis et forsikringsselskab vælger at tilbyde ansatte variabel løn, uden at forsikringsselskabet er forpligtet til det ifølge overenskomsten.

EU-reguleringen bag de danske aflønningsregler er blevet til under forudsætning af en respekt for forskelle i de nationale arbejdsretlige forhold. Det fremgår af betragtning 9 i Kommissionens henstilling om aflønning i den finansielle sektor af 29. april 2009 IP/09/674, at henstillingen ikke har til hensigt at berøre de rettigheder, som arbejdsmarkedets parter har i forbindelse med overenskomstforhandlinger.

Undtagelsen berører ikke arbejdsmarkedets parters generelle forpligtelse til at efterleve gældende lovgivning. Uanset det foreslåede stk. 4 forventes arbejdsmarkedets parter derfor at iagttage principperne i stk. 1 og 2 ved forhandling af landsdækkende kollektive overenskomster på området. Arbejdsmarkedets parter forventes desuden at holde sig orienteret om indgåelse og indhold af lokale kollektive overenskomster indgået under de landdækkende kollektive overenskomster i forhold til overholdelse af de nævnte principper.

Det foreslåede stk. 1-3 finder herudover alene anvendelse på aftaler om aflønning mellem et forsikringsselskab og en ansat, der indgås, genforhandles, forlænges eller fornys fra den 1. oktober 2018, hvor reglerne trådte i kraft, jf. §§ 1-2 i bekendtgørelse nr. 477 af 30. april 2018 om ændring af bekendtgørelse om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber og forsikringsholdingvirksomheder.