LBK nr 789 af 24/06/2024
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Bekendtgørelse af lov om forpligtende kommunale samarbejder § 4
De delegerende kommunalbestyrelser betaler den bemyndigede kommunalbestyrelses omkostninger ved udøvelsen af de opgaver, der er omfattet af bemyndigelsen.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om beregning og betaling af omkostningerne efter stk. 1.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forpligtende kommunale samarbejder § 4
RetsinformationTil stk. 1
Bestemmelsens stk. 1 fastsætter, at betalingen for udførelse af opgaver efter loven udgør kostprisen ved udførelsen af opgaven for den bemyndigede kommune. Prisen kan hverken være højere eller lavere.
Baggrunden herfor er, at det efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommunernes opgavevaretagelse hverken er en kommunal opgave at yde tilskud til andre kommuner eller at opnå fortjeneste ved kommunens virksomhed.
Vederlaget til den bemyndigede kommune skal således omfatte alle de direkte omkostninger, der er forbundet med opgavevaretagelsen, dvs. de omkostninger, der direkte kan henføres til den pågældende aktivitet, som f.eks. løn, køb af materialer og tjenesteydelser, reparations- og vedligeholdelsesudgifter, husleje m.v., og kommunens indirekte omkostninger herved dvs. de omkostninger, der ikke direkte kan henføres til den pågældende aktivitet, som f.eks. andel af fællesudgifter til lokaler, administration m.v. samt omkostninger knyttet til kapitalapparatet (afskrivning af anlægsaktiver og forrentning af drifts- og anlægskapital).
Det er således forudsat, at den bemyndigede kommune i forbindelse med udførelsen af opgaverne foretager en opgørelse af de omkostninger, der er forbundet med at udføre opgaverne for hver af de øvrige kommunalbestyrelser.
Bestemmelsen omfatter kun de omkostninger, den bemyndigede kommune har som følge af bemyndigelsen. Reglerne om, hvilken kommunalbestyrelse en udgift i forbindelse med varetagelsen af en opgave påhviler, følger i øvrigt af lovgivningen på de enkelte opgaveområder.
Eksempelvis indeholder kapitel 3 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område regler herom for så vidt angår sager, der behandles efter reglerne i denne lov. Det er således også den delegerende kommune, der har ansvaret for den endelige afregning, regnskab og revision af de refusionsberettigede udgifter, der er afholdt som led i varetagelsen af de delegerede opgaver på beskæftigelsesområdet, der er omfattet af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, og som led i behandlingen af sager efter lov om social service.
De udgifter, der efter lovgivningen påhviler den delegerende kommunalbestyrelse, vil i det omfang, de afholdes af den bemyndigede kommune som led i dennes udøvelse af opgaverne i det forpligtende samarbejde, være omfattet af stk. 1.
Efter § 61 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område kan sager om uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser indbringes for det sociale nævn. Denne adgang omfatter uenighed om de forpligtelser, der påhviler kommunerne i sager, for hvilke reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område finder anvendelse, jf. herved lovens § 2, stk. 4. Dette omfatter bl.a. udgiftsforpligtelser i sagerne, jf. lovens kapitel 3. § 61 finder derimod ikke anvendelse på forpligtelser, som følger af nærværende lovforslag.
Til stk. 2
Ved bestemmelsens stk. 2 er der givet indenrigs- og sundhedsministeren mulighed for at fastsætte nærmere regler om beregningen og betalingen af den bemyndigede kommunes omkostninger ved udøvelsen af opgaverne.
Sådanne regler vil kunne omfatte den nærmere fastlæggelse af omkostningerne, herunder hvorledes omkostningerne beregnes. Reglerne vil endvidere kunne omfatte fastsættelse af terminer og frister for betaling af disse omkostninger.