LBK nr 115 af 02/02/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om forbrugslånsvirksomheder § 4
Et medlem af bestyrelsen eller et medlem af direktionen i en forbrugslånsvirksomhed eller indehaveren af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed,
-
skal have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne varetage hvervet eller stillingen,
-
skal have tilstrækkeligt godt omdømme og kunne udvise hæderlighed, integritet og tilstrækkelig uafhængighed ved varetagelsen af hvervet eller stillingen,
-
må ikke være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at personen ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde,
-
må ikke have indgivet begæring om eller være under rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering og
-
må ikke i øvrigt have udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at personen ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.
Stk. 2. Et medlem af bestyrelsen eller et medlem af direktionen i en forbrugslånsvirksomhed eller indehaveren af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, skal give meddelelse til Finanstilsynet om forhold som nævnt i stk. 1 i forbindelse med sin indtræden i forbrugslånsvirksomhedens ledelse eller, for så vidt angår en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, i forbindelse med ansøgning om tilladelse, jf. § 3, stk. 2, nr. 2, og om forhold som nævnt i stk. 1, nr. 2-5, hvis disse forhold efterfølgende ændrer sig.
Stk. 3. Drives en forbrugslånsvirksomhed som en juridisk person uden en bestyrelse eller direktion, gælder stk. 1 og 2 for den eller de ledelsesansvarlige for forbrugslånsvirksomheden.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om forbrugslånsvirksomheder § 4
RetsinformationDer findes i dag ikke et egnetheds- og hæderlighedskrav til ledelsesmedlemmer i en forbrugslånsvirksomhed eller indehaveren af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed. Den foreslåede bestemmelse er derfor ny.
Den foreslåede bestemmelse fastlægger reglerne om egnethed og hæderlighed for ledelsen i en forbrugslånsvirksomhed samt for indehaveren af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed. Kravene gælder for samtlige medlemmer af bestyrelsen eller direktionen samt indehaveren af en forbrugelånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed.
Det foreslåede stk. 1 fastlægger kravene til egnethed og hæderlighed for et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en forbrugslånsvirksomhed eller indehaveren af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed.
Det følger af det foreslåede stk. 1, nr. 1, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en forbrugslånsvirksomhed eller indehaveren af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, skal have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne varetage hvervet eller stillingen.
Kravene skal være opfyldt til enhver tid, hvilket indebærer, at de skal opfyldes fra det tidspunkt, hvor bestyrelsesmedlemmet eller direktøren tiltræder hvervet eller stillingen. For en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, skal kravene være opfyldt fra det tidspunkt hvor indehaveren søger om tilladelse til at udøve forbrugslånsvirksomheden. Ydermere skal kravene være opfyldt i hele den periode, hvori den pågældende varetager stillingen eller hvervet, eller er indehaver af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed.
Når en person tiltræder et hverv som bestyrelsesmedlem i eller en stilling som direktør for en forbrugslånsvirksomhed, eller hvor en indehaver af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, ansøger om tilladelse til at udøve forbrugslånsvirksomhed, påser Finanstilsynet, at personen har tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne udøve hvervet eller varetage stillingen i virksomheden og dermed, at den pågældende person opfylder kravene i det foreslåede stk. 1, nr. 1.
Der stilles ikke generelle kriterier for, hvilke teoretiske eller praktiske krav, personen skal opfylde. Disse varierer afhængig af, om der er tale om en direktørpost eller et bestyrelseshverv, samt hvilken type virksomhed der er tale om. I vurderingen kan bl.a. indgå, om personen har relevant uddannelse, om personen har haft ansættelse inden for den finansielle sektor, og om personen har ledelseserfaring. Finanstilsynet vil i den forbindelse lægge vægt på, om personen har forudgående kendskab til og erfaring med udlån til forbrugere, herunder med at foretage kreditværdighedsvurderinger.
Der stilles i praksis mindre krav til et bestyrelsesmedlem end til en direktør, ligesom kravene skærpes, hvis der er tale om en stor og kompleks forbrugslånsvirksomhed. Der stilles ikke et ubetinget krav om, at et bestyrelsesmedlem har særlig indsigt i forhold til forbrugslånsvirksomhed. Her vil en særlig indsigt i en anden branche, som er relevant for den pågældende forbrugslånsvirksomhed, kunne være tilstrækkelig, eksempelvis anden udlånsvirksomhed. De øvrige kompetencer i bestyrelsen eller direktionen inddrages ikke i forbindelse med vurderingen af, om et bestyrelsesmedlem eller en direktør opfylder kravene.
Egnetheds- og hæderlighedsvurderingen er knyttet til stillingen eller hvervet i den konkrete forbrugslånsvirksomhed. Det er således muligt, at en person på baggrund af dennes uddannelsesmæssige baggrund og hidtidige ledelseserfaring opfylder kravet om fyldestgørende erfaring til at lede en forbrugslånsvirksomhed med et begrænset forretningsmæssigt omfang, men at det ikke gør sig gældende i forhold til en større forbrugslånsvirksomhed. Derfor kan man ikke overføre egnet- og hæderlighedsvurderingen fra en virksomhed til en anden virksomhed.
En indehaver af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, skal på tilsvarende vis, som direktører og bestyrelsesmedlemmer, have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at være indehaver af en forbrugslånsvirksomhed. Ved vurderingen af indehaverens viden, faglige kompetencer og erfaring vil der blive lagt vægt på, om personen har de fornødne kompetencer og ressourcer til at løfte opgaven som udøver af forbrugslånsvirksomhed alene.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en forbrugslånsvirksomhed, eller at indehaveren af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, skal have tilstrækkeligt godt omdømme og kunne udvise hæderlighed, integritet og tilstrækkelig uafhængighed ved varetagelsen af hvervet eller stillingen.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at de personer, der er en del af ledelsen i en forbrugslånsvirksomhed har en høj standard, både når det gælder deres faglige og ledelsesmæssige kompetencer og i forhold til deres personlige adfærd. Det er derfor vigtigt, at ledelsesmedlemmer generelt udviser en høj grad af hæderlighed, integritet og tilstrækkelig uafhængighed ved varetagelse af hvervet eller stillingen. Kravet om, at et ledelsesmedlem skal udvise tilstrækkelig uafhængighed ved varetagelse af hvervet eller stillingen, indebærer, at ledelsesmedlemmet i forbindelse med udførelsen af det konkrete hverv eller stillingen skal udvise den fornødne uafhængighed, som stillingen eller hvervet nødvendiggør.
For bestyrelsesmedlemmer betyder det eksempelvis, at det enkelte bestyrelsesmedlem i tilstrækkelig grad skal kunne agere uafhængigt af den daglige ledelse i forbrugslånsvirksomheden og således i tilstrækkelig grad kunne udfordre og overvåge direktionens arbejde. Dette indebærer bl.a., at det enkelte bestyrelsesmedlem ikke samtidig med bestyrelseshvervet kan påtage sig hvervet som direktør i en forbrugslånsvirksomhed, hvor vedkommende er medlem af bestyrelsen. Tilsvarende betyder det for direktionsmedlemmer, at det enkelte medlem i tilstrækkelig grad løbende skal kunne overvåge, udfordre og føre tilsyn med ledende medarbejderes arbejde.
Et medlem af bestyrelsen eller direktionen eller indehaveren af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, anses for at have et godt omdømme, hvis andet ikke er påvist, og hvis der ikke er nogen grund til at nære begrundet tvivl om personens gode omdømme. Finanstilsynet lægger alle relevante oplysninger til grund for vurderingen af, om bestyrelses- eller direktionsmedlemmet, henholdsvis indehaveren, har et godt omdømme. Medlemmet, henholdsvis indehaveren, anses ikke for at have et godt omdømme, hvis vedkommendes personlige eller forretningsmæssige adfærd giver anledning til begrundet tvivl om personens evner til at sikre en sund og sikker ledelse af forbrugslånsvirksomheden.
Denne vurdering baseres bl.a. på alle kriminelle og administrative overtrædelser, inddragelse af tidligere tilladelser, licenser eller lignende, tidligere afskedigelser og baggrunden herfor. I vurderingen af medlemmets, henholdsvis indehaverens omdømme, tager Finanstilsynet hensyn til alvoren af overtrædelsen, den tid, der er gået siden overtrædelsen, og personens opførsel i mellemtiden, herunder om der er tale om gentagne overtrædelser. Specielt i forhold til direktører vil det være vanskeligt at opretholde tilliden til vedkommende, hvis den forbrugslånsvirksomhed, som vedkommende leder, har modtaget gentagne påbud for manglende overholdelse af den finansielle lovgivning eller reglerne på hvidvaskområdet. Reglerne på hvidvaskområdet omfatter hvidvaskloven, de regler, der er udstedt i medfør heraf, og Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer.
Ved vurderingen af, om et ledelsesmedlem lever op til kravene i det foreslåede nr. 2, skal der lægges vægt på hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor. Det er vigtigt at opretholde den finansielle sektors omdømme og det omgivende samfunds tillid til sektoren. Manglende tillid til enkelte ledelsesmedlemmer i dele af den finansielle sektor vil kunne have en afsmittende effekt på hele den finansielle sektors omdømme og tilliden til den samlede branche. Medlemmer af bestyrelsen og direktionen i en forbrugslånsvirksomhed skal derfor have et tilstrækkeligt godt omdømme i samfundet.
Der skal i forbindelse med afvejningen af dette tillidshensyn lægges vægt på ledelsesmedlemmets forståelse for den finansielle sektors særlige samfundsmæssige ansvar i relation til forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering. Har ledelsesmedlemmet eksempelvis før sin indtræden i ledelsen for forbrugslånsvirksomheden været en del af ledelsen, compliance-ansvarlig eller udpeget som hvidvaskansvarlig i medfør af § 7, stk. 2, i hvidvaskloven i en virksomhed, der har overtrådt regler på hvidvaskområdet, skal denne overtrædelse og personens ansvar og adfærd i den forbindelse indgå i Finanstilsynets vurdering af personens hæderlighed i relation til den forbrugslånsvirksomhed, som personen ønsker at indtræde i ledelsen for.
En person har været en del af ledelsen, hvis personen har været bestyrelsesmedlem eller direktør i virksomheden eller har været øverst ansvarlig for det forretningsområde, hvor den adfærd, der førte til overtrædelse af regler på hvidvaskområdet, fandt sted. Ved Finanstilsynets afvejning af tillidshensynet skal der lægges vægt på karakteren og omfanget af overtrædelser af regler på hvidvaskområdet, og om der var tale om gentagne overtrædelser.
Kravene i stk. 1, nr. 2, skal til enhver tid være opfyldt. Det indebærer, at kravene skal være opfyldt fra det tidspunkt, hvor bestyrelsesmedlemmet eller direktøren tiltræder hvervet eller stillingen, eller fra det tidspunkt, hvor indehaveren af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, søger om tilladelse til at udøve forbrugslånsvirksomhed, og i hele den periode, hvori den pågældende varetager hvervet eller stillingen. Når en person tiltræder et hverv som bestyrelsesmedlem eller en stilling som direktør for en forbrugslånsvirksomhed, påser Finanstilsynet, om personen har et tilstrækkeligt godt omdømme, og om personen vil kunne udvise hæderlighed, integritet og tilstrækkelig uafhængighed ved varetagelse af hvervet eller stillingen.
Finanstilsynet vil i forbindelse med vurderingen af, om et medlem af direktionen eller bestyrelsen har et tilstrækkeligt godt omdømme og udviser hæderlighed, integritet og tilstrækkelig uafhængighed, tage hensyn til, i hvilken type af virksomhed den pågældende besidder en direktions- eller bestyrelsespost.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en forbrugslånsvirksomhed eller indehaveren af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, ikke må være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at personen ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde.
Det betyder, at en person som udgangspunkt ikke kan udpeges som henholdsvis bestyrelsesmedlem eller direktør eller indehaver af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, hvis den pågældende er pålagt strafansvar for en overtrædelse af straffeloven eller anden lovgivning på det finansielle område, ligesom personen som udgangspunkt må forlade sin stilling eller sit hverv, hvis personen bliver pålagt strafansvar for sådanne overtrædelser, efter at personen er udnævnt. Sker det ikke, kan Finanstilsynet i medfør af lovforslagets § 18, stk. 1 og 6, give et bestyrelsesmedlem et påbud om at nedlægge sit hverv eller påbyde forbrugerlånsvirksomheden at afsætte en direktør.
I vurderingen af, om en strafbar overtrædelse skal føre til, at den pågældende ikke kan udnævnes eller skal pålægges at fratræde, fordi overtrædelsen indebærer risiko for, at personen ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde, vil indgå, om det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for efterfølgende misbrug af hvervet eller stillingen, eller om den pågældende har handlet på en så retsstridig og uetisk måde, at der er grundlag for at antage, at den pågældende ikke vil varetage hvervet eller stillingen som henholdsvis bestyrelsesmedlem eller direktør på betryggende vis. Herudover vil hensynet til at opretholde tilliden til det finansielle system, herunder særligt ledelsesmedlemmets forståelse for den finansielle sektors særlige samfundsmæssige ansvar i relation til forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering, indgå i vurderingen. Der henvises til de specielle bemærkninger til § 4, stk. 1, nr. 2, ovenfor.
Det er ikke enhver overtrædelse af straffe- og særlovgivningen, der vil føre til en reaktion fra Finanstilsynets side. Allerede i dag har bestyrelsesmedlemmer og direktører efter Finanstilsynets praksis pligt til at indberette, hvis de er dømt for overtrædelse af straffelovens regler i kapitel 28 og 29 om berigelsesforbrydelser og andre strafbare formuekrænkelser eller overtrædelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 596/2014/EU af 16. april 2014 om markedsmisbrug (markedsmisbrugsforordningen). Hertil kommer, at der også skal ske en vurdering i forhold til andre overtrædelser af lovgivningen af relevans for den finansielle sektor. Det kan eksempelvis være overtrædelser af strafbelagte bestemmelser i hvidvask-, skatte- og selskabslovgivningen. Finanstilsynet foretager en konkret vurdering af, om overtrædelsen skal føre til, at personen ikke anses for at leve op til hæderlighedskravet i det foreslåede nr. 3.
Det strafbare forhold skal være fastslået ved dom eller ved, at bestyrelsesmedlemmet eller direktøren har vedtaget bødeforlæg, jf. retsplejelovens § 832.
Dog kan Finanstilsynet efter lovforslagets § 18, stk. 3 og 7, gribe ind og kræve, at den pågældende midlertidigt fjernes fra ledelsen, allerede når der er rejst tiltale for overtrædelse i en straffesag, og indtil sagen er afgjort, hvis en domfældelse vil indebære, at den pågældende ikke længere opfylder kravene i stk. 1, nr. 3.
Er det strafbare forhold pådømt i udlandet, vil dette kunne begrunde Finanstilsynets indgriben efter stk. 1, nr. 3.
For en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, gælder, at indehaveren skal leve op til hæderlighedskravene på tidspunktet for Finanstilsynets meddelelse af tilladelse, jf. lovforslagets § 3, stk. 2. En indehaver af en forbrugslånsvirksomhed kan ikke på tilsvarende måde som en direktør eller et bestyrelsesmedlem afsættes eller pålægges at nedlægge sit hverv i tilfælde af, at den pågældende efter Finanstilsynets meddelelse af tilladelse pålægges strafansvar. Konsekvensen af, at en indehaver af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, pålægges strafansvar omfattet af stk. 1, nr. 3, er derfor, at Finanstilsynet i medfør af lovforslagets § 19 kan inddrage tilladelsen til at udøve forbrugslånsvirksomhed, jf. lovforslagets § 19, stk. 1, nr. 6.
Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en forbrugslånsvirksomhed, eller en indehaver af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, ikke kan varetage hvervet eller stillingen som henholdsvis bestyrelsesmedlem, direktør eller indehaver, hvis den pågældende har indgivet begæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering. Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan gribe ind, uanset på hvilket stadie i rekonstruktionsbehandlingen eller de respektive insolvensbehandlinger vedkommende befinder sig.
Det foreslås i stk. 1, nr. 5, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en forbrugslånsvirksomhed eller for en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, indehaveren ikke i øvrigt må have udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at personen ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.
Det foreslås således, at et ledelsesmedlem eller indehaveren af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, ikke kan varetage hvervet eller stillingen som henholdsvis bestyrelsesmedlem, direktør eller indehaver, hvis den pågældende har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde. Ved vurderingen af, om den pågældende har udvist en adfærd, hvor der er grund til at antage, at personen ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde, vil der blive lagt vægt på hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor. Ved afvejning af dette tillidshensyn skal ledelsesmedlemmets adfærd i forhold til efterlevelse af regler på hvidvaskområdet indgå. Der henvises til de specielle bemærkninger til § 4, stk. 1, nr. 2, ovenfor.
Bestemmelsen foreslås bl.a. anvendt i den situation, hvor bestyrelsesmedlemmets, direktørens eller indehaverens private økonomi er i en sådan uorden, at selve det forhold må anses for særdeles belastende for varetagelsen af den overordnede ledelse af en forbrugslånsvirksomhed. Som eksempler på økonomisk uorden kan nævnes, at vedkommende har restancer, er indberettet som dårlig betaler eller lignende.
Endvidere kan viden om, at den pågældende i gentagne tilfælde har været en del af ledelsen i virksomheder, der er gået konkurs, begrunde, at Finanstilsynet vurderer, at en person ikke opfylder kravet.
Der skal dog foretages en individuel vurdering, hvor Finanstilsynet bl.a. kan lægge vægt på, hvilken rolle den pågældende person har spillet i ledelsen af den eller de virksomheder, der er gået konkurs. Der vil således være personer, f.eks. advokater og andre professionelle bestyrelsesmedlemmer, der ikke har været med til at drive virksomhed, men som alene er blevet indsat i en konkurstruet virksomheds ledelse med det formål at lukke virksomheden på en så hensigtsmæssig måde som muligt. I sådanne tilfælde vil det ikke komme en person til skade, at vedkommende har deltaget i ledelsen af en eller flere virksomheder, der er gået konkurs.
Andre eksempler på en tidligere udvist uforsvarlig adfærd kan være situationer, hvor det er åbenbart, at ledelsesmæssige svigt, manglende overholdelse af påbud fra en offentlig myndighed eller grovere misbrugssituationer har været årsag til problemer i de virksomheder, som den pågældende tidligere har deltaget i ledelsen af som bestyrelsesmedlem eller direktør.
Finanstilsynet skal endvidere løbende vurdere, om ledelsen af en forbrugslånsvirksomhed kan ske på en betryggende vis og gribe ind, hvis bestyrelsen, direktionen eller indehaveren har handlet til skade for virksomheden. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis forbrugslånsvirksomhedens ledelse ikke har sikret en ordentlig styring, har undladt at efterleve krav om god administrativ praksis og regnskabspraksis, eller har undladt at iværksætte fyldestgørende kontrolprocedurer. Hertil kommer andre tilfælde, hvor forsømmelser, dumdristighed eller passivitet har skadet den pågældende forbrugslånsvirksomhed, eller der er risiko for, at dette vil ske.
Svigt fra ledelsens side og heraf følgende økonomiske vanskeligheder i en virksomhed under tilsyn har en afsmittende effekt på den finansielle sektors omdømme og derfor også på samfundets tillid til sektoren. Det gør sig gældende uanset størrelsen og typen af virksomhed. Det er derfor vigtigt, at Finanstilsynet har mulighed for at gribe ind på et tidspunkt, hvor Finanstilsynet på grund af sin erfaring og kendskab til den konkrete virksomhed og markedsforholdene kan se, at der er et behov herfor.
For en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, medfører stk. 1, nr. 5, at Finanstilsynet i medfør af lovforslagets § 19, stk. 1, kan inddrage tilladelsen, hvis indehaverens adfærd giver grund til at antage, at den pågældende ikke kan varetage driften af sin forbrugslånsvirksomhed på forsvarlig måde, jf. lovforslagets § 19, stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, at et medlem af bestyrelsen eller et medlem af direktionen i en forbrugslånsvirksomhed eller indehaveren af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, skal meddele Finanstilsynet om forhold som nævnt i stk. 1 i forbindelse med sin indtræden i forbrugslånsvirksomhedens ledelse eller, for en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, i forbindelse med ansøgning om tilladelse, jf. § 3, stk. 2, nr. 2, og om forhold som nævnt i stk. 1, nr. 2-5, hvis disse forhold efterfølgende ændrer sig.
Oplysningsforpligtelsen omfatter forhold, der har betydning for Finanstilsynets vurdering af, om den pågældende person er egnet og hæderlig, jf. lovforslagets § 4, stk. 1. Et bestyrelsesmedlem eller direktionsmedlem skal bl.a. fremsende en straffeattest samt oplysninger om dennes tidligere beskæftigelse.
Forslaget indebærer endvidere, at hvis der efter tiltrædelsen, henholdsvis ansøgning om tilladelse, indtræder forhold, som er af betydning for vurderingen af, om kravene til egnethed og hæderlighed i stk. 1, nr. 2-5, fortsat kan anses for at være opfyldt, er den berørte person forpligtet til af egen drift at informere Finanstilsynet herom. Det vil herefter være op til Finanstilsynet at tage stilling til, om personen fortsat kan anses for at være egnet og hæderlig. Et ledelsesmedlem, henholdsvis en indehaver, har f.eks. pligt til at oplyse, at der er indgivet konkursbegæring mod personen, at personen har søgt om gældssanering, eller at der er rejst sigtelse mod personen for overtrædelse af lovgivningen nævnt i stk. 1, nr. 3.
De oplysninger, som Finanstilsynet modtager, indgår herefter i bedømmelsen af, om personen er egnet og hæderlig i medfør af det foreslåede stk. 1. Finanstilsynet tillægges beføjelse til at pålægge en forbrugslånsvirksomhed at afsætte et medlem af direktionen, hvis den pågældende ikke varetager stillingen på betryggende vis, jf. lovforslagets § 18, stk. 6. Tilsvarende kan Finanstilsynet påbyde et medlem af bestyrelsen i en forbrugslånsvirksomhed at nedlægge sit hverv, hvis den pågældende ikke varetager hvervet på betryggende vis, jf. lovforslagets § 18, stk. 1.
Finanstilsynet har desuden den sanktionsmulighed at nægte en forbrugslånsvirksomhed tilladelse efter lovforslagets § 3, stk. 2, nr. 2, eller inddrage en eksisterende tilladelse til at drive virksomhed i henhold til lovforslagets § 19, stk. 1, nr. 5, i de tilfælde, hvor et eller flere medlemmer af en bestyrelse eller direktion ikke opfylder kravene til egnethed og hæderlighed. Dog skal lovforslagets § 18, stk. 5 og stk. 9, tages i betragtning, hvorefter Finanstilsynets inddragelse af en forbrugslånsvirksomheds tilladelse på baggrund af manglende opfyldelse af kravene til egnethed og hæderlighed forudsætter manglende efterlevelse af påbud om henholdsvis et bestyrelsesmedlems nedlæggelse af sit hverv eller afsættelse af en direktør.
Hvis en indehaver af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed, ikke varetager sit hverv som indehaver på betryggende vis, kan Finanstilsynet inddrage indehaverens tilladelse, jf. lovforslagets § 19, stk. 1, nr. 5.
Det foreslås i stk. 3, at hvis en forbrugslånsvirksomhed drives som en juridisk person uden en bestyrelse eller direktion, gælder stk. 1 og 2 for den eller de ledelsesansvarlige for forbrugslånsvirksomheden.
Forslaget medfører, at i de tilfælde, hvor en forbrugslånsvirksomhed drives som en juridisk person uden en bestyrelse eller direktion, skal den eller de ledelsesansvarlige for forbrugslånsvirksomheden leve op til kravene om egnethed og hæderlighed.
Med den eller de ledelsesansvarlige for forbrugslånsvirksomheden forstås den eller de personer, der er ansvarlige for den overordnede henholdsvis daglige ledelse af forbrugslånsvirksomheden. Den formelle stillingsbetegnelse er ikke afgørende for, om en person anses for at være den ledelsesansvarlige. Det afgørende for, hvilke personer der omfattes af egnetheds- og hæderlighedskravene i medfør af den foreslåede bestemmelse, er således, om de pågældende personer faktisk er ansvarlige for den overordnede og/eller den daglige ledelse af virksomheden.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til de foreslåede stk. 1 og 2.
Det foreslås med lovforslagets § 31, stk. 1, at strafbelægge overtrædelse af stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, og stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4. Ansvarssubjektet for overtrædelse af stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, er det pågældende ledelsesmedlem eller indehaveren af en forbrugslånsvirksomhed, der er en enkeltmandsvirksomhed. For en forbrugslånsvirksomhed, der er en juridisk person, som ikke har en bestyrelse eller en direktion, er ansvarssubjektet for overtrædelse af stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, den eller de ledelsesansvarlige for virksomheden.
Den strafbare handling består i ikke at meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold vedrørende strafansvar og insolvensbehandling i forbindelse med indtræden i forbrugslånsvirksomhedens ledelse eller efterfølgende, hvis forholdene ændres. Et eksempel på overtrædelse af bestemmelsen er, at et ledelsesmedlem ikke giver Finanstilsynet oplysninger om strafansvar i forbindelse med det pågældende ledelsesmedlems indtræden i ledelsen.
Oplysninger om, hvorvidt en direktør, et bestyrelsesmedlem, en indehaver eller de øverste ledelsesansvarlige for eksempel er pålagt strafansvar eller er under konkursbehandling, er væsentlige for Finanstilsynets vurdering af den pågældendes hæderlighed.
Det er afgørende for tilliden til den finansielle sektor, at medlemmer af ledelsen i alle typer virksomheder inden for den finansielle sektor fremstår hæderlige, hvilket er baggrunden for, at overtrædelse af oplysningsforpligtelsen foreslås strafbelagt.