Bekendtgørelse af lov om forbrugslånsvirksomheder § 15

Forbrugerombudsmanden fører i dag tilsyn med, at forbrugslånsvirksomheder overholder markedsføringslovens regler om god skik mv. Forbrugslånsvirksomheder er derimod ikke underlagt Finanstilsynets tilsyn i dag.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynet påser overholdelsen af denne lov, bortset fra § 14, og påser regler udstedt i medfør af loven.

Finanstilsynets behandling af spørgsmål om overtrædelse af disse regler vil ofte opstå på baggrund af en klage fra en forbruger. Finanstilsynet kan dog også behandle et spørgsmål af egen drift eller efter anmodning herom fra Finanstilsynets bestyrelse eller fra Forbrugerombudsmanden, som har mulighed for at gøre opmærksom på mere generelle forhold, som Forbrugerombudsmanden finder urimelige i forhold til forbrugere. Finanstilsynet er ikke forpligtet til at behandle alle sager på forbrugerområdet, som Finanstilsynet får forelagt. Sager, hvor privatpersoner ønsker en afgørelse af en konkret tvist, skal på samme måde som det øvrige forbrugertilsyn på det finansielle område, afgøres af de private finansielle ankenævn, der i dette tilfælde vil være Ankenævnet for finansieringsselskaber. En forbruger kan tillige indbringe sagen for domstolene.

Efter lovforslagets § 3, stk. 2, nr. 1, skal en forbrugslånsvirksomhed have hjemland i Danmark eller i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået en aftale med på det finansielle område.

Såfremt Finanstilsynet konstaterer, at en forbrugslånsvirksomhed, der udøver virksomhed i Danmark uden tilladelse, er hjemmehørende i f.eks. et andet EU-land, vil Finanstilsynet rette henvendelse til den pågældende virksomhed med henblik på, at virksomheden enten ophører med sin virksomhed i Danmark eller opnår en tilladelse. Såfremt det ikke lykkes at lovliggøre forholdet, vil Finanstilsynet offentliggøre en advarsel mod den pågældende virksomhed.

Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynets bestyrelse indgår i tilsynet efter stk. 1 med den kompetence, som bestyrelsen er tillagt i medfør af § 345, stk. 7, i lov om finansiel virksomhed. Dette svarer til, hvad der gælder i dag.

Med forslaget vil bestyrelsen, jf. § 345, stk. 7, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed, skulle træffe beslutning om reaktioner i sager af principiel karakter samt i sager, der har videregående betydelige følger. Ved reaktioner forstås afgørelser i forvaltningsretlig forstand, herunder påtaler og påbud, men reaktioner dækker også over risikooplysninger m.v. Med bestemmelsen vil Finanstilsynets bestyrelse eksempelvis være kompetent til at træffe en beslutning om en reaktion, som retter sig mod en konkret forbrugslånsvirksomhed, der er omfattet af loven, men bestyrelsen vil også være kompetent til at træffe beslutning om reaktioner i principielle sager vedrørende lovfortolkning og lovanvendelse, herunder ændring af Finanstilsynets praksis, hvor der ikke nødvendigvis er en konkret forbrugslånsvirksomhed, som reaktionen retter sig mod.

En sag har et principielt indhold, når der er tvivl af en vis betydning om fortolkningen af en bestemmelse, eller hvis en hidtidig fortolkning ændres. At en sag vedrører en bestemmelse, der ikke har været anvendt før, gør ikke i sig selv sagen principiel. Videregående betydelige følger for en eller flere virksomheder eller hele branchen kan f.eks. være afgørelser, der påbyder, at en bestemt praksis skal følges, hvilket vil medføre anvendelse af betydelige ressourcer for virksomhederne.

Derudover skal bestyrelsen træffe beslutning om at overgive sager til politimæssig efterforskning, jf. § 345, stk. 7, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed, og godkende regler og vejledninger, der skal udstedes af Finanstilsynet i medfør af nærværende lovforslag, jf. § 345, stk. 7, nr. 7.

Ved regler forstås bekendtgørelser og cirkulærer. Finanstilsynets bestyrelse skal også godkende de vejledninger, som Finanstilsynet måtte finde behov for at udstede i medfør af loven. Forslaget skal ses som en naturlig konsekvens af bestyrelsens øvrige beføjelser, idet vejledninger dels er en kodificering af praksis i henhold til loven, som bestyrelsen med tiden vil fastlægge, og dels angiver fortolkningsbidrag m.v. vedrørende lovens bestemmelser. En vejledning retter sig mod de virksomheder, der skal administrere de regler, som vejledningen udmønter, og en vejledning forklarer, hvad virksomhederne i praksis skal gøre for at efterleve lovgivningens regler. En vejledning indeholder ikke lovkrav eller regler, men derimod en vejledning til forståelse af den lovmæssige regulering.

Med forslaget til stk. 3 kan Finanstilsynet påbyde de fysiske og juridiske personer, som er omfattet af denne lov, inden for en nærmere fastsat frist at træffe nødvendige foranstaltninger i tilfælde af overtrædelse af bestemmelser i loven eller regler udstedt i medfør heraf.

Bestemmelsen giver Finanstilsynet mulighed for at meddele juridiske og fysiske personer et påbud om at ændre en bestemt adfærd eller handling. Det kan være, fordi en virksomhed eller person handler i strid med loven, eller fordi en virksomhed eller person undlader at handle, hvor handling er påkrævet efter loven. Et påbud kan også gives til en sammenslutning af personer.

Muligheden for at udstede påbud om afsættelse af ledelsesmedlemmer fremgår særskilt af lovforslagets § 18. Meddelelse af denne type påbud omfattes ikke af nærværende bestemmelse, og der henvises derfor til § 18 med tilhørende bemærkninger.

Finanstilsynet fastsætter sin frist ud fra en konkret vurdering i den enkelte sag henset til overtrædelsens karakter. En alvorlig overtrædelse vil f.eks. kunne medføre, at fristen for efterlevelse af påbuddet er kortere end ved mindre alvorlige overtrædelser.

Forvaltningsretligt er et påbud en afgørelse, og den skal derfor ledsages af en begrundelse samt en klagevejledning.

Der bør ikke udstedes påbud for enhver overtrædelse af lovgivningen. Som udgangspunkt skal påbudsmuligheden anvendes i forbindelse med virksomheders og personers overtrædelse af kravene, når overtrædelserne er alvorlige, gentagne, systematiske eller en kombination heraf.

Med muligheden for at udstede påbud sikres Finanstilsynet et smidigt og hurtigt redskab til at sikre overholdelse af lovens regler. Et påbud kan eksempelvis anvendes i tilfælde, hvor en virksomhed har så store mangler i sine interne procedurer, at Finanstilsynet anser det for nødvendigt at udstede påbud om forbedring af forholdet.

Der kan meddeles påbud for overtrædelse af både bestemmelser i denne lov og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf.

Der forventes udstedt en række bekendtgørelser, som skal udmønte en række nærmere angivne bestemmelser i lovforslaget.

Ved ukomplicerede og ikke væsentlige overtrædelser af formalia, og hvor virksomheden eller personen i forbindelse med Finanstilsynets undersøgelse erkender, at der er begået en fejl, kan Finanstilsynet som et alternativ til et påbud vælge at indgå en mundtlig aftale med virksomheden eller personen om en straksforbedring. Med begrebet straksforbedring forstås, at virksomheden eller personen indvilliger i straks at rette op på forholdet i overensstemmelse med Finanstilsynets påbud herom, og straksforbedring anvendes, hvor det vurderes, at et påbud vil fremstå unødigt formalistisk.

Et påbud skal ikke forveksles med en påtale. En påtale anvendes i forbindelse med en konstateret lovovertrædelse, der ikke længere består. Situationen foreligger både, hvor lovovertrædelsen vedrører en situation af midlertidig karakter, der nu er afsluttet, og hvor virksomheden af egen drift har bragt forholdet i orden. Består lovovertrædelsen stadig, kan en påtale ikke anvendes som reaktion. Det bemærkes dog, at ved grovere eller gentagne lovovertrædelser vil der i stedet eventuelt kunne foretages politianmeldelse.

Efter lovforslagets § 31, stk. 3, kan undladelse af at efterkomme et påbud straffes med bøde. Ansvarssubjektet for overtrædelse heraf er den person, som er modtager af påbuddet. For så vidt angår juridiske personer henvises der også til lovforslagets § 31, stk. 5, og bemærkningerne hertil.