Lovguiden Logo
Historisk

LBK nr 1731 af 05/12/2023

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 60

Et forsikringsselskab kan ikke bringe en bygningsbrandforsikring til ophør på grund af manglende betaling af præmie.

Stk. 2. En kunde kan kun bringe forsikringen til ophør med samtykke af de berettigede ifølge samtlige adkomster og hæftelser, der er tinglyst på ejendommen, medmindre ejendommen uden forringelse af disses retsstilling forsikres i et andet selskab, som har tilladelse til at drive bygningsbrandforsikring.

Stk. 3. Forsikringsselskabet har udpantningsret for præmier med påløbne renter og andre omkostninger. Selskabet har endvidere panteret for ydelserne i den forsikrede ejendom efter ejendomsskat til stat og kommune i 1 år fra forfaldstid.

Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter minimumsbetingelser for forsikringsselskabers tegning af bygningsbrandforsikring.

Detaljer

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 60

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende lov om finansiel virksomhed. Bestemmelsen er tidligere gennemført inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A.

I bestemmelsen er der foretaget enkelte redaktionelle ændringer.

Bestemmelsen indeholder regler om adgangen til at eje og kontrollere betydelige kapitalandele i en finansiel virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed.

Baggrunden for bestemmelsen er, at ejerkredsen bag en finansiel virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed øver væsentlig indflydelse på virksomhedens drift. Fysiske eller juridiske personer, som myndighederne ikke har tilstrækkelig tillid til, skal forhindres i at eje en finansiel virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed, fordi der er risiko for, at de ikke vil medvirke til at sikre en forsvarlig drift af virksomheden.

Ifølge stk. 1 skal Finanstilsynet på forhånd underrettes om og godkende, når nogen direkte eller indirekte erhverver en kvalificeret andel i en finansiel virksomhed eller finansiel holdingvirksomhed. Først når Finanstilsynets godkendelse foreligger, er den pågældende berettiget til at erhverve andele. En kvalificeret andel defineres i forslagets § 5, stk. 3.

Finanstilsynet skal ligeledes på forhånd underrettes om og godkende enhver efterfølgende forøgelse af kvalificerede andele, der bringer den samlede ejerandel op på eller over en grænse på 20 pct., 33 pct., 50 pct., eller medfører, at den finansielle virksomhed bliver en dattervirksomhed.

Tilsvarende gælder finansielle holdingvirksomheder.

Hvis erhvervelse af en kvalificeret andel i holdingvirksomheden medfører, at aktionæren får en sådan dominerende indflydelse på holdingvirksomheden, at aktionæren derved indirekte kommer til at besidde en kvalificeret andel af den finansielle virksomhed således, at erhvervelsen både vedrører den finansielle virksomhed og den finansielle holdingvirksomhed, skal der alene indgives én ansøgning til Finanstilsynet.

En godkendelse fra Finanstilsynet af, at en bestemt aktionær erhverver 10 pct., udelukker ikke, at Finanstilsynet kan afvise at godkende denne aktionærs erhvervelse af f.eks. yderligere 10 pct., hvorved den samlede andel bringes op på 20 pct. Finanstilsynet vil i lyset af erfaringerne med den pågældende aktionær kunne afvise at godkende denne forøgelse af andelen.

Såfremt en finansiel virksomhed eller finansiel holdingvirksomhed i et andet medlemsland inden for EU eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, ønsker at erhverve en kvalificeret andel i en dansk finansiel virksomhed, skal Finanstilsynet altid, inden en afgørelse træffes, konsultere tilsynsmyndighederne i den pågældende finansielle virksomheds eller finansielle holdingvirksomheds hjemland. Det samme gælder, hvis erhververen er en modervirksomhed til en finansiel virksomhed i et andet medlemsland eller en fysisk eller juridisk person, der kontrollerer en finansiel virksomhed i et andet medlemsland.

I stk. 2 er «forsvarlig drift« ændret til «forsvarlig og fornuftig forvaltning«. Baggrunden herfor er, at professor, dr.jur. Erik Werlauff, på foranledning af Finanstilsynet har udarbejdet en redegørelse om »Indgrebsmulighederne for betydende kapitalejere i finansielle virksomheder«. Denne redegørelse er optrykt i beretning om Finanstilsynets virksomhed i 1998.

I redegørelsen peges på, at når der i de danske regler, der gennemfører EF- direktiverne på området, anvendes udtrykket »modvirker en forsvarlig drift«, anvender de relevante direktiver i den danske oversættelse udtrykket »en forsigtig og sund ledelse« af virksomheden. Denne formulering har en retning, der tyder på strengere krav end, hvad den danske tekst generelt lader formode.

Ændringen har alene til formål at bringe ordlyden af bestemmelsen nærmere direktivets ordlyd, idet ordvalget »forsvarlig og fornuftig forvaltning« er valgt frem for en »sund og fornuftig ledelse«. Bestemmelsen ændrer dog ikke ved den måde, Finanstilsynet hidtil har fortolket bestemmelsen på.

Finanstilsynet kan efter bestemmelsen kun godkende, at en aktionær erhverver andele eller forøger disse, hvis den pågældende aktionær ikke kan forventes at modvirke en forsvarlig og fornuftig forvaltning af den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed. Adgangen til at godkende den nævnte aktionær vil eksempelvis kunne benyttes til at afvise aktionærer, som har medvirket til en uforsvarlig og ufornuftig forvaltning af andre finansielle virksomheder.

Ifølge stk. 3 har Finanstilsynet en frist på 3 måneder til at træffe beslutning om, hvorvidt en erhvervelse af en andel kan godkendes. Fristen regnes fra Finanstilsynets modtagelse af en fyldestgørende underretning om den påtænkte erhvervelse af andelen.

Såfremt en underretning er så mangelfuld, at Finanstilsynet ikke kan træffe afgørelse, begynder fristen først at løbe fra det tidspunkt, hvor Finanstilsynet har modtaget supplerende oplysninger, og underretningen derved kan anses for fyldestgørende.

I henhold til stk. 4 kan Finanstilsynet i sin godkendelse fastsætte en gennemførelsesfrist for erhvervelsen af påtænkte andele. Overholdes fristen ikke, er godkendelsen bortfaldet.

I stk. 5 åbnes mulighed for, at Finanstilsynet kan suspendere behandlingen af ansøgninger efter stk. 1, hvis erhververen er en virksomhed med hjemsted uden Den Euorpæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område.

Bestemmelsen hænger sammen med EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A, hvorefter Kommissionen skal undersøge, hvilke hindringer der er for finansielle virksomheder fra EU for at udøve virksomhed i tredjelande. Hvis et tredjeland ikke giver finansielle virksomheder fra EU mulighed for at drive virksomhed i det pågældende land svarende til den adgang, som EU giver finansielle virksomheder fra tredjelande, kan der indledes forhandlinger med det pågældende land. Samtidig kan det bestemmes, at medlemslandene skal suspendere behandlingen af ansøgninger fra virksomheder fra det pågældende land om erhvervelse af andele inden for de grænser, der er fastsat i stk. 1. Det er ikke hensigten, at bestemmelsen skal finde anvendelse i andre tilfælde, end de i direktiverne nævnte. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 343, stk. 5.

Ifølge stk. 6 skal kapitalejere, som har en andel på mindst 10 pct., og som påtænker at mindske denne andel således, at den falder under en af de i stk. 1 fastsatte grænser, underrette Finanstilsynet herom og angive størrelsen af den påtænkte fremtidige andel. Bestemmelsen giver Finanstilsynet mulighed for at følge større ændringer i besiddelsen af kvalificerede andele i forbindelse med salg. Der er tale om et krav om forudgående rapportering.

Ifølge stk. 7 skal en finansiel virksomhed eller en finansiel holdingvirksomhed, når den får kendskab til overdragelser, som hæver eller sænker andelen i forhold til de grænser, der er angivet i stk. 1, straks indberette forholdet til Finanstilsynet.

Ifølge stk. 8 skal de finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder i februar måned meddele navnene på de kapitalejere, som pr. 31. december det foregående år ejede en kvalificeret andel i den pågældende virksomhed samt størrelsen af disse kapitalandele. Indberetningen giver Finanstilsynet mulighed for at konstatere, om ansøgningspligten i henhold til stk. 1 og meddelelsespligten i henhold til stk. 6 er overholdt. Hvis der ikke er sket ændringer i forhold til det foregående års indberetning, er det tilstrækkeligt at give meddelelse herom.