Command Palette

Search for a command to run...

Gældende

LBK nr 650 af 09/06/2025

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 182e

Bestyrelsen for den støtteydende virksomhed træffer beslutning om at yde koncernintern finansiel støtte i henhold til aftalen herom, hvis betingelserne i § 182 d er opfyldt. Bestyrelsen for den støttemodtagende virksomhed træffer beslutning om at acceptere koncernintern finansiel støtte i henhold til aftalen.

Stk. 2. Bestyrelsen for den støtteydende virksomhed skal forud for ydelse af koncernintern finansiel støtte i henhold til en godkendt aftale herom, jf. § 182 b, stk. 5, underrette

  1. Finanstilsynet,

  2. den konsoliderende tilsynsmyndighed, hvis denne ikke er Finanstilsynet,

  3. den kompetente myndighed for den støttemodtagende virksomhed, hvis denne ikke er omfattet af nr. 1 eller 2, og

  4. Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Stk. 3. Underretning i henhold til stk. 2 skal indeholde bestyrelsens begrundede beslutning, jf. stk. 1, og detaljerede oplysninger om den påtænkte koncerninterne finansielle støtte, herunder en kopi af aftalen om koncernintern finansiel støtte.

Stk. 4. Finanstilsynet har fra tidspunktet for modtagelsen af underretning, jf. stk. 2, og modtagelsen af de påkrævede oplysninger, jf. stk. 3, 5 arbejdsdage til at forbyde eller begrænse den koncerninterne finansielle støtte, hvis Finanstilsynet vurderer, at betingelserne i § 182 d ikke er opfyldt.

Stk. 5. Finanstilsynets afgørelse om at acceptere, forbyde eller begrænse den koncerninterne finansielle støtte skal omgående meddeles til

  1. den konsoliderende tilsynsmyndighed, hvis dette ikke er Finanstilsynet,

  2. den kompetente myndighed for den støttemodtagende virksomhed og

  3. Den Europæiske Banktilsynsmyndighed.

Stk. 6. Forbyder eller begrænser Finanstilsynet ikke den koncerninterne finansielle støtte inden for den i stk. 4 anførte frist, kan der ydes koncernintern finansiel støtte i overensstemmelse med underretningen.

Stk. 7. Bestyrelsens beslutning om at yde koncernintern finansiel støtte sendes til de i stk. 2 nævnte myndigheder. Finanstilsynet underretter omgående de øvrige medlemmer af tilsynskollegiet og medlemmerne af afviklingskollegiet, såfremt Finanstilsynet har det konsoliderede tilsyn med koncernen.