LBK nr 650 af 09/06/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 13a
Selskabslovens §§ 110, 286, 306 og 318 k finder ikke anvendelse på pengeinstitutter, realkreditinstitutter og finansielle holdingvirksomheder.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 13a
RetsinformationBestemmelsen er delvist en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gældende tilsynslovgivning. Bestemmelsen gennemføres herudover inden for rammerne af EF-direktiver på det finansielle område, jf. bilag A. Stk. 1 er ny for forsikringsselskaber, realkreditinstitutter og investeringsforvaltningsselskaber. Stk. 2 , som kun omfatter pengeinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber, viderefører tilsvarende bestemmelser i henholdsvis lov om banker og sparekasser m.v. og lov om fondsmæglerselskaber. Bestemmelsen er dog ny for investeringsforvaltningsselskaber.
Stk. 1 er en udvidelse i forhold til lov om banker og sparekasser m.v. og fondsmæglerloven, idet disse love kun indeholder forbud mod at anvende goodwill som en del af den indbetalte kapital.
Bestemmelsen indebærer, at immaterielle aktiver ikke kan indgå som en del af den indbetalte kapital, hverken ved stiftelsen af den finansielle virksomhed eller ved en senere aktiekapitalforhøjelse. Bestemmelsen skal sikre, at aktiekapitalen reelt er til stede. Dette har særlig betydning i afviklingssituationer.
Immaterielle aktiver skal forstås i overensstemmelse med det regnskabsmæssige begreb, der omfatter aktiveret goodwill, aktiverede udviklingsomkostninger og øvrige immaterielle aktiver, herunder computersoftware.
Den indbetalte aktiekapital udgør et væsentligt element i egenkapitalen og for nystiftede virksomheder det væsentligste element. I konkurstilfælde, hvor egenkapitalen skal anvendes til at absorbere tabene, vil immaterielle aktiver ofte have en lavere værdi eller slet ingen værdi. Eksempelvis vil goodwill normalt ikke have en værdi i konkurstilfælde, idet goodwill er udtryk for en forventning om virksomhedens fremtidige indtjeningsevne.
Efter lov om banker og sparekasser m.v. og fondsmæglerloven kan goodwill ikke anvendes som en del af den indbetalte kapital. Det er imidlertid ikke kun goodwill, som i konkurstilfælde vil have en begrænset værdi. Dette gælder som udgangspunkt samtlige immaterielle aktiver. Med henblik på at sikre, at aktiekapitalen, som en del af egenkapitalen, kan absorbere eventuelle tab i tilfælde af konkurs, foreslås bestemmelsen derfor udvidet til at omfatte samtlige immaterielle aktiver.
Lov om forsikringsvirksomhed og realkreditloven indeholder ikke en bestemmelse om, at immaterielle aktiver eller goodwill ikke kan anvendes som en del af den indbetalte kapital. Forslaget indebærer derfor en nydannelse for forsikringsselskaber og realkreditinstitutter. Beskyttelseshensynet er imidlertid det samme, hvilket er baggrunden for, at bestemmelsen foreslås udvidet til også at omfatte forsikringsselskaber og realkreditinstitutter.
Bestemmelsen foreslås som led i harmoniseringen af bestemmelserne for finansielle virksomheder også at omfatte investeringsforvaltningsselskaber.
I forhold til de tilsvarende bestemmelser i lov om banker og sparekasser m.v. og lov om fondsmæglerselskaber er ordet stemmeret i forslagets stk. 2 erstattet med stemmeværdi. Der er alene tale om en sproglig præcisering, som ikke indebærer materielle ændringer. Formålet med bestemmelsen er at forhindre, at aktionærer med kun en beskeden kapital kan dominere en finansiel virksomhed.
Bestemmelsen er ny for forsikringsselskaber og realkreditinstitutter.
Forbuddet i bestemmelsen forhindrer alene en opdeling i aktieklasser med forskellig stemmeværdi.
Forbuddet forhindrer derfor ikke, at aktiekapitalen opdeles i aktieklasser med forskellige rettigheder med hensyn til udbytte, indløselighed m.v.
Bestemmelsen vedrører aktiernes stemmeret. Aktionærernes adgang til at stemme kan derfor reguleres uafhængigt af bestemmelsen. Forbuddet er derfor ikke til hinder for, at der indføres et stemmeloft.
Vedtægtsmæssige begrænsninger af den enkelte aktionærs mulighed for at erhverve aktier er heller ikke i strid med bestemmelsens forbud.
Det bemærkes, at aktieselskabsloven finder anvendelse ved bedømmelse af stemmeretsbegrænsninger og begrænsninger af aktiernes omsættelighed.
Stk. 2 er fremadrettet, og forhindrer ikke, at der lovligt kan bibeholdes opdeling af aktiekapital i aktieklasser med forskellig stemmeværdi, der allerede eksisterer ved lovens ikrafttræden.