Bekendtgørelse af lov om betalinger § 94

Det følger af § 60, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge, at der gælder en række forpligtelser for en udbyder, der udsteder et betalingsinstrument.

Den foreslåede bestemmelse i § 94 viderefører med sproglige ændringer § 60, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge. Bestemmelsen gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 70.

Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at en udbyder skal træffe egnede foranstaltninger for at sikre, at den til betalingsinstrumentet hørende personlige sikkerhedsforanstaltning ikke er tilgængelig for andre end den betaler, der er berettiget til at bruge betalingsinstrumentet, jf. dog forslagets § 93.

Bestemmelsen pålægger således udbyderen at træffe egnede sikkerhedsforanstaltninger både i forbindelse med generering af disse personlige sikkerhedsforanstaltninger, fremsendelsen heraf til en betaler af betalingsinstrumenter samt i forbindelse med kontrol af betalingstransaktioner. Hvor den personlige sikkerhedsforanstaltning skal anvendes til gennemførelse af stærk kundeautentifikation er det særligt relevant, at betaler er den eneste der kender eller er i besiddelse af elementerne, der indgår i de personlige sikkerhedsforanstaltninger.

Forslagets § 94 skal ses i sammenhæng med reglerne om betalernes forpligtelser ved brug af betalingsinstrumentet, jf. forslagets § 93.

Det foreslås i stk. 1, nr. 2, skal en udbyder sikre, at en betaler til enhver tid kan foretage underretning, som nævnt i § 93, stk. 1, nr. 3, eller anmode om ophævelse af spærring, jf. § 92, stk. 3.

Bestemmelsen medfører, at det altid skal være muligt for betaler, så snart denne bliver bekendt med, at dennes betalingsinstrument er mistet, stjålet, misbrugt eller lignende, eller hvis der er mistanke herom, at kontakte udbyder og spærre betalingsinstrumentet. Udbyderen skal derfor sikre, at betaleren har adgang til en spærringstjeneste 24 timer i døgnet. Det er dog ikke et krav, at betaler nødvendigvis har adgang til udbyder selv, da spærringstjenesten kan udbydes af en fælles udbyder for alle deltager i en betalingskortordning. Eksempelvis kunne en række pengeinstitutter, der udsteder et betalingskort af samme mærke, have en fælles spærringstjeneste.

Udbyderen skal ligeledes sikre, at det er muligt for betaler at anmode om ophævelse af spærringen igen. Der er dog ingen forpligtelse til, at denne tjeneste skal være tilgængelige 24 timer i døgnet. Da der ikke er samme beskyttelseshensyn, som ved spærringen af kort, som skal kunne ske straks af hensyn til at begrænse misbrug af betalingsinstrumentet.

Efter forslaget til stk. 1, nr. 3, skal udbyderen samtidig sikre, at betaleren i en periode på 18 måneder fra en underretning, jf. stk. 1, nr. 2, kan rekvirere dokumentation for at have foretaget en sådan underretning med angivelse af tidspunktet for underretningen.

Der stilles ikke krav om, at udbyderen skal stille dokumentationen til rådighed på en bestemt måde, så længe den blot er tilgængelig i den anførte periode. Dokumentation i form af en papirkvittering vil opfylde bestemmelsens dokumentationskrav. Såfremt dokumentationen er tilgængelig i for eksempel netbanken, skal udbyderen sikre, at denne oplysning kan findes i netbank i mindst 18 måneder.

Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at udbyderen skal give betaleren mulighed for at foretage en underretning, jf. stk. 2 og 3, uden beregning. Udbyderen kan kræve et gebyr for udskiftning af betalingsinstrumentet, men gebyret må ikke overstige de faktiske omkostninger til udskiftningen.

Formålet er at sikre, at udbyderen ikke afkræver gebyrer fra en betaler, som ønsker at foretage en underretning i henhold til denne bestemmelse. Bestemmelsen giver udbyderen mulighed for at kræve et gebyr for at udskifte det betalingsinstrument, som er blevet spærret. Gebyret må ikke overstige de faktiske omkostninger, som udbyderen har i forbindelse med udskiftningen af betalingsinstrumentet, eksempelvis til administrative omkostninger og forsendelse.

Det foreslås i stk. 1, nr. 5, at udbyderen skal hindre enhver brug af betalingsinstrumentet, når der er foretaget underretning, jf. § 93, stk. 1, nr. 3.

Bestemmelsen skal forstås i overensstemmelse med forslaget til § 100, stk. 5, hvorefter udbyderen hæfter for uberettiget brug af betalingsinstrumentet efter en spærring. En betaler, som har underrettet udbyder af betalingsinstrumentet, om at dette er tabt, stjålet eller på anden måde har mistanke om misbrug kan, efter underrettelsen er foretaget således ikke hæfte for et eventuelt videre misbrug af betalingsinstrumentet. Eksempelvis kan de fleste betalingskort spærres ved at ringe til det udstedende pengeinstituts spærringsservice. Efter en bruger har spærret et betalingskort på den måde skal det udstedende pengeinstitut således sikre, at betalingskortet ikke kan anvendes yderligere, ligesom betaler ikke hæfter for misbrug herefter.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslaget til § 93, stk. 1, nr. 3, som fastslår at brugeren snarest muligt skal underrette udbyderen, når betaler bliver opmærksom på tab, uberettiget tilegnelse eller anden uberettiget brug af betalingsinstrumentet.

I henhold til § 151, stk. 2, i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 94, stk. 1, straffes med bøde.

Overtrædelse af forslagets § 94, stk. 1, vil omfatte den situation, hvor en udbyder, der udsteder et betalingsinstrument, 1) undlader at træffe egnede foranstaltninger for at sikre, at den til betalingsinstrumentet hørende personlige sikkerhedsforanstaltning ikke er tilgængelig for andre end den betaler, der er berettiget til at bruge betalingsinstrumentet, jf. dog § 93, 2) undlader at sikre, at en betaler til enhver tid kan foretage underretning som nævnt i § 93, stk. 1, nr. 3, eller anmode om ophævelse af spærring, jf. § 92, stk. 3, 3) undlader at sikre at betaleren i en periode på 18 måneder fra en underretning, jf. nr. 2, kan dokumentere at have foretaget en sådan underretning med angivelse af tidspunktet for underretningen, 4) undlader at give brugeren mulighed for at foretage en underretning, jf. stk. 2 og 3, uden beregning. Udbyder kan opkræve et gebyr til udskiftning af betalingsinstrumentet, men gebyret må ikke overstige de faktiske omkostninger til udskiftningen, og 5) undlader at hindre enhver brug af betalingsinstrumentet, når der er foretaget underretning, jf. § 93, stk. 1, nr. 3. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den virksomhed, som agerer i strid med forslagets § 94, stk. 1.

Det foreslås i stk. 2, at betalingsinstrumenter ikke må fremsendes uopfordret, bortset fra udskiftning af betalingsinstrumenter, der allerede er udleveret til en betaler.

Formålet med bestemmelsen er at beskytte brugeren mod, at udbyderen indirekte pålægger denne omkostninger til et nyt betalingsinstrument, uden at brugeren har udtrykt ønske herom. Beskyttelsen af brugeren gælder uanset, at der foreligger en eksisterende aftale mellem udbyderen, eksempelvis hvis brugeren har et loyalitetskort hos en udbyder. Udbyderen må i denne situation ikke også fremsende et betalingskort uden at brugeren har anmodet herom. Tilsvarende må udbyderen heller ikke fremsende et ekstra betalingskort som supplement til en eksisterende aftale.

I henhold til § 151, stk. 2, i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 94, stk. 2, straffes med bøde.

Overtrædelse af forslagets § 94, stk. 2, vil omfatte den situation, hvor en udbyder fremsender betalingsinstrumenter uopfordret, bortset fra ved udskiftning af et betalingsinstrument, der allerede er udleveret til en betaler. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den virksomhed, som fremsender betalingsinstrumentet i strid med forslagets § 94, stk. 2.

Det foreslås i stk. 3, at forsendelsesrisikoen ved fremsendelse af et betalingsinstrument eller personlige sikkerhedsforanstaltninger, der hører til betalingsinstrumentet, påhviler udbyderen.

Bestemmelsen skal ses i forlængelse af forslaget til § 93, stk. 1, nr. 1, hvorefter det påhviler udbyderen at sikre, at for eksempel den til betalingsinstrumentet hørende personlige sikkerhedsforanstaltning ikke er tilgængelig for andre end betaleren af betalingsinstrumentet. Da udbyderen vælger fremsendelsesformen, bør udbyderen også bære risikoen, hvis forsendelsen ikke kommer frem til betaleren. Hvis et betalingskort bortkommer i forbindelse med fremsendelsen til betaleren, er det derfor tillige udbyderen, der må bekoste fremsendelse af et nyt kort til betaleren.

Hvis et betalingskort og måske pinkode bortkommer i forbindelse med fremsendelse til betaleren og det efterfølgende bliver anvendt til betalingstransaktioner, medfører reglen om, at udbyderen bærer forsendelsesrisikoen i forslagets § 94, stk. 3, at udbyderen uanset selvrisikoreglen i forslagets § 99, stk. 2, skal bære det fulde tab.