Bekendtgørelse af lov om betalinger § 5

§ 4 i den gældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge fastsætter en række undtagelser fra lovens anvendelsesområde.

Den foreslåede § 5 fastlægger en række undtagelser til lovens anvendelsesområde.

Bestemmelsen svarer til § 4 i den gældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge, dog med en række ændringer i undtagelserne, i overensstemmelse med 2. betalingstjenestedirektiv. Ændringerne behandles enkeltvist nedenfor.

Med lovforslagets § 5 gennemføres 2. betalingstjenestedirektiv artikel 3.

Det foreslås i nr. 1 at undtage betalingstransaktioner, der gennemføres med kontanter direkte fra betaleren til betalingsmodtageren, fra loven, jf. dog § 81 om kontantreglen. Bestemmelsen viderefører § 4, stk. 1, nr. 1, i den gældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge og gennemfører samtidig 2. betalingstjenestedirektiv artikel 3, stk. 1, litra a.

Ved kontantbetalinger forstås overdragelse af kontanter direkte fra betaler til modtager uden involvering af tredjemand.

Det foreslås i nr. 2 at undtage betalingstransaktioner mellem en betaler og en betalingsmodtager gennem en handelsagent, som har fuldmagt fra betaleren eller betalingsmodtageren til at forhandle eller afslutte salg eller køb af varer eller tjenesteydelser på vegne af enten betaleren eller betalingsmodtageren. Bestemmelsen viderefører § 4, stk. 1, nr. 2, i den gældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge og gennemfører samtidig 2. betalingstjenestedirektiv artikel 3, stk. 1, litra b.

Formålet med undtagelsen er at sikre, at den samme betaling ikke er omfattet af dette lovforslag to gang. Dette skyldes, at både betalingen fra køber til en handelsagent og fra handelsagent til sælger i forvejen vil være en transaktion omfattet af loven i henhold til aftalerne mellem køber og sælger og deres respektive udbydere. Undtagelsen medfører således alene, at handelsagenten i sig selv ikke opfattes som en udbyder af betalingstjenester i henhold til dette lovforslag, uagtet om denne kommer i besiddelse af midlerne eller ej. Dette skyldes, at handelsagenten agerer på baggrund af et fuldmagtsforhold og derved kan afgive eller modtage betaling på vegne af fuldmagtsgiver med frigørende virkning for modparten.

Ved handelsagent forstås i overensstemmelse med handelsagentloven den, som for en anden (agenturgiveren) mod vederlag har påtaget sig for dennes regning selvstændigt og vedvarende at virke for salg eller køb af varer ved at indhente tilbud (ordre) til agenturgiveren eller ved i dennes navn at indgå aftale herom.

Undtagelsen omfatter kun handelsagenter, som udelukkende handler på vegne af enten betaleren eller betalingsmodtageren. Dette gælder uagtet om handelsagenten kommer i besiddelse af kundens midler. Undtagelsen omfatter dog endvidere tilfælde hvor handelsagenten handler på vegne af både betaleren og betalingsmodtageren, eksempelvis i forbindelse med drift af e-handelsplatforme, hvis den på intet tidspunkt kommer i besiddelse af, eller får kontrol med, kundernes midler.

Det foreslås i nr. 3 at undtage erhvervsmæssig fysisk pengetransport. Bestemmelsen viderefører § 4, stk. 1, nr. 3, i den gældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge og gennemfører samtidig 2. betalingstjenestedirektiv artikel 3, stk. 1, litra c.

Ved fysisk pengetransport forstås afhentning, transport, håndtering og levering af sedler og mønter, uden at disse på noget tidspunkt indestår på kontanthåndteringsselskabets egen konto. Undtagelsen omfatter derved alene kontanthåndteringssleskabers fysiske transport af sedler og mønter. Udbyder et kontanthåndteringsselskab i øvrigt betalingstjenester kan de være omfattet af lovforslaget. Det vil eksempelvis være tilfældet, hvor kontanthåndteringsselskabet i forbindelse med afhentning, transport, håndtering eller levering af kontanter, derudover udbyder pengeoverførsel, for eksempel ved at kontanthåndteringsselskabet indsamler kontanterne på egen konto og derefter overfører midlerne elektronisk til selskabets enkelte kunder.

Det foreslås i nr. 4 at undtage betalingstransaktioner, der indebærer ikke-erhvervsmæssig indsamling og levering af kontanter inden for rammerne af almennyttig virksomhed. Bestemmelsen viderefører § 4, stk. 1, nr. 4, i den gældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge og gennemfører samtidig 2. betalingstjenestedirektiv artikel 3, stk. 1, litra d.

Undtagelsen omfatter indsamling og viderelevering af kontanter til velgørenhed, under forudsætning af, at selve indsamlingen ikke organiseres af en erhvervsmæssig virksomhed. Bestemmelsen forudsætter, at der kun sker indsamling af kontanter. Indsamling til velgørende formål, der gennemføres ved en bankoverførsel eller anvendelse af betalingskort vil derimod være omfattet af loven.

Det foreslås i nr. 5 at undtage tjenesteydelser, hvor en betalingsmodtager efter udtrykkelig anmodning fra en betaler foretager en kontant udbetaling til denne i umiddelbar forbindelse med gennemførelsen af en betalingstransaktion vedrørende køb af varer eller tjenesteydelser. Bestemmelsen viderefører § 4, stk. 1, nr. 5, i den gældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge og gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 3, stk. 1, litra e.

Undtagelsen omfatter de tilfælde, hvor en kunde i forbindelse med et varekøb i en butik ”hæver over beløbet”, og får udbetalt et kontant beløb (”cash-back”). Undtagelsen sikrer, at butikken, som tilbyder cash-back, ikke opfattes som udbyder af betalingstjenester i forbindelse hermed. I forholdet mellem kunden og kundens udbyder er den samlede transaktion imidlertid omfattet af loven.

Det foreslås i nr. 6 at undtage veksling af kontanter, uden at midlerne indestår på en betalingskonto. Bestemmelsen viderefører § 4, stk. 1, nr. 6, i den gældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge og gennemfører samtidig 2. betalingstjenestedirektiv artikel 3, stk. 1, litra f.

Undtagelsen omfatter veksling af kontanter, når vekslingen sker uden at midlerne på noget tidspunkt indestår på en betalingskonto. Undtagelsen gælder både veksling inden for samme valuta, eksempelvis sedler til mønter, og veksling mellem to forskellige valutaer.

Det foreslås i nr. 7 at undtage betalingstransaktioner, der er baseret på papirbaserede checks, veksler, værdikuponer, postanvisninger eller rejsechecks. Bestemmelsen viderefører § 4, stk. 1, nr. 7, i den gældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge og gennemfører samtidig 2. betalingstjenestedirektiv artikel 3, stk. 1, litra g.

Undtagelsen omfatter en række forskellige papirbaserede checks, kuponer m.v. Disse omfatter papirchecks som defineret i Genèvekonventionen af 19. marts 1931 om indførelse af en ensartet checklov og lignende papirchecks, der reguleret af lovgivningen i medlemslande, som ikke er parter i Genèvekonventionen af 19. marts 1931 om indførelse af en ensartet checklov, papirbaserede veksler i overensstemmelse med Genèvekonventionen af 7. juni 1930 om indførelse af en ensartet veksellovgivning og lignende papirbaserede veksler, der reguleret af lovgivningen i medlemslande, som ikke er parter i Genèvekonventionen af 7. juni 1930 om indførelse af en ensartet veksellovgivning, papirbaserede værdikuponer, papirbaserede rejsechecks og papirbaserede postanvisninger som defineret af Verdenspostforeningen.

Giroindbetalingskort er ikke omfattet af undtagelsen.

Det foreslås i nr. 8 at undtage betalingstransaktioner, der gennemføres inden for rammerne af et system til afvikling af betalinger eller værdipapirer mellem afviklingsagenter, centrale modparter, clearinginstitutter, centralbanker eller andre deltagere i systemet og udbydere af betalingstjenester. Bestemmelsen i § 64 om adgang til betalingssystemer finder dog stadig anvendelse på betalingssystemer og disses deltagere.

Bestemmelsen viderefører § 4, stk. 1, nr. 8, i den gældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge og gennemfører samtidig artikel 3, stk. 1, litra h i 2. betalingstjenestedirektiv.

Den foreslåede bestemmelse medfører eksempelvis, at transaktioner mellem Danmarks Nationalbank og dennes kontohavere er undtaget fra loven. Tilsvarende gælder for transaktioner mellem kontohaverne som led i betalingsafviklingen i et system til betalingsafvikling eller værdipapirafvikling. Dette omfatter bl.a. systemerne Sumclearingen, Intradagclearing, Straksclearingen og CLS (Continuous Linked Settlement) og værdipapirafviklingen VP-afviklingen. Bestemmelsen undtager endvidere alle øvrige transaktioner mellem kontohaverne via deres konti i Danmarks Nationalbank.

Transaktioner mellem deltagere i et betalingssystem, som ikke er registreret i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer er også omfattet af undtagelsen.

Uagtet at ovenstående betalingstransaktioner er undtaget fra lovforslagets anvendelsesområde, er betalingssystemer og disses deltagere stadig omfattet af bestemmelserne i forslagets §§ 63 og 64 om adgang til betalingssystemer.

Det foreslås i nr. 9 at undtage betalingstransaktioner vedrørende formueforvaltning i forbindelse med værdipapirer, herunder udbytter, indkomster eller andre udlodninger, indfrielse eller salg, der foretages af de i nr. 8 omhandlede juridiske personer eller af fondsmæglere, pengeinstitutter, realkreditinstitutter, institutter for kollektiv investering i værdipapirer eller administrationsselskaber, som udfører investeringsservice eller andre enheder, der har tilladelse til at have finansielle instrumenter i depot. Bestemmelse viderefører § 4, stk. 1, nr. 9, i den gældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge og gennemfører samtidig 2. betalingstjenestedirektiv artikel 3, stk. 1, litra h.

Undtagelsen omfatter en række værdipapirrelaterede betalinger udført af virksomhederne nævnt under nr. 8, hvilket vil sige systemernes deltagere, clearingcentraler, centrale modparter, centralbanker, betalingsformidlere, fondsmæglere, kreditinstitutter og investeringsforeninger ikke er omfattet af loven. Betalingerne kan eksempelvis opstå i forbindelse med udbetalinger af dividender og renter, samt ved indfrielse og salg.

Det foreslås i nr. 10 at undtage tjenester leveret af en udbyder af tekniske tjenester, der understøtter udbuddet af betalingstjenester. Undtagelsen forudsætter dog, at udbyderen ikke på noget tidspunkt er i besiddelse af de midler, som skal overføres, og at der ikke er tale om tjenester omfattet af bilag 1, nr. 7 og 8. Dog gælder § 122 om urimelige priser og avancer desuagtet. Bestemmelsen viderefører § 4, stk. 1, nr. 10, i den gældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge og gennemfører samtidig 2. betalingstjenestedirektiv artikel 3, stk. 1, litra j.

Undtagelsen omfatter en række tjenester leveret af tekniske leverandører fra loven. Det drejer sig eksempelvis om håndtering og lagring af data, databeskyttelse- og validering, drift af kommunikationsnetværk samt levering og vedligeholdelse af betalingsterminaler. Disse tjenester er kendetegnet ved, at de pågældende leverandører på intet tidspunkt er i besiddelse af midlerne, der overføres i betalingstransaktionen. Det er yderligere en betingelse, at den tekniske tjeneste understøtter udbuddet af betalingstjenester. Undtagelsen gælder derfor ikke, hvis det er udbyderen af den tekniske tjeneste, der indgår aftalen om betalingstjenester med betaler eller betalingsmodtager, desuagtet at udbyderen ikke kommer i besiddelse af midlerne på noget tidspunkt.

Som eksempel på virksomheder, der udbyder denne type tjenester, kan nævnes pengeinstitutternes datacentraler og leverandører af kortterminaler i fysisk handel eller betalingsmoduler til brug ved internethandel.

Det foreslås i nr. 11 at undtage betalingstransaktioner for egen regning mellem en udbyder af betalingstjenester og dennes agenter eller filialer. Bestemmelsen viderefører § 4, stk. 1, nr. 11, i den gældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge og gennemfører samtidig 2. betalingstjenestedirektiv artikel 3, stk. 1, litra m.

Undtagelsen omfatter betalinger, der foretages mellem udbydere af betalingstjenester og disses agenter og filialer, når betalingerne sker for egen regning, hvilket vil sige, at betalingerne ikke foretages på vegne af kunder.

Det foreslås i nr. 12 at undtage betalingstransaktioner og dertil knyttede tjenesteydelser mellem en modervirksomhed og dennes dattervirksomhed eller mellem dattervirksomheder af samme modervirksomhed, såfremt den udbyder, der forestår transaktionen, er en virksomhed inden for samme koncern. Bestemmelsen viderefører § 4, stk. 1, nr. 12, i den gældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge og gennemfører samtidig 2. betalingstjenestedirektiv artikel 3, stk. 1, litra n.

Undtagelsen omfatter betalinger, der foretages mellem virksomheder inden for samme koncern. Undtagelsen gælder også, selvom der er en udbyder af betalingstjenester involveret, hvis blot den pågældende udbyder er en del af koncernen.

Det foreslås i nr. 13 at undtage udbydere af betalingstjenester, der vedrører hævning af kontanter i pengeautomater på vegne af en eller flere kortudstedere, såfremt udbyderen ikke er part i den rammeaftale, der er indgået med kunden om hævning af kontanter fra en betalingskonto, og udbyderen ikke foretager andre af de i bilag 1 anførte betalingstjenester. Dog gælder §§ 67, 68, 70, 71 og 117 stadig, således, at udbyderen skal oplyse brugeren om eventuelle hævegebyrer både før og efter hævningen.

Bestemmelsen viderefører med visse indholdsmæssige ændringer § 4, stk. 1, nr. 13, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge og gennemfører samtidig 2. betalingstjenestedirektiv artikel 3, stk. 1, litra o.

Bestemmelsen har lighedspunkter med undtagelsen i nr. 5 om kontanthævninger ”over beløbet”. Med den foreslåede bestemmelse fastslås således udelukkende, at det er udbetalingen af kontanter i kontantautomater i de situationer, der er opregnet i bestemmelsen, som er undtaget fra loven. Undtaget er således blot uafhængige kontantautomater, der drives af udbydere, som ikke yder andre former for betalingstjenester. Bestemmelsen undtager derimod ikke forholdet mellem betaler (dvs. den person, som foretager hævningen) og betalers udbyder. For at sikre en tilstrækkelig forbrugerbeskyttelse, er disse udbydere dog omfattet af enkelte oplysningsforpligtelser, således at betaler er oplyst om eventuelle gebyrer før vedkommende autorisere transaktionen.

Det foreslås i nr. 14 at undtage betalingsinstrumenter, der kun kan anvendes til at erhverve varer og tjenester hos udbyderen selv, eller hos et begrænset netværk af udbydere under en forretningsaftale direkte med udstederen af betalingsinstrumentet, jf. dog § 61 og kapitel 5-7, med undtagelse med § 124, stk. 4. Bestemmelsen gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 3, stk. 1, litra k, nr. i. Bestemmelsen er ny og medfører en ændring af reglerne på området.

Ifølge § 37, stk. 1, nr. 1, og § 39p, stk. 1, nr. 1, i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge er udbyder af betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse til brug for erhvervelse af varer og tjenesteydelser omfattet af loven og skal opnå en begrænset tilladelse fra Finanstilsynet for at kunne udbyde betalingstjenester i Danmark.

Med forslaget til nr. 14 sker der således en ændring af de nuværende regler, idet udbydere af betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse, med undtagelse af reglerne om forbrugerbeskyttelse i kapitel 5-7, ikke længere vil være omfattet af loven. Det indebærer bl.a. at tilladelseskravet bortfalder for denne type udbyder. Dog bliver de omfattet af underretningspligten i § 61.

Udbyderne undtages med bestemmelsen også fra at overholde lovforslagets § 124, stk. 4, som bestemmer at udbydere af betalingstjenester ikke må stille som vilkår for indgåelse af aftale om brug af en betalingstjeneste, at der kan ske tilknytning af andre funktioner, som indebærer opstilling af forbrugsprofiler, kortlægning af betalers forbrugsmønstre eller anden personhenførbar segmentering.

Forslaget gennemfører artikel 3, litra k, punkt i, i 2. betalingstjenestedirektiv og artikel 1, stk. 4, i 2. e-pengedirektiv. Undtagelsen omfatter således udstedelse af betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse, uanset om den betalingstransaktionen, der iværksættes med instrumentet sker på baggrund af elektroniske penge eller andre midler.

Betalingsinstrumenter der kun kan anvendes hos udbyder selv eller hos et begrænset netværk af udbydere under en direkte forretningsaftale skal forstås i overensstemmelse med præambelbetragtning nr. 13 og 14 til 2. betalingstjenestedirektiv. Et begrænset netværk af udbydere skal således forstås bredere end under de nugældende regler i lov om betalingstjenester og elektroniske penge. Betalingsinstrumenter, der kun kan anvendes i et bestemt butikscenter, kan være et eksempel på et begrænset netværk. Dette vil for eksempel være tilfældet, hvis alle forretninger i et butikscenter går sammen om i fællesskab at udstede et betalingskort, som kun kan anvendes hos centerets forretninger. Der skelnes i dette tilfælde ikke mellem om betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse er forudbetalt eller efterbetalt. Det er dog ikke hensigten, at et betalingsinstrument omfattet af undtagelsen i nr. 14, kan anvendes til at erhverve varer eller tjenester inden for mere end ét begrænset netværk.

Et andet eksempel er en bestemt detailhandelskæde, som udsteder et betalingsinstrument under eget navn og betalingsvaremærke, som alene kan anvendes til at købe varer hos detailhandelskædens butikker. Det er således ikke et krav, at alle butikkerne i en detailhandelskæde er en del af samme juridiske enhed, så længe de er bundet af en direkte forretningsaftale om brug af et bestemt betalingsinstrument med samme betalingsvaremærke. Sådanne kort vil blive anset for at være et begrænset netværk, fordi det kun kan bruges hos kortudstederne.

Det foreslås i nr. 15 at undtage betalingsinstrumenter, der kun kan anvendes til at erhverve et meget begrænset antal varer og tjenester, jf. dog § 61 og kapitel 5-7. Bestemmelsen gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 3, stk. 1, litra k, nr. ii. Bestemmelsen er ny og medfører en ændring af reglerne på området.

Ifølge § 37, stk. 1, nr. 1, og § 39 p, stk. 1, nr. 1, i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge, er udbyder af betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse til brug for erhvervelse af varer og tjenesteydelser omfattet af loven og skal opnå en begrænset tilladelse fra Finanstilsynet for at kunne udbyde betalingstjenester i Danmark.

Med forslaget til nr. 15 sker der således en ændring af de nuværende regler, idet udbydere af betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse med undtagelse af kapitel 5-7 ikke længere vil være omfattet af loven. Det indebærer bl.a. at tilladelseskravet bortfalder for denne typer udbyder. Dog bliver de omfattet af underretningspligten i § 61.

Udbyderne undtages med bestemmelsen også fra at overholde § 124, stk. 4, som bestemmer at udbydere af betalingstjenester ikke må stille som vilkår for indgåelse af aftale om brug af en betalingstjeneste, at der kan ske tilknytning af andre funktioner, som indebærer opstilling af forbrugsprofiler, kortlægning af betalers forbrugsmønstre eller anden personhenførbar segmentering.

Forslaget gennemfører artikel 3, litra k, punkt ii, i 2. betalingstjenestedirektiv og artikel 1, stk. 4, i 2. e-pengedirektiv. Undtagelsen omfatter således udstedelse af betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse, uanset om den betalingstransaktion, der iværksættes med instrumentet sker på baggrund af elektroniske penge eller andre midler.

Undtagelsen skal forstås i overensstemmelse med betragtning nr. 13 i præamblen til 2. betalingstjenestedirektiv. Det bør således ikke være muligt at anvende et betalingsinstrument omfattet af undtagelsen i nr. 15, til at foretage betalingstransaktioner til at erhverve et ubegrænset udvalg af varer og tjenester ved at tilbyder forbrugerne hundreder af forskellige produkter og tjenester. Det er således en betingelse for anvendelsen af undtagelsen, at betalingsinstrumentets anvendelsesområde er begrænset til et meget begrænset udvalg af varer og tjenester. I praksis vil det være tilfældet, hvis betalingsinstrumentet anvendelsesområde er begrænset til et bestemt antal funktionelt forbundne varer eller tjenester. Det kunne eksempelvis være tilfældet, hvis betalingsinstrumentet kun kan anvendes til at erhverve benzin og diesel, samt en række nært beslægtede varer og tjenesteydelser, såsom sprinklervæske og bilvask. Et andet eksempel kunne være et betalingsinstrument, der alene kan anvendes til at købe rejser med offentlig tog, bus og metro.

Hvis et betalingsinstrument kun kan anvendes til at erhverve en begrænset række varer eller tjenesteydelser, er det ikke afgørende hvor mange butikker, der tager imod betalingsinstrumentet. Der skelnes i dette tilfælde ikke mellem om betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse er forudbetalt eller efterbetalt.

Det foreslås i nr. 16 at undtage betalingsinstrumenter med et socialt eller skattemæssigt formål, der er reguleret af en offentlig myndighed, og alene kan anvendes her i landet til at erhverve bestemte varer eller tjenesteydelser fra leverandører, der har en forretningsaftale med udstederen, jf. dog § 61 og kapitel 5-7. Bestemmelsen gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 3, stk. 1, litra k, nr. iii. Bestemmelsen er ny og medfører en ændring af reglerne på området.

Ifølge § 37, stk. 1, nr. 1, og § 39p, stk. 1, nr. 1, i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge, er udbyder af betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse til brug for erhvervelse af varer og tjenesteydelser omfattet af loven og skal opnå en begrænset tilladelse fra Finanstilsynet for at kunne udbyde betalingstjenester i Danmark.

Formålet med bestemmelsen, er at undtage betalingsinstrumenter, som har et særligt socialt eller skattemæssigt formål, eksempelvis madkuponer. I Danmark er der endnu ikke eksempler på denne type af betalingsinstrumenter. Det foreslås imidlertid at indføre bestemmelsen med henblik på at leve op til EU retlige forpligtelser og opnå en fyldestgørende implementering af 2. betalingstjenestedirektiv. Der skelnes i dette tilfælde ikke mellem om betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse er forudbetalt eller efterbetalt.

Udbyderne undtages med bestemmelsen også fra at overholde § 124, stk. 4, som omhandler den situation, at det stilles som vilkår for indgåelse af en aftale om brug af en betalingstjeneste, at der kan ske tilknytning af andre funktioner, som indebærer opstilling af forbrugsprofiler, kortlægning af betalers forbrugsmønstre eller anden personhenførbar segmentering.

Det foreslås i nr. 17 at undtage betalingstransaktioner, der gennemføres af en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller kommunikationstjenester på vegne af en abonnent i tillæg til kommunikationstjenesten, med undtagelse af § 62, såfremt transaktionen opkræves over den til abonnementet tilknyttede regning, anvendes til donation til almennyttig virksomhed, køb af billetter eller køb af digitalt indhold og stemmebaserede tjenester og ikke overstiger en værdi svarende til 50 euro eller den samlede værdi af transaktioner for en enkelt abonnent ikke overstiger en værdi svarende til 300 euro pr. måned. Bestemmelsen gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 3, stk. 1, litra l. Bestemmelsen er ny og medfører en ændring af reglerne på området.

Ifølge den gældende lov om betalingstjenester og elektroniske penges bilag 1, nr. 7, anses gennemførelse af betalingstransaktioner, hvor betalerens samtykke til at gennemføre en betalingstransaktion

meddeles ved hjælp af alle former for telekommunikations-, digital- eller it-udstyr og betalingen sker til den operatør, der driver kommunikationssystemet eller netværket, og som kun agerer som mellemmand mellem brugeren af betalingstjenesten og leverandøren af varer og tjenesteydelser. Udbydere af sådanne tjenester skulle derved have tilladelse efter lovens §§ 7 eller 37.

Med forslaget til nr. 17 sker der således en ændring af de nuværende regler, idet udbydere, der gennemfører betalingstransaktioner, hvor betalerens samtykke til at gennemføre en betalingstransaktion meddeles ved hjælp af alle former for telekommunikations-, digital-, eller it-udstyr og betalingen sker til den operatør, der driver kommunikationssystemet eller netværket, og som kun agerer som mellemmand mellem brugeren og betalingstjenesten og leverandøren af varer og tjenesteydelser, tidligere skulle have en tilladelse efter loven. Med lovforslaget undtages disse udbydere, således at de med undtagelse af § 62, fra ikke længere er omfattet af loven, såfremt de i bestemmelsen nævnte krav er opfyldt. Forslaget indebærer bl.a. at tilladelseskravet bortfalder for disse udbydere, samt at de ikke vil være omfattet af Finanstilsynet tilsyn. Det følger dog af § 62, at virksomheder, der udbyder aktiviteter omfattet af § 5, nr. 17, skal underrette Finanstilsynet om dette.

Dog bemærkes det, at forslaget til § 1, stk. 5, medfører, at betalingstransaktioner, hvor betalerens samtykke til at gennemføre transaktionen meddeles ved hjælp telekommunikationsudstyr, og betalingen sker til den operatør, der driver kommunikationsnettet, og som kun agerer som mellemmand mellem brugeren af betalingstjenesten og leverandøren af varer og tjenesteydelser, uden at disse tjenester udgør en betalingstjeneste omfattet af bilag 1, er omfattet af forslaget til §§ 66, 75, § 77, stk. 1, nr. 1 og 2, § 79, stk. 2, § 82, stk. 1 og 2, §§ 96, 99-100, 104, 108, 117-119, 122-123 og § 124, stk. 1-3 og 5. Dette vil eksempelvis omfattet betaling med en mobiltelefon via tillægstakseret sms.

Yderligere bemærkes det, at i det omfang en sådan udbyder tilbyder betalingstransaktioner, der går ud over betingelserne skal denne have en tilladelse i overensstemmelse med lovforslagets regler herom. Eksempelvis, hvis en betaler har mulighed for at erhverve varer og tjenester i en bred forstand eller for beløb, der overstiger en værdi svarende til 50 euro, via betalingstransaktioner, der gennemføres af en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller kommunikationstjenester på vegne af en abonnent i tillæg til kommunikationstjenesten.

Ved et elektronisk kommunikationsnet forstås enhver form for radiofrekvens- eller kabelbaseret teleinfrastruktur, der anvendes til formidling af elektroniske kommunikationstjenester, i overensstemmelse med artikel 2, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet), som er implementeret i § 2, nr. 4, i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (teleloven).

Ved en elektronisk kommunikationstjeneste forstås en tjeneste, der helt eller delvis består i elektronisk overføring af kommunikation i form af lyd, billeder, tekst eller kombinationer heraf ved hjælp af radio- eller telekommunikationsteknik mellem nettermineringspunkter, herunder både tovejskommunikation og envejskommunikation, i overensstemmelse med artikel 2, litra c, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet), som er implementeret i § 2, nr. 7, i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (teleloven).

Uagtet at tilladelseskravet til denne type virksomhed bortfalder, skal virksomheder, der udbyder tjenester som omtalt i nr. 17, jf. lovforslagets § 62, anmelde dette til Finanstilsynet, i overensstemmelse med artikel 37, stk. 3, i 2. betalingstjenestedirektiv. Dette skal ske med henblik på, at Finanstilsynet kan kontrollere, at den påtænkte tjeneste reelt er omfattet af undtagelsen. Dette skal sikre, at virksomheder ikke uretmæssigt anvender undtagelsen i nr. 17 til skade for brugerne af tjenesten. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 62.

Ved digitalt indhold forstås en vare eller en tjeneste, som er digitalt produceret og leveret, og hvor forbruget af varen eller tjenesten alene kan ske på en elektronisk enhed uden nogen form for forbrug af en fysisk vare eller tjeneste. Et eksempel på digitalt indhold er eksempelvis en ringetone eller et spil til en mobiltelefon.

Formålet med bestemmelsen er at undtage visse betalingstransaktioner, der gennemføres ved hjælp af telekommunikations- eller it-udstyr, hvor netværksoperatøren ikke udelukkende agerer som formidler ved leveringen af digitale varer og tjenesteydelser gennem den pågældende anordning, men også tilføjer værdi til disse varer eller tjenesteydelser. Det omfatter eksempelvis telefonselskaber, der i tillæg til telefonabonnementet tilbyder, at abonnenten kan foretage donationer til almennyttige formål, deltage i afstemninger i forbindelse med TV-pogrammer, erhverve digitalt indhold på telefonen eller købe billetter til offentlig transport, som betales via træk på telefonregningen. Det er dog underordnet for fortolkningen af undtagelsesbestemmelsen, om telefonregningen er forud- eller efterbetalt.

Undtagelsen omfatter betalinger fra abonnenten for varer og tjenester i tillæg til selve kommunikationsydelsen. Det indebærer, at betaling for en telefonsamtale, en sms, data, eller andet der udgør selve kommunikationstjenesten, ikke er omfattet af dette lovforslag, jf. dog § 1, stk. 5, hvoraf det fremgår, at sim-kort til en mobiltelefon til brug for registrering og betaling af telefonsamtaler er omfattet af visse af lovforslagets forbrugerbeskyttende regler.

Det foreslås i nr. 18 at undtage elektroniske penge på op til 3.000 kr. lagret på et instrument med begrænset anvendelse, hvis den elektroniske fordring ikke automatisk kan genoplades. Som eksempel herpå kan nævnes køb hos ét butikscenter eller én handelsstandsforening. Samtidig er det en forudsætning, at udbyderens samlede forpligtelser i forbindelse med udestående elektroniske penge på intet tidspunkt overstiger et beløb, der modsvarer værdien af 5 mio. euro, jf. dog § 95. Undtagelsen omfatter også accessorisk betalingstjenestevirksomhed, der alene knytter sig til udstedelsen af de elektroniske penge. Bestemmelsen viderefører § 4, stk. 1, nr. 17 og gennemfører samtidig delvist 2. e-pengedirektiv artikel 1, stk. 4, og artikel 9.

Bestemmelsen er en særregel i forlængelse af nr. 14-15, som fastsætter at loven kun i begrænset omfang finder anvendelse på betalingsinstrumenter med begrænset anvendelsesområde. Med forslaget til nr. 18, undtages betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse, som beskrevet i nr. 14 og 15, hvor der alene kan lagres elektroniske penge med en værdi på op til 3.000 kr., og hvor der maksimalt kan være udestående elektroniske penge på en værdi svarende til 5 mio. euro, fra loven med undtagelse af § 96, om indløsning af restværdien.

Forslaget indebærer, at butikscentre og handelsstandsforeninger, der udsteder gavekort, som alene kan bruges i centret eller hos foreningens medlemmer, typisk ikke vil være omfattet af loven, bortset fra § 96 om indløsning af restværdien, og derfor ikke vil skulle søge om tilladelse til udstedelse af disse gavekort hos Finanstilsynet.

Baggrunden herfor er dels, at det vil være uhensigtsmæssigt byrdefuldt for udstedere af sådanne gavekort med begrænset anvendelse, at omfatte dem af alle lovforslagets forbrugerbeskyttende regler, og dels, at det vurderes, at markedsføringslovens regler om god markedsføringsskik samt lovforslagets § 96 tilsammen udgør en tilstrækkelig forbrugerbeskyttelse i disse særtilfælde, da gavekortene alene antager en værdi på op til 3.000 kr., og de ikke kan genopfyldes og anvendes igen.