Bekendtgørelse af lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretlige område § 5

Forordningens artikel 61 indeholder en mulighed for, at medlemsstaterne under visse omstændigheder kan afslå at anerkende eller fuldbyrde en afgørelse om et borgerligt krav truffet i en anden medlemsstat i forbindelse med en sag om retsforfølgning for en uagtsom lovovertrædelse. En lignende bestemmelse findes i artikel II i protokol til EF-domskonventionen, der er gennemført i dansk ret ved EF-domskonventionslovens § 1, § 3, stk. 1, og § 6, stk. 2.

Artikel 61 fastsætter en række betingelser for, at anerkendelse eller fuldbyrdelse kan nægtes. Der skal være tale om en afgørelse vedrørende et borgerligt krav truffet inden for rammerne af en straffesag vedrørende en uagtsom lovovertrædelse. Afgørelsen skal rette sig mod en person, som ikke har bopæl eller er statsborger i afgørelsesstaten. Den pågældende skal være udeblevet efter at være tilsagt til at møde personligt i sagen, og endelig skal den pågældende ikke have haft mulighed for at varetage sine interesser under sagen.

Baggrunden for denne mulighed for at nægte anerkendelse og fuldbyrdelse er, at det i visse stater ikke er muligt at lade sig repræsentere ved andre under sagen, når man er tilsagt til at møde personligt.

Det foreslås, at retten, når de nævnte betingelser er opfyldt, skal nægte at anerkende eller fuldbyrde afgørelsen, hvilket som nævnt svarer til, hvad der gælder efter EF-domskonventionsloven.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 5.