Beholderkontrolvejledning

10 Typer af beholdere

Til opbevaring af flydende husdyrgødning og ensilagesaft er der siden ca. 1960 opført mange beholdere, der oftest er uden fast låg, og disse er sjældent helt nedgravet. Beholderne blev tidligere opført af især betonbloksten. Beholderne var cirkulære eller undertiden rektangulære. Størrelsen var nogle få hundrede m3. Senere er beholdere også opført in andre materialer som beton, stål og træ. Med tiden er de største beholdere blevet større og større. Beholdere opføres oftest in størrelser på 4-5.000 m3. Der opføres enkelte beholdere, der er større end 5.000 m3.

Blokstensbeholdere og beholdere af stål og træ er stort set ikke opført siden ca. 1990. De fleste nyere beholdere er fremstillet af beton, overvejende af fabriksfremstillede betonelementer som holdes sammen af spændte kabler.

10.1 Materialer

Beholderne opdeles in typer efter det materiale, som beholdervæggen er opført in. Materialerne er beton, bloksten, stål, træ og andet. Væghøjden er som regel mellem 3 og 6 meter, og beholderen er oftest gravet 1 til 2,5 meter ned in jorden. Enkelte beholdertyper (stål og træ) har dog for det meste bund in terrænniveau.

10.1.1 Betonbeholdere

Betonbeholdere er enten fremstillet af pladsstøbt beton eller af fabriksfremstillede betonelementer. En del beholdere har efterspændte kabler til at optage trækspændinger in beholdervæg. Kablerne består typisk af 7 let snoede tråde, og kablets dimension (uden kabelbeskyttelse) kan være af størrelsen 9,6 mm., 12,5 mm. eller 15,0 mm. Kabelbeskyttelsen øger den ydre diameter med 3-4 mm.

Beholdere af beton findes in følgende variationer:

– Pladsstøbte

– Pladsstøbte, sammenspændte, indre kabler (fremover benævnt skjulte kabler)

– Elementer, sammenstøbte

– Elementer, sammenspændte, ydre kabler (fremover benævnt synlige kabler)

– Elementer, sammenspændte, indre kabler (fremover benævnt skjulte kabler)

– Blokstensbeholdere

10.1.1.1 Pladsstøbte

Pladsstøbte betonbeholdere er normalt cirkulære, men kan også være rektangulære. Væggene er armeret in begge retninger. Vægtykkelsen er 120-200 mm. Væggen er sammenstøbt med bundpladen gennem stødjern. I støbeskellet mellem bund og væg er normalt monteret tætningsbånd af metal, gummi eller plast, eller der er udført indvendig fugning til opnåelse af fuld tæthed. Væggen kan være støbt in 2 omgange med et vandret støbeskel på midten.

10.1.1.2 Pladsstøbte, sammenspændte, skjulte kabler

Beton og armering er som angivet ovenfor. Væggenes tykkelse er 150-200 mm. Beholderne er altid cirkulære. Kabler, der er indfedtede og in beskyttende plastkapper, er indstøbt på ydersiden af den almindelige armering. Kablerne er fastholdt in kabellåse, normalt samlet over hinanden.

10.1.1.3 Elementbeholdere, generelt

Betonelementerne, der fremstilles på fabrik, monteres løst på bundpladen og spændes sammen med kabler. Elementbredden er 1-2,5 m. og højden 3-6 m. Enkelte elementtyper er forspændte in lodret retning (strengbeton). Tæthed mellem bund og væg opnås ved støbning af en betonbanket. Betonen udfylder rummet mellem bund og væg og går ca. 150 mm. op på elementets yder- eller inderside. Ofte er der indstøbt armeringsbøjler in bundpladebetonen til fastholdelse af banketten. Der kan også være armering fra elementerne og ud in banketten.

10.1.1.4 Elementer, sammenstøbte

Betonelementerne er in de lodrette kantflader forsynet med "øjer" af armeringsjern eller med udragende fladjern. Beholderne er normalt runde, men kan også være firkantede. Efter opstilling af to naboelementer monteres et lodret armeringsjern in øjenkrogene eller jernene sammensvejses. Efter montage af forskalling eller tætningsliste udstøbes mellemrummet med beton eller mørtel. På en enkelt rektangulær beholdertype sammenspændes elementerne med rustfrie bolte.

10.1.1.5 Elementer, sammenspændte, generelt

Elementbeholdere med spændte kabler er altid cirkulære. De er sammenspændte med kabler, der er indfedtede og in beskyttende plastkapper. Det lodrette mellemrum mellem elementerne kan være udfyldt med cementlim, mørtel eller med en bitumen- eller gummiliste, der presses sammen ved opspændingen.

10.1.1.6 Elementer, sammenspændte, synlige kabler

Elementbeholdere med synlige kabler har disse placeret på elementydersiden, eventuelt igennem huller in udvendige ribber eller in små udsparinger. De overjordiske kabler er normalt synlige. Ved et enkelt fabrikat har der været anvendt overstøbning af de synlige kabler. Opspændingen er sket enten in et specielt låseelement (eventuelt 2 modstående ved store beholdere) eller med låsestykker, placeret forskudt in forhold til hinanden. Låseelementet er enten et specielt betonelement eller et låsearrangement fastskruet på et almindeligt element.

10.1.1.7 Elementer, sammenspændte, skjulte kabler

Elementbeholdere med skjulte kabler har kablerne placeret in kabelrør indstøbt in elementerne. Kablerne er således skjulte, bortset fra kabellåsene. Kablerne er indfedtede og beskyttet af plastkapper. Ved beholdere med skjulte kabler er der altid et (eller to) spændelementer.

10.1.2 Blokstensbeholdere

Blokstensbeholdere har vægge opført af betonbloksten med betonudstøbning. Beholderne er normalt cirkulære, men kan også være rektangulære. Cirkulære beholdere opføres af specielle krumme silobloksten. Armeringsjern fra bundpladen er ført op in væggen (stødjern). En bloksten har en højde på 200 mm., en tykkelse på 200-300 mm. og en længde på 500 mm. Ved opførelse placeres 3-5 skifter ad gangen med vandret armering placeret in udsparinger mellem skifterne. Lodret armering monteres in hulrummene in blokstenene, og der udstøbes beton. Øverste skifte udstøbes kun halvt. Herefter opstilles næste hold skifter på samme måde, og der udstøbes igen. Beholderhøjden er normalt 4 m., men 3 og 5 m. beholdere findes også. Rumindholdet er normalt mellem 150 og 500 m3, men der findes også blokstensbeholdere med indhold på op til 3.000 m3.

Blokstensbeholdere kan være pudset eller overfladebehandlet indvendig eller udvendig. Nyere blokstensbeholdere kan have ydre banket in overgangen bund-væg som ved elementbeholdere. En del blokstensbeholdere er opført som selvbyg af landmanden.

Der kan være monteret spændte bånd eller kabler omkring beholderen.

10.1.3 Stålbeholdere

Stålbeholdere har betonbundplade som andre beholdertyper, dog oftest placeret in terrænniveau og med randfundament til frostfri dybde. Vægge er fremstillet af glatte eller bølgeformede firkantede stålplader, der enten er glasemaljerede, malede eller galvaniserede, og som er samlet med nitter eller bolte. Enkelte stålbeholdere er udført in rustfrit stål. Tæthed in samlingen opnås med fugemasse. Beholderne er altid cirkulære. Væggen er fastgjort til bundplade med ankerbolte. Tæthed mellem bund og væg er etableret med fugemasse og eventuelt en betonbanket. Beholderhøjden er mellem 3 og 5,5 m. Der skønnes at være færre end 100 in brug.

Ståltanke, f.eks. tidligere gas- eller olietanke, in størrelse op til ca. 150 m3, anvendes in begrænset omfang til opbevaring af ajle eller gylle. Det er en forudsætning, at disse har den fornødne styrke og holdbarhed.

10.1.4 Træbeholdere

Der er tidligere (ca. 1970-1975) opført en del gødningsbeholdere in imprægneret træ. Beholderen er sammenholdt af stålspændebånd, der ikke er rustbeskyttede. Dette giver disse bånd en begrænset holdbarhed/levetid. Beholderne er, som de fleste stålbeholdere, placeret med bund in terrænniveau. De fleste opførte træbeholdere er taget ud af drift. Der skønnes at være færre end 25 in brug.

10.1.5 Laguner

Ordet lagune dækker normalt over en rektangulær beholder med skrå eller lodrette sider. Hvis lagunen har skrå sider, er disse understøttet af en skrå udgravning og en jorddæmning. Bund og sider kan være beton (lodrette eller skrå sider), betonelementer (lodrette sider), fiberbeton (skrå sider) eller polymermembran (skrå sider).

10.1.5.1 Fiberbeton

Enkelte gødningsbeholdere/laguner er fremstillet af fiberarmeret sprøjtebeton. Disse er rektangulære og har skrå sider. De er normalt jorddækkede til overkant af beholder.

10.1.5.2 Polymermembraner

Til opbevaring af flydende husdyrgødning anvendes også, dog in meget beskedent omfang, beholdere udført som en lagune beklædt med polymermembran. De er normalt jorddækkede til overkant af beholder (nedgravet beholder).

På bilag 4 ”Fotosamling – Typiske beholdertyper samt beholderskader mv.”, kan der ses en fotosamling af de forskellige beholdertyper.

10.1.6 Beholderdele og -tilbehør

10.1.6.1 Materiale beholderbunde

Alle beholderbunde in nyere beholdere er udført in beton. Efter 1988 er en bund oftest 150 mm. tyk og armeret. Mange bunde, især udført før 1988, kan være udført in tykkelser ned til 80 mm., men 100 mm. eller 120 mm. er det mest almindelige. Mange af disse bunde er ikke armerede. Enkelte bunde er udført in plastfiber- eller stålfiberbeton.

Fra 2002 er stålfiberbeton in en tykkelse på ned til 130 mm. meget anvendt.

10.1.6.2 Keglebund/skrå bund

Nogle nyere beholderbunde er kegleformede eller skrå med et dybdepunkt in midten eller forskudt herfor, f.eks. tæt på væg.

10.1.6.3 Pumpesump

En beholderbund kan være forsynet med pumpesump, der er en fordybning in beholderbunden tæt på væg (eventuelt en indstøbt brøndring) til placering af pumpe for tømning af beholderen.

10.1.6.4 Fundering

Bunde for beton- og blokstensbeholdere er funderet uden randfundament på afrettet overflade med eller uden drænlag in frostfri dybde. Normalt er funderingsdybden mellem 1 og 2,5 m.

Stål- og træbeholdere har normalt bundplade in terrænniveau. Disse beholdere har et randfundament til frostfri dybde. En del stålbeholdere er dog funderet under terræn.