Arveloven

Arveladeren kan ikke ved testamente råde over tvangsarv, medmindre dette er hjemlet ved lov.

Stk. 2
Arveladeren kan ved testamente bestemme, at en livsarving skal have sin tvangsarv udbetalt kontant. Arveladeren kan endvidere ved testamente give en livsarving ret til for sin tvangsarv at overtage bestemte aktiver eller aktiver efter eget valg til vurderingsbeløbet. Det kan ved testamentet bestemmes, at denne ret også kan gives til aktiver, der overstiger værdien af den pågældendes arvelod, mod at livsarvingen betaler det overskydende beløb kontant til boet. Ægtefællens ret efter § 11, stk. 1, og § 91, stk. 2, skal respekteres.

Stk. 3
En arvelader, som efterlader sig både delingsformue og fuldstændigt særeje, kan med respekt af ægtefællens rettigheder efter § 11, stk. 1, og § 91, stk. 2, ved testamente bestemme, om en livsarvings ret til tvangsarv skal dækkes af delingsformuen eller af særejet.

En arvelader kan ved testamente bestemme, hvem tvangsarv, der tilkommer en livsarving efter arveladeren, skal tilfalde, hvis livsarvingen dør før det fyldte 18. år uden at have indgået ægteskab og uden at efterlade sig børn.

Justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil, kan tillade, at en arvelader ved testamente bestemmer, hvordan tvangsarv efter arveladeren skal fordeles ved tvangsarvingens død, hvis

1. 1)

   tvangsarvingen ikke er i stand til fornuftmæssigt at oprette testamente, jf. § 74,

2. 2)

   denne tilstand må forventes ikke at være forbigående,

3. 3)

   tvangsarvingen ikke efterlader sig tvangsarvinger,

4. 4)

   tvangsarvingen ikke har oprettet gyldigt testamente, og

5. 5)

   den testamentariske disposition godkendes af en værge, der er beskikket for tvangsarvingen.

Stk. 2
Testamentariske bestemmelser efter stk. 1 får kun virkning, hvis betingelserne i nr. 3 og 4 fortsat er opfyldt ved tvangsarvingens død.

Stk. 3
Justitsministeren kan fastsætte regler om meddelelse af tilladelse efter stk. 1.

Arveladeren kan ved testamente bestemme, at en livsarvings tvangsarv helt eller delvis skal båndlægges, når arveladeren finder, at dette er bedst for livsarvingen. Båndlæggelse kan dog kun ske for tiden, indtil livsarvingen fylder 25 år.

Stk. 2
Er arven af ringe værdi, kan justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil, fritage for opfyldelse af arveladerens bestemmelse om båndlæggelse.

Arven skal båndlægges i en forvaltningsafdeling, der er godkendt af justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil.

Stk. 2
Hvis arvingen samtykker, kan arven med tilladelse fra justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil, båndlægges på anden måde, navnlig i fast ejendom.

Stk. 3
Justitsministeren fastsætter regler om anbringelse af myndiges båndlagte midler.

Når arven er båndlagt, kan arvingen ikke råde over arven i levende live. Arvingen kan dog hæve renter og indtægter.

Stk. 2
I den båndlagte kapital kan der, så længe arvingen lever, ikke søges fyldestgørelse af arvingens kreditorer. Det samme gælder uhævede renter og indtægter indtil 6 måneder efter forfaldsdagen.

Stk. 3
Skal arvingen betale erstatning eller godtgørelse i anledning af en skade, som den pågældende forsætligt eller uagtsomt har forvoldt på person eller ting, kan det ved dom bestemmes, at båndlæggelsen ikke skal hindre, at beløbet betales af de båndlagte midler.

Justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil, kan tillade, at båndlagt arv frigives, når

1. 1)

   det er en velfærdssag for arvingen,

2. 2)

   arven er af ringe værdi eller

3. 3)

   det er åbenbart, at båndlæggelsen ikke længere tjener et rimeligt formål.

Indeholder testamentet bestemmelser om udbetaling af den båndlagte arv til et bestemt tidspunkt eller ved bestemte begivenheders indtræden, foretages udbetalingen af forvaltningsafdelingen. Afhænger det derimod af et skøn, om testamentets betingelser er opfyldt, kan udbetaling kun ske efter bestemmelse af justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil.

Båndlagt arv er skilsmissesæreje. Den båndlagte arv bliver dog fuldstændigt særeje ved arvingens ægtefælles død. Arvingen og dennes ægtefælle kan ved ægtepagt bestemme, at arven skal være fuldstændigt særeje.

Stk. 2
Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, når en båndlæggelse ophører som følge af, at

1. 1)

   livsarvingen fylder 25 år, jf. § 53, stk. 1,

2. 2)

   der sker fritagelse i medfør af § 53, stk. 2,

3. 3)

   arven frigives i medfør af § 56 eller

4. 4)

   arven udbetales i medfør af § 57.

Stk. 3
Stk. 1 og 2 kan fraviges ved testamente.

Afgørelser efter § 53, stk. 2, og §§ 56 og 57 kan påklages til Civilstyrelsen.