LBK nr 919 af 25/06/2024
Beskæftigelsesministeriet
Arbejdsskadesikringsloven § 84b
Denne ændring er tilføjet fra: Lov om ændring af lov om social pension, lov om arbejdsskadesikring og lov om afgift af bidraget til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og af arbejdsulykkeserstatninger m.v. (Regulering af folkepensionsalderen og ændring af revisionsbestemmelse m.v.) d. 21/06/2025
Tilskadekomne har ret til at få forlænget erstatningen for tab af erhvervsevne, så tilskadekomne samlet kompenseres med henholdsvis erstatning og engangsbeløb (afløsningsbeløb) indtil udgangen af den måned, hvor tilskadekomne når folkepensionsalderen efter § 1 a i lov om social pension, hvis
-
tilskadekomne har fået eller får udmålt erstatning og engangsbeløb (afløsningsbeløb) for tab af erhvervsevne efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade, jf. lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 med senere ændringer, eller lov om arbejdsskadeforsikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987 med senere ændringer, og
-
tilskadekomne har en folkepensionsalder over 69 år efter lov om social pension.
Stk. 2. Tilskadekomne omfattet af stk. 1, som ikke tidligere har fået omsat deres løbende erstatning for tab af erhvervsevne til et kapitalbeløb, kan ikke få omsat den forlængede erstatning, jf. stk. 1, til et kapitalbeløb. Erstatning og engangsbeløb (afløsningsbeløb) udmåles efter den lov nævnt i stk. 1, nr. 1, som tilskadekomne har fået tilkendt erstatning efter.