LBK nr 281 af 13/03/2025
Skatteministeriet
Aktiesparekontoloven § 14
Der beregnes en skat på 17 pct. af beskatningsgrundlaget opgjort efter § 13.
Forarbejder til Aktiesparekontoloven § 14
RetsinformationDet foreslås i § 14, at der beregnes en skat på 17 pct. af beskatningsgrundlaget opgjort efter § 13.
Denne sats skal gælde for personer, der er fuldt skattepligtige og hjemmehørende i Danmark. Der skal således hvert år betales 17 pct. i skat af årets samlede beskatningsgrundlag som opgjort efter forslagets § 13.
Ved udlodning af udbytter fra danske selskaber indeholdes normalt en udbytteskat på 27 pct., som godskrives aktionæren som en foreløbigt betalt almindelig indkomstskat. Skatten under aktiesparekontoen skal efter forslaget beregnes og indbetales af pengeinstituttet af midler på aktiesparekontoen. Det er ikke hensigtsmæssigt, at der indeholdes dansk udbytteskat, særligt fordi den indeholdte udbytteskat på 27 pct. vil være større end den foreslåede endelige skat på 17 pct.
På denne baggrund er det hensigten, at udbytter fra danske aktier, som udloddes på aktiesparekontoen, skal fritages for udbytteskat, ligesom det under pensionsafkastbeskatningen i dag er tilfældet ved udlodning af danske udbytter til en pensionsordning eller aldersopsparing.
Efter kildeskattelovens § 65, stk. 3, er skatteministeren bemyndiget til at reducere indeholdelsespligten på udbytter fra danske selskaber. Bemyndigelsen anvendes i dag bl.a. på udbytter, der udloddes på pensionsordninger og aldersopsparinger m.v., der omfattes af pensionsafkastbeskatningsloven, jf. § 31 bekendtgørelse nr. 499 af 27. marts 2013 om kildeskat. Det er hensigten at ændre bekendtgørelsen, så udbytter af danske aktier, der udloddes på aktiesparekontoen, også skal fritages for indeholdelse af udbytteskat.
Udbytter af udenlandske aktier på aktiesparekontoen vil typisk være pålagt udenlandsk udbytteskat efter udenlandske regler. Der henvises til lovforslagets § 18 om lempelse for udenlandsk skat.