LBK nr 1667 af 12/08/2021
Uddannelses- og Forskningsministeriet
Akkrediteringsloven § 32
(Ophævet)
Forarbejder til Akkrediteringsloven § 32
RetsinformationAkkrediteringsrådet skal med den foreslåede bestemmelse udarbejde en plan for institutionsakkreditering i dialog med de uddannelsesinstitutioner, der har ansøgt om institutionsakkreditering. Akkrediteringsrådet drøfter planen med ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser. Planen skal sikre, at alle ministeriets uddannelsesinstitutioner har gennemført institutionsakkreditering inden 6 år fra lovens ikrafttræden. Det forventes, at planen foreligger senest 3 måneder efter, at loven er trådt i kraft.
De eksisterende turnusplaner for uddannelsesakkreditering vil blive konkret vurderet og sammenholdt med den endelige tidsplan for uddannelsesinstitutionernes første gennemløb af institutionsakkrediteringen. Der vil alene blive gennemført turnusakkrediteringer af uddannelser og uddannelsesudbud, som sikrer, at overgangen til institutionsakkreditering ikke medfører huller i den kontinuerlige eksterne kvalitetssikring.
Der vil ved revisionen desuden blive lagt vægt på, at sideløbende institutionsakkreditering og turnusakkrediteringer af uddannelser og uddannelsesudbud ved den samme uddannelsesinstitution skal undgås i videst muligt omfang. Dette kan have konsekvenser for turnusakkrediteringer af de landsdækkende erhvervsrettede uddannelser, hvor alle udbud af samme uddannelse hidtil er blevet akkrediteret samtidig. Det skal dog bemærkes, at de største af de landsdækkende uddannelser (sygeplejerske, lærer og pædagog) ikke vil blive berørt, da turnusakkrediteringerne er gennemført eller iværksat.