Adresseloven § 9

Den foreslåede bestemmelse indeholder regler om skiltning med de fastsatte husnumre og vejnavne.

De gældende regler om skiltning følger af BBR-lovens § 3 c og 3 d, stk. 3. Efter BBR-lovens § 3 c, stk. 1, skal ejere af ejendomme opsætte husnummerskilte, som angiver de af kommunalbestyrelsen fastsatte husnumre på en sådan måde, at disse er synlige fra det adgangsgivende areal. Efter § 3 c, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen fastsætte nærmere bestemmelser om udførelse og anbringelse af skilte med husnumre samt belysning af husnummerskilte, for hovedlandeveje dog kun efter forhandling med Vejdirektoratet. Endvidere følger det af § 3 c, stk. 3, at økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen kan kræve, at der ved ejerens foranstaltning og på dennes bekostning skal opsættes skilte med angivelse af de fastsatte dørbetegnelser.

Efter BBR-lovens § 3 d, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen bestemme, at private veje m.v., jf. § 3 d, stk. 2, for hvilke der er fastsat husnumre, ved ejerens foranstaltning og for dennes bekostning skal forsynes med vejnavneskilte, som udformes og belyses efter samme regler, som gælder for den øvrige vejnavneskiltning i området.

I § 9 foreslås, at grundejere er forpligtet til at opsætte husnummerskilt og eventuelt henvisningsskilt og for så vidt angår private veje eller andre færdselsarealer og områder, jf. § 3, stk. 2, og regler fastsat i medfør af § 3, stk. 4, er forpligtet til at opsætte vejnavneskilt i overensstemmelse med bestemmelsen.

Den foreslåede bestemmelse svarer herved overordnet set til BBR-lovens § 3 c og § 3 d, stk. 3, idet bestemmelsen dog indeholder visse ændringer og præciseringer sammenlignet med skiltningsreglerne i BBR-loven.

Det foreslås i stk. 1, at grundejere er forpligtet til at opsætte husnummerskilte, som angiver de af adressemyndigheden fastsatte husnumre på en sådan måde, at disse er synlige fra den adgangsgivende vej og ikke forveksles med andre betegnelser.

Herved svarer den foreslåede bestemmelse i det væsentlige til BBR-lovens § 3 c, stk. 1, som blev indsat i BBR-loven ved en lovændring i 2006, idet den afløste en tilsvarende regel, der udgik af landets politivedtægter i 2005. Lovændringen blev anbefalet af bl.a. Post Danmark, 1-1-2, politiet samt ambulance- og brandberedskabet, der påpegede, at synlige husnummerskilte er nødvendige i det daglige, når man skal finde vej, og kan i en ulykkessituation være forudsætningen for hurtig hjælp til borgerne.

Formålet med stk. 1 er således, at andre end grundejeren selv nemt skal kunne lokalisere den pågældende ejendom ved hjælp af et synligt husnummerskilt.

Hvor det efter BBR-lovens § 3 c, stk. 1, er »ejere af ejendomme«, der skal opsætte husnummer skilte, er det i forslaget til stk. 1 »grundejeren«, der får pligten. Der er ved ændringen af terminologien ikke tiltænkt nogen materiel ændring; der er tale om en præcisering.

Betegnelsen »grundejer« er anvendt for at tydeliggøre, at det som udgangspunkt er ejeren af grunden, som er ansvarlig for opsætningen af husnummerskiltet. Det bemærkes dog, at der i forslaget til stk. 3 findes en undtagelse til hovedreglen om, at grundejeren har pligten til at opsætte husnummerskilt. Når et husnummer er fastsat til en bygning eller et teknisk anlæg, der tilhører en anden end grundejeren, påhviler pligten til at opsætte husnummerskilt således ejeren af bygningen eller anlægget, jf. forsalget til stk. 3. Er der tale om en ejendom med ejerlejligheder vil påhviler pligten ejerforeningen.

Selv om bestemmelsen anvender begrebet »opsætte«, er det hensigten, at ejeren tillige, efter skiltets etablering, har ansvaret for at vedligeholde skiltningen, så den til stadighed er synlig.

Skiltningen skal opsættes på en sådan måde, at den er synlig. Det betyder, at husnummerskiltet skal være synligt fra vejen og skal kunne ses af en, som sidder i en bil. Tal og bogstav skal være tilstrækkeligt store og have god kontrast i farverne. Skiltet må ikke være skjult af beplantning eller andet og bør ikke sidde på den oplukkelige del af en havelåge. Endelig skal skiltet også kunne ses i mørke.

Ved adgangsgivende vej forstås den offentlige vej, private fællesvej eller private vej, som giver adgang til ejendommen.

Skiltningen skal udføres således, at husnummerskiltet ikke forveksles med andre betegnelser. Denne tilføjelse er ny i forhold til BBR-loven. På visse typer af større ejendomme, eksempelvis sygehuse og universiteter, anvendes – ud over adresserne – også en lokal nummerering af de enkelte bygninger. Hvis der er opsat skilte med sådanne interne bygningsnumre eller lignende, må disse ikke kunne forveksles med de husnumre, som adressemyndigheden har fastsat, og som eksempelvis beredskabet er afhængig af.

Kravet om, at husnummerskiltet ikke må kunne forveksles med andre betegnelser, er endvidere møntet på de helt særlige tilfælde, hvor en ejer ikke er enig i adressemyndighedens afgørelse om, hvilket nummer, der skal anvendes for ejendommen. I så fald må ejeren ikke opretholde en skiltning med det afviste husnummer, fordi der herved opstår risiko for misforståelser om, hvad ejendommens adresse rettelig er.

Det foreslåede stk. 2 vedrører placeringen af husnummerskilte og henvisningsskilte på faste ejendomme, hvor der er fastsat mere end et husnummer. Sådanne ejendomme kan f.eks. være samlede boligbebyggelser, kolonihaveområder, byejendomme, større erhvervsejendomme eller offentlige institutioner.

Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i BBR-loven eller adressebekendtgørelsen. Uanset, at der ikke findes en tilsvarende regel i lovgivningen i dag, er opsætning af henvisningsskilte almindelig praksis. I dag har kommunerne i BBR-lovens § 3 c, stk. 2, en generel hjemmel til at fastsætte nærmere bestemmelser om, hvordan ejeren skal udføre og anbringe husnummerskilte, og denne hjemmel anvendes også af kommunerne til at fastætte krav om placering af husnummerskilte og henvisningsskilte.

Baggrunden for bestemmelsen er, at det ved ejendomme, hvor der er fastsat mere end et husnummer, kan være vanskeligt at finde frem til den rigtige opgangs- eller indgangsdør.

For parcelhuse og lignende, hvor der kun er ét husnummer, kan man som regel nemt finde frem til den rigtige indgangsdør, selv om husnummeret kun er skiltet ved havelågen eller indkørsel. Er der derimod flere husnumre på ejendommen, er det både nødvendigt, at husnumrene er synlige fra den adgangsgivende vej, og at det enkelte husnummer er skiltet direkte ved den rigtige indgangsdør.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at hvor der er fastsat mere end et husnummer til en ejendom, placeres et husnummerskilt ved hver af de indgangsdøre eller lignende, som husnummeret benævner. Herved sikres, at en besøgende kan skelne to indgangsdøre fra hinanden. Et typisk eksempel på denne situation er beboelsesejendomme med flere opgange, hvor der er fastsat et husnummer til hver opgang.

I stk. 2, 2. pkt., fastsættes en supplerende regel for de tilfælde, hvor de opsatte husnummerskilte ikke er synlige fra den adgangsgivende vej. I disse tilfælde skal grundejeren desuden opsætte et henvisningsskilt ved hver adgangsvej ind på ejendommen, der angiver retningen til de pågældende husnumre.

Ved adgangsgivende vej forstås den offentlige vej, private fællesvej eller private vej, som giver adgang til ejendommen, mens adgangsvej er en indkørsel, sti, port eller lignende, som man benytter for at komme fra den adgangsgivende vej ind på ejendommen og hen til den eller de pågældende indgangsdør(e).

Et henvisningsskilt kan f.eks. have teksten »Til 12-18« eller »Lærkevej 11-29«. Skiltet kan være suppleret af en pil og kan tillige indeholde et stiliseret oversigtskort, som viser ejendommen og de fastsatte husnumre.

Henvisningsskiltet skal sikre, at en besøgende, som skal finde frem til et bestemt husnummer, vejledes i hvilken adgangsvej ind på ejendommen, der kan anvendes for at nå frem.

I dag har kommunerne i BBR-lovens § 3 c, stk. 2, en generel hjemmel til at fastsætte nærmere bestemmelser om, hvordan ejeren skal udføre og anbringe husnummerskilte. I forhold til større bebyggelser anvender kommunerne denne hjemmel til at fastætte krav om, hvor grundejeren skal placere husnummerskilte og henvisningsskilte på ejendommen.

Forslaget til stk. 2, 2. pkt., formaliserer dermed den almindelige praksis, samtidig med at bestemmelsen sikrer, at reglerne bliver gennemsigtige og ens for alle. Adressemyndigheden skal herefter kun i de særlige tilfælde, hvor der er behov for det, tage individuel stilling til sagen efter det foreslåede stk. 4.

Efter bestemmelsens ordlyd er der ikke pligt til at opsætte henvisningsskilte for husnumre, hvor selve husnummerskiltet ved hver indgangsdør allerede er synligt fra den adgangsgivende vej. Hvis der kun er én adgangsvej, som fører frem til en eller flere indgangsdøre, der ikke er synlige fra gaden, eksempelvis gennem en port eller indkørsel til en p-plads, skal henvisningsskiltet angive samtlige relevante husnumre. Er der flere adgangsveje til ejendommen, skal hver af disse være forsynet med et henvisningsskilt, som kan vejlede en besøgende frem til de pågældende indgangsdøre på en hensigtsmæssig måde. I situationer, hvor der kan være tvivl om, hvilket vejnavn en gruppe husnumre henviser til, bør henvisningsskiltet angive vejens navn.

Henvisningsskilte er i øvrigt omfattet af lov om offentlige vejes § 92, stk. 1, nr. 2, som fastsætter, at vejmyndigheden på ejendomme, som er beliggende langs en offentlig vej, kan anbringe og vedligeholde skilte, som angiver retningen til en eller flere adresser. Vejlovens bestemmelse vedrører situationer, hvor henvisningsskilte skal opsættes på fremmed grund, altså på en grund, der er ejet af en anden end ejeren af den faste ejendom, som skiltet henviser til. § 92 i lov om offentlige veje finder tilsvarende anvendelse på private fællesveje, jf. lov om private fællesvejes § 60.

Forslaget til stk. 2 er udformet efter anmodning fra kommunerne og parterne i beredskabet ud fra et ønske om at styrke den nuværende praksis for tydelig skiltning af adgangsvejene i sådanne bebyggelser.

Henvisningsskilte og husnummerskilte gør det muligt at orientere sig og let at finde vej også for personer, der ikke er kendt i området i forvejen. Tydelig skiltning kan i akutte situationer være afgørende for, at redningskøretøjer når hurtigt frem således, at redere, læger, brandfolk eller politi kan komme livstruede mennesker til undsætning hurtigst muligt.

I forslaget til stk. 3 indføres den regel, at hvis et husnummer er fastsat til en bygning, der tilhører en anden end grundejeren, altså en bygning på fremmed grund, påhviler pligten til at opsætte husnummerskilt efter stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., bygningens ejer. Bestemmelsen gælder udelukkende bygninger på fremmed grund og anvender tingslysningslovens terminologi herfor. En bygning på fremmed grund er eksempelvis en bygning, som er ejet af en anden end grundejeren, og ejeren af bygningen har lånt eller lejet grunden, hvor bygningen ligger af grundejeren.

BBR-loven indeholder ikke en tilsvarende regel.

Bestemmelsen vil også omfatte ejere af tekniske anlæg, som er opført på fremmed grund, som eksempelvis en vindmølle. I et sådant tilfælde vil skiltningen af et eventuelt husnummer påhvile vindmøllens ejer. Energi-, forsynings-, og klimaministeren kan efter forslaget til § 7, stk. 6, fastsætte regler om at adresser kan fastsættes til bl.a. anlæg.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at præcisere ansvaret for husnummerskiltningen, når der er tale om bygninger og tekniske anlæg på fremmed grund, dvs. hvor bygningen eller anlægget har én ejer, og jordstykket, som bygningen eller anlægget ligger på, har en anden ejer. Forslaget indebærer, at det i disse situationer skal være bygningens eller anlæggets ejer, der er forpligtet til at foretage husnummerskiltningen.

Pligten til at opsætte henvisningsskilte er ikke omfattet af undtagelsen i stk. 3. Henvisningsskilte skal således opsættes af grundejeren, jf. stk. 2, 2. pkt., i tilfælde hvor henvisningsskilte skal opsættes på grundejerens grund.

Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at adressemyndigheden kan påbyde grundejere at udføre den i stk. 1 og 2 nævnte husnummer- og henvisningsskiltning på en nærmere bestemt måde, såfremt hensynet til en logisk og ensartet skiltning eller til at kunne orientere sig begrunder det.

Den foreslåede bestemmelse er ny i forhold til BBR-loven, som ikke indeholder en tilsvarende regel. Dog bemærkes, at den gældende BBR-lov § 3 c, stk. 2, anvendes af kommunalbestyrelsen til at fastsætte regler om udførelse og anbringelse af skilte med husnumre samt belysning af husnummerskilte. Kommunerne anvender både hjemlen til at udforme egentlige, generelle regulativer og til at give konkrete påbud - typisk i forbindelse med byggesag - om udførelse og anbringelse af husnummerskilte og henvisningsskilte til enkelte ejendomme eller byggerier.

Et påbud vil eksempelvis kunne omhandle, hvor husnummerskilte og henvisningsskilte skal opsættes, hvad skiltene skal angive, og hvordan de skal være udformet med hensyn til størrelse, farver, belysning m.v., således at de på en logisk måde anviser adgangsvejene i bebyggelsen og svarer til den øvrige skiltning med husnumre i området.

Når et husnummer er fastsat til en bygning, der tilhører en anden end grundejeren, påhviler pligten til at opsætte husnummerskiltningen i overensstemmelse med stk. 1, og stk. 2, 1. pkt., ejeren af bygningen, jf. stk. 3. I disse situation er det ifølge stk. 4, 2. pkt., bygningsejeren, som adressemyndigheden kan give påbud til. Bestemmelsen omfatter også ejere af tekniske anlæg.

Det foreslås i stk. 5, at når der er fastsat vejnavne for private veje eller andre færdselsarealer og områder, jf. lovforslagets § 3, stk. 2, eller regler udstedt i medfør af § 3, stk. 4, kan adressemyndigheden påbyde, at grundejeren opsætter et vejnavneskilt, som skal udformes og belyses på samme måde som den øvrige vejnavneskiltning i området.

Den foreslåede bestemmelse svarer i det væsentlige til BBR-lovens § 3 d, stk. 3, hvorefter kommunalbestyrelsen kan bestemme, at private veje m.v., for hvilke der er fastsat husnumre, ved ejerens foranstaltning og for dennes bekostning skal forsynes med vejnavneskilte, som udformes og belyses efter samme regler, som gælder for den øvrige vejnavneskiltning i området.

For så vidt angår betydningen af begreberne »private veje« og »andre færdselsarealer og områder«, henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 3, stk. 2.

De private veje og andre færdselsarealer og områder, der vil være omfattet af bestemmelsen, findes for eksempel på større institutioner, sygehuse og trafikterminaler, det kan eksempelvis være Danmarks Tekniske Universitet, Odense Universitetshospital og i Københavns Lufthavn.

Til brug for udrykning m.v. er det vigtigt, at der også for disse veje m.v. findes et logisk system af vejnavne og husnumre, der er synligt ved skiltning. På den baggrund foreslås BBR-lovens § 3 d, stk. 3, videreført således, at adressemyndigheden sikres hjemmel til at kræve, at grundejeren af det pågældende område opsætter og vedligeholder vejnavneskilte, som skal opsættes og belyses efter samme regler, som hvis der havde været tale om en offentlig vej eller privat fællesvej.

Efter den foreslåede bestemmelse kan adressemyndigheden kræve, at grundejeren bekoster og opsætter en sådan tilsvarende skiltning efter adressemyndighedens nærmere anvisninger, idet skiltningen dog skal svare til den øvrige skiltning i området.

Hvad der skal forstås ved »i området« afhænger af det konkrete tilfælde. Det kan eksempelvis omfatte hele kommunens område, eller en bestemte del af kommunen, som for eksempel en landsby, en bydel, eller et kvarter. Det kan for eksempel være et historisk bykvarter, hvor skiltningen ønskes udformet under hensyn til kulturhistoriske bevaringsværdier.

Det bemærkes, at manglende overholdelse af skiltningsreglerne i § 9, stk. 1, 2, 4 og 5, er strafsanktioneret, jf. lovforslagets § 20, stk. 1. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til § 20.