Adresseloven § 3

§ 3 indeholder regler om adressemyndighedens fastsættelse af vejnavne.

De gældende regler om fastsættelse af vejnavne findes i BBR-lovens §§ 3 a og 3 d, som er nærmere udmøntet i adressebekendtgørelsens §§ 4-10.

Efter BBR-lovens § 3 a, stk. 1, fastsætter kommunalbestyrelsen navne på offentlige veje, jf. § 3, nr. 2, i lov om offentlige veje. For hovedlandeveje fastsættes navne dog efter forhandling med Vejdirektoratet, jf. lovens § 3 a, stk. 2. Endvidere følger det af BBR-lovens § 3 a, stk. 3, at et vejnavn, som allerede findes inden for det pågældende postnummer, ikke må fastsættes til en anden vej inden for samme postnummer.

Efter BBR-lovens § 3 d, stk. 1, finder bl.a. § 3 a tilsvarende anvendelse på private fællesveje, jf. § 2 i lov om private fællesveje. Endvidere følger det af § 3 d, stk. 2, at for private veje, interne veje, torve, pladser og lignende kan kommunalbestyrelsen efter samråd med den enkelte grundejer fastsætte vejnavne og husnumre, jf. bl.a. § 3 a.

BBR-lovens regler om fastsættelse af vejnavne er som nævnt nærmere udmøntet i adressebekendtgørelsens §§ 4-10.

Den foreslåede bestemmelse svarer til de gældende regler om fastsættelse af vejnavne i BBR-loven og adressebekendtgørelsen.

Et vejnavn er et egennavn, som udpeger og benævner en del af vej- eller stinettet eller lignende færdselsarealer. Et vejnavn er altså en betegnelse, der er fastsat for at benævne en bestemt gade eller vej i en by eller på landet. I overensstemmelse med den nuværende praksis og de gældende regler i § 4 i adressebekendtgørelsen, kan vejnavne også benævne torve og pladser samt stier, selv om disse færdselsarealer er forbeholdt fodgængere eller cyklister. Når definitionen her indeholder vendingen »eller lignende færdselsarealer«, skyldes det, at vejnavne i visse tilfælde kan betegne et område, hvori der ikke findes et egentligt vej- eller stinet. Eksempler herpå er mindre øer uden veje eller stier og områder med spredt bebyggelse, som eksempelvis områder med ferie- eller jagthytter, hvor der kun findes små, trådte stier.

Inden for andre sektorer findes der andre betegnelser, som, uden at være vejnavne, er knyttet til færdselsnettet. I vejsektoren anvendes således særlige betegnelser for de højklassede europaveje (eksempelvis »E20« fra København til Esbjerg) og for de såkaldte primærruter og sekundærruter, der også betegnes med numre eller rutenavne. Disse betegnelser er ikke omfattet af lovforslaget.

I de vejadministrative systemer anvendes herudover såkaldte administrative vejnumre som en identifikation af hver enkelt vej. Disse vejnumre er heller ikke omfattet af lovforslaget.

Der kan endvidere være knyttet historiske eller folkelige betegnelser til veje og stier, som eksempelvis »Gendarmstien« fra Padborg til Høruphav i Sønderjylland og på Als eller »Strøget« i København fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen. Sådanne betegnelser udgør ikke vejnavne og er således heller ikke omfattet af dette lovforslag. I mange tilfælde vil disse navne i stedet være optaget i stednavneregistret, Danske Stednavne.

Efter det foreslåede stk. 1, fastsætter adressemyndigheden vejnavne for alle offentlige veje, jf. § 3, nr. 2, i lov om offentlige veje, og alle private fællesveje, jf. § 10, nr. 3, i lov om private fællesveje.

Med stk. 1 videreføres således udgangspunktet om, at adressemyndigheden skal fastsætte vejnavne for alle offentlige veje og alle private fællesveje.

Det er uden betydning for fastsættelsen af vejnavne, om vejnavnet skal anvendes til fastsættelse af adresser. Motorveje, motortrafikveje, omfartsveje og lignende skal således have et vejnavn, uanset at der ikke er eller planlægges fastsat adresser langs vejen.

Begrebet »offentlige veje« i nr. 1 skal forstås i overensstemmelse med definitionen i § 3, nr. 2, lov nr. 1520 af 27. december 2014 om offentlige veje med senere ændringer, og begrebet omfatter således veje, gader, broer, pladser, der er åbne for almindelig færdsel, og som administreres af stat eller kommune efter loven.

Det fremgår af definitionen af offentlige veje i § 3, nr. 2, i lov om offentlige vej, at de offentlige veje inddeles i statsveje og kommuneveje.

Hvor det forslåede nr. 1 bestemmer, at adressemyndigheden skal fastsætte vejnavne for offentlige veje, indeholder lovforslagets § 4, stk. 1, en procesregel for fastsættelsen af vejnavne og husnumre for de offentlige veje, der er statsveje, hvorefter adressemyndigheden skal have Vejdirektoratets samtykke til fastsættelsen.

Begrebet »private fællesveje« i nr. 2 skal forstås i overensstemmelse med definitionen i § 10, nr. 3, lov om private fællesveje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1234 af 4. november 2015. Begrebet omfatter således vej, gade, bro eller plads, der ikke er en offentlig vej, og som fungerer som færdselsareal for anden ejendom end den ejendom, som færdselsarealet ligger på, når ejendommene ikke har samme ejer.

Efter stk. 2, kan adressemyndigheden fastsætte vejnavne for private veje, jf. § 10, nr. 9, i lov om private fællesveje, og andre færdselsarealer og områder end de i stk. 1 nævnte.

Begrebet »private veje« skal forstås i overensstemmelse med definitionen i § 10, nr. 9, i lov om private fællesveje, og omfatter således veje, gader, broer eller pladser, der ikke opfylder betingelserne for at være offentlig vej, jf. nr. 1, eller privat fællesvej, jf. nr. 3.

Private veje er eksempelvis vejarealer, som ligger inden for ejendommens grænser i en almen boligbebyggelse, institution, erhvervsejendom eller lignende, hvor der ofte er mange bygninger spredt over et større areal, og hvor mange mennesker dagligt færdes. Eksempelvis har det indre vejnet på de fleste universiteter og sygehuse, større industrivirksomheder og i havneområder status af private veje.

Bestemmelsen blev oprindelig indført i BBR-loven i 2001 ved lov nr. 172 af 19. marts 2001, idet hensigten var, at adressemyndigheden skulle kunne fastsætte vejnavne og adresser for private veje efter samme principper som for offentlige veje og private fællesveje, når det skete efter samråd med den enkelte grundejer.

Siden 2001 har bestemmelsen været hyppigt anvendt, idet kommunernes adressemyndighed har fastsat individuelle vejnavne i sådanne områder, til gavn både for de borgere og virksomheder, som bor, arbejder eller opholder sig i områderne, og for postudbringning, forsyningsvirksomheder og ikke mindst for politi og ulykkesberedskab.

Begreberne »andre færdselsarealer og områder end de i stk. 1 nævnte« (offentlige veje og private fællesveje) skal forstås bredt og omfatter således de områder m.v., der indgår i BBR-lovens § 3 d, stk. 2, og adressebekendtgørelsens § 4, stk. 2 og 3, herunder private torve og pladser, offentlige stier og særligt geografisk afgrænsede områder, som ikke har et egentligt vejnet.

Formålet med den ændrede sprogbrug er en forenkling og tilpasning til de definitioner, som anvendes i vejlovgivningen. Der er således hverken tale om en udvidelse eller indskrænkelse af muligheden for at fastsætte vejnavne for private veje og andre færdselsarealer og områder i forhold til de gældende bestemmelser i BBR-lovens § 3 d, stk. 2, og adressebekendtgørelsens § 4, stk. 2 og 3.

Særligt geografisk afgrænsede områder, som ikke har et egentligt vejnet, kan eksempelvis være kolonihaveområder med et internt stinet, mindre øer uden veje eller spredt bebyggelse i et naturområde, hvor der kun findes trådte stier. I sådanne områder fastsættes der traditionelt et enkelt vejnavn, som benævnelse for hele området og som grundlag for de adresser, der fastsættes.

Hvor det forslåede stk. 2 bestemmer, at adressemyndigheden kan fastsætte vejnavne for private veje m.v. indeholder lovforslagets § 4, stk. 2, en procesregel, hvorefter adressemyndigheden fastsætter vejnavne og husnumre for private veje efter samråd med den enkelte grundejer.

Efter den foreslåede bestemmelses stk. 3 må adressemyndigheden ikke fastætte et vejnavn, som allerede findes inden for et postnummer, for en anden vej inden for samme postnummer. Bestemmelsen viderefører herved den gældende bestemmelse i BBR-lovens § 3 a, stk. 3, som blev indført ved ændringen af BBR-loven forud for kommunalreformen i 2007 ved lov nr. 601 af 24. februar 2005.

Bestemmelsen understreger, at vejnavnens entydighed er en af adressesystemets helt grundlæggende egenskaber, som skal forhindre fejl og misforståelser.

Bestemmelsen omfatter efter sin ordlyd kun fastsættelse af nye vejnavne, eller når et eksisterende vejnavn ændres. For så vidt angår entydigheden af de vejnavne, som fandtes før 2007, gennemførte kommunerne, staten og Post Danmark i 2007-2009 en større omlægningsopgave, som løste ca. 500 konflikter, hvor et vejnavn optrådte mere end en gang inden for postnummeret. Opgaven medførte dels en række ændringer i postnumrene, dels, at en række veje fik et nyt, entydigt vejnavn. Ved afslutningen af processen i 2009, vurderede parterne, at alle landets i alt ca. 110.000 vejnavne nu var entydige inden for det postnummer, som de berørte. Hvis det viser sig, at parterne har overset en eksisterende konflikt mellem to ens vejnavne i et postnummer, vil adressemyndigheden kunne løse problemet ved at ændre det ene eller begge de pågældende vejnavne.

I de tilfælde, hvor et postnummer omfatter veje og adresser i mere end én kommune, skal de berørte kommuners adressemyndighed konsultere hinanden, før et nyt vejnavn fastsættes. I modsat fald vil man kunne risikere, at et nyt fastsat vejnavn i den ene kommune allerede er besluttet eller taget i brug i nabokommunen. Det kommende Danmarks Adresseregister, som er omfattet af lovforslagets §§ 12-15 vil it-understøtte en sådan undersøgelse på tværs af kommunegrænserne.

Med forslaget til stk. 4, 1. pkt., indføres en særskilt bemyndigelse for energi-, forsynings- og klimaministeren til at fastsætte nærmere regler om fastsættelse af vejnavne, herunder om krav til vejnavnes retskrivning, entydighed, geografiske udstrækning og vejkoder.

Bemyndigelsen skal gøre det muligt at videreføre reglerne i §§ 4-8 i adressebekendtgørelsen, som blandt andet omfatter regler for en navngiven vejs udstrækning, for vejnavnets længde og retskrivning, for fastsættelse af de såkaldte vejkoder, som i dag findes i CPR-systemet og desuden indgår i mange it-systemer, samt forskellige regler, som yderligere sikrer vejnavnets entydighed.

Herudover kan bemyndigelsen anvendes til at fastsætte yderligere regler, som kan understøtte lovens formål.

Eksempelvis forventes der at blive fastsat regler om, at en adressemyndighed kan reservere et vejnavn til fremtidig brug, og at stavemåden for et vejnavn, som krydser en kommunegrænse eller på anden måde berører mere end én kommune, praktisk skal administreres af adressemyndigheden i én af de berørte kommuner. For gældende næsten enslydende vejnavne gennemføres korrektioner af vejnavnets stavemåde, hvor der på vejen forekommer ganske få eller ingen adresser. Der gennemføres derfor kun kvalitetsforbedringer af eksisterende data, som er aftalt i grunddataprogrammets delaftale 2. Det er mellem Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering og KL aftalt, at der i den kommende adressebekendtgørelse gennemføres tilpasninger af reglerne i relation til ældre vejnavne og adresser, hvor der tages hensyn til eksisterende og velfungerende forhold, afvigelsernes omfang, anvendernes behov m.v.

Efter stk. 4, 2. pkt., bemyndiges ministeren endvidere til at fastsætte nærmere regler med krav om, at der skal fastsættes vejnavne til private veje og andre færdselsarealer og områder omfattet af stk. 2, hvor der færdes mange mennesker. Bestemmelsen indebærer altså, at det bliver muligt at fastsætte en egentlig forpligtelse for adressemyndigheden til at fastsætte vejnavne for private veje og andre færdselsarealer og områder omfattet af stk. 2. En sådan mulighed findes ikke i BBR-loven.

Behovet herfor er blevet tydeligt i forbindelse med det igangværende adresseprogram under grunddataprogrammet, hvor det er aftalt med kommunerne, at der i adressebekendtgørelsen skal være bindende regler for, hvordan der fastsættes præcise adresser i områder som eksempelvis kolonihaveområder, sygehuse, læreranstalter, havneområder og lignende. I mange tilfælde vil udformningen af sådanne regler forudsætte, at der er fastsat et eller flere vejnavne til de private veje, som findes i området. Bemyndigelsen forventes således udnyttet til at fastsætte regler for vejnavne til private veje m.v. i sådanne områder.

Med »steder hvor mange mennesker færdes« menes primært offentligt tilgængelige steder så som kolonihaveområder, feriecentre, butikscentre, læreanstalter og sygehuse. Det kan dog også omfatte steder, som ikke nødvendigvis er offentligt tilgængelige, men hvor der færdes mange mennesker, som har brug for at kunne finde vej, eksempelvis havneområder og erhvervsområder, hvor der er portvagt eller på anden måde begrænset adgang. Opremsningen er ikke udtømmende.

Den foreslåede bestemmelse skal læses i sammenhæng med lovforslagets § 4, stk. 2, der indeholder en procesregel, hvorefter eventuelle vejnavne for private veje altid skal fastsættes efter samråd med den enkelte grundejer, dog således at der ikke gælder en pligt til at opnå enighed med grundejeren.