Vejledning om indsattes adgang til fællesskab m.v. med andre indsatte i kriminalforsorgens institutioner (fællesskabsvejledningen)

Cellefællesskab i særlige fængselsafdelinger og arresthuse efter straffuldbyrdelseslovens § 33, stk. 2

2. Efter straffuldbyrdelseslovens § 33, stk. 1, skal en indsat så vidt muligt have adgang til fællesskab med andre indsatte. Ordene ”så vidt muligt” sigter bl.a. til, at de fysiske forhold i arresthusene giver begrænsede muligheder for fællesskab.

Også straffuldbyrdelseslovens § 33, stk. 2, indeholder en hjemmel til begrænsninger i de indsattes ret til fællesskab. Det fremgår således af straffuldbyrdelseslovens § 33, stk. 2, og bekendtgørelsens § 3, stk. 1, at direktoratet kan bestemme, at fællesskab i en fængselsafdeling eller i et arresthus, som er udpeget til at huse indsatte, der udgør en særlig risiko for overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen, eller til anbringelse af særligt farlige terrordømte og radikaliserede indsatte, gennemføres som cellefællesskab med en anden indsat i eget opholdsrum.

Efter bestemmelsen kan fællesskabet begrænses til cellefællesskab alene med henvisning til fængselsafdelingens eller arresthusets særlige klientel, uanset om der bygningsmæssigt m.v. er mulighed for mere fællesskab.

Bestemmelsen hjemler således en adgang til at udpege en fængselsafdeling eller et arresthus to være en institution med fællesskab alene i form af cellefællesskab. Der vil derimod ikke med hjemmel i bestemmelsen kunne træffes konkrete afgørelser om anbringelse af indsatte i disse særligt udpegede fængselsafdelinger og arresthuse. Om der er grundlag for at overføre en indsat mellem kriminalforsorgens institutioner, herunder eventuelt med henblik på anbringelse i en særligt udvalgt fængselsafdeling eller arresthus, hvor fællesskabet er begrænset til cellefællesskab, vil således skulle afgøres efter de almindelige regler i straffuldbyrdelseslovens kapitel 7 om valg af afsoningsinstitution og senere overførsel mellem afsoningsinstitutioner.

3. Cellefællesskab er en styret form for fællesskab. Dette betyder, at den enkelte indsatte ikke selv kan vælge, hvilke andre indsatte de vil være sammen med. Det fremgår af bekendtgørelsens § 3, stk. 2, at det er kriminalforsorgsområdet, der træffer afgørelse om, hvilke indsatte der kan have cellefællesskab sammen. Ved afgørelsen heraf skal der foretages en konkret vurdering af, hvilke indsatte der er egnet til at have fællesskab sammen. I denne vurdering skal bl.a. indgå risikoen for, at der kan ske overgreb eller lignende. Det er endvidere en forudsætning, at begge indsatte ønsker cellefællesskabet.

Hvis der opstår behov for at nægte cellefællesskab, vil det kun kunne finde sted, hvis betingelserne for udelukkelse fra fællesskab i straffuldbyrdelseslovens § 63 eller betingelserne for midlertidig ophævelse eller begrænsning af fællesskabet i § 33 a er opfyldt.

Kriminalforsorgsområdet kan dog i medfør af bekendtgørelsens § 3, stk. 2, nægte en indsat cellefællesskab med en bestemt indsat eller efterfølgende ophæve et cellefællesskab mellem to indsatte, hvis det konkret vurderes, at de pågældende indsatte ikke er egnet til at have fællesskab sammen. Den indsatte vil i så fald skulle tilbydes cellefællesskab med en anden indsat.

4. Opmærksomheden henledes på, at der løbende skal ske tilsyn med de pågældende indsatte, så der kan gribes ind omgående, hvis forholdene tilsiger det. En sådan særlig tilsynspligt er fastsat i bekendtgørelsens § 3, stk. 6.

I den forbindelse henledes opmærksomheden endvidere på, at det følger af det almindelige proportionalitetsprincip, at anbringelsen på en afdeling med cellefællesskab skal bringes til ophør, når den ikke længere er nødvendig. Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 89, anbringelses- og overførselsbekendtgørelsen samt anbringelses- og overførselsvejledningen, at bl.a. spørgsmål om overførsel af en indsat til fortsat straffuldbyrdelse i en anden institution jævnligt skal tages op af kriminalforsorgsområdet til overvejelse, uanset om den indsatte anmoder herom. Kriminalforsorgsområdet er således – også selv om den indsatte ikke selv rejser spørgsmålet – forpligtet til løbende og med regelmæssige mellemrum at overveje, om den indsatte bør overføres til en institution med mindre restriktive forhold.