Lovguiden Logo
Gældende

VEJ nr 9571 af 27/06/2025

Justitsministeriet

Vejledning om indsattes adgang til fællesskab m.v. med andre indsatte i kriminalforsorgens institutioner (fællesskabsvejledningen)

Indledning

1. Reglerne om indsattes adgang til fællesskab findes i straffuldbyrdelseslovens § 33, § 33 a og i bekendtgørelse om indsattes adgang til fællesskab m.v. med andre indsatte i kriminalforsorgens institutioner. Hvor ikke andet er anført, omfatter bekendtgørelsens bestemmelser alle kriminalforsorgens institutioner. Nogle af bestemmelserne vil dog efter deres indhold ikke være relevante for udslusningsfængslerne.

Om sammenhængen mellem adgangen til fællesskab og udelukkelse fra fællesskab bemærkes, at udtrykket »fællesskab« hverken omfatter en adgang for de indsatte til selv at vælge, hvilke andre indsatte de vil være sammen med, eller ret til samvær med alle øvrige indsatte. Flertallet af de indsatte i lukkede fængsler har kun adgang til fællesskab i fritiden med indsatte på den afdeling, hvor de selv er anbragt. Kriminalforsorgsområdet kan træffe afgørelse om, på hvilken af institutionens forskellige afdelinger de enkelte indsatte skal placeres. Det gælder også placering på særlige afdelinger for bestemte kategorier af indsatte, f.eks. stofmisbrugere, indsatte med tilknytning til visse organiserede grupper, herunder rockergrupper, eller indsatte med særlig lange eller særlig korte straffe. Selv om en sådan placering udelukker de pågældende fra samvær med indsatte, der ikke hører til de særlige kategorier, indebærer dette ikke et brud på den indsattes adgang til fællesskab, forudsat at de indsatte på afdelingen har adgang til indbyrdes fællesskab.

Straffuldbyrdelseslovens § 33, stk. 2, giver endvidere mulighed for, at direktoratet kan bestemme, at fællesskab i en fængselsafdeling eller i et arresthus, som er udpeget til at huse indsatte, der udgør en særlig risiko for overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen, eller til anbringelse af særligt farlige terrordømte og radikaliserede indsatte, skal gennemføres som cellefællesskab med en anden indsat i eget opholdsrum efter kriminalforsorgens nærmere bestemmelse.

Straffuldbyrdelseslovens § 33 a giver kriminalforsorgsområdet mulighed for at begrænse eller ophæve fællesskabet midlertidigt i en institution eller dele af denne, når helt ekstraordinære ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet.

Opmærksomheden henledes på de særlige regler om fællesskab for 15-17-årige indsatte, jf. bekendtgørelse om behandlingen af 15-17-årige, der anbringes i kriminalforsorgens institutioner.

Detaljer

Relateret indhold