Search for a command to run...
CIR1H nr 9289 af 21/06/2013
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Til embedsdyrlæger ansat af Veterinær- og Fødevaredirektoratet på virksomheder omfattet af kødloven samt levnedsmiddelkontrolenhederne) Veterinær- og Fødevaredirektoratets skrivelse af 6. januar 1999.
Reglen om at kasserede slagtekroppe af større dyr (svin, kreaturer, lam og får og heste) på de USA-godkendte slagterier skal stemples med "KASSERET" i grøn farve udvides til at omfatte alle slagterier.
For at opfylde de særlige USA-krav om behandling af slagtedyr, der er døde ved ankomsten til slagteriet, indføres for de USA-godkendte slagterier en regel om, at disse dyr skal denatureres ved injektion med grøn farve.
For at opfylde ovenstående formål samt med henvisning til § 20 i lov nr. 343 af 14. maj 1993 om kød (kødloven) - som ændret ved lov nr. 481 af 12. juni 1996 - og § 1, stk. 4 i bekendtgørelse nr. 1058 af 17. december 1993 om varetagelse af kontrollen med visse kødvirksomheder pålægges embedsdyrlæger ansat af Veterinær- og Fødevaredirektoratet og levnedsmiddelkontrolenhederne at sikre cirkulæreskrivelsens bestemmelser iværksat og gennemført på virksomheder omfattet af kødloven.
Det forudsættes, at virksomhederne udfører det praktiske arbejde i forbindelse med behandling og denaturering af kassater, samt at virksomhedens personale, efter behørig instruktion fra overdyrlægen, foretager injektion med denatureringsmiddel i de døde dyr.
Påbud kan udstedes i medfør af kødlovens § 19, stk. 2, eller i de aktuelle tilfælde i henhold til ferskkødbekendtgørelsens1) § 19, stk. 2, fjerkrækødbekendtgørelsens2) § 14, stk. 2, og vildtbekendtgørelsens3) § 32, stk. 3.
Ferskkødbekendtgørelsen: Bekendtgørelse nr. 351 af 2. maj 1996 om fersk kød m.v. (som ændret ved bekendtgørelse nr. 530 af 7. juli 1998).
Fjerkrækødbekendtgørelsen: Bekendtgørelse nr. 878 af 20. oktober 1994 om fersk fjerkrækød (som ændret senest ved bekendtgørelse nr. 530 af 7. juli 1998).
Vildtbekendtgørelsen: Bekendtgørelse nr. 1001 af 14. december 1993 om kød af vildt, opdrættet vildt og kaniner (som ændret senest ved bekendtgørelse nr. 530 af 7. juli 1998).
Kasserede slagtekroppe (undtagen fjerkræ) og større dele heraf skal så hurtigt som muligt anbringes i de dertil bestemte beholdere, hvor de straks skal sønderdeles ved tilstrækkelig mange dybe snit og overbruses/overhældes med et denatureringsmiddel.
Kasserede kroppe, der ikke straks behandles som nævnt foran, skal stemples med "KASSERET" i grøn farve og derefter behandles som angivet.
Fersk kød, fersk fjerkrækød, andet kød samt produkter med indhold af kød, som kasseres ved dyrlægekontrollen, og andre destruktionsvarer, skal hurtigst muligt anbringes i de dertil bestemte beholdere, hvor materialet enten neddyppes i eller overbruses/overhældes med et denatureringsmiddel.
Kassater og andre destruktionsvarer, som føres direkte til knuser og derefter transporteres i et lukket system til silo, er fritaget fra kravet om denaturering.
Dyr, der modtages døde efter transport til slagteriet og dyr, der dør eller aflives i stalden, skal hurtigst muligt gøres uanvendelige til menneskeføde ved injektion med et denatureringsmiddel. Det skal sikres, at denatureringsmidlet fordeles på en måde, så slagtekroppen bliver uanvendelig til menneskeføde.
For så vidt angår slagtesvin kan injektion med denatureringsmiddel foretages på følgende måde: I hver kropshalvdel injiceres ca. 100 ml 2 steder: I skinkemuskulaturen og i bovmuskulaturen. Derudover injiceres 100 ml i bughulen. I hver krop injiceres der således 100 ml denatureringsvæske 5 steder.
For kvægs og andre større dyrs vedkommende foretages injektionen efter samme princip, men med anvendelse af flere injektionssteder, såfremt det skønnes nødvendigt for at opfylde kravet om at gøre slagtekroppen uanvendelig til menneskeføde.
Dyret skal umiddelbart herefter afhentes til destruktion eller anbringes i den dertil bestemte beholder/container.
Slagteriet skal føre lister over de dyr, som modtages døde eller aflives ved modtagelsen, med oplysninger om dato, tidspunkt for modtagelse/aflivning, dyrets art og identifikation (CHR/CKR nr. eller skinketatovering), leverandørens navn og adresse, samt anden relevant oplysning.
Kopi af listerne skal dagligt gives til veterinærkontrollen.
Som denatureringsmiddel og til stempling af kasserede kroppe skal anvendes grøn farve. Det skal ved kontrol af mærkningen eller medfølgende dokumenter sikres, at den anvendte farveblanding kun indeholder farvestoffer og bærestoffer m.m., som er tilladt i henhold til Positivlisten.
Cirkulæret træder i kraft den 1. februar 1999.
Samtidig tilbagekaldes:
Veterinærdirektoratets cirkulæreskrivelse af 3. maj 1982 om kreolin.
Veterinærdirektoratets cirkulæreskrivelse af 17. maj 1983 om denaturering af fersk kød, fersk fjerkrækød og kødvarer.
Veterinærdirektoratets cirkulæreskrivelse af 5. maj 1982 vedr. vanding af slagtedyr m.m.
| Lov | Paragraffer |
|---|---|