Vejledning til bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel

Kapitel 2 – Formkrav til levering af information

§ 3. Varigt medium

Bestemmelsen definerer ikke et varigt medium. Begrebet skal forstås i overensstemmelse med den generelle definition i forbrugeraftaleloven.

Et varigt medium er en indretning, som sætter forbrugeren i stand til at lagre oplysninger sendt til ham personligt på en måde, der muliggør senere konsultation i en periode, som er afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger, jf. betænkning nr. 1440 om revision af forbrugeraftaler s.104, der nærmere redegør for begrebet varigt medium.

Information, der er personligt rettet til den enkelte kunde om kundekategori, afregningsnota, aftalevilkår og den periodisk oversigt i forbindelse med porteføljepleje og depotoversigt skal som udgangspunkt leveres på papir. Informationen kan dog leveres på andet varigt medium end papir, hvis brugen af et sådant medium er hensigtsmæssigt i kundeforholdet og kunden vælger, at oplysningerne gives på varigt medium.

Efter bestemmelsens stk. 1, nr. 1) og stk. 2, nr. 1 er levering af oplysninger ved hjælp af elektroniske kommunikationsmidler hensigtsmæssig på den baggrund, hvorpå forretningerne mellem værdipapirhandleren og kunden udføres eller skal udføres, hvis der er bevis for, at kunden har jævnligt adgang til internettet. En kundes oplysning af sin e-mail-adresse med henblik på at udføre forretningerne eller aftale om brug af netbank betragtes som bevis herpå.

Efter bestemmelsens stk. 1, nr. 2) har en eksisterende kunde accepteret, at oplysningerne gives på et andet varigt medium end papir, hvis kunden og værdipapirhandleren allerede kommunikerer på andet end papir, fx elektronisk.

Information om generelle aftalevilkår, eksempelvis vilkår, der er ens for alle værdipapirhandlerens kunder eller segmenter/kategorier heraf, samt ordreudførelsespolitikken kan efter stk. 2 kan gives na en hjemmeside. Det er bl.a. en betingelse efter stk. 2, nr. 2, at kunden har samtykket til at oplysningerne gives via en hjemmeside, der ikke udgør et varigt medium. Dette krav anses for opfyldt, hvis kunden allerede kommunikerer med værdipapirhandleren elektronisk.

§ 3 supplerer forbrugeraftaleloven, idet § 3 regulerer en situation, som tidsmæssigt ligger forud for de generelle oplysningskrav til fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.

Bestemmelsen angiver ikke udtømmende de situationer, hvor værdipapirhandleren skal anvende varigt medium, se således fx § 6, stk. 3.

§ 4. Kundekategorier

Stk. 1 fastsætter objektive kriterier for inddelingen af værdipapirhandlerens kunder i kategorierne detailkunder, professionelle kunder eller godkendte modparter, jf. bilag 1 og 2 til bekendtgørelsen. Kategoriseringen har betydning for, hvilken beskyttelse værdipapirhandlerne skal yde sine kunder i form af rådgivning og informationer. Detailkunder har det højeste beskyttelsesniveau, professionelle kunder har mindre beskyttelse og godkendte modparter har som udgangspunkt ingen beskyttelse efter bekendtgørelsen. Den enkelte kunde kan være kategoriseret forskelligt afhængigt af typen af værdipapiret. Eksempelvis kan en kunde være kategoriseret som professionel kunde ved handel med obligationer og som detailkunde ved handel med derivater.

Det fremgår af bilag 2, hvem der er godkendte modparter. Det er fx kreditinstitutter, forsikringsselskaber, investeringsforeninger, pensionsselskaber, fåmandsforeninger og andre finansielle enheder såsom ATP og LD. Det vil sige, at værdipapirhandel, som foretages mellem for eksempel to pengeinstitutter, ikke er omfattet af bekendtgørelsen, og at der dermed som udgangspunkt ikke gælder investorbeskyttelse. Professionelle kunder er foretagender, der ikke er godkendte modparter i henhold til bilag 2, og som skal have tilladelse eller underkastes regulering for at virke på de finansielle markeder, jf. bilag 1, afsnit a, hvilket blandt andet er råvare- og derivathandlere. Hertil kommer store virksomheder, der opfylder angivne betingelser og andre institutionelle investorer, der primært investerer i finansielle instrumenter, fx equity fonde.

Bilag 1 indeholder de objektive krav for kategoriseringen af professionelle kunder og detailkunder. Bilag 1 opdeler kunder i

1. kunder, der altid anses for professionelle (såkaldte ”fødte professionelle”), og

2. kunder, der efter anmodning kan behandles som professionelle kunder, hvilket omfatter kunder, der ikke falder under pkt. 1, herunder detailkunder. Det vil sige, at alle kunder, som ikke er fødte professionelle kunder, som udgangspunkt skal behandles som detailkunder.

Værdipapirhandleren er ikke forpligtet til at benytte kundebenævnelserne i stk. 1. Værdipapirhandleren skal dog oplyse sine kunder om, at de opnår et beskyttelsesniveau svarende til henholdsvis detailkunder, professionelle kunder og godkendte modparter.

Værdipapirhandleren kan vælge kun at indgå aftaler med kunder i én kategori. Værdipapirhandlerne kan således vælge kun at have kunder, der opfylder betingelserne for at være professionelle. Bestemmelsen indebærer ikke nogen form for kontraheringspligt med forskellige kundekategorier for værdipapirhandleren.

Kommuner anses for professionelle kunder. Ligeledes hører »locals« til den kategori af kunder, der altid anses for at være professionelle, jf. bilag 1, afsnit a, pkt. b. Locals er et engelsk begreb, og angiver, at der er tale om selskaber, der er medlemmer af et derivatmarked, hvorpå de alene handler for egen regning.

Stk. 2 fastslår, at værdipapirhandleren på eget initiativ kan vælge at behandle en professionel kunde eller en godkendt modpart som en detailkunde. Dette kan ske på ad hoc basis eller generelt. Bestemmelsen indebærer, at en værdipapirhandler kan vælge at kategorisere og behandle alle sine kunder som detailkunder, uanset om de opfylder betingelserne for professionelle kunder eller godkendte modparter.

Stk. 3 giver mulighed for, at professionelle kunder kan skifte kategori til godkendte modparter og dermed til et lavere beskyttelsesniveau. Professionelle kunder omfatter både kunder, der er kategoriseret som professionelle kunder i medfør af bilag 1, afsnit a og professionelle kunder, der i medfør af stk. 4 har skiftet kategori fra detailkunde til professionel kunde. Endvidere kan godkendte modparter skifte kategori til professionelle kunder og dermed til et højere beskyttelsesniveau. Kategoriskiftet kan ske efter anmodning fra kunden. Værdipapirhandleren er ikke forpligtet til at efterkomme anmodningen.

Stk. 4 giver mulighed for, at en detailkunde kan skifte kategori til professionel kunde. Kategoriskiftet kan ske efter anmodning fra kunden. Værdipapirhandleren er ikke forpligtet til at efterkomme anmodningen. Kategoriskiftet kan kun ske, hvis kunden opfylder de betingelser til viden og erfaring, der er fastsat i bilag 1, afsnit b.

En detailkunde skal for at kunne blive behandlet som en professionel kunde opfylde mindst to ud af tre kriterier, som fremgår af bilag 1, afsnit b, punkt 1. Kriterierne skal være opfyldt na tidspunktet for anmodningen. Det ene kriterium er, at kunden har foretaget omfattende transaktioner na det relevante marked gennemsnitligt ti gange pr. kvartal de foregående fire kvartaler. Hvis en kunde fx de foregående fire kvartaler har foretaget gennemsnitligt ti handler pr. kvartal i aktier, obligationer og/eller investeringsforeningsbeviser, anses denne for professionel for samtlige disse instrumenter.

Det relevante marked, er som udgangspunkt det marked, hvor de finansielle instrumenter, som kunden ønsker at blive behandlet som professionel i forhold til, er handlet. Hvis en kunde for eksempel ønsker at blive behandlet som professionel i forhold til handel med derivater, skal han have foretaget gennemsnitlig 10 derivathandler pr. kvartal de foregående fire kvartaler for at dette kriterium kan anses for opfyldt.

Stk. 5 indeholder en forpligtelse for værdipapirhandleren til at informere sine kunder om, hvilken kundekategori jf. stk. 1, de er omfattet af. Hvis værdipapirhandleren vælger kun at have detailkunder jf. stk. 2, kan oplysningen gives i de almindelige forretningsbetingelser. Værdipapirhandlere, der kun giver kunderne mulighed for at blive kategoriseret som detailkunder, er ikke omfattet af forpligtelsen til at orientere om muligheden for at blive kategoriseret som professionel kunde eller godkendt modpart.