Vejledning til bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel

Kapitel 1 – Anvendelsesområde og definitioner

§ 1. Anvendelsesområde

Stk. 1-2 fastslår, at bekendtgørelsen finder anvendelse på danske og tredjelande værdipapirhandlere samt udenlandske investeringsselskaber og kreditinstitutter fra EU/EØS lande, der driver virksomhed i Danmark gennem en filial. Bekendtgørelsen finder ligeledes anvendelse på danske værdipapirhandleres grænseoverskridende aktiviteter.

Pensionsselskaber og forsikringsselskaber omfattet af lov om finansiel virksomhed er ikke omfattet af bekendtgørelsen, ligesom medarbejderdeltagelsesordninger (fx medarbejderaktie-, obligations- og optionsordninger) er undtaget, jf. bekendtgørelse om hvilke juridiske og fysiske personer der kan udføre tjenesteydelser i forbindelse med værdipapirhandel på erhvervsmæssigt grundlag uden tilladelse efter lov om finansiel virksomhed. Det samme gør sig gældende for så vidt angår forvaltningsafdelinger, herunder pengeinstitutters forvaltningsafdelinger.

Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på grænseoverskridende tjenesteydelser ydet her i landet af investeringsselskaber og kreditinstitutter, der har tilladelse i et andet EU-land eller et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område. Eksempelvis vil et tysk investeringsselskab, der fra Tyskland yder investeringsservice til danske kunder ikke være omfattet af bekendtgørelsen. Selskabet vil derimod være omfattet af tysk lovgivning.

Stk. 3 fastslår, at der er visse bestemmelser, der ikke finder anvendelse, ved værdipapirhandel med realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer (SDRO’er) eller særligt dækkede obligationer (SDO’er), når værdipapirhandlen sker i tilknytning til og som forudsætning for udførelse af kunders optagelse, indfrielse eller omlægning af et lån med pant i fast ejendom. Bestemmelsen gennemfører artikel 19 (9) i direktiv 2004/39/EF om markeder for finansielle instrumenter (MiFID-direktivet).

Det fastsættes i stk. 4, at visse af reglerne i bekendtgørelsen også finder anvendelse na investeringsrådgivere. Det medfører, at investeringsrådgiverne skal handle redeligt og professionelt, have kundeaftaler, indgå eller bekræfte alle aftaler med sine kunder på et varigt medium, efterleve regler om præmiering og give visse oplysninger om virksomheden til kunderne, når det er relevant, herunder have en politik vedrørende interessekonflikter. Investeringsrådgiveren skal også give oplysninger om finansielle instrumenter, når det er relevant og give oplysninger om priser, når det er relevant. Når investeringsrådgiveren udøver sin virksomhed, skal investeringsrådgiveren udføre en egnethedstest for at sikre sig, at kunden har det nødvendige kendskab og erfaring for så vidt angår den påtænkte investering. Til brug herfor skal investeringsrådgiveren indhente visse oplysninger om kunden. Investeringsrådgiveren skal også, når det er relevant, rapportere til kunderne om de ydelser, som er udført for kunden.

Når reglerne angiver, at oplysninger skal gives til kunden, når det er relevant er det investeringsrådgiveren, der udøver dette skøn.

Stk. 7 indebærer, at værdipapirhandlere, som udfører ordrer vedrørende omsættelige pantebreve med pant i fast ejendom eller løsøre, er omfattet af bekendtgørelsens krav i § 21 om afregningsnotaer. Reglen indebærer derfor, at kunder fortsat modtager afregningsnota ved omsættelige pantebreve med pant i fast ejendom, selvom disse pantebreve ikke i øvrigt er omfattet af bekendtgørelsen.

Stk. 8. indebærer at såvel investeringsforeninger, hedgeforeninger og specialforeninger, der har direkte kontakt med detailinvestorer skal opfylde reglerne i bekendtgørelsens § 15 om udlevering af et dokument med central investorinformation om den afdeling af foreningen, som detailinvestoren påtænker at investere i til detailinvestoren inden der indgås en egentlig investeringsaftale. Bestemmelsen sikrer, at detailinvestoren får udleveret et dokument med central investorinformation selvom den relevante forening ikke har tilknyttet et investeringsforvaltningsselskab eller har outsourcet sin distribution til en anden finansiel virksomhed, der formidler kontakten med detailinvestoren.

Stk. 9. sikrer, at kravene om udlevering af information om eksekverede ordrer til detailinvestoren også omfatter investeringsforeninger, der ikke har tilknyttet et investeringsforvaltningsselskab, eller har outsourcet sin distribution, således at detailinvestoren også i disse tilfælde, får de relevante data om den gennemførte ordre. Endvidere fastslås det, at både investeringsforeninger og investeringsforvaltningsselskaber, der udøver aktiviteter omfattet af bilag 6 i lov om finansiel virksomhed også er omfattet af reglerne om præmiering i § 7 og reglerne om behandling af ordrer i §§ 25-29

§ 2. Definitioner

Definitionen i stk. 3 af finansielle instrumenter omfatter også strukturerede produkter. For eksempel såkaldte indekserede obligationer, hvor afkastet helt eller delvist følger udviklingen i et eller flere finansielle instrumenter eller finansielle indeks. Definitionen omfatter desuden andele i investeringsforeninger, specialforeninger, godkendte fåmandsforeninger, hedgeforeninger, udenlandske investeringsinstitutter og andre kollektive investeringsordninger omfattet af lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v.

Definitionen af investeringsrådgivning i stk. 4 og 5 afgrænser anvendelsesområdet for egnethedstesten i § 16. Der er tale om investeringsrådgivning, når en værdipapirhandler eller en investeringsrådgiver giver en anbefaling rettet til en kunde personligt om transaktioner i specifikke finansielle instrumenter.

Betingelsen om, at rådgivningen skal være personlig betyder, at værdipapirhandlerens råd skal tage udgangspunkt i kundens individuelle forhold. En værdipapirhandler, der camouflerer investeringsrådgivning som generelle anbefalinger handler ikke redeligt og professionelt, jf. § 5.

Anbefaler værdipapirhandleren kunden at foretage køb, salg m.v. i navngivne finansielle instrumenter, foreligger der personlig rådgivning. Oplyser værdipapirhandleren derimod en kunde om, at værdipapirhandleren som sådan anbefaler detailkunder at placere deres formue i 50 % aktier og 50 % obligationer, eller udarbejder værdipapirhandleren en fordelingsnøgle til brug for senere investeringsrådgivning, foreligger der ikke personlige anbefalinger om køb, salg m.v. og dermed ikke investeringsrådgivning.

Generelle anbefalinger kan godt være et led i en investeringsrådgivning, som munder ud i en anbefaling om transaktioner i specifikke finansielle instrumenter, men den generelle anbefaling kan som udgangspunkt ikke i sig selv udgøre en investeringsrådgivning.

Anbefalinger, der er egnet til udbredelse til offentligheden eller en bredere kreds af modtagere, jf. bekendtgørelsen om udarbejdelse og udbredelse til offentligheden af visse investeringsanalyser samt § 2, nr. 11 i bekendtgørelsen om de organisatoriske krav til og betingelser for drift af virksomhed som værdipapirhandler er ikke omfattet af begrebet investeringsrådgivning. Generel vejledning i form af produkt-, udsteder- eller markedsinformation såvel skriftlig som mundtligt vil derfor typisk ikke udgøre investeringsrådgivning. En ordning, hvorefter en værdipapirhandler sender generel vejledning og anbefaling til en række navngivne abonnenter konstituerer ikke investeringsrådgivning, da der ikke er tale om personlig anbefaling.

En anbefaling rettet til en kunde personligt kan også bestå af en anbefaling om ikke at udføre en given transaktion.