Lovguiden Logo
Gældende

VEJ nr 49 af 30/06/2009

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Vejledning om etablering af regionale familieambulatorier

4 Identifikation af målgruppen

4.1

Målgruppen

4.2

Tidlig opsporing

4.3

Visitation af gravide

4.4

Identifikation af børn, som tilhører målgruppen

4.1 Målgruppen

Målgruppen for familieambulatorieter (1) gravide kvinder med risikoforbrug af alkohol og/eller andre rusmidler og/eller afhængighedsskabende medikamenter, (2) gravide, som inden for de sidste par år har haft et afhængighedsforbrug af rusmidler eller afhængighedsskabende medikamenter, samt (3) børn i alderen 0-7 år, som i fostertilværelsen har været udsat for rusmidler. Desuden muliggør familieambulatoriets interventionsmodel en særlig indsats i forhold til gravide, hvis partner har et afhængighedsforbrug af rusmidler, som kan have konsekvenser for svangerskabet eller barnets udvikling efter fødslen.

Familieambulatoriets tværfaglige og tværsektorielle interventionsmodel er endvidere velegnet til varetagelse af andre grupper særlige belastede gravide, som eksempelvis gravide med alvorlige psykiske lidelser, gravide udviklingshæmmede og gravide med andre svære psykosociale problemstillinger.

4.2 Tidlig opsporing

Rusmiddelforbrug hos den gravide kan skade fosteret allerede fra konceptionstidspunktet. En tidlig opsporing med henblik på en forebyggende indsats er derfor væsentlig for at minimere risikoen for, at der fødes børn med skader som følge af moderens alkohol- og/eller andet rusmiddelforbrug i graviditeten. I forbindelse med den første graviditetskonsultation hos praktiserende læge spørges alle gravide systematisk om deres aktuelle og tidligere forbrug af alkohol, euforiserende stoffer og afhængighedsskabende medicin. Jordemoderen følger op på dette ved den første jordemoderkonsultation. Der bør anvendes et struktureret, valideret spørgeskema. Den tidlige opsporing af gravide tilhørende målgruppen er således en integreret del af den almindelig svangreomsorg, som beskrevet i Sundhedsstyrelsens Anbefalinger for svangreomsorgen.

4.3 Visitation af gravide

På baggrund af disse oplysninger henviser den praktiserende læge eller jordemoderen gravide med erkendt risikoforbrug af rusmidler og gravide som tidligere har haft problemer med rusmidler til opfølgende samtale i familieambulatoriets regi. Endvidere henvises gravide ved mistanke om risikoforbrug af rusmidler, således at familieambulatoriets personale kan foretage yderligere udredning. Den gravide informeres om begrundelsen herfor.

Der kan desuden modtages henvisning fra andre instanser, eksempelvis kommunale forvaltninger, rusmiddelbehandlingsinstitutioner, gadeplansmedarbejdere, væresteder og psykiatriske kontaktpersoner. Endvidere skal der være mulighed for selvhenvendelse. Gravide kan henvende sig med eller uden henvisning fra læge eller anden instans og kan også henvende sig anonymt til en rådgivende samtale.

Det er vigtigt med hurtig rådgivning af målgruppen hos sagkyndig læge/ jordemoder. Visitationsproceduren skal derfor sikre en tidligst mulig kontakt med målgruppens gravide. Proceduren skal være fastlagt og der bør være mulighed for hurtig henvisning, fx telefonisk eller elektronisk. Tilbuddet skal være kendt og let at komme i kontakt med. Det er vigtigt, at familieambulatoriet tilbyder akut rådgivning og ikke har ventetid for nyhenviste gravide kvinder tilhørende målgruppen.

4.4 Identifikation af børn, som tilhører målgruppen

Målgruppen er børn født af kvinder med alkohol- og/eller andre risikoforbrug af rusmidler under graviditeten. Børnene følges indtil skolealderen i familieambulatoriet efter indhentet samtykke hertil fra forældre eller værge. I de fleste tilfælde vil mødrene have været fulgt i familieambulatoriet under graviditeten.

Endvidere modtages løbende efter henvisning eller efter konkret anmodning fra læge eller kommunal forvaltning børn under skolealderen, som formodes at have været rusmiddeleksponeret i fostertilværelsen, og som ønskes undersøgt med henblik på diagnostisk afklaring og tilrettelæggelse af en relevant behandlingsplan for barnet og familien. Ligeledes kan det være relevant at henvise børn af særligt belastede gravide, som nævnt under pkt. 4.1.

Detaljer

Relateret indhold