Lovguiden Logo
Gældende

BEK nr 105 af 20/01/2026

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Omkostningsbekendtgørelsen Noter

/ Jacob Møller

Bilag 1

1. Overordnede krav

Dokumentation for selskabsøkonomisk omkostningseffektivitet skal tilvejebringes, før anlæggelsen af det pågældende projekt påbegyndes. Hvis de faktiske omkostninger til projektet på grund af uforudsete, udefrakommende forhold afviger fra de omkostninger, der er lagt til grund for vurderingen af omkostningseffektiviteten, påvirker det ikke vurderingen af, om dokumentationskravet er opfyldt.

For at dokumentere, at der er valgt en selskabsøkonomisk omkostningseffektiv løsning til opnåelse det serviceniveau, som er nævnt i § 3, stk. 1 og 2, eller § 7, stk. 1, skal spildevandsforsyningsselskabet sammenligne omkostningerne til den valgte løsning med et overslag over omkostninger ved opnåelse af det pågældende serviceniveau ved mindst en anden relevant type af løsningstiltag. Kravene i afsnit 2-4 skal overholdes.

Hvis der er tale om et projekt omfattet af § 3, stk. 1 eller 2, og serviceniveauet ikke er fastsat højere end til en 5-års regnhændelse for et separatkloakeret område eller en 10-års regnhændelse for et fælleskloakeret område, og selskabet ønsker at opnå dette ved brug af en traditionel underjordisk løsning, skal spildevandsforsyningsselskabet kun tilvejebringe nærmere dokumentation for omkostningseffektivitet, hvis Vandsektortilsynet anmoder om det, fordi der er forhold, der tyder på, at en anden type løsning kunne være mere selskabsøkonomisk omkostningseffektiv.

For supplerende klimatilpasningstiltag, jf. § 3, stk. 4, skal den selskabsøkonomiske omkostningseffektivitet for det supplerende tiltag dokumenteres ved at sammenligne skadesreduktion set i forhold til løsningsomkostningen (cost-effectiveness eller benefit/cost ratio) for den valgte løsning og et overslag for mindst en anden relevant type af tiltag, der ville give skadesreduktioner i det samme område.

For projekter med flere formål omfattet af § 5 henvises til afsnit 3 nedenfor.

2. Krav til alternative løsningstiltag

Det alternative løsningstiltag, som den valgte løsning sammenlignes med, skal være en anden type af relevante løsningstiltag, som afviger væsentligt fra den, som selskabet ønsker at anvende. Hvis der ikke findes et realistisk alternativ, som afviger væsentligt fra den valgte løsning, skal der redegøres herfor og sammenlignes med et realistisk alternativ, som afviger mest muligt fra den valgte løsning.

Hvis der er tale om et projekt omfattet af § 3, stk. 1 eller 2, og serviceniveauet er fastsat til en 20-års regnhændelse eller mindre, og selskabet ønsker at opnå dette gennem overfladeløsninger, skal der som minimum sammenlignes med en traditionel, underjordisk løsning, medmindre selskabet kan redegøre for, at det ikke er realistisk at gennemføre en sådan. I så fald sammenlignes med et realistisk alternativ, som afviger mest muligt fra den valgte løsning.

Hvis der er tale om et projekt omfattet af § 3, stk. 1 eller 2, og serviceniveauet er fastsat højere end en 20-års regnhændelse, og selskabet ønsker at opnå dette gennem en traditionel underjordisk løsning, skal der som minimum sammenlignes med en overfladeløsning, medmindre selskabet kan redegøre for, at det ikke er realistisk at gennemføre en sådan. I så fald sammenlignes med et realistisk alternativ, som afviger mest muligt fra den valgte løsning.

3. Projekter, der opfylder flere statslige eller kommunalt fastsatte, pålagte eller godkendte mål for spildevandsforsyningsselskabet

Et projekt, der bidrager til at opfylde flere statslige eller kommunalt fastsatte, pålagte eller godkendte mål for spildevandsforsyningsselskabet anses for omkostningseffektivt i forhold til de enkelte mål, hvis spildevandsforsyningsselskabet dokumenterer, at projektet er en selskabsøkonomisk omkostningseffektiv løsning til opfyldelse af alle de pågældende mål sammenlignet med omkostningerne til relevante særskilte løsninger til opfyldelse af de enkelte mål. Dette krav vil også gælde for projekter, der omfatter spildevandsforsyningsselskabets håndtering af terrænnært grundvand.

4. Beregningsprincipper

Omkostningerne ved det planlagte og de alternative løsningstiltag skal beregnes som nutidsværdierne af projektøkonomierne. Projektøkonomierne opgøres ud fra princip om totaløkonomi, som indeholder alle omkostninger i anlæggenes levetid. Ved opgørelsen af nutidsværdier benyttes den gældende diskonteringsrente, som fastsættes af Finansministeriet, medmindre selskabet dokumenterer, at en anden rentesats er mere retvisende for selskabet.

Detaljer

Relateret indhold