BEK nr 1571 af 04/12/2025
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Bekendtgørelse om regulering af fiskeriet § 85
Det er en betingelse for registrering som bierhvervsfisker, at den pågældende fisker ikke ejer kvoteandele, som tilsammen overstiger en værdi på 250.000 kr. Værdien af kvoteandele beregnes på grundlag af de gennemsnitlige afregningspriser gældende for det forudgående år og på grundlag af de årsmængder, som kvoteandelene udløser ved kvoteårets start i det indeværende år. De gennemsnitlige afregningspriser fastsættes som straksregulering, jf. § 17.
Stk. 2. Bierhvervsfiskeres kvoteandele må på intet tidspunkt overstige en værdi på 250.000 kr.
Stk. 3. Hvis de disponible danske kvoter ændres fra et år til et andet, eller ændringer i de gennemsnitlige afregningspriser medfører, at en bierhvervsfiskers kvoteandele overstiger en værdi på 250.000 kr., må bierhvervsfiskeren ikke tilkøbe yderligere kvoteandele og skal samtidig afhænde kvoteandele, der svarer til overskridelsen.
Stk. 4. Kvoteandele, der skal afhændes, jf. stk. 3, skal senest være afhændet ved udgangen af året efter overskridelsen.
Stk. 5. Hvis bierhvervsfiskeren forøger sit direkte eller indirekte ejerskab af kvoteandele, og overskrider loftet i stk. 2, skal overskridelsen afhændes uden unødigt ophold, og Landbrugs- og Fiskeristyrelsen uddeler ikke årsmængder svarende til overskridelsen til fartøjet, før bierhvervsfiskeren overholder kravet i stk. 2.
Stk. 6. Kvoteandele, der ikke er afhændet rettidigt, jf. stk. 4-5, bliver inddraget og tilknyttes en registreringsenhed. Årsmængder, der tildeles på baggrund af kvoteandele, der er inddraget af Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, overføres til Fiskereserven. De uudnyttede årsmængder, som er tildelt på baggrund af kvoteandele, der efterfølgende inddrages, jf. pkt. 1, overføres til Fiskereserven.