Lovguiden Logo
Gældende

BEK nr 1441 af 25/11/2025

Erhvervsministeriet

Bekendtgørelse om krav til prøver og erhvervelse af beviser for fritidssejlere samt til udbydere af prøver m.v. § 5

For erhvervelse af speedbådsbevis kræves det, at vedkommende har bestået en teoretisk og praktisk prøve.

Stk. 2. Prøven skal fastslå, at prøveaflægger kan fungere sikkerhedsmæssigt forsvarligt i fritidsfartøjer omfattet af speedbådsførerbekendtgørelsen og varetage sikkerheden for eget fartøj og personer om bord, og skal omfatte søvejsregler, farvandsafmærkning, sikkerhed til søs, forebyggelse og bekæmpelse af brand i mindre fartøjer, sejladsbestemmelser og beskyttelse af havmiljøet.

Stk. 3. Prøveaflægger skal demonstrere tilfredsstillende viden om:

  1. Ansvarsfordelingen om bord.

  2. Vigepligt.

  3. Lokale sejladsbestemmelser.

  4. Adfærd og sikkerhed om bord, herunder forholdsregler ved brand, grundstødning og kollision.

Stk. 4. Prøveaflægger skal ved sejlads i et egnet fartøj demonstrere et tilfredsstillende færdighedsniveau inden for følgende områder:

  1. Klargøring til sejlads.

  2. At gå fra og lægge til land.

  3. Sejlads ved forskellige hastigheder og kurser, herunder acceleration og hurtigstop.

  4. Mand-over-bord manøvre.

  5. Løbende vurdering af risici under sejladsen.

Stk. 5. Personer, der har vandscooterbevis, skal alene bestå den praktiske prøve efter stk. 4, for at opfylde kravene til erhvervelse af speedbådsbevis, jf. stk. 1.

Stk. 6. Personer, der har bestået praktisk og teoretisk duelighedsprøve i sejlads for fritidssejlere, prøven til yachtskipper af 3. grad eller prøven til yachtskipper af 1. grad, anses for at opfylde kravene til erhvervelse af speedbådsbevis, jf. stk. 1.

Stk. 7. Aflæggelse af prøve kan ske efter prøveaflæggers fyldte 15. år.

Detaljer

Relateret indhold