Search for a command to run...
I medfør af § 7, stk. 2, og § 30, stk. 8, i lov om forbrugslånsvirksomheder og registrering af kreditformidlere, jf. lovbekendtgørelse nr. 115 af 2. februar 2025, fastsættes:
Denne bekendtgørelse finder anvendelse på forbrugslånsvirksomheder, der har tilladelse til at udøve virksomhed, jf. § 3 i lov om forbrugslånsvirksomheder og registrering af kreditformidlere.
I denne bekendtgørelse og efter § 2, nr. 1, 4 og 9, i lov om markedsføring, forstås ved:
Forbruger: En fysisk eller juridisk person, der i forbindelse med transaktioner, som er omfattet af lov om forbrugslånsvirksomheder, hovedsagelig handler uden for sit erhverv.
Handelspraksis: En handling, udeladelse, adfærd, fremstilling eller kommerciel kommunikation, herunder reklame og markedsføring, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne.
God erhvervsskik: Standarden for de særlige færdigheder og den omhu, som en erhvervsdrivende med rimelighed kan forventes at udvise over for forbrugerne, og som står i rimeligt forhold til hæderlig markedspraksis eller det generelle princip om god tro inden for den erhvervsdrivendes virkefelt. Begrebet dækker det samme som begrebet »erhvervsmæssig diligenspligt«, der anvendes i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om urimelig handelspraksis.
En forbrugslånsvirksomhed skal handle redeligt og loyalt over for sine kunder, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Påvirker den pågældende handelspraksis forbrugerens økonomiske interesser, finder kapitel 3 anvendelse i stedet for stk. 1. Strider den pågældende handelspraksis samtidig mod hensyn, der ikke tilsigter at varetage forbrugernes økonomiske interesser, herunder hensyn til smag og anstændighed, sikkerhed og sundhed eller andre hensyn, eller såfremt den pågældende handelspraksis er reguleret af aftaleretten, finder stk. 1 anvendelse ved siden af kapitel 3.
En forbrugslånsvirksomhed skal i sin handelspraksis over for forbrugerne udvise god erhvervsskik.
Det er en betingelse for, at der er handlet i strid med § 4, at den pågældende handelspraksis væsentligt forvrider eller vil kunne forventes væsentligt at forvride den økonomiske adfærd hos gennemsnitsforbrugeren eller, hvis den pågældende handelspraksis rettes mod en særlig gruppe af forbrugere, hos et gennemsnitligt medlem af denne gruppe.
Stk. 2. En handelspraksis, som forbrugslånsvirksomheden med rimelighed må formode kun forvrider den økonomiske adfærd væsentligt hos en klart identificerbar gruppe af forbrugere, der er særlig sårbare over for denne praksis eller det omhandlede produkt, herunder på grund af mentale eller fysiske handicap, alder eller godtroenhed, vurderes med udgangspunkt i et gennemsnitligt medlem af denne gruppe.
Opsiger en forbrugslånsvirksomhed en aftale indgået med en kunde, skal opsigelsen være sagligt begrundet og ske i papir eller på andet varigt medium.
Finanstilsynet kan give påbud om berigtigelse af forhold, der er i strid med bestemmelser i denne bekendtgørelse.
Med bøde straffes den, der undlader at efterkomme påbud efter § 7.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Bekendtgørelsen træder i kraft 20. november 2026.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1035 af 10. oktober 2019 om god skik for forbrugslånsvirksomheder ophæves.
/ Hans Høj
Officielle noter
EU Noter