Search for a command to run...
I medfør af § 2, stk. 1 og 4, og § 4, 1. pkt., i lov nr. 275 af 27. marts 2017 om Haagerkonventionen af 2007, som ændret ved lov nr. 1711 af 27. december 2018, og efter forhandling med skatteministeren fastsættes:
Denne bekendtgørelse finder anvendelse på sager, der er omfattet af Haagerkonventionen af 23. november 2007 om international inddrivelse af børnebidrag og andre former for underholdsbidrag til familiemedlemmer (Haagerkonventionen af 2007).
Som centralmyndighed varetager Familieretshuset følgende opgaver:
At informere om Haagerkonventionen af 2007.
At modtage og videresende anmodninger m.v. efter konventionen, dog ikke fremsendelse af anmodninger om anerkendelse og fuldbyrdelse af danske bidragskrav i andre konventionsstater.
At samarbejde med centralmyndighederne i de øvrige konventionsstater.
De opgaver, som i øvrigt følger af konventionen.
Er der efter § 3 i lov om Haagerkonventionen af 2007 truffet en endelig afgørelse om, at en retsafgørelse efter konventionen kan anerkendes og fuldbyrdes i Danmark, videresender Familieretshuset anmodningen om fuldbyrdelse af afgørelsen til restanceinddrivelsesmyndigheden.
Stk. 2. Restanceinddrivelsesmyndigheden opkræver den fordring, som følger af retsafgørelsen. Fuldbyrdelse af retsafgørelsen foretages efter reglerne i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Stk. 3. Fremsætter bidragsbetaleren under opkrævningen indsigelser om eksistensen af krav på underholdsbidrag, forelægges sagen for Familieretshuset, der træffer afgørelse om indsigelserne.
Stk. 4. Fremsætter bidragsbetaleren under fuldbyrdelsen indsigelser om eksistensen af krav på underholdsbidrag, forelægges sagen for Familieretshuset, der træffer afgørelse om indsigelser, der ikke er omfattet af §§ 17 og 18 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2025.
/ Henriette Braad Olesen